Name: Maeron Fellenkaar
Creature: Menneske (Varulv)
Gender: Mand
Age: 25
Height: 203cm
Hair colour: Lysebrun
Eye colour: Gul-Orange/Smaragd grønne
Side: +2
Occupatience/Job: Går at nye veje i Filarkas tjeneste sammen med sin mage, Bleed.
God: Rahnee
Birthday: 12/06
Birthplace: Drolon
Hometown: Gården

Family tree
Not yet written

Characters encountered
Sarah, Bleed, Melody, Siralia, Celixa, Tanja, Salaria, Filarka, Rain, Adrian, Khilan, Vincent.

Appearance
Maeron ligner til forveksling en tyv ret meget. Hans genvander er grålige. Han har smaragd grønne øjne der matcher perfekt til hans kulsorte hår når han ikke er varulv. Det er tydeligt at han har været i nærheden af fare da han har fået et dybt klo-ar i højre kind.

Som varulv er han en brun, langpelset, ulv med en busket hale og gul-orange øjne. Han bære et brændemærke på højre kind og på sit venstre bryst. Brændemærket forestiller tre brændende cirkler der binder hinanden sammen i en tre-form.
Som en sidste detalje har han grønne tegn som snor sig ned af hans arme og slutter ved hans poter.

Personality
Maeron er.. unik. Marons personlighed kan være så.. uforudsigelig, til meget forudsigelig. Det ene øjeblik er han skrækslagen for sin egen skygge og det næste kan han i kampens hede gribe ind og rede sin svage elskede hvis hun endnu engang har brændt sig selv tør for energi.

Background story
Maerons liv startede på en smuk og idyllisk måde, men ligesom med Keinar skulle alt ikke blot ende lykkeligt som de jo gør i eventyr.

Maeron levede sammen med sin elskede Sarah, en simpel bondetøs, altså et helt normalt bondebørns par. En aften stødte Maeron på en dødskaster ved navn Gennan Akkaras. De kom i snak og Maeron som godt kunne fornemme der var noget mørkt over personen begyndte at blive urolig, og han havde sine grunde, for kort efter trak manden en daggert i håb om at dræbe Maeron og genoplive ham som en af sine udøde tjenere. Maeron gik i chok og dræbte selv dødskasteren med hans egen daggert men han havde undvejs selv fået nogle voldsomme sår hvor det havde blødt ud af. Med sit sidste åndedræt kastede dødskasteren en forbandelse over den stakkels bondedreng, han tog en flaske fra sit bælte og kastede noget der lignede blod ud over Maerons sår. Maeron skreg i smerter, da det havde følt som syre og salt på én gang og smerten havde fortsat lige indtil den fik ham til at besvime. Da Maeron var kommet til sig selv i løbet af aftenen havde han fundet den tomme beholder på sin bryst med hvad der utvivlsomt lignede blod, dryppe ned af hans bryst. Hans sår var lukkede. Fra den dag af var han blevet tvunget til at leve et tvedelt liv, som både sindsyg menneskeulv og et paranoidt menneske. Maeron selv vidste intet om sin forbandelse. Så en sen aften da solen var ved at gå ned ville han overraske sin elskede Sarah som frydede sig over hans selskab og bad ham hjælpe hende lidt med at vælge kjole. Men i det som han endnu engang ville overraske hende fik han selv sit livs overraskelse. Kort fortalt, Gennan Akkaras' forbandelse fuldbyrdes og han blev for første gang klar over hvad smerte egentlig ville sige.
Sarah skreg op da hun så ham i hans mindre attraktive skikkelse, men hendes skrig blev kort og snart flød hendes blod ud på engen udenfor og fyldte marken og alt omkring den med en kold, uhyggelig stemning.
I morgenlyset fandt Maeron sin elskede død, han vidste hvad der var sket, for han kunne se alt han gjorde under forbandelsen men intet gøre, han begrad sin elskede og begravede hende nogle få dage senere for foden af huset i hendes bedste kjole, men tog dog hendes amulet som et evigt minde om deres kærlighed sammen.

