Navn: Sankakur Jiniva Rahshina Miktar
Væsen: Skovelver
Køn: Mand
Alder: 319
Højde: 191cm
Hårfarve: Lysebrunt
Øjenfarve: Sølvgrå
Side: Ikke oplyst
Beskæftigelse: Holder øje med Keinar og Cheza fra langt væk
Gud: Eresir
Fødselsdag: 6/4
Fødeby: Ikke oplyst
Hjemby: Nora Garûn

Familetræ
Endnu ikke skrevet

Karakterer mødt
Nakothee Aréey, Kilehna Amilae, Raktameean, Endaara, Ormus, Eresir, Keinar, Kristine, Paq.

Udseende
Sankakur bærer en lang, sølvhvid kåbe bundet omkring livet på ham med et fint blødt og hvidt torv hvor guldtråde er vænet ind i. I lyset fra solen glimter hans dragt i regnbuens farver så det ser ud som om at den ligner tågen han går i.
Han har langt lysebrunt hår der går ham ned til midten af ryggen, og sølvgrå øjne der, hvis man ser ind i dem, altid udstråler et venligt og tålmodigt skær.

Personlighed
Sankakur er godheden selv. Han er en mand med stor personlighed og klogskab. Han har altid været en god ledertype og elsker at guide folk igennem deres måske tågede liv. Dog tager han aldrig beslutningerne for nogen, han vejleder blot. For ham er fri vilje meget vigtig.

Sankakur er en mystisk personlighed i form af en meget åben og filosofisk mand. Han fortaber sig ofte i nye spændende fænomener han ikke kender til og på selv den vigtigste opgave for Eresir kan han stoppe op for at studere en blomst i vejkanten for dens unikke og anderledes udssende.

Baggrundshistorie
Sankakur har hele sit liv trænet sig mentalt for at være ypperstepræst for Eresir. Han brugte 200 år på at blive klar til at tage over for den døende og 968 år gamle nuværende ypperstepræst, Nakothee Rimin Pandae Aréey.

Omkring 32 år efter Sankakur blev ypperstepræst, ankom Keinar til Nora Garûn. Han var som en lille ulveunge der nysgerigt og logrende spang rundt og udforskede de store plæner omkring Nora Garûn. Efter en tid kontaktede Eresir Sankakur og i et syn forklarede han Sankakurs rolle i Keinars liv. Han skulle tage Keinar til sig og lære ham op til at blive en af verdens første tjenere af Eresir som et helligt væsen kendt som en alurian. Men tiden var ikke inde endnu, det skulle kræve megen mental og fysisk træning og igennem årene skulle det vise sig om Sankakur kunne klare den store opgave der var blevet ham betroet af selveste Eresir.

Som Keinars mentor fik Sankakur et meget stærkt forhold til Keinar. Men det skulle vise sig ikke at vare mere end et par årtier. Mange år tilbragte de sammen men dagen kom hvor Keinar skulle vise sit værd for Eresir ordenen, i hvilket han fejlede grusomt. Længe blev han væk. Ja faktisk hele 60 år. Kærligheden havde stoppet ham og intet anet Sankakur før nogle få dage inden Keinar en dag vendte tilbage. Keinar berettede om hvordan mørket havde taget hans elskede (og tilfældigvis også verdens første alurian ) fra ham.
Efter at Sankakur have fortalt Eresir hele den sørgelige historie, fandt Eresir en måde at stoppe kaos for at gentage sine handlinger. Hvis kaos nogensinde skulle forsøge at overtage en alurians sjæl igen skulle denne alurians krop dø, men sjælen ville leve videre og tvinge dræberens sjæl ud og overtage dennes krop. Det var en grum skæbne for morderen, men ingen skulle nogensinde dræbe en alurian igen, det var vidst!

