Sjælecirklen
Sjælecirklen

Left Scroll Right Scroll
Hjem > Universet > Skrifter > Calendons Bibliotek > Moranien's historie

Ved Bartholomæus Zippedæus
Professor i historie
Calendons Universitet – år 3450

Dette er fortsættelsen på mit berømte værk om Moraniens historie. Her vil jeg fortælle hvordan det gik det land, der siden skulle blive kendt som Moranien. Hvordan de andre riger klarede sig ved jeg af gode grunde ikke, vi ved kun hvilke folkeslag der bor i disse riger, og selv ikke det er ganske sikkert. Her i Moranien måtte racerne døje med hungersnød, sygdom og andre problemer, og racerne trak sig forståeligt nok tilbage til forskellige dele af riget. Menneskene samlede sig inde i landet mod nord, hvor det lykkedes en ung helt ved navn Calen Stormklinge at samle menneskene under sig, og få dem til at arbejde sammen. Dette samarbejde skabte efter mange år Moraniens hovedstad, Calendon, som stod færdigbygget i 3134. Menneskene i byen udråbte Calen til Konge, og kaldte denne lille del af verden for Moranien, et navn også de andre racer hurtigt overtog. Højelverne havde trukket sig tilbage til de nordligste bjerge i riget, og under ledelse af en elverkriger ved navn Tharqauin byggede de deres hovedstad Correntain. Tharqauin er stadig elvernes konge, og dermed en af de få, der stadig kan fortælle om gudernes krig. Dværgene samlede sig hovedsageligt i de sydlige bjerge, hvor deres gamle fyrste, Tanor Stålnæve, blev udråbt til konge. Det var takket være ham, at menneskene og dværgene begyndte at handle med hinanden. Stormklinges slægt regerede i mange år, indtil vores nuværende konge, Cael Stormklinge, forsvandt som barn. Den unge general Fellon Jernnæve regerede i hans fraværd, men da Kongen vendte tilbage for kun ganske få måneder siden, overlod Fellon ham kronen og forsvandt så i Moraniens store skove. Hvor vores konge har været er omdiskuteret, og jeg skal ikke her forsøge at komme med nogen forklaring. En ting er dog sikkert, en gammel skrækindjagende legende er nu blevet sandhed. Under gudernes krig gik der vilde rygter om ulvelignende væsener der hærgede slagmarken, men de fleste mente at disse ulve blot tilhørte Nisara og adlød hende. Andre hævdede dog at ulvene ikke kunne dræbes, skønt flere havde forsøgt, og at de kun kunne tilhøre Bæstet, kaosguden Therian! Om han virkelig slap ud af sit fængsel inden gudernes krig endte, skal jeg ikke kunne sige, jeg kan kun håbe og bede til guderne om, at det ikke er sandt, for hvis det er går vores rige – ja hele verden – en hård tid i møde...

Mit navn er Bartholomæus Zippedæus, og jeg har hermed afsluttet mit andet værk.

Sidst opdateret: Den 26. Jun. 2011 klokken. 11:09

© Copyright Néveri 2019