Name: Paq 'Lonewolf' Skovdal
Creature: Menneske
Gender: Kvinde
Age: 27
Height: 170cm
Hair colour: Lysebrunt
Eye colour: Lyseblå
Side: Not yet filled out
Occupatience/Job: Præst
God: Sheeka
Birthday: 24/5 - 3427
Birthplace: Calendon
Hometown: Calendon

Family tree
Far: Imam Skovdal
Mor: Rose Møllerdatter

Characters encountered
(Kun de vigtigste)
Dofok
Keinar
Cheza
Kong Stormklinge
Ralf Nifinger
Tara

Appearance
Paq har (for tiden) kort, lyst hår der bare sidder som det nu sidder, hun gør ikke noget ud af sig selv.
Hun har et tegn på den ene kind, og flere ar i hovedet og på kroppen. Hendes venstre hånd er bundet ind i en blodig bandage.
Hun bærer en grøn, slidt kappe, et par mørke, praktiske bukser og en brun eller en grøn trøje.

Personality
Paq er egoistisk og tænker altid på sig selv først. Men hvis hun endelig vinder respekt for en person, beskytter hun vedkommende med sit liv. Alle andre har hun ingen kvaler med at dolke i ryggen - symbolsk set. Hun har kun dræbt een person i sit liv, undtaget orker, men hun forsøger at fastholde et ry som en person, der ikke har nogen problemer med at dræbe andre.

Background story
Her er så den første historie om Paq. Det er ikke en egentlig historie, men det er en tekst direkte fra hendes bog, som jeg jo startede med at skrive på computer. Så her kommer de første sider i hendes bog, som skrevet i hånden fylder omkring 30 sider. Bogen er selvfølgelig meget længere, men her kan dem som har lyst, læse hvad der står i den - god fornøjelse.

Pags baggrundshistorie – skrevet fra hendes synspunkt

Vær hilset, ven eller frænde, bekendt eller fremmed. Hvem du end er, håber jeg du har evnen til at læse og forstå dette sprog. Jeg ønskede brændende at skrive denne tekst på elvernes smukke tungemål, men endnu har jeg ikke formået at lære deres skriftsprog.
Mens jeg skriver dette befinder jeg mig i Camrynns skove. Det er forår, året er 3451. Stedet her ser måske nok fredfyldt ud, men lad dig ikke narre! Nede ved den stille å ligger sortelvernes indgang til the Underdark, og et stykke inde i den fredelige elverskov var Therians tidligere tilholdssted. Ganske vist genfandt Moranien sin stolte konge i disse skove, men selv han formåede ikke at sætte en stopper for kaos.
Det er der ingen der kan. Kaos vil regere i disse skove, i denne by, i dette land, i alle lande når tiden er inde. Men nok med mine dystre forudsigelser.
Jeg skriver denne tekst for at fortælle om mit liv… Inden det er for sent. Mange, og det for mange, har hørt mit navn nævnt, eller set mit billede på plakater rundt om i landet. Jeg er Paq, Ulven, kvinden der efter sigende dræbte sin familie og stjal kongens skattepenge fra Camrynn. Eftersøgt i hele Moranien for ’højforræderi mod tronen’. Det lyder fornemt, ikke sandt?
Men nu vil jeg fortælle hvad der virkelig skete, fortælle det hele fra mit synspunkt. Ikke i en uretfærdig retssal, ikke med en kniv for struben, men i fred her i mit skjulested i Camrynns skove, her, hvor jeg kan fortælle hele min historie uden afbrydelser. Uden løgne.
Min historie tog sin begyndelse i år 3427. Det var forår i Calendon, selveste hovedstaden, da jeg blev født. Min mor hed Rose, og var gift med en af de mægtigste købmænd i Calendon, Iman Skovdal. Du troede vel ikke jeg var af en ubetydelig bondefamilie, vel? Jeg er skam adelig – eller jeg var engang.
