 |
 |
|
Name: Marisha Randuri Family tree Characters encountered Appearance Personality Background story Diary Denne dagbog er som ingen du har set. Dens omslag er af et hvidt soft med en sort tråd af silke som bogbind. Bogens omslag har et sært skær over sig, som facetter der reflekteres i lyset. Hver side? Fyldt med tegn der langsomt bevæger sig skråt ned over siden. Skyggesprog. Men det er ikke det mest fantastiske ved bogen, for oppe over den svæver Skyggesproget i mange forskellige retninger der skar hinanden som lænker der snor sig om en fange; tæt og begrænsende.
Urapas, the 6th. day in the sign of Nisara, the year 3464 ( Ved kaos' port )
I encountered a strange creature on my evening walk through Halmlan today. She is surely mad - More than I! However, she is not mad with chaos... I took her into our hidden sanctum and tomorrow I have planned a fieldtrip. Just the two girls. I hope she can be of some use to our order.
Lünpas, the 24th day in the sign of Hawkeye, the year 3458 I find my life dull and meaningless within these white wall I used to call home. If I hear yet another high elf that talks to me about how lovely silent it is here in Correntain, I think I might as well release the gods of Chaos - Yes! All at the same time! Then we shall see how quite quiet Correntain truly is..
~ The mad oneOprindelsesfortællingÆre og afmagt ?????, den ??. dag i ??????s tegn, år ????
Det begyndte i Balon, mange år inden den ellers så smukke høstfest tradition fandt sted for første gang. Den gang var Balon i endnu værre stand end nu. På den ene side var der de ophøjede adelige fra Calendon, og på den anden side: alle former for lave, usle mennesker og andre væsner der ej var ønsket i den lille landsby. Tyve og sortelvere var mangfoldige da der dengang endnu ikke var en konge til at nedlægge lov i området.
Mareena og hendes tre brødre var på et nedslagtningstogt. De havde fået ordre på at udrydde enhver sortelver i Balon-området, hvor én den gang var fri til at handle som én selv mente bedst. Men Tharquain mente anderledes. Stod det til ham,, og det gjorde det, så skulle enhver skamplet af en sortelver urrydes fra Néveris flade.
Mange sortelvere blev kastet tilbage til Nisaras den dag og da den var omme, kom hævnen. Et baghold udenfor Balon sårede Mareena hårdt. Da ingen af hendes brødre kendte til healingens kunst, thi de aldrig havde fundet den nødvendig, var de ej i stand til at hjælpe deres søster. Mareena var derfor tvunget til at søge hjælp hos de adelige i Balon, som hun så som mest værdige, trods der måske fandtes bedre, og mere trofaste healere i landsbyen end disse. Men højelvere er som så mange andre, ikke født uden flænger i deres perfektion.
Mareenas brødre respekterede deres søsters ønske og red hende derfor ind til nærmeste adelige bolig. Men inden de tog afsked, aflagde de et løfte om at vende tilbage inden kulden fra Correntains evige vinterland nåede Balon. Derefter drog de afsked med deres søster.
Efter at have betalt en overpris viste de adelige hen til hvad nok var den ringeste af lægekyndige i området, men Mareena var nu alene og for udmattet til at brokke sig. Trods mandens klodsede behandling af hendes smukke krop, fandt Mareena ro bag hans trygge vægge og faldt om. Ubevidst lå hun i mange dage mens manden tog sig af hende. Da hun endelig vågnede sad han ved hendes side og så afventende på hende. Hun rejste sig op og han lod hende gøre det uden indvendinger. Hendes øjne blev udvidet da smerte skød ud fra såret og gjorde hende svimmel. Stolt som hun var, forsøgte hun at skjule det, men en let klukken gjorde det umuligt.
