Name: Sitara
Creature: Menneske
Gender: Kvinde
Age: 20
Height: 180
Hair colour: Sort
Eye colour: Irgrønne
Side: +3
Occupatience/Job: Kroppige/Tyv/Barde
God: Falkeøje
Birthday: I vinterhalvåret
Birthplace: Calendon
Hometown: Calendon

Family tree
Forældre: Ukendte

Er blevet opfostret af omrejsende sigøjnere.

Characters encountered
Cataya-klanen. En omrejsende sigøjnerklan, indbefattende alt fra handelsfolk til langfingrede tyve, spåkvinder, dansere og forførersker, til lejesoldater og jægere.

Appearance
Sitara er 180 cm. høj, slank som en mynde, og med ravnsort glat hår der når hendes midje.

Hun har en fintformet næse, en næsten fejlfri hud, der synes næsten porcelænsagtig hvid, og store udtryksfylde øjne, der skifter nuance alt efter humør.

Hendes kindben er høje og gør hendes yderst feminine træk sarte at se på. Der er dog en bestemthed over den fine hage der siger at dette ikke er en bly viol.

Hun har lange slanke ben der tiltrækker mangt en mand blik, og fyldige læber. Når de blotter tænderne i smil afsløres en ganske forbløffende perlerække af perfekte tænder, hvor hjørnetænderne sidder en smule yderligt, hvilket kan give hende et lettere rovdyragtigt udseende når tirret.

Hun har lange slanke fingre der egner sig perfekt til at spænde over en lut eller harpe....eller snige sig ned i den uvidendes lommer.

Til trods for sit slanke udseende er hun også stærk. De lange slanke muskler ses blandt andet når de tunge ølkrus svinges igennem lokalet i de tætpakkede timer.

Det lange hår bæres i arbejdstiden som oftest i en knytnævetyk fletning ned af ryggen for ikke at være i vejen.


De grønne øjne har let til latter, og de fyldige læber har let til smil. Hun er hvad de fleste ville kalde utroligt smuk. Hun har besnørret ikke så få mandehjerter i sin tid - og er nok ikke færdig endnu.

Personality
Sitara er en meget kompleks person.

Vokset op som gadebarn har hun et ømt punkt for de forhutlede små, og hun deler gerne med børnene - det værende sig både mad til overs fra aftenens servering, og ekstra drikkepenge.

Når det kommer til tiggere og dyr forsvarer hun dem med en ildhu der ikke lader en paladin noget tilbage at ønske. Uretfærdighed kan ikke stå upåagtet hen.

Derimod har hun intet problem med at lette de rige fra deres smykker eller punge hvis de vover sig ind i de fattige kvartere. De kloge narrer de mindre kloge.

Hun har heller ikke noget problem med at hævne arrogance eller nedladenhed ved natlige besøg og lette folk fra deres formuer.

Hun er en tro arbejspige, og loyal til det sidste hvis man bliver hendes ven. Svigter du er der helvede at betale.

Background story
Hvem mine forældre er ved jeg ikke. Jeg har som alle andre forældreløse drømt min til at være prinsesse og have en far og mor på et slot et eller andet sted. Et slot med forgyldte spir og tjenere i liberi.

Sandheden er nok mere at min far var en fyldebøtte og min mor en skøge. Det er i hvert fald sådan jeg tænker når jeg bliver vred. Vrede og drømme kan man varme sig på i de kolde nattetimer på ”Den hylende ulv” før de sidste kunder skal hjælpes ud af døren og jeg kan låse af og krybe til køjs, efter at have tørret bordende af.

Hvis nogen nogensinde har påstået at en kropiges liv er glamourøst vil jeg med glæde le dem op i deres åbne ansigter. Men det er bedre end det liv jeg kom fra.

Hængt til tørre på en gren som spædbarn for at ulvene ikke kunne nå mig, var al den omtanke mine åg så kærlige forældre skænkede mig. Det var Catayaklanen, en omrejsende karavane af sigøjnere, der fandt mig i træet som spæd, mere død end levende.

Min fostermoder Chatalina som havde mistet en søn til vuggedøden tog mig til sig og ammede mig før hendes mælk tørrede ind. De opforstrede mig som tyv og barde.

Livet hos sigøjnerne var ikke let. Hadet og udskældt, og alligevel hemmelig opsøgt af både syge og kærlighedshungrende. Trådte man forkert fik man tæsk, ikke blot af byernes lovmæssige instanser, men også klanens overhoved.

I mine unge dage kunne jeg måske have gået for at være sortelver, for jeg var mere gul og blå på min spinkle krop, end noget barn burde være. Til sidst fik jeg nok. Utaknemmelig? Måske. Men de havde planer om at gifte mig ind i en anden klan da jeg blev 11, og dér stoppede min familieloyalitet.

Calendon er en stor by, og store byer kan man blive væk i. Jeg stak af, og blev ved med at løbe. De næste 4 år vil jeg helst ikke tale om. Det korte jeg kan sige er at jeg kender Calendons slum som min egen baglomme. Jeg løb sammen med gadens børn, kendte deres slang og hemmelige gemmesteder. Vi var som et kobbel vilde hunde. Slog til i flok mod sagesløse mennesker. Rig eller fattig – det havde ingen betydning. Det gjaldt vores overlevelse.

Da jeg blev 14 blev jeg taget i at stjæle madrester fra skraldet ude bag ”Den hylende ulv”. Kroejeren Karl fandt mig der – selv dengang var jeg smuk, men Karl var heldigvis en hæderlig mand, og ønskede ikke andet end at redde den lille radmagre pige der stod og knugede en beskidt brødskorpe mellem sine fingre som var det en guldmønt der kunne fordampe hvert øjeblik det skulle være.

Tiden gik. Jeg blev lært op i faget. Først var jeg stik-i-rend-pige og hjalp drengene i stalden der var tilknyttet kroen. Siden hen stod jeg i køkkenet og lavede mad, og til sidst kom jeg ind i krostuen og måtte servere og håndtere pengene.

Jeg fik sul på kroppen. Jeg blev ældre. Jeg lærte at blafre med vipperne og fnise koket. Vrikke med bagdelen og vugge i hofterne for kunderne. Jeg fik former. Jeg blev kvinde. Og jeg lærte at udnytte det. Det kom mig også til hjælp de par gange jeg blev taget i at have ting på mig der ikke heeeelt tilhørte mig. Mænd er så utroligt lette. En hed hvisken i øret og en let berøring, og et blik der lover mere end det holder. Nåja…en gang i mellem lod jeg mig friste til at ligge med dem, men så var det på mine præmisser. Jeg har altid en lang stiletkniv i min ene støvle, med netop det formål at beskytte mig selv. Jeg er ikke dum.

Diary
Not yet filled out