Maeron lærte snart healernes kunst gennem drikke og salver, for han lærte at leve med sin forbandelse. Han lærte at heale dem han sårede om natten, men desværre lod det til sjældenhederne at nogen der mødte ham om natten, overlevede det. Som tiden gik blev Maeron mere og mere i ubalance med sig selv. Og han endte i det vrag af et menneske som han er nu. Senere i sit liv udvikle han evner som tyv, for da han ikke længere kunne bo som et almindelig menneske på gaden, måtte han leve som et dyr i byen. Det var også her han mødte pigen Bleed på en højst besynderlig måde. En person hvis psykiske evner overstiger langt de fleste menneskers, en halvdæmon af en slags kan man vel sige.

I Bleed fandt Maeron trøst for sin tidligere kærlighed, thi hun var et menneske som ingen anden, og hun kunne beskytte sig selv mod ham om nødvendigt med hendes evner. Det at Maeron skulle tage sig af Bleeds hænder hver dag pga. de skader hun forvoldte sig selv når hun brugte sine kræfter, førte dem til sidst sammen, og de flygtede fra den korrupte by Camrynn til et sted ud i skoven vest for Camrynn. Her fandt de en faldefærdig forladt, gård som de satte en smule i stand og besluttede sig så for at flytte ind. Gården indeholdt jo mange muligheder for sådan nogle væsner som dem.

.: Karakter Historier :.

En forbandet sjæl
Lige den her historie ønsker ulven ikke at uddybe selv om det var ret detaljeret.
Maeron og Bleed ligger en aften sammen og snakker sammen foran pejsen, solen er stadig høj på himlen, men det forhindre ikke Maeron i at forvandle sig, og det sker også kort derefter netop på et af de lykkeligste tidspunkter i Maerons nuværende liv.
Mod alt forventning forføre Maerons mindre flinke side, Bleed og får da også forbandet hende, men hendes sjæl reagere anderledes på forbandelsen, hun bliver, når forbandelsen tager til, aldrig helt ulv, men hun er mere aggressiv og hendes evner blandes sammen med hendes forbandelse.
Maeron og Bleed lever nu sammen som et slags ulvepar, Maeron er efterhånden blevet utrolig god til sine evner som healer og han går ofte i skoven for at uddybe sin viden i de healende urter og andre planter der kan hjælpe ham. Bleed er stadig sig selv, og det fakta at Bleed er endnu mere ond, gør hende ikke en flinkere personlighed om aftenen.
Sådan lever Maeron og Bleed nu engang og sådan kommer de til at leve længe endnu..

Minder – Første del
Maeron nærmer sig sin elskede..
Hun står med ryggen til og er i gang med at putte noget tøj ned i en kiste.
Han smiler roligt ved synet af hende og lister sig tættere på.
Da han næsten er helt tæt så han forsigtig kan røre hendes kjole, vender hun sig om.
"Åh! Maeron..Du skræmte mig kære.."
Maeron smiler kærligt til hende.
"Undskyld, min elskede.. Det var ikke min mening."
Maerons øjne falder på kvindes hånd.
"Hvad er det du har i dine hænder, min kære?"
Kvinden kigger fra Maerons ansigt ned på sin ene hånd der holder en kjole.
"Bare en lille nibsting, kære."
Maeron smiler til hende.
"Må man se den på?" Siger han med et skævt smil.
Kvinden smiler og griner lidt og vender sig så om.
Maeron betragter hende glædesfuldt imens han stiller sig bag ved hende og lader en finger glide ned til bunden af hendes korset og trækker i snoren.
Inden han når at komme meget længere føler han en pludselig smerte i hjertet og føler som om han bliver skubbet bagud. En kort suk undslipper hans læber i det det føles som om han bliver kaster bagud i rummet. Kvinden vender sig om og ser chokeret på ham.
"Hvad er der galt min elskede!?" Spørger hun forfærdet mens hendes smilebånd fortrækker sig til en forskrækket mine.
Maeron føler endnu et stød og denne gang bliver han kaster op af væggen og rammer den så kraftigt at der høres et meget ubehageligt højt *knæk* fra begge hans ben. Han skriger i uendelig smerte og ligger og vrider sig på gulvet, i det hans øjne fanger månens skær høres endnu et smertefuld knæk og endnu et højlydt råb der bliver kvalt i stilhed da han besvimer ved smerten.
Kvinden skriger da hun ser hans skikkelse og løber væk...