Som barn var jeg tættest knyttet til min far, jeg tilbragte meget tid i hans butik og så mange af de mere betydningsfulde personer i Calendon. Jeg lærte også i en ung alder hvordan man begår sig i fornemme kredse. Min mor tog mig ofte med ned til torvet i byen, så jeg kunne lære hvordan almindelige mennesker boede, og så jeg kunne se de fattige. Dengang kedede det mig ihjel, jeg kunne ikke fordrage at være på et sted der vrimlede med så simple folk. I dag takker jeg dem begge for at have vist mig så meget og lært mig så meget om mennesker. Uden den viden havde jeg ikke været i live i dag. Jeg ærer stadig deres minde…
Men som sagt gik min barndom godt. Jeg brugte meget tid sammen med min far, men i dag har jeg intet minde om ham. Det eneste han gav mig er det tilnavn, jeg ind imellem stadig bruger: Ulven. Ellers har jeg har kun den halskæde jeg fik af min mor, en rose omgivet af et hjerte. Den symboliserer hendes kærlighed til mig, og jeg bærer den altid ved mit eget hjerte.
Da jeg var sytten år gammel mødte jeg så mit livs kærlighed. Jeg troede Omnije var alt hvad jeg nogensinde ville ønske mig. Jeg var ung og uvidende. Allerede året efter blev vi forlovet. Min far satte dog forlovelsen i bero på ubestemt tid, hvilket jeg dengang modsatte mig kraftigt. Jeg forstod ham ikke. I dag ved jeg at han gjorde det for at beskytte mig. Han begyndte at træne mig i at bruge en daggert og et sværd. Han var ikke nogen talentfuld kriger, men han lærte mig nok til at jeg kunne klare mig.
Der gik fire år, hvor min far hele tiden blev rigere og mægtigere. Til sidst var han den rigeste købmand i hele Calendon, lige med undtagelse af Raiko, en modbydelig adelig købmand der ikke ønskede nogen form for konkurrence. Min far havde altid talt dårligt om Raiko, så længe jeg kunne huske. De to hadede hinanden af et godt hjerte.
Da jeg først var blevet sytten… eller var det atten? Jeg husker det ikke længere. Men i hvert fald gik jeg ofte alene ned på markedspladsen, og en dag mødte jeg en ung mand i kongens tjeneste. Han var vel ikke mere end en dreng dengang. Det er Nefoks, en kriger du måske kender hvis du har været i Camrynn i de sidste par måneder.
Men det eneste jeg gjorde var at tale med ham… Jeg ønsker nu at jeg aldrig nogensinde havde mødt ham!
Da jeg fyldte treogtyve ændrede mit liv sig drastisk. Det var ellers en dag som alle andre, jeg havde trænet med min far, gået en tur rundt i byen, og hilst på nogen af de andre højtstillede unge i Calendon, som jeg kendte godt. Jeg havde endda set Omnije på vej hjem, men han hilste ikke på mig.
Da jeg kom hjem, og solen først gik ned, lagde jeg mig i min seng for at sove. Jeg havde atter spurgt min far om grunden til at forlovelsen stadig var udskudt, men han havde nægtet at svare mig.
Midt på natten blev jeg vækket af et skrig. Jeg skyndte mig op og greb mit sværd, som altid står ved min seng.
Jeg løb ud på gangen, og ind i mine forældres soveværelse, hvor jeg fandt dem begge døde, badet i blod i deres senge…
Dette bringer dårlige minder frem, så jeg vil ikke gå dybere ned i det.
Da jeg vendte mig om, stadig med sværdet hævet, blev jeg mødt af mine forældres morder. Det blev en kort kamp, jeg var uforberedt og i chok. Jeg følte koldt stål mod min hals og havde allerede forberedt mig på at slutte mig til mine forældre, da min fjende talte til mig. Blodet frøs til is i mine årer og mit hjerte gik i stå, da jeg hørte hans stemme: ”Og nu er det fuldendt, min elskede.” Så lo han.
Omnije, af alle mennesker! Jeg kunne ikke få et ord frem, ikke en tanke løb gennem mit hoved. Jeg kan stadig høre hans stemme for mine ører…
Han fortsatte med at tale: ”Din far vidste det her ville ske, Paq. Raiko bryder sig ikke om konkurrence. Og jeg tilbød at fjerne den konkurrence for ham.”
”Hvorfor?” var alt jeg fik fremstammet.
Omnijes stemme blev vred. ”Jeg ved hvordan du har set på ham soldaten på torvet! Men hvis du hellere vil have ham end mig…” Han holdt en pause med sine ord, og med gru gik det op for mig hvad jeg havde gjort. Havde jeg aldrig mødt Nefoks, havde Omnije aldrig dræbt mine forældre.
