Ruthgars kontor

Dette er Kongens borg, hvor kun adelen eller Kongens tjenere befinder sig. Det er bestemt ikke et sted, hvor din karakter blot kan vade ind.
Jaric
Spilmester
Indlæg: 1515
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: DK / Moranien
Kontakt:

Ruthgars kontor

Ulæst indlæg af Jaric »

((dette foregår 19. november 3454))

Ruthgar sad i mørke på sit kontor, de tunge røde gardiner var trukket for og udelukkede dermed det sparsomme lys, der er forvejen var svækket i det dårlige vejr.
Han havde ellers et enkelt stearinlys foran sig, men han havde slukket det med en enkelt bevægelse med hånden. Han foretrak det dybe mørke, det havde han altid. Men noget havde ændret sig siden hans møde med... han ville ikke sige navnet, end ikke i tankerne. Men siden deres møde, som ikke var gået som han havde forestillet sig overhovedet, havde han frygtet den enkle flamme, der nu var gået ud foran ham. Hver gang han sad stille og betragtede et enkelt lys, dukkede det forhadte ansigt op i flammernes spil. Det var noget sludder, forklarede han sig selv, det pågældende væsen brugte vandet som middel, ikke flammer. Det ændrede bare ikke på, at han så hans ansigt i flammerne, og det fyldte ham med gru hver eneste gang.
Han bevægede hånden igen, og flammen blussede lystigt op.
Se, sagde han til sig selv, intet at frygte... Hans tynde, hvide fingre nærmede sig langsomt lyset, han kunne mærke varmen stråle ud fra flammen mod hans fingre.
Atter dukkede et ansigt op i flammernes spil, og han trak hånden til sig, som havde han brændt sig. Flammen gik ud og Ruthgar befandt sig atter i mørke. De fleste andre ville være skræmt af mørket, men ikke Ruthgar, mørket var hans element, natten det tidspunkt hans kræfter var stærkest. Det var ingen hemmelighed, så meget vidste hele borgen, og alle i den. Hvad de ikke vidste, var hvad han brugte disse kræfter til, når alle så den anden vej. Dog, ikke alle var blevet narret af ham, mindede han irriteret sig selv om. Padrio og den provokerende højelver Ethayro havde gennemskuet ham, som en anden gemen forbryder havde de afsløret ham, men nægtet at fortælle Kongen noget.
Ruthgar forbandede Ethayro for hans kløgtighed, havde de afsløret ham kunne han have dræbt dem og flygtet fra borgen, men nu... Det var ham forbudt at svigte Kongen og forlade sin tjeneste, og straffen herfor var døden. Han ville aldrig slippe bort, hvis han endelig ville forsøge. Han var fanget her, og havde i månedsvis set den ene geniale plan efter den anden blive standset af Ethayro og Padrio, og han var godt træt af det.
Netop nu sad han i mørket og overvejede, hvordan han kunne slippe af med dem, bare den ene ville være nok...
Han blev forstyrret af en intens banken på døren, der fløj op af sig selv. En forskræmt embedsmand stod udenfor, Ruthgars tilstedeværelse var krævet i Kongens arbejdsværelse.
Irriteret rejste Ruthgar sig, og fulgte embedsmanden ud.

((fortsættes i Kongens arbejdsværelse))

Joy Unspeakable, Faith Unsinkable, Love Unstoppable, Anything is possible


Jaric
Spilmester
Indlæg: 1515
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: DK / Moranien
Kontakt:

Re: Ruthgars kontor

Ulæst indlæg af Jaric »

((Dette foregår i april 3455))

Ruthgar sad på sit kontor med de tunge gardiner trukket for alle vinduerne. Det sidste lange stykke tid havde vejret været mildt, solen havde skinnet og der var ikke faldet en dråbe regn. Alt i alt et dårligt tegn, ifølge Ruthgar, der ikke brød sig om solskin. Hans blege hud tålte ikke solens stråler særlig godt og han havde derfor opholdt sig på sit kontor, med gardinerne trukket for, til at blokere lyset. Nu var solen dog ved at gå ned og natten nærmede sig. En tid der passede ham meget bedre.
Han havde i den seneste tid tænkt meget over sit møde på kirkegården, men det var ikke noget der foruroligede ham. Der skulle meget til for at gøre ham urolig, her på Kongens borg. Især nu, hvor han var flyttet ind i sit kontor og næsten aldrig forlod stedet. Hvad skulle så kunne nå ham?
Et stearinlys på bordet foran ham tændte sig selv, da han rejste sig. Han hentede en bog fra en stor reol, en bog der var indbundet i mørkt, stærkt læder. Han satte sig ved det let blafrende lys og begynde at søge efter den besværgelse, han ønskede at erindre.

Joy Unspeakable, Faith Unsinkable, Love Unstoppable, Anything is possible


Jaric
Spilmester
Indlæg: 1515
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: DK / Moranien
Kontakt:

Re: Ruthgars kontor

Ulæst indlæg af Jaric »

((Dette er en reaktion på dette RP: Drømmen om virkelighed der foregår i Februar 3455. Reaktionen på RP'et foregår dog først 1. juni 3455))

Ruthgar sad på denne varme, solrige aften på sit kontor og tænkte over, hvor forfærdeligt sommervejret var. Irriteret over varmen tog han den lille, farvede kugle han altid bar rundt på, op af sin lomme. Han så til venstre ind i det to meter høje spejl der stod på tæppet i hans kontor. Spejlet reflekterede ikke Ruthgar og ej heller det rum, han sad i. Spejlets overflade var helt mørk, det eneste spejlet rent faktisk reflekterede, var den kugle, Ruthgar sad med. Det så ud, som om den svævede i det mørke, spejlet indeholdt.
Ruthgar så undrende fra kuglen og til spejlet. Kuglen i spejlet var ikke samme farve som kuglen i hans hånd. Det betød som regel, at der var noget, han ikke havde set.
Han rejste sig træt og stillede sig ved siden af spejlet med kuglen foran sig. Han udtalte en kort formular, og et lys trådte ud af både kugle og spejl, og dannede et billede på gulvet. Interesseret fulgte Ruthgar med i det, der skete. Det var tydeligt, at det var noget, der var sket for længe siden og han undrede sig over at han ikke havde kunne se det tidligere. Det foruroligede ham, hvad han så, især Sirans hadske blik borede sig ind i hans øjne, selv på flere måneders afstand.
Til sidst lukkede han hånden om kuglen og billedet flakkede og forsvandt. På trods af forårsvarmen mærkede Ruthgar koldsved rende ned ad sin ryg.

Joy Unspeakable, Faith Unsinkable, Love Unstoppable, Anything is possible


Brugeravatar
Rahsna
Spilmester
Indlæg: 2378
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: Bornholm, Danmark
Kontakt:

Re: Ruthgars kontor

Ulæst indlæg af Rahsna »

(( Dette sker samtidig med dette RP ))

Bag Ruthgars stol kommer først en snude frem, og så hele ansigtet af en varulv som Ruthgar burde genkende. Svævende i luften, omgivet af grøn ild taler ansigtet med en pludseligt stemme der giver genlyd på det mørklagte kontor.
"Meget mere en tre måneder er gået.. Nu kommer jeg til dig for at finde ud af hvad du har besluttet."

Jaric
Spilmester
Indlæg: 1515
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: DK / Moranien
Kontakt:

Re: Ruthgars kontor

Ulæst indlæg af Jaric »

Ruthgar springer op af sin stol og vælter den i forløbet. Han ser sig omkring og stirrer nogle sekunder på det hoved der svæver i hans kontor.
Først genkender han ikke skikkelsen, men så vender erindringen om den kolde vinternat på kirkegården tilbage.
"Jeg beklager jeg ikke overholdt vor aftale," siger han så. "Men dette har været en travl vinter."
Han betragter undrende og interesseret hovedet mens han taler. "Men jeg ser, at også I er travlt optaget... For travlt, til at komme helt til Calendon og tale med mig?"

Joy Unspeakable, Faith Unsinkable, Love Unstoppable, Anything is possible


Brugeravatar
Rahsna
Spilmester
Indlæg: 2378
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: Bornholm, Danmark
Kontakt:

Re: Ruthgars kontor

Ulæst indlæg af Rahsna »

Hovedet vender helt tilbage i ilden efter at have været væk et stykke tid. Hindarrs stemme er travl og man kan høre at han bevæger sig imens han taler.
"Næ nej, du slipper ikke for at betale for din glemsomhed. Jeg er skam på vej til Calendon nu. Du kan forvente mig om to dages tid, hvis jeg kan snige mig igennem landet uset i min ulveskikkelse. Det skulle ikke være yderligere svært, men når du høre om mord i byerne mellem Karstaag og Calendon i ly af nattens muld ved du at min kommen er nær." Et ordentlig brag høres omkring Hindarr og selv i Ruthgars kontor giver lyden af et mægtig tordenskrald ekko i hele rummet. Der er endnu en gang stille for et stykke tid men flammen dør stadig ikke ud.

Jaric
Spilmester
Indlæg: 1515
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: DK / Moranien
Kontakt:

Re: Ruthgars kontor

Ulæst indlæg af Jaric »

Ruthgar ler da han hører hans svar.
"I ulve forstår da sandelig at holde lav profil. Åh ja, så vil jeg vente din ankomst... måske ikke med længsel, det kan jeg ikke sige, men med en hvis - forventning, hm? Det skal nok blive interessant."

Hvorvidt Ruthgar taler til sig selv eller de tomme flammer, er ikke ganske klart, for han vandrer rundt i kontoret med ryggen til dem, pludselig helt opstemt ved tanken om lidt handling, langt om længe. De sidste par måneder har været så frygtelig kedelige, med Ethayro hængende over hans skulder.

Joy Unspeakable, Faith Unsinkable, Love Unstoppable, Anything is possible


Brugeravatar
Rahsna
Spilmester
Indlæg: 2378
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: Bornholm, Danmark
Kontakt:

Re: Ruthgars kontor

Ulæst indlæg af Rahsna »

Endnu et brag høres og skyggen af noget meget mørkt og lysende op i luften er det sidste Ruthgar ville se, hvis han altså så på flammen, inden den gik ud og der atter var stille i rummet.
(( Hindarr Er ude af emnet nu ))

..Men knapt er ilden forsvundet før et sus og et sitren høres langt langt væk og jorden, ja hele Moranien begynder at ryste. Et af vinduerne der vender øst springer op og hvis Ruthgar kigger ud vil han se, langt langt væk, et spir af ætsendelys rødt, blåt, lilla og hvidt lys sprænge himlen over Karstaag og en mørk tåge, tykkere end nogen anden han eller noget som helst væsen nogensinde har set i Moranien spreder sig fra strålen og ud over Karstaag.

Jaric
Spilmester
Indlæg: 1515
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: DK / Moranien
Kontakt:

Re: Ruthgars kontor

Ulæst indlæg af Jaric »

Ruthgar vendte sig med et sæt og gloede ud af vinduet. "Men dog..." mumler han, mens han stirrer på alt det lys, der kommer fra Karstaag. "Jeg gad vide, om min kære frænde er gået til under... hvad der end skete? Nå ja - vi får tids nok se. Er jeg alene på kirkegården i morgen, blev han fanget i det. Hvis han dukker op kan han vel forklare mig, hvad der skete."

Ruthgar begynder herefter at samle diverse ting op, der er røget ned fra hylder og borde under det korte jordskælv.

Joy Unspeakable, Faith Unsinkable, Love Unstoppable, Anything is possible


Jaric
Spilmester
Indlæg: 1515
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: DK / Moranien
Kontakt:

Re: Ruthgars kontor

Ulæst indlæg af Jaric »

(Mobil RP mellem Jaric og Rahsna fra midt-februar 2010 (3456))

Rahsna: Hindarr kravler gennem sneen langs de nu snedækket landskab Det frie land er blevet til. Han har rejst flere dage fra det sydlige Karstaag. Det fyr voldsomt herude hvor der ingen træer eller buske er. Det var på tide at finde ud af hvad ham Ruthgar havde tænkt sig.

Jaric: ruthgar har kæmpet sig ud gennem calendons port som en af de få. Han har omsider fundet frem til kirkegården, deres sædvanlige mødested. Han kan godt nok hverken se gravsten eller andet da sneen er mere end en meter dyb. Hans ben er allerede gennemblødte mens han står og spejder gennem sneen.

Rahsna: Hindarr kravler over kirkegårdsmuren som næsten er helt dækket væk i sne. Han ser Ruthgar og går hen til ham. "Jeg kan slet ikke forstå det.. 'Når Fayons lys i mørket er aftagende.. Det var aftalen.. Var det ikke?" Hindarr lyder skuffet.

Jaric: 'jo mere eller mindre' svarer ruthgar arrogant. 'men du forventer vel ikke at jeg skal risikere liv og lemmer i det her vejr, gør du?' selvom ruthgar er mødtes med dette væsen før er han stadi på vagt. Det er tydeligt, han ikke stoler på ham.

Rahsna: "Det er tydeligt at jeg skulle have været mere præcis i min udtale.. Husker du overhovedet det mindste af vores aftale?"

Jaric: 'husker vores aftale?' ruthgar ler. 'jeg husker du troed jeg ville gøre mere end jeg ønskede.. Og jeg bad dig være tålmodig. Jeg har skam overvåget visse områder af landet.. Overvejet vores muligheder, så at sige'

Rahsna: Varulven skuler tilbage. "Er du kommet frem til en løsning, eller er din løsning stadig krig?" Hindarr folder armene og ser afventende på Ruthgarr

Jaric: 'åh det kommer an på så meget' siger ruthgar og ser hindarr ind i øjnene. 'ville du have noget imod en god, gammeldags nedslagtning?'

Rahsna: "Hvis vi erklære krig imod varulvene er det os der bliver nedslagtet, Ruthgar." Hindarr sukker opgivende. Det har været et hårdt år i Karstaag, og at Ruthgar havde glemt alt om deres aftaler, trodsu han ikke ville indrømme det, havde ikke gjort livet lettere. Var Hindarr den eneste af de tre shamaner der havde det sådan? Nej.. Det var sagen ligegyldig.. Alle fremtidige Shamanere skulle ikke tvinges til samme skæbne.. "Og hvis vi ikke bliver nedslagtet, gør de os alle til varulve ved første tegn på modstand.."