"Jeg troede at højelvere var klogere end os mennesker." De ord skurrede i hendes sind, men hun måtte indrømme at han havde ret. Det havde været dumt af hende at forvente samme resultat af et menneske. "We of high elven kin are not accustomed to a treatment so riddled with mistakes, that we find ourselves unfit, once awake." Gav hun kækt igen. Man manden så ganske forvirret ud og hun sukkede dybt, hvilket hun også fortrød da smerten aftter skød ud i hende og næsten fik hende til at ryste. "Din behandling af min overflade var klodset. Det er vi højelvere ikke vant til." gentog hun modvilligt på Moransk mellem sammenbidte tænder. Ordene var uvante i hendes mund. Hun lyst til at bidde tungen af sig selv for at tale et sprog så grimt og uvarieret. Manden lo let og gav hende ret. "Der er en gift i det her sår som jeg ikke har set længe. Du må sandelig have gjort nogen sure." Han sagde det ligeud. Mareena smilte ved tanken om hvor mange sortelvere hun havde nået at slå ned og manden fortsatte ufortrødent, "og det betyder at dit sår vil tage ganske lang tid om at hele, men så er det jo godt at du er landet hos mig, ikke sandt?" Mareena blev hevet ud af sine tanker og lo let. "I laver sjov, Hr. lægekyndig." Manden lo med hende, imens han svarede, "nej, det gør jeg sandelig ikke." Mareena kastede sig opgivende tilbage ned i sengen med en stønnen.
"og mit navn er Barkuan Naveikau, ikke Hr. lægekyndig." sagde manden med en let formanende tone.
Mareena lagde hovedet til siden og så på Barkuan. "Jeg er--" "Mareena, ikke sandt? Et yndigt navn" afbrød han hende og hun så overrasket på ham. "De mennesker, der bragte dig til mig informerede mig ikke kun om din lidelse, men også om dit smukke navn.", forklarede han. Mareena sukkede bare. Til tider fangede hun sig selv i at ønske mallenkaiens hurtige evne til at heale sine sår i Nisaras spejl, indtil hun tænkte på alt det andet der fulgte med. Hvorfor skete sådan noget her altid for hende?
Dagen gik og den næste ligeså. Stadigvæk var hun sengebunden men manden tog sig tålmodigt af hende og hun betalte ham ved at delt ud af sin utålmodighed. Flere dage gik og hun fandt sig til tider alene imens han var ude efter reserver. Det var i hvert fald det han påstod, men hun synes han var længe væk ad gangen, men det hav hende tid til at nærstudere menneskets liv igennem en dagbog hun havde fundet og ufortrødent åbnet.
Hun fandt et mønster som ugerne gik, hvor hun gradvist lærte mere om mennesket i hans fravær og indså at han nok var det mest oprigtige væsen i Balon som hun kunne vide med sig selv. Det var ulogisk for hende, men der var noget over ham, som fik hende til at føle sig forstået. Omkring Barkuan kunne hun være sig selv og han dømte hende ikke, sådan som hun var vant til enhver højelver gjorde. I hendes land vægtede man enhver beslutning træffet. Hans umenneskelige klogskab og kløgt kunne hun heller ikke lade være med at finde charmerende. Højelverrådets ord om hans slags passede slet ikke og hun fandt det opsigtsvækkende.
Som tiden gik stod det klart at Barkuan ikke var som hans slags. Hun følte sig accepteret som den hun var hos ham, hendes spidse ører og høje væsen så han ikke ned på som andre gjorde.
Som efteråret kom fandt Mareena sig betaget af manden, men han vidste det ikke endnu, eller gjorde han? Hun ville i hvert fald fortælle ham om det inden hendes brødre kom efter hende til vinter.
Dagen kom hvor Mareena atter kunne genforenes med sine brødre, og da de så deres søster igen, blev de glade for at se hende i god behold. Hun fortalte dem om Barkuan og selvom de virkede uforstående og arrogante til at starte med, fik Barkuans charme dem tilsidst til at se tingene på deres søsters måde. De blev et par dage og lod deres søster tage sig af dem. Barkuan hjalp med deres sår og de var glad for at høre at deres søster, trods hendes ellers pligtfaste sind, havde fundet en venlig sjæl. Til sidst besluttede de sig for at drage hjem, og Mareena fulgte dem, for hun savnede Correntain. De tilbød Barkuan at overvintre i deres storslået slotsby, men Barkuan afslog høfligt. Mareena gav løfte på at hun ville vende tilbage med foråret og så drog de hjem.
Over vinteren blev Mareena syg og smerterne i hendes sår kom tilbage. Det var tre bekymret brødre der måtte aflyse deres sejrsmiddag og drage til en præst i Correntain der kunne færdiggøre den lindring den menneskelige læge ikke havde formået. Få timer hos præsten, ikke mere skulle der til, før han havde fundet årsagen til Mareenas men. Hendes sår var overnatuligt og healing var heller ikke en mulighed. Ingen forstod det, mindst af alt Mareena. Hun var før blevet såret i kamp, men såret var hurtigt blev lukket igen, også selvom magi havde været årsagen. Correntains viden om heling og healing var kun overgået af A'lendirs, riget hvor højelverne oprindelig stammede fra. Igen drog hendes brødre ud for at redde deres søster og vendte tilbage blot få dage senere. Hvis såret var forbandet, var den eneste mulighed at finde våbenet, for at skabe kuren.