Maeron vågner ved morgenens stråler. Det hele virker en smugle tåget men snart klares han syn. Han rejser sig op, strækker sig og føler morgenens kolde vind i ansigtet.. Han ser sig omkring og over alt omkring ham er der grønne træer og hans gulv.. Skovens bløde blade. Muld og mos.. Han opdager han har ligget ved siden af en klippe gennem nattens løb.. Maeron ser sig forundret omkring, og så begynder han langsomt at huske gårsnattens hændelser. Han husker hvordan Bleed fandt sig en kjole, hvordan hun så sig i spejlet og pludselig blev helt forvirret og løb ud af døren, ud i skoven, inden Maeron fik et eneste ord indført.
Maeron tager sig til hovedet..Det gør ondt og føles som om han har hvilet hovedet på stenen hele natten. Han tager sig kort til hovedet og kigger så på sin hånd, men ser intet blod. Det var da i det mindste en god ting.. tænker han i det han rejser sig op. Hovedet begynder at dundre og han må tage fat i en gren for at holde sig oprejst mens han langsomt genvinder balancen. Han tager forsigtig det første skridt..og prøvende det andet.. hans balance er tilbage. Nu sætter han i løb mod der hvor han mener at gården skulle befinde sig.

Hen på eftermiddagen sidder han foran et bord inde i huset på den forfaldne gård. Hans arme hænger ind over bordet og han ligger og kigger ind i spejlet mellem de to vinduer overfor bordet. Hans dagssøgen efter Bleed har ikke givet nogle resultater og han håbede på at finde hende inde i huset og tænkte hun nok skulle komme tilbage inden længe. Men solen er ved at gå ned og stadig inget tegn af Bleed. Ikke det mindste spor siden hun forlod gården i går aftes. Maeron lader sit sind glide over mulige steder hvor hun mon kunne befinde sig, og med ét går det op for ham at han har overset et sted.. Laden! Han rejser dig op fra bordet og skynder sig ud af døren og hen mod den gamle lade.

Hen af aftentide kommer Maeron løbende ind i laden. Han støtter sig et kort øjeblik op af den slidte ladeport imens han får vejret. Med et ser han Bleed ligge i halmen kun nogle få meter fra ham, han skynder sig over til hende.
"Bleed!" Udråber Maeron i det han falder på knæ ved hendes side..

Minder - Anden del
Maeron sætter sig sukkende ned, han har gravet et lig ned som han fandt ved siden af sig i morgenens tåger efter fuldmånens forbandelse var aftaget og han var kommet til sig selv. Ligets hals var flået op og blod flød i en mørk plet omkring Maeron og liget. Efter Maeron er færdig falder han tungt til jorden og læner sig op af en hård sten, den er ikke behageligt men det er bestemt bedre end ingen ryg støtte overhovedet. Han lader blikket glide omkring i området. Der går ikke lang tid før hans øjenlåg bliver tunge og vindens milde rusken i træerne hvisker ham i søvn.

Maeron vågner op, forvirret og ser undrene op på Sarah, hans tidligere kærlighed.
"Hvad er der galt min elskede!?" Spørger Sarah uroligt mens hendes smilebånd fortrækkes til en forskrækket mine.
Maeron smiler og vil til at svare 'intet' men føler så et kraftigt stød og bliver kastet op af væggen og rammer den så voldsomt at der høres et meget ubehageligt højt *knæk* fra begge hans ben. Han skriger i uendelig smerte og ligger og vrider sig på gulvet, i det hans øjne fanger månens skær høres endnu et smertefuld knæk og endnu et højlydt råb der bliver kvalt i stilhed da han besvimer ved smerten.
Kvinden skriger da hun ser hans skikkelse og løber væk...

Han vågner op igen og ser forbavset og ligbleg af skræk at han har skiftet form til en stor, sort ulv. Dens klør er boret ned i trægulvet som bøjer heftigt under for vægten og der er klomærker rundt på gulvet omkring ham. Han ser op og ser en kvinde løbe ud i marken. Så ser op på månen og sætter sin jagt i med et hyl og springer igennem vinduet som smadres ved hans kraft hvorefter han lander let på benene nogle få meter længere nede og sætter i efter kvinden.
Blod..Dræb...Kød! Det er alt han kan tænke på.
Han hører kvinden snuble og et fortvivlet, ynkeligt skrig undslipper hendes hals.