Jaric: 'du har aldrig sagt præcis hvor mange shamaner i er, hindarr. Jeg har holdt øje med jer men i er gode til at skjule jer.. Hvor mange er i, og hvor mange af jer udgør en reel trussel mod dem?

Rahsna: "Vi er ikke mange tilbage.. Vi lever i skjul i bjergene nord for Karstaag. Ralke og hans klan prøver at beskytte os, men siden den første skyggekaster vendte sig imod os har varulvene fra midnat og blodklanen kunne tage os en efter en. Vi er
Omkring halv anden hundrede.. Sådan var det dengang jeg stadig var menneske.." Hindarr ser på sin ulveform og sukker. "De har varulve fra begge klaner til at spionere i blandt mit folk, vi lever som slaver."

Jaric: Ruthgar er tavs en tid. 'måske jeg ikke er din bedste forbundsfælle.. Måske du hellere skulle.. Og dog, nej.. Jeg er vel den eneste, der ikke ville forsøge at slå dig ihjel på stedet, ikke? Hvad med elverne? Eller tror du ikke, de kan slås? Tja.. Jeg kunne jo prøve at tale med de blod ulve eller hvad du kalder dem - men det er risikabelt, det ved du vel?'

Rahsna: "Elverne?.. Tror du virkelig de gider at tale med sådanne korrupte væsner som os? .. De er da for rene og fredselskende til at blande alliance med os." Et sted i hans stemme lyder han dog forhåbningsfuld. "Jeg .. Hvad skal du have tilgengæld dødskaster?"

Jaric: 'åh det kommer vel an på hvor succesfuld jeg er? Hvis du selv kunne vælge aftalen, hvad skulle varulvene så love jer?'

Rahsna: Hindarr ser på ham med store øjne og en smule mistro. "Du får det vil at lyde som om vi allerede har vundet?"

Jaric: 'nej jeg vil blot være sikker på du ikke kommer krybende til mig senere og sniger dig udenom aftalen'

Rahsna: Hindarr fnyser. "Det lyder mere som ordene fra en dødskaster.. Jeg ønsker at de skal stoppe med at bruge os som slaver. Kun skyggekastere der selv ønsker at tjene dem, skal de have lov at forvandle, hvis vedkommende altså ønsker det. Og dem som er fanget i deres klør nu, skal have lov at gå, hvis det er det de ønsker.."

Jaric: Ruthgar ser på ham med hævede øjenbryn. 'og hvad er det så lige, varulvene får ud af det?'

Rahsna: "Ikke noget, de tvang mit folk i slaveri, de fortjener intet!" Hindarr knurre og slår en kæmpe bunke sne væk så det bliver kastet flere meter over den snart usynlige mur. ".....Vi snakker om to klaner der ikke er til at stole på, hvis vi havde noget at give var det vores magiske hemmeligheder, men de ville kun misbruge det vil at få hele Moranien til at krybe for deres poter.."

Jaric: 'tænk det tror jeg du har ret i, de er ikke særli pålidelige. Men, jeg kan et trick eller to! Men noget skal de nok tilbydes.

Rahsna: "Så hvad er dit forslag. Gå tilbage til Karstaag og vent på at jeg høre noget fra dig?" Hindarr sukker. Endnu en gang med armene foldet.

Jaric: 'nej kom med mig tilbage til calendon! Jeg har en idé men det kræver din deltagelse..'

Rahsna: Hindarr skuler til Ruthgar og sænker hovedet. "Hvilke planer?" Det er tydeligt at han ikke bryder sig om den idé.

Jaric: 'har jeg ikke netop forklaret dig det? Jeg vil kontakte lederen af de klaner, der volder jer problemer. Men det kræver din hjælp. Kom nu.. Stoler du ikke på mig?' ruthgar smiler til ham med sine i forvejen blå læber

Rahsna: Hindarr ligger hovedet på skrå og ser igennemtrængende på ham. "Selv om jeg ikke gjorde, havde jeg ikke noget valg.." Hindarr rejser hovedet igen og orange, varmt lys omgiver ham. Sneen omkring ham smelter og lyset forsvinder for at afsløre hans menneskeskikkelse fuldt påklædt i mørkegrøn og brunt tøj, det ligner ikke vintertøj, men Hindarr er heller ikke vandt til at have brug for tøj. "Før an." Sukker han opgivende.

Jaric: 'uh det er jo nærmest magisk' griner ruthgar. 'og jeg finder det en anelse morsomt at varulven er bange for at følge efter mennesket. Har du hørt om katten efter musen? Det er mig, der er musen.. Og fryser du ikke i dit tynde tøj?' ruthgar holder op med at tale da han skal bruge alle sine kræfter på at kæmpe sig gennem sneen og ud af kirkegården mod byens port

Rahsna: En dyb brummen kommer fra Hindarr. Hans stemme er hæs. "Jeg har ikke besøgt Calendon i meget lang tid. Der er ingen grund til at vi går omveje når du kender den lige vej frem." Hindarr kan godt mærke at det er koldt og forsøger at give sig selv et mere vinteragtigt look med en tyk pels kappe. Hans tøj holder stadig de samme farver, men i stedet for simple læderstøvler, bære han tykke skind støvler foret med harepels. Om ankler og armled bære han tykt bjørneskind. Hans trøje har også fået pels omkring brystet. Hindarr håber at dette er mere passende for et menneske midt om vinteren, eftersom han ikke har nogenanelse selv. "Jeg ligner jo snart en varulv, og så kan det være lige meget at jeg har skiftet til en mus, når jeg næsten kunne have været katten alligevel.." Hindarr følger efter Ruthgar på en yderst dyrisk måde.

Jaric: 'det var dog utroligt som du kan skifte garderobe.. Og dette ER den rigtige vej' puster ruthgar. 'sneen har blot dækket vejen og alt andet her omkring. Og vær blot rolig, hvad interesse skulle jeg have i at afsløre dig midt inde i byen? Jeg har ingen interesse i at blive flået midt over'

Rahsna: Hindarr smiler kægt. "Ja, vores forfædres mage er yderst effektiv på mange måde. Men det var de samme evner der .. Hør hvorfor i ikke lade mig ryde vejen med lidt magi?" Hindarr venter ikke på svar før et højt pust af vind kommer bag ham og smelter alt sneen væk praktisk nok lige der hvor de skulle gå om omkring en mil frem. Hindarr går lige bag ved Ruthgar. De går nu nede i en slags gang med sne der går dem helt op til brystet. "Åh Ruthgar, du skulle tage at se fare fra andre steder en lige foran dig. Hvorfor skulle jeg dog flå mig midt over? .. .. Når jeg kunne begrave dig levende i sne i stedet for?"

Jaric: Ruthgar ler. 'præcis hindarr. Det er jo det jeg siger. Hvorfor skulle DU være bange?' hvis ruthgar selv er bange viser han det ikke. 'men det ville være højst upraktisk for dig hvis du gjorde det lige nu. men selvfølgeli. Varulve er jo ikke alle specielt intelligente'

Rahsna: Sneen faldet sammen lige foran Ruthgars næste skridt "Eftersom vi både er vores eget sind og ulvs, skulle jeg ellers mene at vi VAR klogere end jer?" Hindarr snakker helt normal. Hvis han havde øget at gøre med sneskredet foran, kan man ikke høre det på hans stemme.

Jaric: 'det bliver en meget lang tur hvis du vil lege sneboldskamp hele vejen' siger ruthgar så og går over sneen foran sig. Byporten kan anes forude. 'lad mig gå forrest gennem porten så er der ingen der stiller spørgsmål'

Rahsna: "Hvorfor skulle de stille spørgsmål? Jeg ligner da uden tvivl et menneske.."
Hindarr lyder en smule fornærmet da han siger det, han lader dog alligevel Ruthgar gå først.

Jaric: Da de er kommet gennem porten vender ruthgar sig om. 'fordi de undrer sig over hvor pokker du kom fra, og du ikke ligner en der er fra denne by? Mennesker er.. Mistænksomme af natur' ruthgar sænkede sin stemme da en person gik lidt for tæt på dem.

Rahsna: Hindarr snuser forsigtigt til den fremmede i mens han passere. Han ser sig omkring. Vagterne kigger på ham og ser på hinanden med skæve blikke indtil en af dem peger på Ruthgar, og de holder straks op med at være mistænktsomme. Hindarr vandre op ved siden af Ruthgar. "Jeg kan se hvad nu mener.."

Jaric: Ruthgar ler kort ad hindarrs observation. 'åh ja. Jeg har en vis autoritet. Men snakken skal nok gå nu, det er der ingen tvivl om.. Og inden jeg lukker dig ind i mit kontor hindarr, vil jeg gerne vide om du nu HAR fuld kontrol over dig selv når solen går ned?'

Rahsna: Hindarr ser overrasket på Ruthgar. "Menneskerne ved virkelig ikke hvem de kan stole på, og hvem de ikke kan. Hvordan kan de være så blinde? Din dødskaster energi stråler jo nærmest ud af dig. Det er lige før jeg kan tage på din skygge og forme den, så tydeligt er det.." Hindarr ryster på hovedet af disse mærkelige, blinde væsner."Så længe det ikke er 5 dage før eller efter nymåne." Hindarr ler lydløst. "Er musen bange for at blive ædt af katten?"

Jaric: 'bange? Hvis du kan se min aura så tydeligt skulle du vide, at det ikke er frygt der styrer mig hindarr. Og de ved skam, jeg er dødskaster.. Men den 'gode' af slagsen!' ruthgar ler, da han godt ved at hindarr kender mere til hans sande jeg end menneskene i calendon gør.

Rahsna: "Jeg gentager mine ord.. De er blinde væsner." Svare han henkastet imens de fortsætter deres vandren igennem Calendon.

Jaric: 'ja det gør livet meget nemmere' smiler ruthgar og drejer fra til en anden gade. Borgen ses længere fremme. 'det er ikke sikkert jeg kan tale mig fra disse vagter' siger han advarende. 'men brug din tunge og lad være med at rive deres hjerter ud, ikke?'

Rahsna: Hindarr ser frem af og ser resten af borgen, som han indtil nu kunn har kunne se toppen af. Det mindede ham om Det forladte Tårn i Karstaag, men det her var endnu helt. "Jeg skal nok forsøge at opføre mig så menneskeligt som muligt min gode herre." Svarer Hindarr sarkastisk. Han ser vagterne ved indgangen til borgen. De har mere en bare lidt læder her og der, disse er klædt i stål fra top til tå og på deres bryst, kongens våbenskjold. Deres ansigtsudtryk skriger 'hvis du laver balade her bliver du smidt i fangekælderen på livstid.' Hindarr følger roligt efter Ruthgar, nu mere koncentreret om sit skuespil, han forstår godt hvorfor Ruthgar ikke ville kunne beskytte ham her, hvis noget virkede mærkeligt.

Jaric: Da ruthgar først når hen til vagterne, reagerer de ved at samle deres spyd, så man ikke kan komme forbi. 'herre ruthgar, i har en gæst ved jeres side?' spørger den ene af vagterne høfligt men bestemt.

Rahsna: Hindarr måtte koncentrere sig meget for ikke at vise sin overraskelse, det var tydeligt at man bestemt ikke kom ind i borgen med mindre man havde noget at gøre der. Hindarr så roligt over på Ruthgar og på op på vagterne. Det var nok bedst a at lade Ruthgar tale indtil han selv blev spurgt, hvis det kom på tale.

Jaric: Da hindarr ikke taler, gør ruthgar i stedet. 'ja det er en gammel ven jeg er stødt ind i.. Just i dag. Vi er på vej til mit kontor' vagten vender sig mod hindarr. 'deres navn hr?'

Rahsna: Hindarr har en fornemmelse af at selv om han burde lyve, kunne han kommer i problemer. På han beslutede sig for at sige sandheden. "Hindarr Recruxin." Svarer han og bukker venligt, let med hoved som hilsen.

Jaric: Vagten genkender ikke navnet og ser lidt tvivlende ud. 'hør nu' siger ruthgar. 'gammel ven som sagt'. Han finder nogle guldmønter frem og vagterne lader dem passere, med noget tvivlende ansigtsudtryk.

Rahsna: Endnu mere overrasket bliver Hindarr da de kommer igennem ved at han bestikker vagterne. Dens slags vagter havde Hindarr ellers forventet ville blive fornærmet over den slags. Hindarr er stille imens de går igennem borgen han følger blev Ruthgar, men mærker mange magiske væsner tæt på, men han går ikke direkte forbi nogen.

Jaric: Ruthgar ler igen, tydeligt fornøjet. 'det er herligt ikke? De kender mig, det giver lidt ekstra til månedslønnen' snart kommer de til første sal og en stor dør. Ruthgar åbner den. 'værsgod, kom indenfor' han holder døren for ham.

Rahsna: Hindarr ser hovedrystende på Ruthgar efter hans højtrystede bestikkelses-tale. "Det er intet under at kaos har som nemt ved at overtage Moranien når de har så mange svage punkter.." Hindarr støtter sig op af trappen, han har svært ved at modstå trangen til at spring op af den på alle fire. Da de ankommer til døren og Ruthgar uden videre åbner op, er Hindarr ikke meget for at gå først men gør det alligevel. Han træder ind i det mørklagte rum. "Så det er sådan en dødskasters hule ser ud.." Siger han lidt efter betænksomt.

Jaric: 'åh kan du lide det?' siger ruthgar da han går ind efter ham og lukker døren der tydeligt siger 'klik'. De tunge gardiner holder aftensolen ude. 'ja jeg kan selv bedst lige det dunkle' han tænder en enkelt kandelabre med stearinlys.

Rahsna: Hindarr som står med ryggen til Ruthgar indtil han tænder stearinlys, vender sig om da ild kommer i rummet. "En skam sådan at holde vinteraftensolen ude.. Men den verden har vel aldrig tiltrukket dig som dødskaster.. Hindarr går over imod ruthgar, men i midten af rummet stopper han op og sætter sig på hug. "Jeg er nysgerrig.. Hvordan kom du nogensinde så tæt på menneskenes konge?"