”Men jeg tror nu ikke han vil være interesseret i dig, Paq. Hvem ønsker at være forlovet med en morder?”
Han slap sit tag i mig og jeg faldt om på gulvet, ude af stand til at røre mig. Det var sidste gang jeg så ham.
Første forstod jeg ikke hvad han havde ment med ’morder’ men det skulle jeg snart finde ud af.
Næste morgen, da min fars butik ikke åbnede, kom nogen af hans kunder op og fandt mig. De troede straks at jeg var morderen, da jeg stadig sad på gulvet med mit sværd i hånden.
Da gik det op for mig hvad Omnije havde ment. De havde allerede tilkaldt byvagten, og jeg fik med nød og næppe kæmpet mig ind på mit værelse, hvor jeg greb min daggert og en kappe og så sprang jeg ud af vinduet. Jeg sneg mig langs husmurene til yderkanten af byen, og da mørket faldt på listede jeg ud af porten.
Først vandrede jeg omkring på må og få, jeg vidste ikke hvad jeg ville eller hvad jeg skulle gøre. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, dagene flød sammen for mig.
Men i hvert fald, nogen dage efter nåede jeg til Camrynn, en lille kystby omgivet af skove. Her fik jeg et job som lejesoldat, fordi skattepengene skulle fragtes til Calendon. Jeg fandt hurtigt ud af at jeg i det mindste ikke var eftersøgt i Camrynn, så jeg besluttede mig for at når jeg havde tjent penge nok som lejesoldat ville jeg slå mig ned i byen.
Men vi begav os altså af sted med pengene, jeg selv og fire andre, alle sammen mænd. Men vi havde kun gået i en enkelt dag, da en gruppe orker angreb os. Vi kæmpede alle så godt vi kunne, men orkerne dræbte de andre soldater og smadrede kisten med pengene i.
Jeg var selv tæt på at blive ramt af den sidste ork, da en elverkvinde reddede mig. Hendes navn var Mai’Lee og jeg ærer stadig hendes minde…
Vi kom ikke ret godt ud af det med hinanden til at starte med, men hun hjalp mig dog med at gemme skatten et sikkert sted i Camrynns skove. Og så begav vi os til Calendon.
Jeg lærte meget af Mai’Lee. Hun lærte mig en smule elversprog, og hun lærte mig hvordan man færdes i skoven og hvordan man jager vilde dyr. Uden hendes hjælp havde jeg ikke kunnet leve alene nu. Hun hjalp mig gennem sorgen.
Da vi nåede Calendon gik vi ind i byen, jeg forklædt som mand og hun som menneskekvinde. Vi fik audiens hos kongen, Fellon Jernnæve, da jeg fortalte at det drejede sig om skattepengene.
”Deres majestæt,” begyndte jeg højtideligt.
”Kom til sagen,” afbrød han mig vredt. Kongen og jeg kom bestemt ikke godt ud af det med hinanden.
”Skattepengene fra Camrynn blev forhindret i at nå frem. Orker angreb os, Deres Majestæt,” fortsatte jeg og skjulte min irritation. ”Jeg er den eneste som overlevede.”
Kongen blev temmelig vred på det tidspunkt, og jeg vil ikke spilde mit dyrebare papir med at skrive hvad han sagde. ”Det eneste jeg ønsker nu er min løn, Deres Majestæt,” sagde jeg så. Jeg nævnte ikke at skatten – og jeg kalder det en skat, for der var virkelig meget guld - stadig var i sikkerhed. Jeg var vred og irriteret på kongen og ville teste ham. Og ganske rigtigt, han nægtede at udbetale mig min løn så længe han ikke fik pengene.
Jeg beklagede overfor ham at jeg ikke havde fuldført mit job og så gik jeg! Ud af byen, sammen med Mai’Lee og jeg har ikke været der siden.
Da vi kom tilbage til Camrynn var kongen uheldigvis rejst til byen. Han afholdt en ridderturnering her for at fejre noget, jeg i dag har glemt. Der er sket så meget, forstår du.
Men orkerne angreb Camrynn under turneringen, og kongen forsvandt. Mai’Lee og jeg måtte gennem orkerne for at nå byen, og vi kæmpede os frem til porten uskadte.