Det var en isnende kold vinter der ventende dem i Balon, men
Mareena var lamslået, havde guderne gjort dette? Hun var sikker på at hun havde taget alle midler for at undgå at dette skete, selvom hun havde været sammen med sin elskede. Da det kom hendes brødre for ører at hun bar et urent barn, tog de afstand fra deres søster og det gjorde alle andre. Ingen ville have med Mareena at gøre og hun bad til guderne hver dag. Hun bad ydmygt og indtrængende at de måtte skåne hende for dette uværdige barn. Men som tiden gik blev det mere og mere tydeligt at ingeOg samtidig ønskede hun hver nat af både Sheeka måtte tage lægens krop, og Kaos hans sjæl, dog tilbad hun aldrig Sheeka direkte, så vigtigt var det ikke.
Efter nogle måneder blev hun overbevist fuldkommen om at præsten havde ret. Hun kunne tydelig se en forskel på sit udseende. Hun græd en tåre ved tanken om hvad hendes brødre ville sige om hende nu...
Alle tog selvfølgelig afstand fra Mareena. Også hendes brødre. Nogle ønskede hende smidt ud af Correntain, imens andre blot ønskede hendes nyfødte givet væk til menneskerne. Alle blev derfor selvfølgelig ganske overraskede da de fandt ud af den store dag afslørede en højelverdatters og hendes smukke lyseblå øjne forvirrede stirrede på dem alle. Straks tog alle højelverne deres ord i sig og Mareenas sorg og bekymringer forsvandt.
Deres største svaghed ?????, den ??. dag i ??????s tegn, år 3450
Rygterne fløj omkring. Calen Stormklinges fortabte søn, genfundet og sat på tronen i menneskenes hovedstad, Calendon. Kong Tharqauin var rassende, men kunne intet stille op med det land der nu atter var ejet af en tronarving af menneskeslægt, sådan som guderne havde ønsket det siden tidernes morgen, og højelvernes konge var langt fra dum nok til at modsætte sig gudernes vilje.(?)
Mareena havde døbt sin datter Marisha og Mareena havde uden tøven valgt at hendes smukke Marishas' efternavn bestemt ikke skulle være arvet fra hendes skamfulde far. Mange år var gået siden fødslen og Marisha var nu fjorten somre gammel. Allerede så snart Mareena var sikker på at hendes datter var gammel nok til at forstå det, havde hun fortalt Marisha om hendes uværdige far. Opdraget til at se ned på alle væsner ud over hendes egne, lærte Marisha hurtigt at se ned på alle menneskemænd og især lærte hun at afsky sin fader.
Da gudecermonien fandt sted på Marishas femtende sommer, hvor ethvert væsen i Néveri skal vælge sine(?) egne guder at tilbede, i stedet for de samme som sine forældre, valgte Marisha Fayon og Avus. Men ingen vidste dette ud over hende selv, kun Mareena, som undrede sig over Marishas valg af gud, men det ville jo nok ændre sig med tiden som Marisha ville få mere erfaring i livet. Men Marisha skiftede aldrig sine guder ud, og hun tilbedte næsten Avus mere end Fayon, hvilket Mareena var sikker på var skyld i af Marisha ved sin syttende fødselsdag var ved at være døden nær af en frygtelig sygdom ingen kendte årsagen til. Men Marisha var stærk og overlevede vinteren. Dog var hun først helt frisk igen tæt på hendes attende sommer. Marisha havde nu udviklet sig fra at være en vild, frisk pige, til en snedig ung kvinde. Altid med en daggert skjult et sted på kroppen. Marisha havde adopteret sin moders evner som kong Tharquains kriger, og trods hun ikke forstod sig på sværdets virken, besad hun mange andre kundskaber.
Klog af sine onklers fejltagelse, besluttede Marisha yderligere at bruge en smule af sit lange liv på at blive healer. Med hadet til sin fader afveg Marisha for alt i verden at minde om ham, derfor ville hun udelukkende stræbe efter at lære den sande healings kunst, og ikke det sjusk menneskene foretog sig og kaldte lægedom og heling. Fem år skulle atter gå før Marisha atter var fri. Nu besad hun hvad hun mente var nødvendigt for sit liv. Kong Tharquain havde hidkaldt Marisha og tilbudt en plads blandt sine bedste. Skønt Marisha vidste at denne ære udelukkende var givet hende fordi hendes moder havde været i kong Tharquains tjeneste, var hun stadig bundstolt over denne ophøjelse i højelvernes rækker.