Jaric: 'ønsker du historiefortællinger nu?' siger ruthgar fornøjet. 'tja der sker vel ikke noget ved at underholde dig lidt. Jeg vil helst først udføre mine små tricks i ly af mørket.. Hvis du forstår' ruthgar leder efter noget i en skuffe, mens han taler.

Rahsna: Hindarr trækker vejret roligt og vender blikket imod aftensolen, eller der hvor den burde være. Kun en meget tynd stribe lys trænger igennem, og der sørger Hindarr for at stå og sole sig i det eneste natur i nærheden. "Vi har masser af tid til historier, Ruthgar. Lige indtil Fayons lys atter er falmet.."

Jaric: 'ja og det er godt på vej til at falme skulle jeg sige' siger ruthgar. 'og godt det samme. Jeg skal nok fortælle dig min historie, om du vil, men først må jeg vide, hvem jeg skal kontakte.. Der var en klan der hjalp jer og en der var imod jer, ikke sandt? Ud over blodulvene, om man så må sige' ruthgar lægger en bog frem med rødt omslag på bordet og leder efter flere ting.

Rahsna: Hindarrs smil forsvinder og den samme alvorlige skygge fra tidligere glider ned over ham. "Blodklanen og Midnatsklanens varulve eller deres ledere er bestemt ikke interesset at at hjælpe mig men Blodklanens shaman, Adrian vil hjælpe hvor han kan. Du har mødt ham i samme selvskab som jeg. Derud over er der mit folk som du kan forvente fuld støtte fra. Og Ralke fra Miktaraklanen forsøger også at hjælpe vores folk, men han hao afskyr mig for at tjene Celka - Midnatklanens nuværende leder.

Jaric: 'Ah så det er ham celka jeg skal have fat i.' siger ruthgar så. 'ham forsøger vi at finde i aften. Ved han at du er.. Bortrejst, for tiden?' der dukker flere stearinlys op på bordet, enkelte sten i forskellige farver, og knogler af mange størrelser. Ruthgar finder blot flere ting i sine skuffer.

Rahsna: Han ville dræbe mig hvis han vidste hvad jeg foretog mig.. Men han ved at jeg er væk.. Jeg tror efterhånden at han ærger sig over han landsforviste sin tidligere shaman.." Hindarr jer skadefryd.

Jaric: 'nå den tidligere var måske mere talentfuld end du? Eller mere loyal måske? Hmm så jeg skal ikke fortælle ham at du lytter med, når jeg får fat i ham?' ruthgar blinker til ham, mens han står halvvejs på hovede ned i en kuffert efter noget tilsyneladende vigtigt.

Rahsna: Hindarr kan ikke lade være med at more sig over de lyde han høre bag sig, han har svært ved at forestille sig Ruthgar stå på hoved i en dyb kiste eller ligende. "Det ville gøre det temmelig besværligt at holde din del af aftalen, hvis du fortalte ham det.. Mere loyal, men bestemt ikke mere mægtig.. Jeg er en af de mægtigste blandt mit folk.."

Jaric: 'virkeli?' siger ruthgar og dukker op med et kranie fra et ukendt dyr. 'ja ja hvis du selv siger det..' ruthgar begynder at lægge tingene ud på gulvet i et mønster foran det kropsstore spejl der står halvvejs skjult hvis døren er åben, men som nu står tydeligt fremme.

Rahsna: Hindarr kan høre den travle Ruthgar rumstere bag sig. Først da solens sidste stråler er gået ned vender han sig om og ser hvad Ruthgar har lavet. "Jeg føler mig næsten hjemme." Konstateres han med et halvkvalt smil. "Hvor betænksomt af dig." siger han, selv om han godt ved, eller hvertfald har en anelse om hvad det er Ruthgar er i gang med. Han skaber en lille kugle med grøn, lysende ulv i og kaster lidt frem og tilbage med den i hver hånd. "Du er da vist ikke bange for at vagterne fra tidligere skal kommer og banke på, er du?" Hindarr stopper med at jounglere med bolden frem og tilbage, hans forhøjede sanser har lagt mærke til noget der ikke giver mening. "Hm.. Ruthgar, plejer der at lugte af kvinde herinde? Jeg syntes svagt jeg kan ane duften af en kvinde for nylig.."

Jaric: Ruthgar kigger op. 'en kvinde?' siger han. 'nej ikke just. Og nej ingen banker på min dør hvis de ved hvad der er bedst for dem selv. Kongen stoler jo på mig må du huske, ikke? Og er du sød at lade være med at lege med.. Hva det end er du leger med. Du forstyrrer mine forberedelser' efterhånden ligger der mange ting foran spejlet, og ruthgar er begyndt at tænde flere enkelte lys på gulvet.

Rahsna: Hindarr rynker på panden. "Ja en kvinde, men jeg kan altså ikke lugte navne, Ruthgar, du må selv vide om der ville komme kvinder herind.. Det kommer fra gardinerne og midten af rummet. "Er du sikker på at ingen ved præcis hvad du foretager dig herinde?" Hindarr slukker sin ild kugle som laver en høj stikflamme inden den forsvinder ud i den blå luft.

Jaric: 'det er ikke klogt at lege med ild hindarr.. Nå, skal jeg prøve at kontakte ham celka? Eller skal du tale mere om ukendte kvinder først?' ruthgar lyder lettere irriteret

Rahsna: Hindarr ler. "Du er virkelig ikke bekymret for spioner, er du vel Ruthgar?" Hindarr rykker på sig da Ruthgar nævner Celkas navn. "Err.. Hvor skal jeg befinde mig i mens, på han ikke opdager noget?

Jaric: 'først skal jeg lige finde ham.. Hold dig på venstre side af spejlet. Når jeg siger til, så ræk din arm frem til mig, hurtigt.. Derefter, skal du holde dig ude fra spejlets rækkevidde, da vil ingen kunne se dig.. Jeg vil sende min skyggeform afsted, istedet for mig selv. Det er mest sikkert. Men nu.. Vi er næsten klar' foran ruthgar står en kalk, et bæger, af sølv der lige nu er tomt. Ruthgar stiller sig ved spejlet og finder to røde små glaskugler frem, som han kører rundt i hænderne. Et rødt lys breder sig i rummet

Rahsna: Hindarr stiller sig på venstre side af Ruthgar som han får besked på. Mistænktsont ser han på det tomme sølvbæger og de røde kugler. "Jeg håber ikke dette ritual indvoldvere at du skal drikke mit blod, for så er ritualet næsten dømt til at gå galt.." Taler Hindarr i en advarende tone.

Jaric: Ruthgar ser forstyrret op fra det røde lys. 'drikke? Du må være vanvittig.. Vær nu stille' ruthgar fortsætter og det røde lys bliver kraftigere. Snart dannes der billeder i lyset og man kan se landskaber flyve af sted som om man var ved at flyve henover moranien. Snart dukker der bjerge op som også forsvinder igen.. Kortet bevæger sig langsommere nu, og ruthgar begynder at mumle navnet celka flere gange.

Rahsna: Hindarr griner lydløst og holder sin mund. I stedet fokuser han på ritualet der tager sted. Han er uden tvivl facineret af den dramatiske effekt de røde kugler giver ritualet. Da Celkas navn bliver nævnt op til flere gange forsvinder smiler over Hindarrs ansigt og det er med en mere alvorlig mine at han fortsætter med at overvære ritualet.

Jaric: 'han skjuler sig meget godt.' mumler ruthgar mens billedet skifter mellem flere forskellige væsener i lyset. 'sig til når ham celka dukker op' hvisker han.

Rahsna: Åh du tager ikke fejl.. Hans pels i hvid som sne, og fyldt med blod.

Jaric: 'fyldt med blod?' gentager ruthgar med væmmelse og noget undren. Men der går ikke lang tid før hans undren forvandles til sikkerhed, da han ser netop celka under sig, godt nok i noget underligt rødt lys men let at genkende. 'hurtigt.. Ræk din arm herhen' hvisker han så til hindarr mens han tager en lille men tydeligt skarp kniv frem fra et gemmested i tøjet.

Rahsna: Hindarr gør som han får besked på, blod ritualer er han vandt til.

Jaric: Ruthgar tager hurtigt hindarrs underarm og skærer et mindre sår. Blodet drypper ned i kalken foran ham. Han knæler og drejer med en finger blodet rundt mens han mumler noget. Langsomt bliver billedet af celka mere tydeligt mens ruthgars egen krop nærmest går i stå og falder i trance. Et falmet billede af ruthgar dukker op ved celka og det er tydeligt, at varulven pludseli kan se ruthgars skikkelse ved sin side.

Rahsna: Hindarr tager et skridt væk ud til venstre for spejlet og ser på fra afstand.
Celka ser undrende på Ruthgar. Adana, hans mage står et par skridt bag ham. På snart han taler viser han tænder. Han snakker i en knurren. "Et menneske! Her!? Hvem er det ynkelige FJOLS der har ladet et MENNESKE overleve så langt inde i Karstaag!?" Celka har rejst sig op fra den kolde stentrone og går med faretruende, hastige skridt imod Ruthgars 'skygge'.

Jaric: Ruthgar bliver stående uden at flytte sig en millimeter. 'jeg beklager at måtte skuffe Dem men jeg er nu ikke så meget til stede at De kan røre mig.. Celka, det er Deres navn ikke?’

Rahsna: Celka vil tage fat i halsen på Ruthgar og løfte ham op, men Ruthgar har ret, og hans klog går lykkeligvis for Ruthgar igennem ham som et spøgelse.. Celka slår ud efter skyggen så han ville have fløjet ind i den nærmeste væg, hvis han havde været til stede. Efter det knurre Celka irriteret. "Kan man nu ikke en gang få sin egen hule i frem for fremmede.. Arr! hvem ER du der kender mit navn?!"

Jaric: Ruthgar spjætter selvom han ved celka ikke kan nå ham. 'ja jeg beklager virkeli, men jeg regnede ikke just med at blive vel modtaget. Derfor denne forholdsregel. Mit navn er ruthgar, dødskaster i stormklinges tjeneste. Men det er nu ikke derfor, jeg er her'

Rahsna: Hindarr more sig ved at se Celka gøre sig selv til en nar.
Celka knurre..
"Hvad fanden vil du mig, hvis du kommer for at klage over dine mennesker handler med varulveblod er det ikke mit problem, jeg ved ved Nisaras sorte tung ikke hvem der har startet det, sikkert Filarka.. Det skulle ikke undre mig.. Sindsyge kælling.." Celka slapper mere af efter Adana, der ikke bære noget tøj, er gået hen til Celka, og begyndt at nusse sig op af hans pelsede over krop og hendes arme snoget om hendes lederulv som en slange imens hun ser sultent på Ruthgars skygge.

Jaric: Ruthgar ser lettere forvirret ud. 'nej det er nu ikke derfor jeg er her, jeg kommer for at lave en aftale med dig, som vil være fordelagtig for os begge'

Rahsna: Celka ser ikke glad ud for at høre det. "Fordelagtig.. For mig.?" Han læner sig ned til menneske højde. "Hvad har du dog at tilbyde mig, som du tror interessere mig, menneske?" knurre han. Dybt irriteret over han ikke kan kaste Ruthhar ud over balkongen og se ham blive fladt i små stumper af de andre varulve dernede.

Jaric: 'selvom du er stærk og uden tvivl mægti her har dine kræfter begrænsninger. Hvad med at mestre dette trick, ville det ikke være herligt?' ruthgar venter et øjeblik og fortsætter så 'jeg har jo desuden også gode kontakter i calendon.. Måske jeg endda kan hjælpe dig med nogle af mine mere - specielle - evner. Og det er ikke meget du skal gøre til gengæld'

Rahsna: Celka bruger et par minuter på at fatte at når Ruthgar snakker om den spændende magi, er det hans skyggeform han snakker om. Før det ventede Celka på at Ruthgar skulle vise ham noget magi. .. .. Celka brummer. "Hvad skulle jeg med sådanne tricks. Jeg er ikke bange for at møde nogen fysisk! Hmm.. Hvad var det med Calendon?" Celka fnyser så hvis Ruthgar havde været der fysisk ville hans hår have fløjet bagud.

Jaric: Ruthgar løfter øjenbrynene lettere overrasket. 'det er ikke det eneste jeg kan. Jeg er dødskaster og en mægti en af slagsen. Ja, jeg har indflydelse i calendon.. Måske jeg skulle sende nogle uskyldige mennesker jeres vej som lidt nem aftensmad? Jeg kan gøre meget. Og det er kun en lille ting, jeg kræver fra jer til gengæld..'

Rahsna: Celka smiler pludselig som om der er noget han er kommet i tanke om. "Ah.. Det er DIG.. Du som skabte så meget kaos i Calendon og i Karstaag for nogle få år siden da du fik håndlangere til at bortføre måneblomsternes frø ud af Karstaag og næsten befriede os SANDE varulve, Nisaras tro tjenere, hvis det ikke havde været for fjolset Rakle! - Jo.. Mon ikke du har noget spændende at fortælle.. Hurtig og nem Aftensmad er altid værdsat, men det er der jo masser af i forvejen. Selvf.. Hvis vi fik mere mad kunne vi føde en større hær.. Men jeg forstår ikke.. Hvad godt har du af vores velvære. Hvad er det du forlanger til gengæld?"

Jaric: 'man har altid glæde af at have en hær af næsten udødelige ulve på sin side vil jeg mene? Og ja det var mig i al beskedenhed.. Jo ser du jeg har en plan der involverer kongens død blandt andre ting.. Men den involverer også de der shamaner i har i nærheden.. De skulle helst udryddes også! Men det er svært når du går og gør dem til varulve i tide og utide.. Lad dem forblive svage, så skal jeg tage mig af dem.. Og af ham ralke hvis du ønsker det? Til gengæld er vi at regne som allierede.. Og du holder dine ulve fra at æde mig til natmad'


Rahsna: Celka smiler grumt, men det er ikke til at se over hvilken del af planen. "Du er alt for mager, og tydeligvis meget mere til nytte i live.. Men min shaman? Og hvad skal jeg så gøre uden ham, uden NOGEN anden? Du spørger om meget.." Celka falder lidt tilbage til at knurre en smule. "Men du tilbyder meget til gengæld.. Men du undervudere shamanerne hvis du tror at du kan dræbe dem. Du VED ikke en gang hvor de befinder sig i Moranien, gør du vel?" Og hvad betyder en alliance med dig. Er det kun dig, eller dig og dine.. Håndlangere..? Menneske kongens død er mig ligegyldig.. Hans selvhøjtidelighed skal nok snart få ham dræbt, hvorfor DU vil kæmpe så meget for at skynde den proces fremaf er mig utroligt. Hindarr høre hvad Ruthgar fortæller og han er ligeglad om Celka slår ham ihjel, Ruthgar skal ikke slå hans folk ihjel. Han tager hårdt fat i Ruthgars nakke og siger knurrende. "Jeg håber for dit eget velvære at dine ord ikke alle er sande, for så er du meget dum at tale højt om dem, dødskaster." Hans stemme er en kontrolleret advarsel.

