Skygger i natten

Drolons kro.
En hyggelig, varm kro i den dunkle, lille by Drolon. Kroen tjener som tilflugtssted for det barske liv indbyggerne i Drolon lever en gang imellem. Ofte benytter rejsende denne kro som deres tilflugtsted inden de nærmer sig den berygtede ruin, Camrynn.
Jaric
Spilmester
Indlæg: 1515
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: DK / Moranien
Kontakt:

Skygger i natten

Ulæst indlæg af Jaric »

((Dette emne foregår i august 3456))

Det er aften på Drolons kro, den dansende gryde. Kroen er ikke særlig fuld denne aften, der er ikke mere end 5-6 gæster. De 5 af dem sidder i en nogenlunde fast gruppe, selvom de ikke alle sidder og taler sammen. Den sjette sidder for sig selv, som hun altid gør, når hun besøger en kro. Hendes venstre hånd er bundet ind i en nogenlunde ren, men slidt bandage. På trods af, at det er lunt i vejret bærer hun en grøn uldkappe og har hætten trukket op om hovedet. Hun bærer en grøn skjorte der har enkelte pletter af jord og græs på sig, og ser man godt efter, også nogle dråber af blod. Men det er for lidt til at tyde på nogen alvorlig skade.
Hun bærer mørke skindbukser og læderstøvler der når halvvejs op til knæet, og som er lukkede med snore. Dette kan man naturligvis ikke se, medmindre hun rejser sig op. Om livet har hun et bredt bælte hvori der sidder tre forskellige punge, nogle snore, flere skind, to små knive og en tom skede til et sværd, en af den slags der blot holder sværdet på plads, men ikke dækker selve bladet. Ved siden af den stol, hun sidder på, står en grøn taske af groft stof. Der står desuden en bue og et pilekogger lænet op af bordet. Der er en duft af skov omkring hende, af natur og vilde dyr som man bemærker, hvis ellers man kan skille den lugt fra den stærke hørm af gammelt øl og muggent brød, der hænger i luften.
Snakker går roligt blandt de fem stamgæster, og krofatter kan for en tid slappe af og se til sin familie, mens der ikke er bud efter ham i kroen. Kvinden der sidder for sig selv, er optaget af at spise en halvlunken suppe, som hun fik serveret for snart en time siden, mens hun sipper ind imellem til et glas æblemost, hvis smag øjensynlig ikke passer hende synderlig godt. Stemningen i krostuen er afslappet, der er ingen plakatfulde mænd til at hidse nogen op, eller nogen letpåklædte kropiger til at skabe jalousi de fem mænd imellem.
Snakken bevæger sig roligt fra vejret over den snarlige høst, til efterårets komme. I den forbindelse nævner en af mændene de spøgelseshistorier, der altid hører med, når de mørke nætter nærmer sig. I denne kro er natten dog langt fra at indfinde sig, solen skinner rosenrødt ind gennem de snavsede vinduer, og lyset er behageligt, og passende for stemningen. Det er naturligvis et spørgsmål om tid, før lyset ændres over orange til dybrødt, for til sidst at forsvinde helt, undtaget stjernernes svage lys. Dette ved kvinden, og hun ved også, at de nævnte spøgelseshistorier måske er bedst at få overstået nu, mens lyset stadig skinner. Men hun siger intet. Dog tager hun med sin indbundne venstre hånd blidt fat om et armbånd, som hun bærer om høje håndled. Hun lader fingrene køre over armbåndet, og det ser ikke ud til, at hun overhovedet tænker over, at hun gør det.
En af mændene løfter sit krus. "JEG kan en god historie, og den handler om spøgelser og mere til!" bekendtgør han stolt. "Jeg har hørt den af en, som selv var til stede, så det er sikkert at det skete, helt som jeg siger det... og det var ikke kun spøgelser min ven mødte i den skov, men uhyggelige væsener..." Han lod sin stemme synke til en hvisken.
Kvinden i hjørnet fandt det absolut ikke særlig uhyggeligt, hvis ikke det var fordi, hun lidt for levende kunne forestille sig, hvad det var for nogle væsener mandens ven havde mødt i mørket.
"Det skete ikke så langt herfra, for omkring fem år siden," begyndte manden så. En af de andre afbrød ham. "Hvis det er den gamle historie om hvordan StormKlinge slog ulvene ihjel, så har vi hørt så RIGELIGT!"
Men manden rystede på hovedet. "Det har intet med den historie at gøre, min ven, for dette skete mere end et halvt år før Kongen satte sine ben ved Camrynn. Ja, jeg indrømmer det er samme sted, det foregik, men forskellen er blot at der her ikke er nogen romantisk slutning med magiske sværd og hvad ved jeg."
De andre mænd nikkede, som tegn til at han kunne fortsætte sin historie. Kvindens opmærksomhed blev dog afledt i dette øjeblik, da krodøren gled op og en skikkelse trådte ind. Manden, der havde været ved at fortsætte sin historie, så på den nyankomne, der dog blot rystede affærdigende på hovedet, mens han lukkede døren. Manden trak på skuldrene og begyndte på sin fortælling.
