Navn: Cadi af uglefjer slægt
Væsen: Skovelver
Køn: Kvinde
Alder: 256
Højde: 174 cm
Hårfarve: Gyldent
Øjenfarve: Blå/grønne
Side: +13
Beskæftigelse: Urtekoger med speciale i helende urter
Gud: Avia
Fødselsdag: 23/6
Fødeby: Ikke oplyst
Hjemby: Ikke oplyst

Familetræ
hendes mor, Naria. Hendes far, iram. Og hendes søster, karia

Karakterer mødt
Naria, iram, karia

Udseende
Hun er temmelig høj, og spinkelt bygget. hendes hår, som altid hænger løst, går ned til hoften. Hun bære en grøn bluse, med et lysegrønt blad motiv på ryggen. Hun har også en lang, hvid, nederdel, med en lysegrøn kant, forneden. Hendes store smukke øjne lyser altid af glæde. hun har altid hendes 3 tasker med. 2 af dem er lavet af ægte kernelæder, mens den sidste er lavet af store blade. Der hænger altid en mystisk, men beroligende duft omkring hende, begrund af alle hendes urter. Hun går altid på bare føder, så hun kan mærke græsset mellem hendes tære.

Personlighed
Cadi af Uglefjer slægt, er venlig over for alt og alle, og hun hader alt der er ondt. Hun er i sandhed lys i sind. Hun vil hjælpe alle der er kommet til skade, selv en Sortelver, men kun hvis han eller hun er på dødens rand. Cadi kan forstå andre folks følelser, og sætte sig i deres sted, hvilket gør at hun ikke kan dræbe, eller skade nogen, ”for hun ville jo ikke kunne lide det, hvis det gik ud over hende”

Baggrundshistorie
Cadi af uglefjer slægt, kan ikke huske hvor hun blev født. For da hun var lille, flyttede hende og hendes familie meget rundt, så hun boede ikke længere ind Max. 4 år hvert sted.
På en af deres rejser, mødte de en flok Sortelvere, der havde våget sig op, for at se lyset. Da de Sorte så en flok Skovelvere, blev de straks fyldt af had, og gik til angreb. Det eneste Cadi kunne gøre for at overleve, var at flygte ind i skoven. Inde fra skoven kunne hun se sin familie blive slået ihjel. Hun græd i flere dage, men kom en dag til en sø. Hun kiggede ned i den, og så sit eget spejlbillede, der lyste af sorg. Hun kunne ikke kende sig selv, hun plejede at være en pige, der nærmest var glæden, men nu var hun kun en skygge af sig selv. Hun blev så forskrækket at hun gav et løfte til Avia om, at hun ville leve livet fuldt ud. Aldrig mere være trist, eller ked af det. Og hun ville hjælpe andre væk fra dødens rand, så andre ikke skulle føle den sorg, hun følte, da hun mistede hendes kære.

I flere årtier, boede Cadi i skoven, for at lære alle urternes egenskaber, og hun blev klogere og klogere på det punkt. Og hun glemte hvordan det var at være i en by. En dag da hun ledte efter nye urter, så hun en sortelver der lå og blødte på stigen, tydeligvis tæt på dødens rand. Hun var tæt på bare at gå forbi, mens så kom hun i tanke om det løfte hun havde givet til Avia, for snart 50 år siden, om at hjælpe alle på dødens rand. Hun skyndte sig at lede alle hendes urter igennem, indtil hun fandt den rette, hun tvang den ned i den Sortes mund. Han hostede lidt, men Cadi kunne se at det havde virket. han åbnede øjnene, og blev meget forskrækket over at se en Skovelver stå bøjet over sig, da han kiggede ned på sin krop, der var i gang med at samle sine sår. Forstod han at hun havde hjulpet ham. Han sagde lavt ”tak, men hvorfor gjorde du det?” da svarede Cadi, fordig ingen har gjort noget så ondt, at de fortjener at dø. Da følte Cadi et varmt lys brede sig inde i hendes, det var Avias lys. Da vidste hun at hun havde sagt det rigtige, ingen fortjener at dø.

Dagbog
Ikke oplyst