Jaric: Ruthgars skyggeform flimrer pga hindarr tager fat i ham, han svarer ham ikke men koncentrerer sig om celka. 'din shaman er jeg ligeglad med.. Det var resten af dem jeg mente. Og jeg har mine kontakter, og håndlangere som du kalder dem, flere end man lige skulle tro'

Rahsna: Celka ser med sammenknebne øjne på Ruthgar. "Så du siger at jeg, prins af Karstaag skal stoppe med at tage flere shamaner og til gengæld vil du give føde til min hær?" Celka ser ud som om han overvejer tilbudet. "Og hvordan skal jeg så beskytte mit folk imod Filarkars shaman?"

Jaric: 'jeg havde tænkt at bede hende om det samme' siger ruthgar så. 'jeg er ambitiøs.. Det ved jeg. Men altså, hvis de ligefrem ønsker at blive varulve kan du vel tage imod dem, men ellers ikke. Det er da et godt tilbud?' ruthgar lyder meget smigrende da han siger det sidste, men ikke ligefrem sukkersød

Rahsna: "Og når Hindarr dør?" knurre varulven uden at lade sig smigre.

Jaric: 'hindarr? Åh din shaman.. Der er vel mange år til.. Så skal jeg nok skaffe dig en der er mindst ligeså mægti' ruthgar tager ikke problemet specielt seriøst da han regner med, der er ret mange år til at det sker

Rahsna: Celka bruger noget tid. Adana er blevet træt af at vente og er gået væk med en irriteret knurren. Celka har sat sig tilbage i tronen. "Jeg acceptere dine vilkår, menneske. Midnatsklanen vil stoppe med at hente flere shamaner, men kun så længe at DU kan sørge for rigelig med mad til os. Vi kan jo starte med .. halvdelen af Halmlan." Celka smiler lumsk og selvtilfreds så Ruthgar han se hele hans forreste tandsæt imens han læner sig fremaf og ser sultent på Ruthgar.

Jaric: Ruthgar smiler tilbage. Hvis han er chokeret over forslaget, viser han det ikke. 'halvdelen? Hør nu, hvis du æder halvdelen af dem er der jo snart ingen tilbage og så løber du tør for mad? Jeg kan sende.. Tyve mand fra hovedstaden, de er fremme på ingen tid?' det er tydeligt at ruthgar er ved at være træt, han blinker langsomt og trækker vejret tungere. Det kræver en del at opretholde hans skyggeform.

Rahsna: Celka knurre smilende og sætter klørene i armlænet på tronen. "Tyve er ikke en gang nok til alle mine varulve, og hvad med den blødsødne Rakle?"

Jaric: 'ralke har jeg sagt jeg nok skal tage mig af, du behøver ikke bekymre dig om ham! Giv mig resten af dette år og han vil ikke længere være blandt de levende. Men hvis tyve er for lidt hvad så med 35?' selvom ruthgar er træt nyder han denne forhandling, det er noget han føler sig sikker i.

Rahsna: Celka ler hånende. "DU vil dræbe ham inden dagene under Nisara's tegn atter glider over os? Det vil jeg se før jeg tror det.. .. Men godt. 35 kan jeg acceptere, SOM en start.. Miktaraklanen vil uden tvivl få fat i nogle af dem.. Men hvor ofte kan jeg forvente mennesker drage imod Midnatklanen?"

Jaric: 'tja' siger ruthgar og lader som om han tænker over det. 'hvor ofte har du brug for det? Nogen må i vel kunne fange selv med det store område i råder over'

Rahsna: "En mådentlig ration burde ikke være for meget for en mand af din status, Ruthgar." Celka læner sig dominant tilbage i sin stentrone og folder armene.

Jaric: 'det kan vi godt sige' sukker ruthgar så, kræfterne er ved at svinde. 'får jeg et bevis på vores aftale?’

Rahsna: Celka ser betænksomt på Ruthgar. "Og hvilket slags bevis havde du tænkt dig det skulle være?"

Jaric: 'hvis vi begge sværger ved vor gudinde nisara, vil jeg betragte det som et bevis på vores aftale' siger ruthgar. 'så må hun sørge for at holde os begge på aftalen'
Rahsna: Celka rejser sig fra tronen og hæver sin højre forpote i vejret ud imod mørket udenfor. "Ah.. For nattens og min herskerinde - Nisara!" Celka snerre og ser bagefter ned på Ruthgar. "Må hun straffe enhver forræder med døden eller værre." Han ler og sætter sig ned igen.

Jaric: 'i nisaras navn' siger ruthgar og løfter også sin højre skygge-hånd. 'må vort løfte kræve livet hvis det ikke overholdes.. Til vi ses igen, herre celka' siger ruthgar så, hvorefter hans skyggeform begynder at flimre.

Rahsna: Hindarr træder tilbage i det Ruthgar begynder at røre på sig. Han ser langt fra lige så venlig og tilfreds ud som inden Ruthgars krop faldt i trance.

Jaric: Ruthgar ligger et øjeblik på gulvet helt udmattet men får så luft nok til halvvejs at råbe til hindarr 'hvad er det du laver?! Du havde nær afbrudt hele ritualet!!'

Rahsna: Hindarr ser forbeholdent ned på ham. "Du ville slagte mit folk. Du skulle have tænkt dig bedre om inden du siger den slags." Hindarr smiler tilfreds over at se Ruthgar helt udmattet.

Jaric: 'tsk.. Af varulve at være er du dog godt dummere end gennemsnittet' snerrer ruthgar. Han er træt og havde forventet en mere positiv udmelding fra hindarr, derfor taler han til ham på den måde. Han får kæmpet sig op i en stol. 'vær du bare glad for at jeg overhovedet fik en aftale i stand! Du må godt nok stadi blive på din post men jeg har ikke ondt af dig..'

Rahsna: Hindarrs øjne bliver gule et øjeblik men så atter grønne. "Jeg håber for dit, at du ikke har planer om at dræbe mit folk."

Jaric: Ruthgar ser længe på hindarr og smiler så. 'du har forbløffende stor kontrol over dig selv hindarr. Imponerende. Men selv hvis jeg havde lyst til at udrydde dem alle, ville jeg så sige det til dig? Men nej.. Dit folk interesserer mig ikke. De evner i besidder, derimod.. Det har min interesse'

Rahsna: Hindarr fnyser. "Jeg har tilbudt dig at lære dem, men du ville hellere have den magiske sten Adrian viste dig." Hindarr udfolder armene og sukker. Han vender sig om for at se på rummet i stedet for at flå i Ruthgar selv om han har lyst for bare at nævne det overfor Celka. "Det var helt unødvendigt at nævne massemord af mit folk, for at starte forhandlingerne. Hvis du er så vis havde du nemt fundet noget der ikke ville have givet mig lyst til at rive hovedet af dig, menneske."

Jaric: 'du er da velkommen til at rive hovedet af mig men så er det dig der dødsdømmer dit folk og ikke jeg..' ruthgar følger hindarrs blik. 'ja her er fascinerende ikke? Og nej jeg sagde da ja til begge dele, den mystiske sten OG viden om jeres evner..'

Rahsna: Hindarr smiler. "Det er jo dit held. Ke tænkte nok at der var en mening ved af lave en aftale hvor din død automatisk igen vil udgøre en stor fare for mit folk.. Så jeg må bare sørge for at du ikke dør. Jeg kunne gøre dig til en varulv her og nu, det ville øge dine chancer for at overleve betydeligt.." Hindarr vender sig om imod Ruthgar. Der er ikke noget i hans blik der tyder på at han spøger.

Jaric: Ruthgar fastholder hindarrs blik flere sekunder, som om han prøver at trænge bag det til hvad hindarrs egentlige hensigt er. 'jeg ville aldrig kunne forblive i kongens tjeneste som varulv og det er det, der gør mig nyttig. Min position er vigti, ikke mine evner eller min person. Men igen.. Det burde du vide? Og hvis du vil sørge for at jeg overlever må du hellere holde dig i nærheden.. Jeg vil nu også helst have dig i nærheden så jeg kan holde øje med, hvad du foretager dig! I det mindste indtil jeg har talt med de to andre klaner. Og dit blod er nu ganske nyttigt, i den forbindelse' ruthgar bukker sig og tager kalken med blod i op fra gulvet og sidder med den i skødet.

Rahsna: Hindarr smiler bare. "Celka kan ikke undvære mig meget længere, kunne du jo høre." Dette more Hindarr. "Og hvis du ikke ønsker at blive en varulv råder jeg dig til at lade det blod være, Ruthgar." Det er første gang Hindarr taler hans allierets navn siden han hørte han ville dræbe hans folk.

Jaric: 'hør her, du har allerede nævnt det een gang, jeg er ikke nogen simpel bonde hindarr.' ruthgar lader en finger køre rundt i blodet. 'det er sandeli mægtigt skal jeg love for. Men hindarr du forlader ikke calendon før vi er færdige så må celka undvære dig så længe'

Rahsna: Hindarr ser hovedrystedende på Ruthgar. "Hvad var det lige jeg sagde til dig? Rør det ikke! Måske er du ikke en bonde, men du høre lige så dårligt som en skulle man tro. Og et tager selv slagene fra Celka hvis jeg skal bliver her mere end et par dage. Han har nogle blodige ritualer der skal udføres og du så selv hvor meget temperament bæstet har.." Hindarr overvejer om han burde tage koblen fra barnet og drikke blodet der i så han ikke dummer sig.

Jaric: 'bare rolig hindarr jeg ved hvad jeg laver' siger ruthgar og sætter kalken fra sig. 'jeg skal nok tage mig af ham celka uden problemer. Han klarer sig nogle dage endnu. Men nu må jeg hvile hvis jeg skal klare endnu et ritual i morgen aften.'

((FORTSÆTTES))

Jaric
Spilmester
Indlæg: 1515
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: DK / Moranien
Kontakt:

Re: Ruthgars kontor

Ulæst indlæg af Jaric »

Rahsna: Hindaer ser stadig en smule ulment op på Ruthgar . Han stoler virkelig ikke på ham, men eftersom han kan fornemme at Ruthgar ikke er til at tale tingene over til hans vinding, hvad angår at lufte halen i løbet af de dage han skal blive her, indtil forhandlingerne i Moranien er bragt til ende, er der ikke meget at gøre eller sige.
Rahsna: Hindarr ser sig omkring i rummet. Tydelig er han utilfreds, men han ser heller ikke helt opgivende ud. "Du forstår dig vist ikke på varulve.. Jeg har brug for frisk blod en gang hvert døgn.." Hindarr undgår at fortælle hvad der sker hvis han ikke får det.

Jaric: 'en gang i døgnet? Men hvis det bare er blod du har brug for så klarer vi det.. Jeg troede det var kød i skulle bruge'

Rahsna: Det er lidt mere kompliceret end som så. Vi lever af energien i bldet fra dyr, menneker, eller højere væsners er bedst, men vi kan også lrve af større dyr, men det giver os ikke alt den næring vi har brug for.

Jaric: 'dyr siger du? Kongen har op til flere dyr i sine stalde.. Men det må vente til solopgang, hvis du kan klare dig uden så længe?'

Rahsna: "Har jeg noget valg?" Brummer Hindarr og ser sig om efter andre spændende ting at studere i rummet.

Jaric: 'ikke rigti nej' siger ruthgar mens han lægger sig i den alkove lignende seng der er i den ene væg

Rahsna: Hindarr fnyser. "Det tænte eg nok.. " Hindarr begynder at ege ed magi inde p Ruthgars kontor. Han laver en slange af grøn ild som bevæger sig over imod ruthgar

Jaric: Ruthgar ser lettere alarmeret på hindarrs grønne slange men laver så en slags skjold foran sig i gråsorte farver. 'tro ikke, du er den eneste der kan lege, hindarr.. Og lad mig så sove i fred'

Rahsna: Hindarr lader sin slange gå op i røg og smiler, tilfreds med hvordan dagen er endt, men han er begyndt at mærke varulve kræfterne tageover og kræve mere energi af hans krop end han har.

Jaric: Ruthgar fjerner sit underlige skjold og lukker øjnene, han er udmattet efter det langtrukne ritual.

Rahsna: Hindarr.. Mange timer efter ligger sig også til at sove. Omringet af slangeagtige ild der snor sig om hans krop. Ruthgar har set denne type af magi før.

Jaric: Ruthgar opdager intet af magien da han hurtigt falder i søvn. Han vågner et par timer efter daggry, ikke udhvilet men dog vågen nok til at stå op.

Rahsna: Hindarr ser op inden Ruthgar kommer op og vågner helt. Har har siddet i trance hele natten, men ikke sovet. "Nisaras mørke er væk."

Jaric: 'jo tak det regnede jeg med' siger ruthgar. 'skal vi se at finde dig noget spiseligt så? Inden du går i blodrus gennem hele borgen?!'

Rahsna: Hidarr smiler. "Manden fodrede ikke varulven, så varulven fandte alternative måder at finde energi på. JEg tror ikke kongen vil savne et par rakkere her og der i Calendon i dag."

Jaric: 'har jeg ikke flere gange sagt at du ikke skal vandre rundt ude i byen og æde?! Det risikerer jeg ikke. Vi har masser af folk i fangekældrene du kan fornøje dig med'

Rahsna: Hindarrs magi forsvinder. Han sidder stadig ned i skrædderstilling. Han rejser roligt en hånd. "Jeg har ikke trådt ud fra dette rum. Nøjagtig som du bad mig om.. Desunden er der ikke nogen der er døde, blot meget trætte."

