Name: Simiel Umielsdatter
Creature: Menneske
Gender: Kvinde
Age: 35
Height: 163cm
Hair colour: Kastaniebrun
Eye colour: Blå
Side: Not yet filled out
Occupatience/Job: Byens healer, i urter
God: Avia
Birthday: Not yet filled out
Birthplace: Drolon
Hometown: Not yet filled out

Family tree
Mor til Eurel Sunderlan, datter af Umiel "Knogledanser" og gift med Akirit Sunderlan

Characters encountered
Eurel Sunderlan, Umiel, Akirit Sunderlan

Appearance
Har almindeligt tøj, selvom det lugter meget af urter. Har en meget smuk og ren hud. lidt små buttet, men en dame man ville kunne kalde køn. Hun ligner og opføre sig som en på 35, men man spøger da ikke en dame om hendes alder!

Personality
Lidt stille i det hjemme i hendes hus, men ellers en smilende og humoristisk dame

Background story
Fødslen
Bliver født en sommerdag ude ved havet af byens skøre "heks" og en ukendt fader som vist nok skulle være en rejsende magiker, men kun Umiel ved det.
De første år Simiel er en glad pige der hurtigt bliver populær i byen som hun bor i sammen med sin moder.

En skæbnesvanger dag
Livet går godt for den nu snart voksne Simiel, dette er dagen hvor hun skal giftes med byens smeds førstefødte, en af de rigeste personer i den lille by ved floden. Simiel står i sin moders hytte og er ved at tage sit brude slør på, da en fremmede braser ind og kigger befippet på Simiel i sin kjole. "En levende... og så i denne hytte, og så sådan noget tøj?" man kan se at det ikke passer ham vel "Du skal se at komme væk fra byen inden Dødskasteren kommer tilbage!" Simiel kigger på den fremmede og ler små panisk "Hvad laver du i min mors hytte, og hvad rabler du om. Hvis De ikke tager og forsvinder med en fart, får De med min forlovede at bestille!". Manden ryster på hovedet med et bedrøvet udtryk og går. Simiel syntes at det var en besynderlig mand og prøver igen at sætte sløret ordentligt på, men en lyd, som af at der blev slynget en våd fisk mod døren høres, og Simiel kan ikke styre sin nysgerrighed. Så hun åbner døren og ind falder et forfaldent lig af hendes forlovede i hans stiveste pus, der var noget galt liget var gammelt men hun havde kysset ham inden hun gik ind i hytten for at skifte til... Hun blev afbrudt af et højt skrig da smeden fløj forbi, gennembordet af en kniv af en af slagterens huggerter. Simirel løb væk fra hytten, men kom ikke lagt da hendes mor stod foran hende, som trådt ud af en skygge "Rolig nu mit barn, det er en illusion den fremmede laver for at skræmme os... Kom her mit barn og lad mig holde om dig så jeg ved at du er rigtig og ikke ham" Simiel gik frem mod sin moder, men stoppede brat da der landede en flaske med helligt vand foran Umiel og hun sprang tilbage som om det var en af Kaos guderne selv der var trådt frem. "Løb nu barn, jeg har ikke flere flasker!" Blev der råbt et sted bagfra, og Simiel var ikke for langsom med at lytte efter og hun løb som tøj og rammer kunne holde.

Den Fremmede
Da det var blevet mørkt og Simiel var løbet til en hule ved floden som hun havde gemt sig i mange gange før i sin barndom. Den fremmede kom krybende med flænger i hovedet og en støre skade på overarmen som man kan se igennem det flænsede stof. "Så fandt jeg dig endelig, du var svær at finde" Stilheden samlede sig i den lille hule og man kunne se at Simiel rystede af kulde. "Åhh lad mig lave lidt varme til os" Han tog en gylden farvet sten og slog til den med skæftet af en dolk fra hans side, og den begyndte at lyse og afgive varme. "Var det bedre Barn?... Undskyld mig og mine manere, jeg har jo glemt at præsentere mig: Akirit Sunderlan af navn, mørke uddriver af gavn... Jeg er ked at din skæbne er sådan som den er mod din moder, men vi skal væk herfra i morgen. Mit job er slut her, jeg skulle rede de sidste levende fra byen... og det har jeg så åbenbart nu. Jeg beklager at jeg ikke er kommet noget før… Har du det godt?" man kunne se at Simiel var på grådens rand, og dette skubbede hende ud på en grødkvalt tur " Kan man have det... godt når man får at vide at alle... ALLE... man kendte... levede ved siden af... endda elskede ikke var virkelige! Lad og tage for dette gudsforladte sted." man kunne se at hun ikke havde det godt. "lad mig kigge på din arm, jeg kan da i det mindste noget af gavn"

Det nye sted
Der var gået år og dag siden Simiel og Akirit havde flygtet fra Den Glemte By og de havde fundet et andet sted at leve, nu sammen som ægtefælder og med en lille en, den ene som elver, den anden som menneske ved havet, øst fra hovedstaden Calendon. Aldrig set før, men det er der også så mange andre ting der ikke var. Alt gik godt i mange år, den unge Emuel blev støre med elvernes langsomhed, og lærte en del. Men det skulle ikke gå sådan for evigt, en dag skyllede der døde fisk, mange døde fisk, op på stranden og de dannede en besked "FUNDET" Simiel viste at Umiel havde fundet dem og ligeså gjorde Akirit. "Red vores barn, det er det eneste jeg vil have at du gør for mig" bad hun med mange følelser i stemmen, samme aften som beskeden var kommet ind på stranden "Hvad så med dig? Du.. Vi har flygtet fra hende en gang, jeg tror ikke jeg kan hjælpe dig igen, og især ikke med den lille!" Simiel kyssede Akirit og smilede ”jeg havde ikke ventet mere af dig kære. Så lad os se tiden an og spise godt mens vi kan, maden står allerede på bordet." Simiel øste op for hendes mand og begyndte at fodre sønnen. Akirit spiste og blev mere og mere træt, til han faldt i søvn over bordet. Urterne som Simiel havde puttet i maden bedøvede de eneste 2 hun elskede. "Hvis Du ikke kan rede Os... så må jeg rede Jer" Hun puttede sin sovende søn ind så han ikke ville fryse, og gik udenfor og mødte sin mor "Jeg så din besked og er rede på at møde dig, og min skæbne." Umiel så ikke glad ud, tvært imod " hvis du viste hvad jeg har gjort for dig, ofret, dræbt... men nu skal du vel også blive en af dem der skal ofres." Hun løftede et våben, en klinge der var en blanding mellem et segl og en kniv, og skar halsen over på sin datter, og så blodet løbe langsomt ned af halsen på Simiel. ”Så er det langt om længe slut” Stønnede hun og faldt om, død før hun landede på jorden. Umiel gik, der var ikke mere for hende at gøre her.

Diary
Not yet filled out