Åh, mindet om det vækker stadig vreden i mig! Menneskene i Camrynn frygtede for at åbne porten, de mente orkerne så ville trænge ind. Det resulterede i at Mai’Lee blev hugget ned, få meter fra sikkerheden. Hun overlevede det ikke. Menneskene åbnede først da porten og hev mig indenfor. Min arm var skadet, men før jeg vidste af det havde de helet mig. Men min ven havde de ladet i stikken. Jeg var vred, men jeg ønskede samtidig selv at bevare livet, så jeg begyndte at kæmpe mod orkerne sammen med indbyggerne.
Men det var snart klart for enhver at orkerne ville vinde. Siden der ikke var nogen egentlig kommandant i byen tog jeg kontrollen og samlede de sidste soldater sammen. Vi flygtede mod kysten, til det sted hvor byen Camrynn omsider blev stabil, i hvert fald for en tid.
På vej mod dette nye tilflugtssted lod jeg imidlertid flokken af soldater gå i forvejen, så jeg blev alene tilbage på stien.
Her mødte jeg endnu en elver, en klerk ved navn Eido. Han var ikke særlig erfaren, og hans holdninger passede mig bestemt ikke, men han kunne dække min ryg, så jeg dannede hurtigt et venskab med ham. Det hjalp mig til ikke at tænke på Mai’Lee.
Da vi nåede de sidste indbyggere fra Camrynn, havde de dannet en nødtørftig lejrplads og tændt et stort bål for at holde kulden og orkerne ude. Jeg troede jeg omsider ville få en rolig nat her, men jeg tog fejl. Det var første gang jeg stiftede bekendtskab med Therians ulve.
Eido og jeg havde næsten nået dette lejrbål, da jeg hørte noget fra skovenes mørke. Jeg gemte mig bag et træ, og Eido smed sig på jorden. Det der kom imod os var noget jeg aldrig i mit liv havde set før. Skikkelserne mindede om mennesker, eller elvere, men de snusede i luften og knurrede ad os.
Jeg stod som fastnaglet bag træet, og en af disse ulve kom så tæt på mig at jeg kunne føle dens varme ånde i min nakke.
Men de opdagede os ikke, vi havde åbenbart gemt os godt. Så snart de var forsvundet hev jeg Eido op fra jorden, og så løb vi ellers hen mod bålet.
Jeg brugte de næste mange timer på at lytte. Ulvene hylede i skoven, og for hvert hyl blev jeg mere og mere paranoid.
Midt på natten, da der havde været stille i kort tid, begyndte Eido og jeg at slappe af. Vi havde ellers stået det meste af tiden ryg mod ryg, men nu stod vi ved siden af hinanden ved bålet. Det var en åbenlys fejl. Pludselig faldt Eido til jorden, uden et ord. Han var blevet stukket i ryggen af Therian selv. Heldigvis var der en klerk som tilbad Curator i nærheden, og det lykkedes ham at få Eido tilbage fra de dødes rige. Men Eido blev aldrig den samme, han blev med tiden mere og mere indelukket og frygtsom. Therians påvirkning er frygtelig, og grusom, og ingen af os kan undgå den, hvis vi først har været for tæt på den. Dette var første gang Therian forsøgte at ødelægge mit liv, og det skulle bestemt ikke blive den sidste…
Natten gik uden flere angreb, i hvert fald for mit og Eidos vedkommende, og menneskene begyndte at bygge et nyt Camrynn.
De adelige i Calendon sendte selvfølgelig riddere til området i store tal for at finde kongen, men forgæves. Jeg personligt tror, at orkerne fik fat i ham. Hvilken skam.
Men som sagt byggede menneskene Camrynn op tæt ved kysten, og elverne fortrak ind i skovene. Der gik længere og længere tid mellem at jeg så noget til Eido, og i dag er han forsvundet sammen med resten af elverne.
Jeg selv havde levet halvt i Camrynn og halvt i skovene omkring byen, hvor jeg mødte både orker og elvere. Begge racer lærte mig meget, og jeg er taknemmelig overfor alle dem jeg mødte. Især orklederen Krumsnik, som kom til at redde mit liv flere gange.