Men kvinden hørte ikke længere efter. Hendes opmærksomhed var på den person, der lige var trådt ind af døren. Som hende selv bar personen en lang uldkappe, denne var dog sort som natten, hvor hendes var grøn. Personen havde også trukket hætten op om hovedet, og stod lige nu med ryggen til hende. Hun troede først, det var en kvinde, for vedkommende var spinkel over skuldrene og ikke stort højere end hende selv. Hun kunne se et par sorte handsker dukke op, da personen lukkede døren helt i.
Hun drejede hovedet en smule til side, og lod blikket glide ned over personen. Vedkommende bar læderstøvler som hende selv. Da personen tog et skridt ind i rummet så hun et glimt af ansigtet, og hun var ikke i tvivl om, at det var en mand. Det var dog ikke den vigtigste detalje, ja faktisk var personens køn ret underordnet. Hun havde kun set en smule hud, men det var også nok. Det var en sortelver, som var kommet ind.
Da han drejede sig rundt og vendte mod hendes bord gled hans kappe ud til siden, og hun så at han bar sorte, løse bukser og et gråt bælte om livet. I hans bælte sad et sværd, hvorpå hans venstre hånd hvilede. Han havde også to dystert udseende daggerter i bæltet, og op af skæfterne på hans støvler stak to knivskafter. Kvinden løftede øjenbrynene en anelse, da hun havde talt hvor mange våben han bar på sig.
"And those are just the visible ones," mimede han så til hende mellem sine sorte læber. Han havde godt regnet ud, ud fra hendes ansigtsudtryk, hvad hun havde tænkt på. Han gik hen mod hende, og eftersom hun ikke rigtig kunne rejse sig, uden det tiltrak for meget opmærksomhed, flyttede hun sig ikke, da han satte sig på hendes højre side. Kun lod hun sit armbånd glide op under sit ærme, inden han opdagede noget. Tasken skubbede hun ind bag sine ben.
"You do not have to hide your things from me, miss. I am no petty thief." Han satte sig roligt ned, men fjernede først sit sværd og stillede det på sin højre side, væk fra kvinden. "Your weapons are impressive, miss. Am I wrong in assuming that you know how to use them?"
"Not as well as you know how to use yours," svarede kvinden efter et øjeblik.
Sortelveren smilede, og trak sin hætte en smule tilbage, mens han drejede hovedet så hans blik fangede hendes. Hans øjne var sølvgrå og dybe at se ind i. De glimtede med et sært lys, der ikke kunne tilskrives stearinlysene på bordet. Hans hår var hvidt og langt, og let krøllet. Han havde en tynd, lilla streg om sine læber der fremhævede hans smalle læber. Hans kindben var markerede, og hans øjne skarpt optegnet i hans ansigt. Han havde hvide øjenbryn og ikke antydningen af et skæg. På venstre kind var et edderkoppeskind malet... nej, vent tatoveret ind i huden på ham, med en stærkt hvid farve. Det gik endda op over hans ene øjenbryn, og ned igen ved øjet.
Alt dette opfattede kvinden naturligvis på et øjeblik, og hun kneb øjnene næsten umærkeligt sammen ved tanken om den smerte, han måtte have følt ved at få det lavet. Han smilede tilbage til hende, og hans hvide tænder virkede voldsomt store i det sorte ansigt.
"The pain is of no moment. What I wear on my face is a mark of honour."
"Honour? I thought honour was an alien concept to you drows," sagde kvinden uden at tænke sig om.
Sortelverens ansigt viste det allermindste tegn på irritation, før han atter fik et smil på sine fine læber. "You either have a lot of courage or a lot of stupidity talking like that... miss," sagde han så med rolig stemme.
"A little of both, I guess," sagde kvinden og løftede sit glas. Hun rykkede sit hoved tilbage i en hurtig bevægelse, så hendes hætte faldt ned om nakken. Hun havde nu afsløret hele sit ansigt, mens sortelveren stadig skjulte hovedparten af sit. "A lot of people have called me both courageous and stupid, so take your pick."
Han betragtede hende lidt, inden han atter talte. "You do know I recognized you the moment I entered, did you not?"
"I assumed you came here to talk to me, yes. As soon as I saw your race, anyway. Though I do not know how you know me?"
"You have known drows before, surely," sagde han så.
"Indeed," svarede hun. "And you look a lot alike, I must say. I cannot recall your face among those I have met. Perhaps you care to enlighten me?"
"I was one of those who saw to it that you met with my mistress in Camrynn. You do remember her, don't you? The one who almost ate you?" Det sidste siger han i en hvisken, mens han holder sit blik låst på kvinden.
Hun havde allermest lyst til at gribe om sine våben, men standsede sig selv i sidste øjeblik. Hun var bedst med sin magi, og den havde hun ikke adgang til nu, ikke hvis hun skulle være hurtigere end han. Og det så ud til, at han hellere ville tale med hende end skade hende, ellers havde han for længst gjort noget. Så længe hun selv holdt sig fra sine våben, ville han vel gøre det samme. Hun kunne i hvert fald håbe på, at det var tilfældet.
"I remember her, yes," er alt hun siger.
"Then how come you didn't keep your promise, Forestvale?" sagde han, og brugte for første gang hendes navn.
"I am human and I serve what is good... most of the time, anyway... so I could have never kept my promise to her. I said what I said to escape from her, and I have no plans of going back."