Marishas i kongens tjeneste blev som det allerførste sendt på en mission for at opsnuse rygter om en hule hvor kaos opholdte sig. Hulen lå i midten af Moranien og alene rejsen ville teste Marishas kunnen. Mareena lånte sin datter sine bedste magikere og bad dem beskytte sin højtværdsatte datters liv som hun rejste igennem Moranien. Dernæst drog Marisha afsted.
På deres rejse igennem Moranien gik det op for højelverne at kaos' indflydelse i Moranien var steget betydeligt trods det blot var få år siden Therian var sluppet fri, nøjagtig som kong Tharquain havde forudset det. Stærkest var disse rygter i de små landsbyer, Camrynn og Drolan. Handra Jemsae.
En aften på en kro mellem netop disse to byer fortalte Marishas livsvogter og beskytter at han havde været nødsaget til at spilde mange mænd og kvinders blod, efter kaos havde vævet en barriere omkring Camrynn, kort inden Therians løsladen i Moranien. De havde kun været tre højelvere da kaos havde marcheret imod Correntain. Marisha kendte til fortællingen og vidste at hendes livvagt lod æren løbe af med sig, men sagde intet og tog blot afstand ved at trække noget frisk luft.
Ude i mørket, bag skæret fra de flakkende fakler, synes Marisha at høre noget mærkværdigt. Modig som hun var, gik hun imod det. Hun hørte en hvisken af ord så tydelige som hvis stemmen havde talt.
"Traveling far inside the middle of gark grass.
That which we all bear summons thou, Marisha.
A message I bring ye:
Journey to the hearts desire.
A hatred strong, burning higher.
Ire be estinquished by fire.
Its wish for dominance defeated by arrogance."
Marisha så undrende ind i mørket. Hun nåede ikke at svare den kryptiske stemme før Handra stod bag hende. Marisha fortalte ikke om stemmen i mørket. Der var ingen grund til at give hans mistillid til hendes evner styrke. Hun skulle nok klare opgaven der ventede forude.
De ankom til Halmlan, som var den by tættest på deres destination. I byen var der travlt og de købte kun noget ny proviant for derefter at drage videre mod deres mål.
De nåede frem. Nøjagtig efter kongens anvisninger. En græseng i midten af Moranien strakte sig nu foran dem. Midt på engen, ikke langt fra en lille skov, lå en stor hule med to kæmpe trædøre der lukkede den ellers høje revne op igennem klippen. Vinden blæste frisk her og træerne susede. Højelverne lagde ikke mærke til noget af dette, de havde kun deres mål forude. Kaos' hule. Da Marisha kom tættere på kunne hun fornemme en usikkerhed i sin partner og selv om hendes mod var stort, ænsede hun også noget af hans frygt i sit eget sind. Uden advarsel sprang porten op og vand i umulige mængder fossede ud. Handra stillede sig hurtigt ind foran Marisha og fremmanede en magisk barriere til at modstå bølgen. Mellem vandmængderne flød folk i laset tøj og andre i meget fint. Adskillige våben og slukkede fakler transporteredes også igennem vandet. Alt dette nåede Marisha at opfatte inden den pludselig bølge ramte dem. Handra faldt om af udmattelse, Marisha så overrasket ned på ham imens hun hørte skjoldet give efter omring hende. Hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene...
"Rejs dig."
Marisha så sig omkring og med sit slørede blik så hun noget der kunne mindre om en mørkklædt person stå foran sig. Mens han tørrede vandet sit ansigt så hun sig om efter Handra, men han var ingen steder at se. Personen talte til hende igen, hun orkede ikke at svare og da der var gået et stykke tid i tavshed hørte hun en knurren og mærkede noget ramme hende hårdt på siden af hovedet. Smerten var kun kortvarig skarp, men som den skar sig over hendes tinding blev følelsen dæmpet sammen med alle andre sanser og det sortnede for hendes øjne. Hun nåede ikke at tænke endnu en tanke før hun var væk igen. Hun drømte om kaos og om sin fader der tog sin betaling fra hendes moder den gang i Balon for så mange år siden. Hun drømte om stemmen i mørket og om Handra der blev blæst væk af det mørke vand.