Kort tid efter at Camrynn var kommet på fode igen, satte de adelige en dusørplakat op. Tyve guldstykker for min tilfangetagelse! På plakaten stod der atter blot ’Højforræderi mod tronen’. Det gav mig i det mindste en smule hjælp, siden ingen kendte til skatten. Jeg blev fanget op til fire gange den næste måned, men hver gang slap jeg fri ved at love dem skatten. Til sidst fejlede jeg dog. En troldmand med et følge på omkring tolv mennesker tvang mig til at vise ham skatten. Han gemte den bort, og jeg har ikke set den siden. Men jeg ved den er i Camrynns skove stadig, og en dag støder jeg vel på den igen?
Jeg mødte også et menneske, som jeg straks sympatiserede med. Hans navn var Dofok, og han var snigmorder, en dygtig en af slagsen. Vi kom fint ud af det med hinanden. Jeg ærer stadig hans minde…
De gange hvor jeg ikke kunne overtale menneskene til at lade mig være, kom Krumsnik mig til undsætning. Det gav kun bagslag da elverne truede med at dræbe mig fordi jeg sympatiserede med orkerne.
Det lykkedes mig heldigvis at skabe fred til sidst med elvernes leder, Hamster, men jeg havde nu besluttet mig for at Camrynn ikke var det hjem jeg søgte. Der var for mange problemer for mig der.
Så i flere måneder flakkede jeg omkring i Moranien, og brugte det meste af min tid hos elverne. Jeg lærte deres smukke sprog, og øvede mig i alle døgnets fireogtyve timer. Derfor kan jeg også i dag tale det flydende, og det er et sprog jeg meget ynder at bruge.
Men til sidst kom jeg alligevel tilbage til Camrynn. Et eller andet ved stedet tiltrak mig, det var åbenbart det sted jeg skulle tilbringe mit liv.
Da jeg kom tilbage blev jeg lettet da jeg fandt ud af, at selvom dusøren var hævet til over halvtreds guldstykker, så interesserede det ikke indbyggerne i Camrynn synderligt meget. Jeg kunne færdes i kroen og i byen uden problemer. I skovene var der næsten øde, så jeg holdt mig i byen. Jeg havde på fornemmelsen at ulvene var på vej tilbage. Efter at have været så tæt på Therian bilder jeg mig ind at jeg kan mærke hans tilstedeværelse.
Og ganske rigtigt, efter få dage mødte jeg ulvene i kroen. Jeg forbandede mig selv over at være taget tilbage, men ud af byen kunne jeg ikke komme. Nogen magikere i byen påstod at kaospræster havde lagt et segl omkring området der lukkede os inde sammen med ulvene. Jeg prøvede at holde mig på god fod med dem, og takket være mine talegaver lod de mig leve.
Da kom vores elskede konge tilbage. Han kom vandrende ind i byen en dag, komplet uvidende om hvem han var. For en sikkerheds skyld holdt jeg mig i skoven, så jeg var aldrig særlig tæt på ham.
Men jeg hørte nu alligevel ulvenes fortvivlede hyl, den efterårsmorgen da han fordrev dem tilbage til intethedens mørke.
Og da kongen nu troede at alt var sikkert i Camrynn, drog han til sin hovedstad og er ikke kommet tilbage hertil siden. Ha! Han skulle bare vide, at Therian for længe siden er tilbage i Moranien. Heldigvis er han ikke her, men det varer ikke længe før han kommer. Camrynn har altid været mit hjem, og jeg tror også det altid har været hans.
Men da ulvene var fordrevet, var her stille en tid. Jeg mødte forskellige personer på kroen, men aldrig nogen jeg talte med i længere tid.
En dag ændrede det sig dog, jeg mødte elveren Keinar. Hans historie rørte noget i mig, og vækkede de følelser jeg ikke længere troede jeg havde. Jeg følte medlidenhed med ham, og denne gang var det ikke noget jeg spillede, som jeg havde gjort så ofte før. Jeg lod Keinar få indblik i min sjæl, og han er stadig den eneste jeg ville stole på med mit liv.
Jeg blev dog overrasket den ene dag i kroen. Min gamle ven Dofok var vendt tilbage, og jeg begyndte hurtigt at tale med ham igen. Vi har aldrig været venner i den forstand, men vi havde en gensidig aftale om at hjælpe hinanden, og sådan en aftale opnår man sjældent. Men jeg opdagede hurtigt, hvilket chokerede mig meget, at Therian atter forsøgte at ødelægge mit liv. Dofok havde forandret sig og var blevet en mægtig magiker. Han fortalte mig at Therian ikke var låst fast i intetheden som kongen og alle andre havde troet, men at han var på vej til at slippe fri igen. Og Dofok var blevet valgt af Therian til at være hans jordiske krop. Det betød, kort sagt, at Dofoks sjæl ville blive knust, og at jeg ville miste min ven.