Om Sankakur blev vred eller blot skuffet over at Keinar havde svigtet hele ordenen var aldrig til at se, men havde det ikke været fordi kaos i samme tid nu hvæssede dets klør imod Nora Garûns porte i form af kaosguden Therian selv, havde Keinar nok fået “stuearrest” i et par hundrede år.
I stedet betroede Sankakur en ny opgave til Keinar og han blev sendt til til et sted vest på kaldet Camrynn, hvor han skulle søge efter en kvinde ved navn Paq. Han skulle blive hendes åndeguide og redegøre hende til hvad der ventede hende i de kommende år - Kaos.

I de mange år Keinar var bortrejst fra Nora Garûn, vandrede Sankakur i Nora Garûn alene. Eresir ordenen havde aldrig været mange, og efter kaos' indtrængen var deres tal faldet fra hundrede til intet end simple fem. Fem sande tilbedere, de fem stærkeste som ikke var faldet for kaos. Sankakur, Kilehna Amilae, Raktameean, Endaara og Ormus. Disse fem havde kun et håb for at overleve og deres håb var Keinar. Alt afhængte af ham denne gang, og hvis kan skulle fejle endnu engang ville han givet ordenen dødsstødet og Eresir ville være magtesløs i kampen imod kaos.

En dag kom Lunara, Kristines ulv og åndeguide, tilbage til Nora Garûn lige så pludseligt som hun var taget af sted efter Keinar for lang tid siden. Da hun så synet af Sankakur faldt hun om af udmattelse og Sankakur og de andre bragte hende til et sikkert sted. Sankakur genkendte straks Lunara og derfor kaldte han Keinar tilbage til Nora Garûn igennem skovens spejle.
Lunara levede på den livsglæde og balance der fandtes i verden, men ikke mindst af Kristines krop som nu blev kontrolleret af et kaosvæsen som blot blev stærkere dag for dag. En dag var det blevet så stærkt at det truede med at slå Kristines sjæl ud af hendes egen krop og derved også slå Lunara ihjel. Det var Sankakurs håb at fortælle Keinar om Nora Garûns daggert og dens mening. Han havde håbet på at ved at svække kaos' greb i Moranien ville han være i stand til at rede Lunara. Men han tog fejl..
Da keinar atter vendte tilbage til Nora Garûn var det slut. Han havde mistet sin elskede Kristine som var fanget i Lunaras krop. Det var det sidste Sankakur så til Keinar. Hvad der senere er hændt kendte ingen til andre end Keinar og dem han har fortalt det til.

Sakakur fik en dag at vide at Eresirs alurian var klar. Keinar var blevet genfødt som et helligt væsen og befandt sig nu i Correntain. Sankakur og Ormus så meget frem til Keinars tilbagevenden, men den skulle vise sig at være en kortvarrig glæde. Sankakur havde bestået Eresirs opgave der blev givet til ham for mere end firs år siden. Og først nu kunne har fortsætte hvor han slap.

Længere tid gik og imens Keinar var væk, forsvandt Sankakur ind i en verden der hverken skulle bekymre sig om kaos eller død.

En ny verden
Dagen kom hvor Sankakur kom tilbage til Moraniens verden. Hans tilbagevenden var længe ventet af de fire andre Eresir tilbedere. På Sankakurs lange rejse havde kaos benyttet sig af hans fraværelse og overtaget skovene omkring Nora Garûn. Kaos havde også spredt sig til det gigantisk skovområde nord for Nora Garûn kendt som Karstaag. De forbandet væsener, varulvene var i kommet i stor konflikt og hele den skov der næsten dækker halvdelen af Moranien flød snart i kaos. En lavere stående del af Karstaags befolkning mente at Karstaag blev styret med en alt for let klog og foretrak at ligge det tilbage i det blodige greb der engang havde skaffet varulvene deres ærefrygt og herredømme over det kæmpe skovområde. Men kongefamilien i Karstaag ville ikke tillade det og en kæmpe konflikt mellem de to parter startede. Kilehna Amilae havde rejst dertil for at hjælpe med en diplomatisk indblanding og på denne måde håbe atter at sprede fred i Karstaag, men hun havde fejlet og varulvene havde splittet sig i to. Nu herskede den ene flok i det nordlige Karstaag, og den anden i det sydlige.