Nogle uger senere fandt Marisha sig selv i varme omgivelser og lyden af blid sang omkring sig. Da hun første gang havde åbnet øjnene, havde lyset gjort ondt. Men få timer efter havde hun vænnet sig til det. Nogle dage efter var hun stærk nok til at finde ud af hvor hun var. Halmlans kloster. Et af de få steder i Morcael, der vidste hvordan man behandlede en højelver med den fornødne respekt. Marisha var dog rystet over at høre hvad der var sket men Handra. Hvad der var tilbage af ham, var blevet fundet i skoven og det var kun hans lange ører, royale rustning og smukke ansigtsudtryk som havde afsløret hans forbindelse til Marisha. Marisha måtte overtale klostret beboere til at forklare hende detaljerne om Handras voldsomme død. Ingen ville indrømme det, men efter en tid var der næppe tvivl om at noget med en unaturlig styrke havde flået Handra fra hinanden og dét med en uhyggelig præcision. Kaos måtte være blevet løsladt fra hulen, tænkte hun, men hun var ikke stærk nok til at rejse endnu. I stedet bad hun sin healer om at sende bud til Correntain og ventede tålmodigt på at hendes krop blev klar til hvad end hun ledte efter.
Ad mareridt til drømmen
Dagene gik men drømmene om kaos og hendes mors voldtægtsmand blev ved med at plage Marisha om natten. Til sidst besluttede hun sig for at drage til Balon for at få fred for i det mindste en af drømmens kilder.
Det var sen aften, og Marisha mærkede vreden ulme i hende allerede da hun trådte igennem byen. Hun havde anskaffet sig en kvindelig tolk, for der var ingen tvivl om at ejeren af gården hun med resolutte skridt var på vej imod, ville forstå hendes højelvsk syngende røst. Alle folk kiggede mistroisk på hende, og enkelte vagter fulgte hende på afstand. Døren blev åbnet af hendes fader, Telm Halmsøn. Uden et ord trådte hun ind. Hun skulede ondt på sin fader og gav tegn til tolken om at lukke døren. Han var alt det dårlige hendes moder havde fortalt hende om. Hun følte vreden stige da hun bemærkede hans sultne blik. Hun stak ham uden ord en lussing. Først efter at have ventet lidt og nydt Telms undrende ansigtsudtryk fortalte hun ham hvem hun var. Han var for dum til at forstå højelvsk, så hun havde gjort klogt i at anskaffe sig en tolk. Hun blev rassende over at han blot smilede da tolken fortalte hendes historie. Hun tog et fast greb om sin daggert og knugede den hårdt i hånden bag ryggen. Hun havde mest af alt lyst til at stikke den i hans bankende hjerte, men hun var kong Tharquains sending og ønskede ikke at tilsmudse hverken hans eller hendes eget ry, trods tolken utvivlsomt heller ikke ville have haft noget imod det. Telm vendte ryggen til hende og åbnede døren igen for at gå ud. En mand klædt skikkelse stod lige udenfor døren. Hendes fader nåede ikke at stille spørgsmålstegn ved det, før han blev løftet op og kastet igennem huset mens blodet fløj forbi Marisha og tolken. En blanding af frygt, misundelse og ekstase over at se sin far lemlæstet foran sig fyldte hende og for første gang nogensinde vidste hun ikke hvordan hun skulle handle. Hans fryd var blevet til frygt. Et smertestøn fra hendes tolk fik Marisha ud af sin pludselige trance. Hun så op og så den fremmede med blod på sine hænder og ned ad sit tøj. Mens Marisha undrede sig over hvor mandens mordvåben var henne, samledes tre andre rødklædte personer om hende netop som en fjerde lukkede døren efter dem. To af dem var sortelvere og de tre andre lignede mennesker.
"Greetings, Marisha."
Stemmen var en mands og som han talte tog han sin hætte af. Straks sprang hans ansigt frem i hendes minder, for i modsætning til mennesker, falmer en højelveres hukommelse ikke med tiden. Det var ham der havde fundet hende liggende bevidstløs foran kaos' hule. Han havde kommanderet hende at rejse sig og slået hende ud da hun ikke havde svaret ham. At dømme på hans handlinger måtte han være i kaos' vold.
"Should it not already have come to your slow mind, we are like yourself. Our core, brimmed with chaos!"
Hun hørte hans ord og mærkede sine kinder blusse. Et sort hul åbnede sig op inde i hende. Begge følelser truede med at ville overmande og æde hende op og derfor nåede hun ikke at protestere før han talte videre.