Jeg blev vred, og ønskede at sætte en stopper for Therians planer. Jeg stak Dofok i maven, og var ganske tæt på at dræbe ham. Men han brugte sin magi til at gøre sig selv stærkere, og så brækkede han den hånd min daggert var i. Jeg tror måske det er mere korrekt at sige at han knuste hånden.
Vores venskab var dog stærkt nok til at han lod mig leve, på trods af det. Kort tid efter forsvandt han, men jeg ved at hvis jeg nogensinde møder ham igen, er det ikke længere ham, men Therian.
Kort tid efter det mødte jeg en af kaospræsterne på tæt hold. Han havde sat ild til kroen, ikke at jeg forstår hvorfor. Han gav mig en helende drik, der kurerede min hånd, i håb om at jeg ville kæmpe mod ham. Men jeg fortrak ind i skoven, hvor jeg har boet siden. Selvom min hånd blev helet af denne kaospræst, bærer jeg stadig en forbinding om den til minde om min ven. Og hver gang jeg tænker på Therian, vender smerten tilbage. Han påvirker alle der er i nærheden af ham. Han påvirker mig.
Efter at kroen brændte ned, søgte indbyggerne i Camrynn ind i skoven. Byens placering var for udsat om vinteren, vinden og kulden var simpelthen for voldsom. De forsøgte vel også at skjule sig for mørkets kræfter…
Da indbyggerne fortrak, lod de Camrynn stå, og byen blev hurtigt til ruiner. Jeg tager ofte derhen for at mindes gamle dage og jeg bruger timer i dyb melankoli der. Selvom jeg kun har været her et år, har jeg oplevet mere død og ødelæggelse end det er sundt for et menneskes sjæl.
Jeg overvintrede som sagt i skovene, og selvom det var koldt var det alligevel til at klare sig igennem. Jeg havde Keinar som selskab vinteren over, og det hjalp mig til at hele nogen af sårene i min sjæl.
Jeg husker en vinterdag da Keinar førte mig til et af sine hellige steder i skoven. Han viste mig et vandhul, der for mig at se så ganske ordinært ud. Men han sagde en formular på elversprog, og vandet viste mig det, jeg så længe brændende havde ønsket at få svar på: Hvor Omnije var.
Jeg vil ikke afsløre noget nu, for hvem ved i hvis hænder denne tekst vil falde? Men jeg så hvor han var, og når jeg er klar og tiden er inde vil jeg tage af sted og konfrontere ham med sandheden. Og så vil jeg måske kunne få en smule fred til min sjæl?
Keinar rejste en tid, og jeg følte mig atter ensom. Jeg brugte meget tid på kroen, men tiden sneglede sig af sted.
En dag, da sneen så småt var begyndt at smelte og foråret meldte sin ankomst, fik jeg mig et chok.
En stor gruppe krigere drog ud fra Camrynn, og naturligvis ønskede jeg at vide hvem de var og hvor de var på vej hen. Det viste sig senere at de jagede et par kaostilbedere, mener jeg at kunne huske…
Men det er faktisk ligegyldigt, det vigtigste var at lederen af denne gruppe var en mand, jeg ikke havde set på lang tid: Nefoks. Først undgik jeg ham, men jeg kunne ikke lade være med at udspionere ham. Jeg har altid været nysgerrig af natur.
Han blev såret på et tidspunkt, og jeg fik fat i en klerk til at hele ham. Jeg havde troet at jeg blot kunne forsvinde ind i skovene igen, men denne klerk stillede mig et spørgsmål, der bekræftede min mistanke: Therian følte åbenbart at han havde en pligt til at ødelægge mit liv, og han prøvede ganske ihærdigt på det.
Klerken krævede at se mit ansigt. Da jeg spurgte ham hvorfor, sagde han: ”Jeg har hørt at ulvene er i dette område. Deres leder, den frygtelige gud Therian, skulle bære en grøn kappe, som din! Vis mig dit ansigt!”
Jeg sukkede irriteret. Therian, i samme kappe som jeg? Det kunne kun være med vilje han havde gjort det.