Sortelveren sidder atter tavs og tænker over hendes ord, inden han svarer hende: "You are truly a thing of wonder. First off, you answer me honestly, with no regard to the consequences or your own safety. Secondly, you knew you lied to her and still managed to trick her into believing you. Thirdly, even though you know I come from her, you don't try to run away, or even injure me. What kind of creature are you?"
"I have changed," startede hun med at sige. "There was a time when I would have either tried to fight you or run off. Or try to insult you into fighting me. Those times are of the past now. I am different. If you want to fight me, then do. If not, then don't."
"And they say we're the coldblooded ones," griner sortelveren, og snupper hendes krus med æblemost. Han tømmer det i en enkelt mundfuld. "That was foul," siger han og laver en grimasse.
Hun kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, trods alt. De fem mænd har ikke bemærket denne samtale, de er stadig midt i spøgelseshistorien, hvor helten, så vidt hun kan høre, er ved at blive dræbt på en rædsomt smertefuld og voldelig måde. Altså er historien snart overstået.
"Do I havde to point out to you, that I am here on my own account?" fortsætter sortelveren så. "Or had you figured that out by yourself?"
"I thought you might be," siger hun så. "After all, you're more heavily armed than your kind usually is, even if you're out to take a prisoner. You walk in here openly and talk to me instead of threatening me. And I think I saw the slightest limp when you walked over here. Did you have to fight to get out of the Underdark, by any chance?"
"You're good, I'll give you that," siger han så og nikker. "You're right on all your observations. What can I say, the stories of what you've done have reached even into the Underdark. I got curious. I wanna learn."
Kvinden drejer hovedet helt til siden, og ser direkte på sortelveren. Han smiler, og fjerner nu sin hætte helt fra ansigtet. Men fordi han sidder med ansigtet drejet mod kvinden, vender han siden af ansigtet hen mod stamgæsterne, så de kun ser hans hætte. Han ønsker tydeligvis ikke, at det skal rygtes at der er en sortelver i kroen.
"You wanna learn from me? You do realize what kind of enemies I have, do you not? Also, my powers are of no real meaning."
"Ah, but that is where you're wrong, Forestvale. You have more powers than you care to admit, I am sure of it. Besides, you have no real choice in the matter."
"I don't?" siger hun overrasket.
Sortelveren ryster på hovedet, og kan ikke skjule et lille smil. "While we have been talking, I have taken all your knives... yes, you may check, they're all gone. I'm quite nimblefingered, if I do say so myself. And your book is in your bag, way out of reach at the moment. And if you don't want to teach me what you know, I'll just take you down and deliver you up to my former mistress. I'm sure she'll forgive me then. She's really angry at you... or did you already know that?"
"I've known you for ten minutes and I already hate you - or did you know that?!" er det eneste, hun siger. Hun er temmelig overrasket, men også på en måde lettet. Lige nu, i hvert fald.
"I am Zorbek," sagde han så. "My house is of no matter, since I have already betrayed them. What will you have me call you... mistress?"
Hun rystede på hovedet, med et udtryk af afsky i ansigtet. "Noone should call me that. It sounds... disgusting. My name is Paq Forestvale, so just call me by my first name. As I will you. Or perhaps I will just call you 'drow'. I really don't know yet."
Hun rækker ud med sin venstre hånd efter sim bue, for at tage den inden de går. På et splitsekund sidder en kastekniv plantet i bordet milimeter fra hendes hånd. Hun sidder fuldstændig stille.
"I'm trying to gather my things, drow," siger hun stille. "If we are to leave here anytime soon, you have to let me do that. Besides, I'd appreciate it if you didn't try and injure me everytime I move."
"I'm sorry, old habits die hard, I guess," svarer Zorbek. "I just saw you reach for your weapon, and so I assumed..."
"What?" siger Paq og vender sig mod ham. "That I'd take my bow in my injured hand and smack you over the head with it? Be reasonable."
"Your hand..." siger Zorbek så, og betragter hendes venstre hånd. Men Paq trækker hånden til sig.
"Can I take my weapons now, without you pinning me to the table?" spørger hun irriteret.
Zorbek nikker skyndsomst, og Paq tager sin bue og sit kogger op og samler det i sin venstre hånd. Tasken tager hun op fra gulvet og slynger over kappen, over den ene skulder. Hun fisker nogle mønter op fra sin ene pung, og smider dem på bordet til kroværten.
"Godaften, mine herrer," siger hun henkastet til kroens gæster, inden hun fulgt af Zorbek går ud af døren.

((fortsættes i dette emne: viewtopic.php?f=19&t=611 ))

Låst

Tilbage til "Den dansende gryde"