"Long we have waited for Its return to Morania, long we have begged and served well.
Now, It has finally returned.
It does not wish to free the others, remember that well. That is the difference between us and the others. It merely wishes to release Morania of its enslaved and make the world a better place to live for us all. A land without problems and false gods.
We are Its loyal servants, and we do as It commands."
Marisha faldt på knæ, hun vidste præcis hvad den følelse var, det kunne kun være instinktet! Hun vidste at hun måtte gøre alt i sin magt for at kæmpe imod, for kun en tjener af Bæstet kunne få et så viljestærkt væsen som en højelver til at give sig hen til instinktet. Hun prøvede at finde en vej ud, men efter at have mærket retfærdigheden endelig ske fyldest og rusen fra at se den ynkelige mands blod kastet langs væggen, var denne nye følelse næsten uimodståelig. Hun var ude af stand til at tænke klart og ude af stand til at svare.
"King Tharquain has great influence in Its plans and You have been marked already, so fear neither us. Feel your god and our humble king enhance your soul to its rightful level."
En mandlig og kvindelig sortever tog fat i Telm og trak ham over imod Marisha fra hvor han var faldt sammen. De tvang hans krop op foran hende ved at strække ham ud i armene. Imens Marisha kæmpede af al magt fyldtest hendes krop med væmmelse da bæstets tjener løftede Telms ansigt op ved at trække i hans hår, der blev tværet ind i hans eget blod. Han så død ud, men da han hostede blod i ansigtet på Marisha, var hun ikke i tvivl. "Åh du skulle have set Mareena den gang hun lå i sin sygeseng hos mig, Marisha."
"SHUT UP!" skreg Marisha febrilsk.
Hun sitrede af vrede og mistede et øjeblik kontrollen og mærkede den lokkende ros fra Bæstet dybt inde. Hvorfor valgte hun også at følge drømmen?
"... hendes krop så silkeblød, nøjagtig som din." fortsætter Talm med et skælmsk smil der bliver ændret af blodet han hoster op. Det lander på Marishas hænder og hun skutter sig sammen mens hun prøver at lukke hans ord ude. Telm rev sig løs af en af sine fangers greb og råbte Marisha ind i hovedet i mens han gav hende lussingen tilbage fra tidligere, men han slog hårdere end hende og hun begyndte at bløde ud af munden i mens hun mærkede instinktet tage over. Uhyggelig rolig fortsatte hendes fader med anstrengt stemme.
"Hvad kunne en enlig mand som mig gøre? Jeg måtte mærke hendes silkebløde hu--"
I et rasende skrig kastede Marisha sig over sin egen fader fuldkommen ligeglad med situationen omkring hende. Hun havde samlet sin daggert op fra gulvet og dolkede ham i hjertet. "SHUT UP!" skreg hun mens hun rev daggerten ud af hans hjerte og blod sprøjtede med ud. "SHUT UP!!" Telm hostede og grinede skiftevis blod op. Hun brugte alt sin vægt og kastede sig ned over ham så hans krop gav efter for stødet og daggerten borede et nyt dybt hul i hans bryst. "SHUT UP AND DIE!!!" Marisha flåede daggerten ud af hans bryst og brugte al sin teknik til at masse daggerten ind i den venstre side af hans øvre kindben så den blev mast af led. Som bladet fortsatte, gik det igennem hans næseben og ind i hans højre øje. Telms smil var væk og med øjne der intet så gav han sit sidste suk.
Fysisk udmattet gav hun slip på daggerten der var fæstnet i hendes faders kranie. Det var ovre. Prisen havde været højere end hun havde kunne forestille sig, men det var ovre. Ud af hullerne i Telms bryst fossede sort blod og skygger. Skyggerne hvirvlede omkring Marisha som bliver løftet op. Marisha mærkede det sorte hul opsluge hende indefra og sprede sig til hele sin krop. Hun så ansigtet på ham der havde talt til hende men det er det sidste hun ser inden mørke omgav hende og Telm stod foran hende. Men i sit inderste ved hun at det var kaosguden Therian.
...
Marisha vågnede. Flokken i den røde beklædning var væk, huset var væk, det grønne græs var væk, selv hendes tøj var væk. Hun lå på afbrændte brædder i ruinen af huset og ved siden af hende lå en tyk rød kåbe som hun hurtigt tog på. Hendes krop rystede, vinden hylede og hun var helt alene i natten.
"I did it mother... I avenged you."
|