Jaric: 'hmm det lyder bedre. Men behøver du så.. Lad mig sige, fast føde.. Eller klarer du dig?'

Rahsna: Hindarr ler og rejser sig op. "Hvis du spørger om jeg kan undvære jagten? Nej.. Jagten er det bedste.. Men du giver mig ikke noget valg."

Jaric: "Godt," siger Ruthgar. "Jeg var lige bange for, at du ikke ville lytte til fornuft.. Men vi har travlt. Jeg skal have dig til at fortælle mig mere om RalJa? Jeg ser ikk nogen fra familien specielt meget og det har jeg det fint med? Hva er der lige galt i det? Og nu er mike også tvunget til at tage med og ke og hans holdning til dig og dit folk. Og så skal jeg have sendt nogle folk af sted til Karstaag, lyder det til."vi ved begge to godt både hun og han helst er fri?!”

Rahsna: Hindarr ser stille på Ruthgår og rejser sig op fra sin skrædder stilling. "Jamen selvf'. Det skal være mig en fornøjelse, Ruthgar. Hvad ønsker du at vide?"

Jaric: 'så meget som muligt. Det giver mig bedre chancer med ham. Det var noget sparsomt med oplysninger jeg fik om celka'

Rahsna: Hindarr er stille i et stykke tid . Han tænker grundigt inden han begynder at tale. Da han taler flere minuter efter, er det med en rolig stemme. "Ralke er det vi kalder den sande prins af Karstaag. Den sande prins, fordi prinsetitlen er der kamp om imellem Miktaraklanen og Midnatsklanen. Celka er den nuværende falske prins, ham som du allerede har mødt. Falsk fordi den sande arving er af rolyalt blod, og Midnatklanen blot har udnævnt deres egen. Før ham var det en sand dræber der besad tronen i Det forladte tårn. Kasla.. Men det er før min tid.. Rygterne siget de engang var en og samme klan.. Men uenigheder mellem kongen af Karstaag og Kasla og hans følge, endte med at splitte dem ad. De gode blev, og de blodtørstige, dem der ikke ville leve under regler, blev bortvist. Ralke er endnu værre end sin far. Han er den sødeste, mest flinkeste, godtroende varulv du nogensinde vil finde. Lad dig dog ikke narre. Han er en retfærdig leder, og gør alt hvad han kan for sit folk han er den eneste varulv som er glad for mennesker og mener at de ikke bare er mad.. End ikke hans mage og nu prinsesse af Karstaag, er enig med ham om at mennesker ikke kun er mad. På grund af hans holdninger, er han også parat til at hjælpe andre væsner i Karstaag ud over sin egen klan."

Jaric: 'aha det gør jo mit eget job lettere' siger ruthgar. 'han lyder som en der er nem at overtale til at lade de shamaner være. Hvis bare hans eget folk ikke dolker ham i ryggen?'

Rahsna: Hindarr ser undrende på Ruthgar. "Ralke hjælperos jo. Han er ikke med til at tage folk fra os og gøre dem til varulve. Han beskytter os imod de andre klaner. "

Jaric: 'ja det siger du. Derfor vil jeg stadig gerne have hans ord for det først. Og jeg vil også gerne vide om han kan styre de mere voldsomme kræfter i hans egen flok

Rahsna: Hindarr sukker. "Du har vel ret i at hans eget folk kunne finde på at dolke ham i ryggen.. Men vil du så tage afsted nu?"

Jaric: 'tage afsted? Åh du mener for at sende nogen til karstaag. Nej det ordner vi med et brev' ruthgar sætter sig ved et skrivebord og finder en fjerpen frem.

Rahsna: Hindarr går hen til Ruthgar og ser efter hvad han skriver. Ikke at han kan læse. Men han er nysgerrig og stoler ikke helt på Ruthgar. Han vil ikke overlade noget til uheldige chancer.

Jaric: Ruthgar ser på hindarr og stopper et øjeblik med at skrive. 'skal jeg læse højt for dig hindarr?' siger han med et grin

Rahsna: Hindarr ryster på hovedet, men ikke som svar. "Hvis du mener det er i min interesse.." Hindarr leger lidt med grøn ild igen.

Jaric: 'nej det mener jeg sådan set ikke, men du så sådan ud' siger ruthgar og skriver videre. Hans skrift er pæn, skråskrift, og uden fejl selvom han skriver med blæk.

Rahsna: Hindarr morer sig med at tegne ukendte tegn i luften. Tegne liger dem der også var indblandet i ritualet der genskabte den afdøde Skovdal familie de gang tilbage i krypten. Først da Hidarr har skrevet en hel væg med tegn, forsvinder de langsomt fra den usynlige overflade igen.

Jaric: 'hvis du skal lave tegninger herinde så har de bare at være harmløse' siger ruthgar så. 'der skal ikke være skyggemagi herinde, der er rigeli med energi fra min magi i forvejen' ruthgar har skrevet brevet færdigt og lægger det i en kuvert hvorefter han lukker det med et vokssegl.

Rahsna: Hindarr åbner starten af en portal. Noget hvidt og blændede var ved ar trænge igennem, men Hindarr når at lukke den da han høre Ruthgars advarsel. "Om forladelse.." Han vender sig om imod Ruthgar og bukker ærbødigt hovedet et øjeblik.

Jaric: 'utroligt hvis du ikke tørster efter blod så tørster du efter magi.. Kan du ikke holde dig i ro bare et øjeblik?!' ruthgar går over til døren og stikker hovedet ud. Han råber efter en tjener der kommer løbende kort tid efter.

Rahsna: Hidarr morer sig herligt med at pire Ruthgar og sørger for at portale og magien nu også er lukket

Jaric: Ruthgar snerrer nærmest af tjeneren og han styrter afsted med brevet. 'han kommer tilbage med mad.. Eller det håber jeg, han gør ellers ryger hans hoved også'

Rahsna: Hindarr smiler og ryster på hovedet. "Jeg ville nu ikke være så sikker, sådan som du talte til ham. Det lød næsten som noget Celka kunne have sagt."

Jaric: 'nu smigrer du mig hindarr. Helt så slem bliver jeg vist aldrig' tjeneren vender tilbage med et stort fad med mjød, brød og ost.

Rahsna: Hindarr ser sulten ud. Det er meget lang tid siden han har smagt menneske mad. "Minsaten, han kom tilbage.. Modige tjenere i har her. Og jeg er bestemt glad for du ikke er lige så ondskabsfuld som Celka, for med dine hjerne ville det være så meget mere farligt."

Jaric: 'igen, du giver mig større ære end jeg fortjener' siger ruthgar og stiller fadet fra sig. 'jeg ved ikke om du lader dig friste, men JEG er sulten.. Og jeg behøver kræfterne'

Rahsna: Knap er Ruthgar færdig med at snakke før Hindarr har kastet sig over maden med glubske øjne. Han sætter sig på bordrt i skrædder stilling og taget for sig. "Mmm!" Siger han i nydelse og lukker øjnene. "jeg havde helt glemt hvordan tilberedt kød smagte.. Så saftigt og så.. Mmm.." Hindarr smasker og ville logre glad hvis han havde en hale.

Jaric: 'du er utrolig' siger ruthgar og betragter hindarr spise mens han selv tager lidt brød fra og begynder at spise roligt. Mjøden til gengæld, drikker han et stort krus af.

Rahsna: Hiddarrs ulveglimt i øjnee falmer kort efter og han sidder blot og betragter rummet med en udstråling af indre ro. "Jeg undskylder hvis jeger uhøflig. Jeg er vant til at spise blant ulve."

Jaric: 'jo tak det overrasker mig ikke' siger ruthgar mens han drikker resten af sit store krus mjød. 'det gør nu også mig godt det her. Det er praktisk med en skyggeform men det tærer på mig.

Rahsna: Hindarr undre sig over Ruthgars ærlighed og er en smule alarmeret ved hvor venlig han kan virke. "Lever alle dødskastere som du, i skjult luksus bag en højere magt?"

Jaric: 'nej jeg tror kun det er mig. I al beskedenhed, så kræver det en vis intelligens - og magisk kunnen'

Rahsna: "Din skyggeform, eller denne position?" Hindarr smiler stille.

Jaric: 'begge dele' siger ruthgar. 'og så længe kongen ikke aner uråd kan jeg stort set gøre som jeg vil'

Rahsna: Hindarr ser undrende på Hindarr. "Hvad vil du opnå ved at dræbe ham?" Spørger Hindarr stille og kontrolleret. Han sørgede for at hvis nogen lyttede med ville de ikke vide at det var kongens død Hindarr talte om. "Alle disse store planler, har de overhovedet en mening? Du kender mine intentioner og idéen bag alt dette du nu hjælper mig med -- Men dig, hvad er dit formål med ultimativt at dræbe ham? Og hvordan vil du dog gøre det så godt han er beskyttet?"

Jaric: 'hvem siger, det er mit formål? Er det fordi du hørte mig sige det i går til celka? Jeg siger mange ting, men mener få af dem. Mit formål er at alliere mig med de stærke og få mest muligt ud af det. Og nogen af mine allierede ønsker ham død.. Men de har endnu ikke tilbudt mig noget der var godt nok til at jeg vil hjælpe dem.'

Rahsna: Hindarr ser betænktsomt på Ruthgar. Hvem var hans allierede dog, og hvorfor ønskede de menneskernes konge død? Var de overhovedet onde, eller var de en af ordenerne der havde fået nok af kongens latterlige måde at reagere på?
"Hmm.. Jeg må tilstå at du narrede mig, så jeg er helt sikker på at du narrede Celka til at tro det samme. Du har en meget magtfuld evne til at sige ting du ikke mener, og få dem til at ligne sandheden. Det er præcis derfor jeg ikke stoler på dig." Hindarr griner let og samler atter bagefter hænderne i skødet.

Jaric: 'det er faktisk ikke en evne jeg har af mig selv' siger ruthgar. 'og eftersom du er så underholdende kan du da få lov at se denne.. Genstand' ruthgar tager ind under sine klæder og tager en medaljon frem som han bærer i en kæde om halsen.

Rahsna: Hindarr ser undrende på Ruthgar da han siger det ikke er hans egen evne, og endnu mere undrende da han ser Ruthgar tage amuletten frem. "En magisk amulet? .. Hvor nemt og simpelt.. og dog kløgtigt fordi ingen ville mistænke at en sådan en genstand blev anvendt af kongens rådgiver.. Nu forstår jeg bedre hvorfor du aldrig har haft problemer i dit embede." Igen undgår Hindarr at sige noget alt for afslørende højt.

Jaric: 'alle ved den eksisterer, dog' siger ruthgar. 'men ingen andre ved hvad den gør så da jeg blev spurgt om mit kendskab til den..' ruthgar griner og tager den ind under sine klæder igen så man intet kan se af den. 'jeg er sikker på, du kan se fordelene?”

Rahsna: Hindarr ser med et skævt smil på Ruthgar. "I sandhed.. Men med en så magtful amulet, hvordan kan jeg så stole på at du forstæller mig sandheden?"

'det kan du da heller ikke?' siger ruthgar med et smil. 'du kan kun stole på at det du tilbyder mig for min hjælp er godt nok til at jeg vil være loyal mod dig. Men hvordan skulle jeg kunne vide, at du ikke fylder mig med løgn? Sandhed er noget meget flyvsk hindarr'

Rahsna: "Nu ligger landet jo sådan at det er mig der beder om en ydelse og dig der skal give mig den. Det ville være meget dumt af mig at give dig falske informationer da jeg på denne måde forvringer mit eget ønskelige resultat." Hindarr ser ind i Ruthgars øjne. "Jeg tænkte nok at jeg blot måtte tage dit ord for at det var sandt, og med den amulet har jeg ikke en chance for at se om du lyver, end ikke hvis jeg tvinger handheden ud af dig med magi.." Hindarr sukker og rejser sig op. "Nå, gamle mand, har du fået hvilet dig nok?"

Jaric: 'tja det har jeg vel. Men stadig, skyggeritualer har det lettest efter fayons lys har forladt himlen. Men måske du har en måde, vi kan fremskynde det på?' ruthgar smiler over sin egen dårlige humor.

Rahsna: Hindarr ser grunden på Ruthgar for at se om han laver sjov. Derefter svare han alvorligt. "Det kunne jeg, men ikke alene. Det kræver mere energi end jeg alene besidder, at ændre på noget guderne har bestemt. Men det er bestemt muligt hvis man /virkelig/ vil, og tror nok på at man kan.. Som skyggekaster findes der næsten ingen begrænsninger til hvad vi kan, kun hvor mange det kræver for at opnå det. Og hele mit folk er ikke nok til at redde os fra både Blod- og Midnatsklanen.."

Jaric: 'nej tak det har du vadet rundt i flere gange' siger ruthgar så. 'men vi må hellere vente til nattens komme så, for at sikre en succes. Men altså som jeg forstår det er det ikke ralke der er problemet, men derimod denne blodklan?'

Rahsna: "Hvis du har ellimineret Celka som en trussel for mit folk, er Blodklanen den største trussel. Korrekt. Men tro ikke at det vil gå nemt. Filarka, Blodklanens leder er både skarpsindig og langt mægtigere end nogen anden varulv der eksitere i Moranien..

Jaric: 'jeg er da fuldkommen ligeglad med, hvor mægtig hun er.. Der er altid noget man kan tilbyde som har interesse det gælder bare om at finde ud af, hvad det er'

Rahsna: Hindarr har det mærkeligt ved at kunne forblive i sin menneskelige krop i så lang tid, han er vandt til at blive tvunget til at skifte til varulv, eller dø på stedet. Hindarr ser opgivende skeptisk på Ruthgar og sukker så. "Jeg håber ikke du også fortæller hende hvordan du vil planlægge at slå mit folk ihjel, fordi hvis du ikke gør det, vil hun blive skuffet og gøre det for dig, bagefter vil hun komme efter dig for at straffe dig for at skuffe hende.. Så pas på hvad du siger til hende, måske er hun en kvinde, men hun er den farligste af slagens jeg nogensinde har set. Alene hendes tilstedeværelse er frygtindgådende.." Hindarr ruller med øjnene. "Men du vil nok have det meget nemmere siden du ikke er i nogen fare."