Jeg trak min hætte tilbage og viste klerken mit ansigt. Ulvene har et ganske specielt tegn på den ene eller den anden kind, og da jeg ikke havde det, lod klerken mig atter gå.
Men da var Nefoks vågnet op, og han ønskede at tale med mig. Men jeg stolede nu ikke på ham. Han var i Stormklinges tjeneste, og hvem siger han ikke var kommet for at tage mig til fange? Han påstod dog at han var kommet for at holde øje med byen for kongen, og i løbet af den næste måneds tid begyndte jeg langsomt at stole på ham. Men jeg kunne stadig ikke glemme at hvis jeg aldrig havde mødt ham, havde mine forældre levet.
En måned efter denne hændelse, kom foråret så omsider til Camrynns skove. Sneen smeltede bort og solen begyndte at skinne. På en af disse varme forårsaftener havde jeg netop haft en samtale med Keinar, og jeg var på vej hjem. Da fandt jeg i skovbunden en besynderlig amulet, slået i sølv og formet en smule som en hammer. Den var smuk, og jeg satte den straks i mit bælte for at passe godt på den. Nu var den min!
Hvad jeg ikke vidste, var at denne dag ville ændre mit liv i Camrynn radikalt.
I løbet af vinteren havde menneskene fået bygget en lille landsby op i skoven, omkring et tempel dedikeret til Eresir. De mente det gav dem mere beskyttelse, end byen ved kysten havde gjort. Denne landsby blev regeret af fire personer, den druide som templet tilhørte, en goblin hvis navn jeg ikke kender, et menneske jeg mistænker for at være tyv, eller i hvert fald tidligere tyv, og så en Drow. En klerk for Nisara, til og med.
Men jeg var blevet temmelig nysgerrig med hensyn til dette Råd, så jeg tog til dette nye Camrynn igen og blev også lukket ind uden problemer. Jeg hilste kort på Nefoks, inden denne Drow tog kontakt til mig. Det viste sig at også han havde fundet en amulet! Vi følte begge at der var en tredje et sted, og vi ønskede begge at finde den.
Selvom Drow påstod at han ønskede fred, var jeg overbevist om at han skjulte noget, men jeg kunne ikke sige hvad. Jeg gik og grublede over det en tid, indtil et par dværge kom til landsbyen. De søgte amuletterne, for de tilhørte dem, påstod de. De ejede et smykke der neutraliserede vores amuletter.
Jeg besluttede at hjælpe dem med at få amuletten fra Drow for at få deres tillid, men uheldigvis forstyrrede Nefoks min plan. Han afslørede overfor Rådet at jeg havde en af amuletterne, og naturligvis stolede de ikke længere på mig. Jeg blev meget vred på ham, men jeg kan nu se at han handlede rigtigt. Han var min ven, og jeg burde have fortalt ham det.
Men Rådet anklagede mig for at skabe splid i byen. Jeg var fanget og havde intet andet valg end at overdrage amuletten til præsten for at gå fri. Det gjorde mig blot endnu mere vred, og det forhindrede mig desværre i at tænke klart. Jeg gjorde Nefoks til en fjende, hvilket jeg bittert fortryder. Mit temperament har kostet mig et venskab.
Efter at have givet min amulet fra mig, forlod jeg byen. Jeg fandt Keinar og advarede ham mod disse amuletter, så han ikke ville blive jaget af landsbyens indbyggere for at besidde en af dem. Vi talte en tid, og skiltes så. Jeg har ikke set ham siden.
Jeg vendte alligevel tilbage til byen, jeg kunne ikke holde mig væk derfra. Min nysgerrighed har altid skabt problemer for mig. Det viste sig at Drow var forsvundet, og præsten begyndte at tro at Drow måske alligevel ikke havde rent mel i posen. En gruppe lejesoldater ledte efter ham, og sidst på eftermiddagen fandt de ham også.
Det lykkedes mig at tale med ham ubemærket og han afleverede dværgenes amulet til dem. Men præsten beholdt dog sin, uvillig til at give den fra sig. Og jeg forstår ham udmærket!