Som om det ikke var nok havde dværgene følt sig truet af varulvenes krav på at fylde Karstaag med blod igen, og havde flygtet til de sydligste bjerge i Moranien.
Efter dette stod Nora Garûn absolut uden beskyttelse omkring sig, og de engang fredlige, sikre mure stod nu for fald. For hver dag der gik arbejdere kaos sig tættere imod Nora Garûns porte.
Og en dag skete det der ellers skulle være umuligt.
Siran havde fundet en vej ind i Nora Garûn, igennem Keinar. Han havde besat Keinar imens han stadig var svag efter sin første høstfest i Balon, og på den måde kommet ind i Nora Garûn. Da Keinar satte sin besatte krops hånd på de hvide søjler i indgangen blev den klare himmel mørk og regnskyer samlede sig over tempelbyen. Over alt slog søjlerne revner. Ormus som havde set alt dette i et syn vidste hvad han måtte gøre. Han stillede sig ind foran Keinar og satte et skjold op omkring ham, en magisk barriere af denne styrke måtte være nok. Men i Keinars krop bed intet helligt på Siran. Efter at have splintret den magiske mur med klørene slog Siran den svækkede Ormus ihjel igennem Keinar. Efter dette var Keinar blevet stærk nok til at kaste Siran ud, og et kort øjeblik så det ud som om alurianen delte sig i to indtil hans højre duplikation tog form af et langt mørkere væsen. Siran var rasende og hamrede Keinar op i mod statuen i velkomsthallen, så også denne flækkede midt igennem.
Den svage Keinar kunne intet gøre, Siran havde drænet ham fra alt sin styrke og havde det ikke været for Sankakur havde Keinar været død.

Siran kastede Keinar op og ind imod toppen af statuen og kastede magiske kæder omkring det hellige væsen og lænkede ham fast til den kæmpe statue der hævede sig mange meter op i luften. Kæderne snoede sig om den svage alurian, og strakte væsenet ud i armene så Keinar kun hang i kæderne omkring håndledene og benene. Efter at have sikret sig at Keinar ikke flygtede nogen steder, hoppede Siran op på en faldende søjle og kastede sig imod Keinar parat med daggerten til at bore den ind i hjertet på Keinar.. Et lysglimt.. Og Siran ligger på jorden, kort efter falder hans daggert til jorden ved siden af ham og inden han rejser sig op bliver han holdt nede af en usynlig kraft.
'Little wolf, please leave Keinar alone, we have missed him so, and we would be so sorry to lose him once more.'
-'Get off me! Arrr!!' Snerre Siran og prøver af alt sin kraft og langsomt står han imod.
'Tell me wolf. How did you manage to get-'
-'Jah! Det kunne du lide at vide, elver- Men det for du ikke at vide!'
Sankakur begynder at have problemer med at holde Siran nede.
'Little wolf, please stay down or I must be forced to force you to do so.'
-'Den eneste der skal ligge ned er ..mm!'
Sankakur kan mærke at hans kræfter svækkes hurtige end han havde troet.
Siran kæmper stadig om at komme løs.
'I skal dø! ALLE SKAL FALDE FOR KAOS!!'
Sankakur spærre øjnene op et kort øjnene blik.
~Impossible..!~