Jaric: 'præcis hindarr. Som du dog er filosofisk i dag. Og jeg er godt klar over at jeg gav celka forkerte løfter men jeg lovede ham faktisk ikke, hvornår jeg ville udføre dem, hvis du lagde mærke til det. Det er fordelen ved den slags tidsubegrænsede løfter'

Rahsna: Hindarr ser undrende på Ruthgar. "Filosofisk? Det er jo sandheden.. Det er hvad jeg selv ved om hende og har hørt, det er der intet filosifisk i." Hindarr ryster på hovedet af Ruthgar. "Du lovede ham jo mennesker en gang om måndeden - og vigtigere endnu er det hvad han forventet, og endnu vigtigere - hvis han ikke får det, overholder han ikke jeres aftale!"

Jaric: 'så så' siger ruthgar med et smil. 'nu ikke så oprevet. Mennesker skal jeg nok sende ham masser af, det var mere resten af aftalen som var lettere upræcis'

Rahsna: Hindarr tager noget mere kød at tygge på, det sidste og fumler så en smule dovent ud efter noget at drikke. "Jeg er skam rolig, jeg ville blot påpege niveauet af alvor det her handler om, men godt at han får sine mennesker, ellers tager han mine i stedet.." Hindarr ser utålmodigt over i mod vinduerne udenfor. "Hvorfor kunne du ikke have holdt dig vågen, så vi kunne have foretaget to samtaler på en og samme nat, så skulle vi ikke sidde og vente på at det blev nat nu.." Hindarr rejser sig op efter han er færdig med at drikke og går over til de store høje vinduer.

Jaric: 'fordi det kræver en hvis portion af kræfter, sikkert ikke noget du tænker synderligt over. Men det er temmeligt krævende og jeg skulle gerne kunne koncentrere mig imens'

Rahsna: "Du har ret.. Det ville i sandhed ikke være noget der bekymrede mig. Jeg ville kunne opnå det samme uden hjælp fra andres energi.. Men det er en kompliceret sag at genskabe sit eget jeg fysisk, så /andre/ kan se det. Så en smule imponeret er jeg vel.. Men jeg er dog stadig skuffet over at vi skal vente til natten.. Selv om du har ret, magi virker bedst når Fayons lys er forsvundet over os.. " Hindarr strækker sig og gaber lidt. "Og jeg behæver ikke at bekymre mig for at løbe tør fra energi når jeg blot kan tage fra det tilbage fra et hvilket som helst levende væsen, hvis jeg har brug for det.. Utrolig praktisk."

Jaric: 'mine kræfter koncentrerer sig om døden og de døde, så jeg har ringe kår når de ligger under en meter sne og is. Andres magi virker fint i fayons lys, det er kun vores lyssky foretagender, der ikke gør det'

Rahsna: Hindarr stoler ikke rigtig på hvad Ruthgar siger, men han skjuler sin mening godt. Endnu nemmere er det med lukkede øjne.
"Det siger du ikke..? Nu behøver /jeg/ jo heller ikke tage fra de døde, faktisk er der mindst energi i disse, du skulle tage levendes livskraft i stedet, det er langt bedre kan jeg fortælle dig."

Jaric: 'det er fordi du har en begrænset tankegang hindarr. Du fokuserer på de levende og på, hvad de har at give. Desuden er der skam også energi i dem der endnu ikke er døde, som jeg kan bruge, men det er som regel temmeli skadeligt for dem, det går ud over'

Rahsna: "F.eks den energi du får ud af mit varulveblod ved at /skære/ i mig?" Brummer Hindarr en smule.

Jaric: 'eksempelvis den energi, ja. Jeg kunne også have brugt mit eget blod men det ville da have været dumt når dit er så meget mægtigere, ikke sandt?'

Rahsna: Hindarr skuler til Ruthgar. "Chancen for at blive smittet af forbandelsen i mit blod gør det også så mere mere spændende, ikke sandt?"

Jaric: 'jo da' griner ruthgar. 'spændingen er ikke at forglemme. men du har ret, blod er det jeg bedst kan bruge, hvis jeg ikke ligefrem skal slå folk ihjel. Frygt er dog også brugbart, men det er krævende at holde nogen i en tilstand af frygt og tage deres energi.. Så det bruger jeg sjældent. Mest bekvemt for mig, så at sige'

Rahsna: Hindarr ryster på hovedet. "Kongen er et fjols at stole så blindt på alle sine rådgivere. Han virker ikke som et individ der har sin egen viøje, men lader sig styre af alle andre. Det eneste vi ved, er at han ikke vil høre kaos nævnt. Hvordan du bar dig ad med at finde vej til Calendon og ind i kongens tjeneste, er mig en gåde."

Jaric: 'ja den historie har du vel aldrig fået? Eller hvordan jeg ku få hans anden rådgiver myrdet for øjnene af ham? Nej, jeg kom i kongens tjeneste for nogle år tilbage da jeg ragede uklar med min tidligere orden, om du vil'

Rahsna: Hindarr ser på Ruthgar stift. "Med din tidligere orden, mener du dødskasterne? Pff.. De er ingen orden, blot resultatet af en sindsyg sortelvers hævngerighed. Men du arbejder ikke længere for dem, går jeg ud fra, hvis du befinder dig her, og ikke i Dødens marker?"

Jaric: 'netop, nej hvis jeg arbejdede for dem ville kongen næppe ansætte mig! Husk på, hindarr, jeg er den GODE dødskaster. Det hvide får blandt de sorte så at sige?'

Rahsna: Hindarr smiler et havlt smil.
"Kongen ville ansætte hvem som helst, han er blind af sin arrogance, det kan ethvert fjols se..." .... "Haha! Den GODE!? Du har lige lovet et dusin mennesker til en varulveklan hver måned, syntes du det lyder særlig GODT?"

Jaric: 'du morer mig hindarr. Det er præcist det der er så herligt ved dig'

Rahsna: Hindarr ser undrende på Ruthgar. "Jeg ved nu ikke om jeg kan se det sjove i det på samme måde som du kan. I mit hoved er der ikke noget morsomt i at sende folk til deres død for morskabens skyld."

Jaric: 'nej men det er fordi du er blødsøden hindarr, det lider jeg ikke under og har heller aldrig gjort det'

Rahsna: "Hvis du med blødsøden mener at jeg, i modsætning til dog, dødskaster, har hjerte og medfølelse, så har du ret. At du ikke kan se det forkerte i din handel med varulve, får mig til at undre hvad fik mig overbevist om at du var den rette at henvende sig til. Jeg vidste du var kold, men at du ville og havde magte til at ofre så mange væsner for en aftale, får det til at løbe mig koldt ned af ryggen

Jaric: 'du burde have vist hvordan jeg var hindarr. Det er fint hvis du vil redde verden men det bliver uden mig. Og jeg sender ingen mænd i døden, de har da våben med ikke?'

Rahsna: Hindarr fnyser og ser udenfor for at orientere sig om tiden på dagen. Aldrig har han følt sig så fanget af tiden. Bare det snart kunne blive mørkt så hanOg efter min oprydning fortsætter jeg med væsnerne på hjemmesiden. Prøver blandt andet at få styr på rækkefølgen af væsnerne, så de kommer i de rigtige k ikke skulle vente længere og Ruthgar kunne kontakte Filarka og han kunne blive fri og tage hjem til sit folk og fortælle om det hele

Jaric: 'du er rastløs, hmm? Tja.. Måske vi kunne kontakte ham ralke nu og så den sindssyge kælling i aften? Så kan jeg vel nå at genvinde mine kræfter - nogenlunde'

Rahsna: Hidarr strækker sig endnu engang og gaber. "Endelig, nu har jeg en grund til at leve igen."

Jaric: 'du er vel nok en belastende person ind imellem' siger ruthgar så. 'men vi bruger samme metode som sidst. Men først..' ruthgar går over til de store, tunge gardiner og kontrollerer at de er trukket helt for. Han går derefter over til pejsen, der endnu nu har varmet rummet op med en lystig ild. Han tager en metalstang og roder lidt i det, så brændet spredes og ilden derved næsten dør ud. En noget dunkel belysning er resultatet.

Rahsna: Hindarr ser trist til imens rummet langsomt bliver mørkere og mørkere. Da Ruthgar tager ilddrageren, frygter Hindarr et øjeblik Ruthgar vil bruge den på ham. Da der er helt mørkt i rummet mærker Hindarr nogle af sine ulvesider springe frem i ham. Det går op for ham at en varulvs sanser ikke er styret af tiden på dagen, men fornemmelsen af omgivelserne omkring sig. Han tænker hvor belejligt det er. Han ser ned på resterne af maden, og beslutter sig for ikke at spørge Ruthgar om det ikke skal væk først. Han gider ikke vente længere. "Jeg er simpelt nok bare god til at udtrykke min begejstring." Svare han på Ruthgars irritation, og går over til det store spejl.

Jaric: 'pas nu på, du ikke stiller dig i vejen' siger ruthgar, og skubber lidt til hindarr. Han begynder at rette på de ting, han skal bruge til ritualet. Lysene fra dagen før skifter han ud med nogen nye

Rahsna: Hindarr træder lidt i baggrunden. "Du virker som om du ikke har sovet nok. Eller er du altid så venlig når du taler til dine gæster?" Hindarr ser til imens Ruthgar arbejder, for at se om han kan lære noget.

Jaric: 'nej jeg er kun så venlig når mine gæster kunne finde på at rive min strube ud' siger ruthgar sarkastisk. 'jeg har desuden sovet rigeligt tak.. Det er jo ikke min energi der flyder i dette ritual.. Selvom jeg skal bruge en del energi på at holde min form nogenlunde stabil på så lang afstand'

Rahsna: Hindarr ruller med øjnene og strækker sin arm ud med utålmodighed. "Se, hvis du nu havde været smart, tog du nok blod til begge ritualer i dag." Hindarr sukker utålmodig.

Jaric: 'uh ja muligheden for at skære i en varulv skal man vel ikke lade smutte fra sig' siger ruthgar med et mystisk smil. Han flytter kalken hen under hindarrs arm og tager sin kniv frem. 'og husk nu ikke at gribe fat i mig igen midt i det hele, ikke?' ruthgar laver et hurtigt snit så blodet begynder at løbe ned i kalken.

Rahsna: Hindarr viser ikke skyggen af smerte da Ruthgar skære i ham og blodet langsomt glider ud af ham og ned i bægeret. "Mm.. Det er nok også sidste gang du ustraffet får lov at skære i mig, dødskaster.. Og jeg holder min mund, hvis du varer din. Med andre ord, giv min ingen god grund til at skade dig, og så holder jeg mig væk."

Jaric: 'du har aldrig haft nogen gode grunde hindarr. Det er fordi du ikke forstår dig på forhandlinger, det har jeg vist sagt flere gange'

Rahsna: Hindarr knurre. Det lyder ret ynkeligt når han forsøger i form af at menneske "Alene at jeg forhandler med dig, er et tegn på at du taler sandt.." Hindarr tager sig til armen og healer det med sin fancy magi. Så træder han til side.

Jaric: Ruthgar finder de to røde, runde kugler frem og holder dem foran spejlet. Atter breder et rødt skær sig i hele hans kontor og landskaber begynder at flyve afsted over gulvet

Rahsna: Hindarr ser fra Ruthgar til landskskabet der flyver. "Mmm.. Skal jeg stadig sige til når den rette person kommer frem?"

Jaric: 'ja jeg er ikke kendt med dine ulve venner.' siger ruthgar en smule fraværende, da han koncentrerer sig om det, der sker på gulvet foran dem.

Rahsna: Hindarr lytter til Ruthgar pg nikker uden at se tilbage på hans ansigt. "Jeg skal forsøge at gøre mit bedste."

Jaric: 'godt.. Vi er ved at være i området nu.. Jeg forsøger at finde hans klan men om jeg lige kan finde ham med det samme er tvivlsomt'

Rahsna: Hindarr sætter sig ned i en stol et stykke væk fra spejlet og ser scenariet udfolde sig. Han sidder dog i en sådan vinkel at han stadig kan følge med når Ruthgars krop falder sammen og hans bevidsthed flyder ind i hans skyggeform. "Jeg /er/ tålmodig Ruthgar. Jeg stoler skam på at du har helt styr på.. hvad end det er du helt præcist laver." Hindarr læner sig bagud og ser Karstaag svæver forbi i spejlbilledet.

Jaric: "Det er nu ikke mine kræfter jeg bruger, netop det jeg gør nu. det er spejlet, samt disse to... sten, om du vil." Ruthgar siger det sidste i en hvisken, da han har brug for at koncentrere sig. Under ham, om man vil, kan anes flere skikkelser bevæge sig rundt. "Sig mig, når du genkender ham," hvisker han, mens han kniber øjnene sammen for at holde øje med billedet på gulvet.

Rahsna: Hindarr ser fra kalken og til spejlet.
"Sidder du og siger at det var spejlet og de der lyskugler der skulle bruge mit blod, og ikke noget ritual du bruger energi på?"
Hindarr ser en smule overrasket ud så ser han ind i spejlet netop i tide til at se en sort varulv med et guld armbånd som er udsmykket som en slange med røde skindende øjne.

Jaric: 'nej hindarr du misforstår' siger ruthgar mens han scanner området med øjnene. 'dit blod hjælper mig med at skabe min skyggeform og holde den solid..' ruthgar ser også den varulv hindarr lægger mærke til. 'er det ham?' hvisker han.

Rahsna: Hindarr nikker stille og ser på landskabet stoppe omkring Ralke - Miktaras prins. Han sidder mutters alene i sin tronsal og ser ud til at kede sig i tronen.