Sarah tager sig, halvt i gråd af fortvivlelse og halvt i smerte til sit ben, det bløder kraftigt fra såret men trods smerten får hun rejst sig op og fortsætter. Hun ser sig skrækslagen tilbage .. En sort ulv er ikke mindre end nogle meter bag hende, den stopper kort op, sænker truende hovedet og sætter med ét og samme nu efter Sarah. Hun presser desperat sig selv til det yderste selvom hendes ben allerede har givet op, men Sarah ænser det ikke og fortsætter. Hun løber for sit liv hele vejen gennem marken og flygter hen imod skovbrynet. For hendes frygt og desperation tillader hende ikke at tænke logisk. Vinden tager til og hendes hår blæser ind foran hendes ansigt så hun snubler over en træstamme og ulven er over hende inden hun når at vende sig om og skrige..

Ulven knurre dybt og kaster sig imod hendes hals, som bliver flået op, hendes halskæde bliver bidt af, kvindens korte skrig forstummer og bliver erstattet med en kort rallen i det blodet sprøjter op i ansigtet på ulven som mæsker sig voldsomt over hendes krop. Og så... stilhed ..

Maeron vågner ved morgenens stråler. Det hele virker en smugle tåget men snart klares han syn. Han rejser sig op, strækker sig og føler eftermiddagens nu kolde vind i ansigtet.. Det er begyndt at regne og han tager en hætte over hovedet og vandrer hjem, tunget af minder fjerner han en tåre fra kinden.

Ildkvindens magt
Opdatering d. 14-09-3454

En aften da Maeron og Bleed prøvede at nyde det meget problemfyldte liv som ulve, kort efter mødet med Salaria, blev de, efter at prøve at få en rolig aften på Den gale ged i Camrynn, overfaldet af Filarkas hær af varulve. Filarka havde fået nok af at vente på Maerons svar, nu skulle der handles. Hun tvang Maeron ind i et ultimatum der gik ud på at hvis han nægtede at lade dem forstærke hans forbandelse og kaos i sin sjæl, ville de dræbe ham og tage Bleed fra ham.
Maeron måtte indse at han ikke ønskede nogen af delene, men mindre ønskede at dø og se Bleed mishandlet resten af sin liv. Filarka fik sin vilje og han blev en del af Ildklanen med magtfuld magi som kun Filarka virker til at beside. Nu, ude af stand til at skifte tilbage til menneskeform med mindre Filarka ønsker det, prøver Maeron at vende sig til livet i Ildklanen og sit hurtigt skiftende sind.

Den indre kamps sande begyndelse
Opdatering d. 05-04-2009

Aftenen på mødet hvor Rain førte Maeron op til Filarka, og han for første gang stod ansigt til ansigt med hende igen. I mange måneder har han kæmpet og dræbt på hendes ordre for ellers vidste han hvad Rain og Khilan, Filarkas trofaste tjenere, havde af ordre at udføre på Bleed.

~..Du kan få lov til og bo på jeres gård jeg har alligevel ikke brug for sådan en slap ulv som dig lige nu..~

Lige nu, hvad mente hun mon med det? Hun får det til at lyde som om hun skal bruge mig senere.. Og det må være noget vigtigt for hende.. Hun kunne umuligt have lyst til at gå alt det arbejde igennem med min elskede og Jeg for ingenting..

~..Du er en kriger nu, dem med ar på kinden er mine krigere~
Maeron tager sig til snuden, og selv om det ikke længere bløder, kan han mærke at dette ikke er et sår der nogensinde vil heale helt.

Mange af hans barndomsvenner i Drolon har måtte lade livet for hans indre, ustyrlige vrede, som egentlig mest er vendt imod Filarka. Han har bevist sit værd, og nøjagtigt som Filarka havde foruset, har man mistet meget af sin menneskelige side til den indre ulv.

Maeron har nu fået mere frie tøjler, dog holder de to vagter stadig skarpt øje med ham. Maeron ved præcis hvad han vil gøre nu, vende tilbage til menneskene i deres skikkelse.

Hendes tjener
Opdatering d. 20-05-3456
Efter en vinter i fred for Filarka, finder Maeron atter sig selv i Filarkas tjeneste. Efter at have bragt et menneske offer i Filarkas klør, bliver han kort tid efter beordret til at kaste sig over

Diary
Not yet filled out