Alt syntes jo godt nu, men jeg frygter alligevel for mit liv. Det er vel grunden til at jeg skriver dette. Både Drow og Nefoks ønsker mig død, frygter jeg, og jeg ved ikke hvor mange dage jeg har igen. Men uanset hvad der end måtte ske er denne tekst blevet bevaret, som et evigt minde om Paq Skovdal Lonewolf, af nogen kaldet Ulven. Jeg har fortalt dig hele min historie, uden at udelade særlig meget. Det jeg har udeladt, er udeladt for at beskytte de personer det omhandler. Du kender nu sandheden om mig, og dette papir forklarer måske hvorfor jeg har handlet som jeg har. Far nu vel, ven eller fjende, bekendt eller fremmed. Husk altid på at tungen er skarpere end sværdet.

Paq Skovdal Lonewolf – Ulven
Camrynn 3451
Det er stadig et under for mig at jeg kan skrive dette. For blot få uger siden frygtede jeg for mit liv, og nu er alle trusler forsvundet, hurtigere end jeg troede det muligt. En flok barbarer har dræbt Nefoks da de angreb byen. Min ven er for altid væk, og selvom han var blevet min fjende er der en tomhed i mit hjerte nu. Jeg ærer stadig hans minde…
Og Drow… Jeg kan stadig ikke forstå ham, og det har holdt mig oppe hele denne nat. Hvor skal jeg dog begynde?
Jeg mødte ham i går, og han virkede oprevet, og mere truende end han har gjort før. Jeg fik talt mig ud af situationen, og jeg fik skaffet ham hans mægtige amulet. Han svor at beskytte mig til gengæld og han holdt sit løfte. Jeg kunne stole på ham, så meget som man nu kan stole på en sortelver. Uanset hvad havde jeg min ryg dækket, og jeg hjalp ham med at forhandle med disse barbarer. Alting gik som det nu burde gå.
Men som solen gik sin gang over himlen, blev Drow mere og mere tavs. Han virkede modløs, som om amulettens kraft ikke længere var nok. Jeg burde have anet uråd!
Men han mødte en nyankommen præst, som også tilbad Nisara. Han fulgte med denne præst til hans tempel, og jeg fulgte dem på afstand. Jeg holdt mig udenfor templet, for jeg fornemmede at Drow skjulte noget for mig. Stadig stolede jeg ikke helt på ham, selvom jeg nu ved, at det burde jeg have gjort. Han ville aldrig have skadet mig!
Jeg havde desværre bange anelser om hans planer, men jeg blandede mig dog ikke. Igen var det en fejl. Pludselig hørte jeg et skrig fra templet. Jeg råbte op og løb derind, men det var for sent. Drow lå død, og præsten nægtede at lade mig gøre noget. Jeg vidste ikke hvor mægtig denne præst var, så jeg føjede ham. Han forklarede at Drow havde ofret sit liv som en tak til Nisara. Jeg ser det som spild, og ikke som et offer men som et selvmord… Han var en mægtig klerk, og en af de få indbyggere i Camrynn mægtig nok til at være en af mine allierede. Og så lader han sig dræbe!
Jeg tror nu ikke helt det var hans beslutning. Therian har endnu engang blandet sig i mit liv, ved at tage både Nefoks og Drow fra mig på samme dag. Du mener måske jeg er paranoid, eller at jeg lyver, men det er sandheden. Therian ønsker at ødelægge mit liv, men hvorfor ved jeg ikke.
Truslerne imod mig er ganske vist forsvundet, men det er min eneste allierede også, sammen med min barndomsven. Jeg føler mig mere ensom end jeg har gjort længe, og Keinar er stadigvæk forsvundet. Jeg ved end ikke hvornår han kommer tilbage, eller om han overhovedet gør det.
Jeg har tænkte længe over disse begivenheder og er nået til en endelig konklusion. Therian er ude på at overtage denne verden, som jeg hele tiden har sagt, men nu har jeg ikke længere tænkt mig at lade ham gøre det. Han får ikke Camrynn, ikke Moranien, ikke denne verden. Jeg beder til mine guder så ofte det kan lade sig gøre, for om muligt at opnå samme kræfter som Drow. Jeg ved det er muligt, og jeg ved det kan lykkes for mig. Det er blot et spørgsmål om tid! Hvis Therian vender tilbage til Camrynn, hvilket jeg tror han gør allerede dette efterår, vil jeg være der til at gå imod ham. Han får ikke lov til at dræbe flere af mine venner. Men jeg må stoppe med at skrive nu, jeg er træt efter en søvnløs nat.

Diary
Not yet filled out