((FORTSÆTTES))

Jaric
Spilmester
Indlæg: 1515
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: DK / Moranien
Kontakt:

Re: Ruthgars kontor

Ulæst indlæg af Jaric »

((Dette foregår den 20. dag i Opulantas' tegn år 3464))

Padrio var på vej gennem Kongens slot. Hun vidste, hvor hun skulle hen og derfor holdt hun også et vist tempo, som virkede unaturligt på dem, hun mødte på sin vej. Tjenere og køkkenpiger skyndte sig at træde til side, når hun kom forbi. Hun løb ikke, men det var tæt på. Hendes ansigtsudtryk var let at aflæse, hun var rasende! Der var ingen, som talte til hende eller hilste på hende, på hendes vej. Hendes blik var bestemt, hendes læber sammenpressede. Hvem hun var vred på, vidste ingen men der var ingen som ønskede at spørge hende.
Padrio var utålmodig. Hun kendte vejen, men hun følte at der var langt derhen i dag. Længere end der plejede. Irriteret satte hun farten op, for at komme hurtigere frem. Hvad i alverden bildte han sig ind! Nu var grænsen nået. En ting var, at han havde forgiftet hende for år tilbage, men det her… At han tillod sig at trænge ind i hendes…
Hun blev afbrudt i sin tankerække da hun pludselig stod foran døren til hans kontor. Hun bankede. En gang, to gange, tre gange. Korte, præcise slag på døren. Hun ventede hele fire sekunder, før hun lagde sin højre hånd på døren, og med magi sprængte hele døren af sine hængsler.
Hun vidste ikke, om det kom som en overraskelse for ham, for larmen da døren fløj af sine hængsler overdøvede enhver lyd, der ville være kommet fra kontoret bagved.
Hun trådte ind gennem den nu tomme døråbning. Umiddelbart overfor døråbningen lå resterne af den smadrede dør, hvilende mod muren af sten. Til venstre for åbningen var ildstedet hvorfra der kom en behagelig varme. Det var køligt udenfor i dag, og selvom Padrio var så oprevet satte hun pris på den varme, som var i rummet. Hun havde vandret gennem Calendon inden hun nåede slottet, og hendes fingre var smerteligt kolde. Vinden der smøg sig omkring husene i dag var bidende kold. Et varsel om at vinteren var på vej.
Hun så fra ildstedet på venstre side til højre, hvor hans skrivebord stod. Bag bordet var en stol, hastigt skubbet tilbage, som stod tom. Foran bordet stod den mand, hun havde søgt med sådan en iver. Ruthgar. Han sendte hende et afmålt smil, som ikke nåede hans øjne. Hans ansigtsudtryk afslørede ikke, om han var blevet overrasket over hendes pludselige og noget voldsomme entre.
”Du har ikke megen tålmodighed, Padrio” konstaterede han tørt med et blik på den smadrede dør.
”Hvad i alverden tror du, at du har gang i, Ruthgar!” sagde hun vredt, med sammenbidte tænder. Hendes hænder knyttedes, næsten uden hun lagde mærke til det.
Et stille smil spillede om Ruthgars læber. ”Hvad mener du, min kære?” spurgte han med påtaget ro.
”Du skal ikke begynde på det spil! Denne gang er du trådt aldeles for langt over grænsen!”
Ruthgar sagde først ikke noget. Men da Padrio gjorde mine til at fortsætte, holdt han en hånd op som for at standse hendes talestrøm. ”Selvom jeg personligt ikke har noget imod at se dig så oprevet, så må jeg tilstå at jeg denne gang ikke helt forstår årsagen til dit udbrud,” ordene kom nærmest modvilligt. ”Det ser ellers ud til at gå dig vældigt på.”
Padrio blev helt forvirret og de ord, som havde stået i kø for at komme ud, forsvandt som dug for solen. ”Du bluffer,” sagde hun så.
Ruthgar tillod sig selv en stille, kort latter. ”Det gør jeg tit, min kære og det ved du godt. Men denne gang taler jeg sandt. Tillad mig at gøre os det lidt mere behageligt.”
Ruthgar gik forbi Padrio, som ikke havde flyttet sig ret langt ind i rummet. Bag ved hende kunne hun høre at døren løftedes fra gulvet – hun regnede med, at Ruthgar brugte sin magi. Der lød et klik, da døren lydigt indfandt sig i dørkarmen igen, selvom den manglede et bræt hist og her, og hængslerne var blevet så bøjede at de slet ikke passede mere. Men døren blev dog, hvor den var.
”Så kan vi bedre tale i fred, ikke?” sagde han så. ”Kunne jeg byde dig på en kop te?”
Padrio vendte sig langsomt om, så de kunne se hinanden i øjnene. ”Jeg har lært af erfaring ikke at drikke noget, jeg ikke selv har tilberedt,” sagde hun så. Ruthgar blinkede kækt til hende med det ene øje. ”Jamen, undskyld at jeg forsøger at være høflig,” sagde han så. Han gik endnu engang forbi hende, og hans ene arm strejfede hendes, da han gik forbi. Ufrivilligt gik der kuldegysninger igennem hende. Hun blev irriteret på sig selv. Det lignede hende slet ikke at mangle selvkontrollen i Ruthgars selskab. Det irriterede hende endnu mere, at han så åbenlyst nød at se hende være fuldstændig fra den.
”Ruthgar, drop det skuespil,” sagde hun så og satte sig i en lænestol på den ene side af bordet. Ruthgar fastholdt et spørgende ansigtsudtryk, mens han satte sig i sin stol på den anden side af bordet, og samlede sine hænder håndflade mod håndflade foran sig. Han sagde ikke noget.
”Det her ligner dig så meget, at jeg ikke var et sekund i tvivl om, at du stod bag det! Så hvis du vil være så flink at indrømme det, så kan vi diskutere det allervigtigste: Hvornår du kan forlade slottet.”
Padrio tav igen. Ruthgar sagde heller ikke noget i flere minutter, og hans ansigt var ikke til at læse.
”Jeg tror, jeg må gentage mig selv, min kære,” sagde han så med en ro i stemmen der kun gjorde Padrio endnu mere vred. ”Jeg har ikke gjort… hvad end det er, du tror jeg har gjort. Men hvis jeg havde… så havde du ingen myndighed til at smide mig ud af Kongens Råd og det ved du ligeså vel som jeg. Havde du nogen magt til at slippe af med mig, så havde du gjort det for flere år siden. Har jeg ret?”
Modvilligt måtte Padrio erkende, at han havde ret. Men det havde hun ikke til sinds at fortælle ham. ”Så du vil påstå,” svarede hun, ”at du ikke står bag de mareridt der har holdt mig vågen det meste af døgnet de sidste 14 dage?”
Denne gang så Ruthgar overrasket ud, og Padrio blev i tvivl. Enten spillede han virkelig godt, og det vidste hun at han kunne, eller også havde han ikke noget med det at gøre. Men det var endnu værre, for hvem stod så bag?
”Mareridt siger du...” sagde Ruthgar med et smil spillende på læberne. ”Jeg troede virkelig, at du var for gammel til at have mareridt, min kære.”
Hvis han kaldte hende det én gang til, så ville hun eksplodere! Men han vidste godt, hvor meget det irriterede hende og det var netop derfor, han gjorde det. Med store vanskeligheder tvang hun sig selv til at trække vejret dybt ind og få sin ulmende vrede under kontrol.
”Nu du selv bringer det på bane,” fortsatte han så da hun forblev tavs, ”så ser du frygtelig ud. Du har rande under øjnene, dit blik er ufokuseret og din hud hvid som i graven, kære… Det er lige før, jeg er bekymret for dig.”
”Som om!” røg det ud af Padrio, inden hun kunne stoppe sig selv. ”Din bekymring rører mig, Ruthgar, hvis jeg i bare et sekund troede at du mente det. De her mareridt er ikke typiske mareridt, der er noget… unaturligt over dem… Nogen ønsker at skade mig og du kan vel se hvorfor min første tanke er, at det er dig der står bag?”
Ruthgar rejste sig langsomt og gik rundt om bordet. Han stillede sig lige ved siden af Padrio, der modvilligt kiggede op på hans slanke figur. Han var i forvejen en høj mand, og føltes endnu højere nu hvor hun sad ned. Men hvis hun rejste sig, ville hun indrømme at hun fandt det ubehageligt, og den sejr ville hun ikke give ham.
”Fortæl mig mere om de mareridt, min kære,”sagde Ruthgar. Padrio fnøs. ”Måske kan jeg hjælpe dig med at finde ud af, hvem der står bag,” fortsatte han.
Padrio rystede på hovedet, mest af sig selv. ”Det var en fejl at komme her,” sagde hun så. ”Glem bare, at jeg var her.”
Hun satte sine hænder på armlænene for at skubbe sig op fra stolen, men standsede midt i bevægelsen, da Ruthgar lagde en hånd på hendes skulder. Han lagde ikke vægt bag, men truslen om det var ikke til at tage fejl af.
”Slip mig,” hvæsede Padrio, med blikket hvilende på hans hånd og ikke hans øjne.
Ruthgar flyttede ikke sin hånd. Som om han udfordrede hende. ”Er du helt sikker på, at det er den rigtige måde at reagere på, min kære?” spurgte han med silkeblød stemme, så lavt at Padrio knap hørte ham. ”Jeg ønsker jo kun det bedste for dig.”
Padrio trak vejret dybt. Pludselig føltes lokalet koldt, og hun havde en knude i maven. Hun følte sig fanget, og det var ikke en følelse hun mærkede ret tit.
”Du ved godt, hvad Kongen vil sige hvis du prøver at skade mig igen,” sagde hun så. Meget langsomt og med tryk på hver stavelse.
”Og du ved godt, hvad jeg vil gøre ved den unge Kronprins, hvis du sladrer til Kongen,” svarede Ruthgar. Den hånd, han havde på Padrios skulder lod han nu hvile lidt tungere. Det var ikke længere en slet skjult trussel – det var blevet en ordre til hende om, at blive siddende. Det kunne hurtigt blive farligt for hende, hvis hun ikke tænkte sig godt om. For Ruthgar havde ret, hun var udmattet og hendes tanker lettere usammenhængende efter så få timers søvn i så mange nætter. Hun var pludselig ikke så sikker på, at hun ville kunne klare ham hvis det var lige nu de skulle teste deres magi mod hinanden.
Med en vis anstrengelse tvang hun sig selv til at forblive i ro. Hun foldede sine hænder på sine lår som et tegn til at hun – lige nu – accepterede at blive siddende. Hun nægtede at møde hans blik, men holdt sine øjne låst fast på et punkt midt på skrivebordet. Forbandede idiot! Sagde hun til sig selv. Hvorfor i alverden var hun også braset ind på hans kontor på den måde? Hvornår lærte hun at tænke sig om først?
”Hvor er jeg glad for, at vi er enige, min kære,” sagde Ruthgar med en falsk glæde i stemmen der bestemt ikke klædte ham. ”Fortæl mig nu, hvad disse mareridt omhandler… Vi kan jo ikke have, at en af Kongens rådgivere bukker under for… fjendtlige kræfter, vel?”
Padrio rystede, men ikke af frygt men af vrede. Ruthgar fjernede sin hånd, og satte sig ned på skrivebordet skråt foran hende. Han tog sin ene hånd og strøg hende blidt over kinden. Padrio trak sig vredt tilbage, så meget hun nu kunne for ryglænet på stolen. Ruthgar smilede.
”Siden du ikke er helt så villig til at tale med mig, som du var da du kom ind, må jeg jo gætte selv,” fortsatte han. Efterhånden blev det en hel monolog han havde gang i.
”Der er ikke meget, som kan ryste dig i din grundvold. Så meget ved jeg efter alle disse år i dit selskab. To ting kan hyle dig helt ud af den. Så enten handler dine mareridt om det barn, du slog ihjel...”
Ved de ord faldt en enkelt tåre ned af Padrios ene kind, men hun sagde ikke noget, og Ruthgar fortsatte, som om han ikke havde bemærket det, ”eller også handler de om din stakkels kusine som døde for din hånd… To liv har du på din samvittighed, Padrio og selvom jeg personligt ikke synes det er nogen imponerende rekord, så går det dig tilsyneladende vældigt på. Hvor god er jeg til at gætte indtil videre?”
Padrio rettede hovedet op og mødte Ruthgars blik. Hun bed tænderne sammen, fast besluttet på ikke at sige noget der kunne afsløre hvor meget hans ord rørte hende. Men tårerne løb ned af hendes kinder, og hendes øjne brændte fordi hun forsøgte at standse tårestrømmen. Ruthgar havde haft ret. Padrio tvivlede stadig på, om han stod bag det, men sandheden var at han kendte hende godt og derfor havde gættet præcis, hvad hendes mareridt handlede om.
Ruthgar mødte hendes tårer med et smil. ”Ja, tænkte jeg det ikke nok. Begge dele måske endda? Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor det skulle holde dig vågen om natten dog. Dit barn ofrede du for… hvad kalder man det? Nå jo, det fælles gode. Du var så fast besluttet på at standse kaos at du ville give hvad som helst for det… Giv mig ikke det blik, det er jo sandt! Det barns liv er på dine hænder, min kære, og det kan du vist ikke leve med længere… Og Paq? Den kvinde bad da om at blive slået ihjel, gjorde hun ikke? Jeg forstår ikke, at du ikke slog hende ihjel flere år før, så meget som hun generede dig og blandede sig i alt det, der ikke kom hende ved. Men det var jo dit valg at vente. Jeg synes mest af alt, det var en barmhjertighedsgerning, men måske jeg tager fejl? Gjorde hun modstand, da du skar halsen over på hende? Kæmpede hun imod dig, så du måtte bruge din magi til at holde hende nede? Åh, det eneste jeg fortryder er at jeg ikke selv var der til at se dig i øjnene i det øjeblik du endte hendes liv...”
Ruthgar standsede sin talestrøm da Padrio i et nu var sprunget op fra stolen. Hun rystede af vrede, og blinkede tårer ud af sine øjne. ”Du er det ondeste menneske i verden, Ruthgar,” sagde hun så med påtvungen ro.
”Jeg prøver” svarede han med en latter. ”Hvorfor du kom til mig forstår jeg dog ikke helt… troede du virkelig, jeg stod bag det her? Jeg må indrømme, at det ser ud til at virke, men jeg tror nu bare det er din samvittighed der spiller dig et puds. Jeg har hørt det sker for jer, der stadig bekymrer jer om andre mennesker. Det er ikke noget, jeg ved noget om. Det pjat holdt jeg op med for år tilbage.”
”Jeg har fået svar på det, jeg søgte,” sagde Padrio så. ”Jeg havde håbet, det var dig. Det havde givet mig den perfekte undskyldning for endelig at afsløre dig og se Kongen smide dit ynkelige skrog i fangekælderen. Men jeg tror på dig. Der må være en anden som står bag… Men bare rolig, Ruthgar, jeg skal nok nå til bunds i det her.”
Ruthgars smil havde endnu ikke forladt hans læber. ”Ja, det vil du sikkert. Men sådan som du ser ud, så har du travlt min kære. Du ligner en, der ville dræbe for en rolig nats søvn. Hvis du forstår min mening?”
Uden et ord drejede Padrio om på hælen og gik hen til døren. Eftersom den ikke kunne åbne normalt, brugte hun sin magi til endnu engang at lade den smadre mod væggen. Uden at se sig tilbage mod Ruthgar, forlod hun hans kontor.

Jaric
Spilmester
Indlæg: 1515
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: DK / Moranien
Kontakt:

Re: Ruthgars kontor

Ulæst indlæg af Jaric »

((Padrio fortsætter hertil: viewtopic.php?f=2&t=705))

Jaric
Spilmester
Indlæg: 1515
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: DK / Moranien
Kontakt:

Re: Ruthgars kontor

Ulæst indlæg af Jaric »

((Dette indlæg sker lørdag den 23. marts 3465))

Ruthgar sad på sit kontor og var i gang med at læse et brev, han netop havde modtaget med en brevdue. Det var et langt brev, og han var meget optaget af dets indhold.
Pludselig stoppede han op, og betragtede det to meter høje spejl, som stod på hans kontor. Spejlet viste ikke, hvad der var i selve kontoret. Det var faktisk helt mørkt det meste af tiden. Men lige nu synes Ruthgar alligevel, at han kunne ane bevægelser inde i spejlet...
Han rejste sig op, efter at have lagt brevet på sit skrivebord. Han gik rundt om bordet og stillede sig foran spejlet. I en lomme i sit tøj fandt han to, skinnende glaskugler som han tog op i sin hånd. Padrio havde knaldet den ene af dem for flere år siden, til Ruthgars store irritation. Det havde dog ikke taget ham lang tid at få genskabt den, men nu passede han ekstra godt på dem.
Han drejede kuglerne mellem sine fingre, og et rødt lys bredte sig ud i rummet, skabt mellem spejlet og kuglerne. På gulvet dannede der sig nu et billede af en tæt skov, hvor en skikkelse vandrede rundt mellem træerne.
Ruthgar smilede let. Selvom han så det hele ovenfra stadigvæk, kunne han uden problemer genkende Padrio. Hun bar en sort kappe, som hun havde trukket godt tæt omkring sig. Ruthgar syntes, hun så ud til at fryse. En kort latter undslap hans læber. Han havde overvejet, hvordan hun havde klaret vinteren. Det havde ikke lykkedes ham at finde hende, og hvor var hun nu? Han lukkede øjnene et øjeblik. "Karstaag..." hviskede han så for sig selv. Spejlet fortalte ham altid, hvor det han så, fandt sted henne.
"Hvad i alverden laver du dog i Karstaag, kære?" sagde Ruthgar for sig selv, selvom skikkelsen han betragtede, ikke kunne høre ham.
Padrio kiggede op i trækronerne. "Du ligner en, der er faret vild, Padrio," fortsatte Ruthgar. "Hvor ville det dog være frygteligt, om du vandrede rundt derinde i ugevis, hvad?" Han smilede ved tanken. Gid hun aldrig kom tilbage til hovedstaden, så ville mangt og meget være lettere for ham.
Pludselig bemærkede Ruthgar at to skikkelser nærmede sig Padrio. Kunne han være så heldig, at det var de berygtede Malenkai'er som Ruthgar havde mødt før? Nej, det kunne det ikke være... Men hvem vandrede ellers rundt i Karstaag?
"Vær hilset" lød Padrios stemme på Ruthgars kontor. Han rystede på hovedet. "Var det virkelig den bedste hilsen, du kunne komme på, Padrio? Man skulle næsten tro, du ikke var dig selv længere... Ingen magi... ingen nattesøvn..." Ruthgar gik i stå, da billedet i spejlet drejede sig med Padrio, så han kunne se de to væsener, hun stod overfor.
"Alurians!" udbrød han, så snart de to kom i fokus. "To af de forbandede alurians, hvorfor i alverden er det dem hun skal støde ind i! Hov... det er da kun den ene af dem, der er en alurian, eller..."
Ruthgar var tavs igen, så han bedre kunne følge med i den samtale, der udspillede sig.
""Hvad laver et menneske her i Karstaag?" spurgte den mandlige alurian.
"Jeg er udsendt af Kongen," sagde Padrio. Ruthgar kunne ikke lade være med at kommentere igen, selvom han vidste, at ingen af de tre kunne høre ham. "Udsendt af Kongen, min kære! Er det virkelig det bedste, du kan gøre? Næh, det er vist dit helt eget ærinde, du er ude på. Men hvorfor er du dog i Karstaag, hvad?"
Samtalen fortsatte, og Padrio måtte give de to alurians sit navn. Den mandlige alurian præsenterede sig som Zor. Hans navn havde Ruthgar ikke før hørt om. Men kvinden sagde ikke, hvad hun hed.
Zor foreslog at de fandt et mere sikkert sted at tale sammen, og Padrio gik med dem. Ruthgar fulgte med i det hele. Han smilede for sig selv, og kunne ikke holde en stille latter tilbage, da Padrio begyndte at forsvare Kongen overfor de to væsener hun fulgtes med. "Men de har jo ret, min kære," sagde Ruthgar til sit tomme kontor, "Kongen har udmærket sig ved at gøre ingenting overhovedet. Ikke ved kaos, ikke ved mig, ikke ved noget som helst. Og det er jo det, vi alle holder så meget af ham for, ikke?"
Samtalen i Karstaag fortsatte, og Ruthgar blev overrasket, da Padrio stoppede op og betragtede kvinden. "Du må være Cheza!" sagde hun så.
Ruthgar gik glip af den næste del af samtalen, da han igen talte videre for sig selv: "Cheza! Hun var da også en alurian, var hun ikke? Hvis jeg ikke husker helt galt, var hun Keinars søster... Gad vide, hvad den elendige alurian foretager sig for tiden?"
Ruthgar huskede sig selv på at være stille, mens samtalen uforstyrret fortsatte i skoven. De tre personer fandt et sted, hvor Cheza afslappet satte sig ned, mens Padrio hvileløst gik frem og tilbage. Zor satte sig afventende på hug.
Padrio blev endnu engang spurgt, hvad i alverden hun lavede i Karstaag, og så fortalte hun at Kongen havde sendt hende ud for at finde Eresirordenens leder, Keinar. Igen kunne Ruthgar ikke dy sig for at le. "Nå, så det er derfor jeg intet har hørt om den alurian i årevis..."
Han tog sig en kop te fra en kande, der stod nær ildstedet, mens scenen fra skoven fortsatte foran ham. Så snart han havde påbegyndt magien, var det ikke nødvendigt for ham at vedligeholde den.
Han havde nær fået teen galt i halsen, da han hørte den næste del af samtalen. Zor havde netop påpeget det farlige i at rejse gennem Karstaag som almindeligt menneske, hvortil Padrio havde svaret: "Nu er jeg ikke noget almindeligt menneske, Zor, men en af de mægtigste magikere i Moranien!"
Ruthgar hostede, fordi han havde fået teen i den gale hals, og hans hoste forandredes så til latter. "Hør dig lige, kære! Hvor er du dog umanerligt elendig til at lyve... De to alurians må da vide, at du intet kan! Du kan vel ikke tro, de ikke har gennemskuet dig? Åh, hvor ville jeg elske at være ved din side nu..." Næsten længselsfuldt tog Ruthgar sin ene hånd frem, som for at stryge Padrio på kinden. "Hvad ville jeg ikke give for at se dit ansigt lige nu... stakkels, hjælpeløse Padrio..."
Cheza ville vide mere om, hvad Padrio ville tale med Keinar om, som var så vigtigt. Padrio prøvede at forklare, at siden hun var i Kongens ærinde, kunne hun ikke bare fortælle om det til hvem som helst. Cheza så direkte på hende med et skeptisk blik, og sagde så: "Hvis du er ærlig overfor os, så kan det være vi også er ærlige overfor dig."
Ruthgar nikkede en enkelt gang. "Netop, Padrio. Den ene af de to har afsløret dig... vent... hvad var det, hun sagde? Hvem tilbad hun? Det var ikke Aerth, i al fald...?" Ruthgar betragtede Cheza, og hørte nærmest ikke hvad samtalen handlede om. "Sheeka..." hviskede han så, næsten uhørligt. "Ja, det var det hun sagde! Interessant..."
Tøvende måtte Padrio erkende, at hun ville opsøge Keinar i sit eget ærinde, og ikke kongens, og at det hastede fordi hun måtte vide, hvad der var sket Paq. Da først Zor havde lovet ikke at skade hende, hvis hun fortalte sandheden, indrømmede hun grådkvalt, at det var hende der havde slået Paq ihjel. "Se kære, så svært var det da ikke at få sagt, var det?" sagde Ruthgar til sit kontor mens han betragtede Padrios skikkelse. "Det er næsten rørende at se dig så bevæget, skønt det er så mange år siden!"
Ruthgars selvtilfredse smil forsvandt dog fra hans ansigt, da Cheza foreslog at hjælpe Padrio gennem Karstaag så hun kunne finde Keinar. "Nej!" udbrød Ruthgar, og smed tekruset gennem kontoret så det splintredes mod væggen. "Hvorfor skal de væsener altid være så blødsødne! I skulle jo bare have ladet hende fare vild i Karstaag så Malenkai'erne kunne have dræbt hende, uden nogen havde savnet hende! Årh..." Han tvang sig selv til at tage en dyb indånding. "Lige meget," sagde han så. "Jeg forstår ikke, hvad du vil tale med Keinar om, min kære, men jeg ved at han hverken kan sige dig hvor Paqs sjæl er, eller give dig din magi tilbage. Og skulle du være så dumdristig at komme hjem uden magi... så skal jeg nok tage kærligt imod dig."
Med en hurtig bevægelse afbrød Ruthgar spejlets magi, kuglerne faldt til ro hvor de svævede i luften og Ruthgar tog dem og gemte dem i sit tøj igen. Han satte sig tilbage ved skrivebordet og læste brevet færdigt.

Jaric
Spilmester
Indlæg: 1515
Registered for: 14 years 6 months
Geografisk sted: DK / Moranien
Kontakt:

Re: Ruthgars kontor

Ulæst indlæg af Jaric »

((Dette foregår den 15. april 3465))

Det var aften i Calendon og Ruthgar stod på sit kontor. Han havde netop brugt sit magiske spejl til endnu engang at udspionere Padrio. Hun var forsvundet for ham for nogle dage siden, da hun gik igennem portalen til et sted, Ruthgar regnede med var Eresirordenens hellige sted. Han ville ellers frygtelig gerne have vidst, hvad hun dog havde talt med Keinar om - ikke mindst, da hun forlod portalen igen kun nogle timer efter i følge med endnu en Alurian. Ruthgar havde bandet for sig selv over det, hvordan i alverden kunne hun indynde sig hos de elendige væsener? Hun havde jo intet at byde på, og som tiden gik så hun kun mere og mere ynkelig ud!
Han havde fulgt hende og det egernlignende væsen gennem nogle dage, mens han forsøgte at regne ud hvor de skulle hen. Han kunne godt forudse deres rute, men så vidt han vidste var der intet folkeslag eller andet den vej, de tog.
Denne dag havde han så observeret dem gøre holdt ved en ruin af en slags. Padrio havde vist stedet vældig interesse, men hvorfor? Ruthgar havde stået og talt højt for sig selv om det, da et fremmed væsen kom gående. Interesseret havde Ruthgar lyttet til deres samtale.
Flere brikker faldt på plads, da Padrio forsvandt ind gennem ruinen - som var en portal. Det væsen, hun havde mødt, var af samme slags som Marcus var blevet forvandlet til for flere år siden, og som Ruthgar havde lovet sig selv at glemme.
Hans spejl kunne ikke følge hende gennem portalen, men han var egentlig heller ikke interesseret i det. Han regnede med, at disse væsener ville slå hende ihjel ved førstkomne lejlighed, eller måske lade Marcus dræbe hende, hvis han stadig var en af dem.
Det måtte genere ham, at Padrio havde overvundet ham for nogle år siden i Halmlan. Tanken generede Ruthgar. Hans plan havde været så god, og alligevel havde Marcus fejlet! Padrio havde været mægtigere, end Ruthgar havde forestillet sig...
Han smilede ved sig selv. Det var hun i det mindste ikke længere, mindede han sig selv om. Hendes magi var forsvundet, og det var han vældig tilfreds med, selvom han ikke havde kunnet regne ud, hvordan det var sket. Han havde set det ske i sit spejl, men han kunne ikke genkende den person, der havde stukket hende.

Måske havde det noget at gøre med mordet på Rolf fra Avusordenen? Ruthgar havde heller ikke kunnet opstøve, hvem der stod bag dette. Han havde set mordet i sit spejl, siden tid ikke betød noget i forhold til at se foskellige begivenheder. Han havde ikke været imponeret over personens forklædning, han synes ikke det havde lignet ham synderligt, men det havde forundret ham, hvordan det dog var gjort. Det lignede ikke noget magi, han kendte og han kendte ellers til en hel del.
Han havde henover vinteren overvejet, om han kendte nogen der vidste mere om den slags end han selv gjorde, men han kunne ikke komme på nogen. Røde Måne havde han ikke besøgt siden Padrio blev stukket, for hvis hendes magi kunne forsvinde så let, hvad så med hans egen? Han havde kommunikeret med et par hengange magikere fra tiden lige efter Gudernes Krig - deres skeletter havde han hentet op fra Calendons gravplads - men de havde ikke gjort ham meget klogere på noget.

Det begyndte efterhånden at genere ham. Hvad var det, der foregik i Calendon som han ikke kendte til? Hvad pønsede Avusordenen på og hvem havde snilde nok til at myrde en af deres syv ledere og slippe godt fra det? Hvem havde stukket Padrio ned, og hvordan havde den simple handling fjernet hendes magi? Og hvad i alverden skulle han sige til Kongen og den nævenyttige højelver Ethayro næste gang de spurgte ind til Padrio? At hun var blevet ladt i stikken af en alurian i form af et egern??

Besvar

Tilbage til "Kongens borg"