Lyspartiklerne svækes og Siran kommer op at stå. Alle lyspartikler tæt på Siran går ud og Sankakur falder til jorden, svækket af at bruge så mange af sine kræfter på at holde Siran nede. Aldrig i hans liv havde han troet at det skulle blive så svært at vinde over kaos.
Siran går nu ubesværet omkring.
'Heh..heh...heh...Hahaha!.. Troede du virkelig at du kunne holde kaos tilbage?'
Siran ler hånligt og går hen imod den bevistløse Sankakur, han hæver daggerten over Sankakurs bryst. Sankakur rører sig ikke det mindste, og der er et ubekymret smil over hans ansigt i det Siran hamrer daggerten ned imod ham.
'HVAD!?' Råber Siran vredt da en blåglødende kraft holder hans arm fra at stikke sin daggert i hjertet på Sankakur.
'NEJ!!! Det er løgn!! Grrr!!'
Siran knurre vredt og kaster daggerten væk ind i tågerne af arrigskab.
'Jeg skal nok finde en måde at dræbe dig på elver!'
Siran tager fat om Sankakur og slæber ham med sig imod Eresirs tempel.
'Det siges at enhver der betræder templets indre gulve forsvinder, og ingen ved nogensinde hvor de forvinder hen. Det siges at de dør... Er det ikke sandt.. ELVER!?'
Sankakur havde rørt en smule på sig men ikke meget.
Siran ligger mærke til det og smiler bare ondt.
'Ja sov du blot videre, for snart sover du for evigt og så er der ingen der skal stå imod min kraft når jeg sammen med de andre ulve overtager Nora Garûn!'

Siran står foran tempel indgangen. Han smiler ondt og det eneste lys der ikke er svækket i nærheden af ham, er det fra det fra Nora Garûns juvel der sidder i holderen i toppen af templet.
Siran hiver Sankakur tættere på og tager ham op fra jorden.
'Nu får vi at se om rygterne er sande.. Heh...'
Siran tager et godt fast greb i Sankakurs klæder og kaster ham ind på det hårde, hvide marmorgulv der er belagt overalt inde i templet og ved templets udgang så langt øjet rækker ind i mørket.
Sankakur falder som livløs på det kolde gulv, en rumlende lys kan høres. Langsomt bliver den højeje og højere og så pludselig falder en kæmpe stenblok ned foran indgangen og blokere alt imellem Sankakur og omverdenen.

Siran ser en smule skuffet ud.
'Hmm ikke lige den virkning jeg havde håbet på.. Men resultatet bliver det samme..'
Siran vender sig om og tager daggerten op fra jorden. Lys partiklerne er endnu svagere og har næsten helt mistet deres skær.
'Tid til at skabe kaos i Nora Garûn.'
Siran knuer fast om sin daggert og vandre tilbage imod indgangen til Nora Garûn imod Keinar.

Kaos' korruption (Opdatering d. 07-09-3454)
Kort tid herefter bliver Siran dræbt og hans krop knust. Han sjæl brænder op og fanges i juvelen.

Sankakur prøver nyttesløst at genopbygge hvad kaos har ødelagt, men han kan ikke gøre det alene. Efter at have løsladt og healet Keinar, har han også forladt Sankakur og i nogle år er Sankakur atter helt alene i mørket der har lagt sig over ordenen. Værre bliver det da Nora Garûns korruteret juvel bliver strålet af tyvenes leder Aubri, og med den Sirans sjæl. Da Sanakakur opdager dette ser han også at de lyspartikler der stadig var tilbage efter kaos' intrængen, nu er helt væk og tågen blot er mørk og kold. Siden juvelen blev stjålet er det også begyndt at regne kontant i Nora Garûn, noget der altid er sket før. Sankakur blvier alt sin magi på at genoprette en ny juvel, langt mindre end den første , men med Eresirs hjælp kommer der atter en ny juvel i Nora Garûn, men dens glød er som en hver anden juvel og Sankakur får at vide af Eresir at han selv skal finde ud af hvad mangler.

Efter en lang spirituel rejse ind i sit eget sind, der varer flere måneder, er Sankakur klar over hvad der må gøres. Han hidkalder Keinar tilbage til sig og lærer ham hvad der er sket. Alurianen får genoplivet lyspartiklerne i tågen da han lader en tåre falde og lukker øjnene og mindes Nora Garûn før dets fald -- Og igennem dette reflekterer hans sjæl hans indre billede og genopliver lyset. Regnen stopper og liv begynder atter at gro i tempel byen, men templerne er stadig total skadet og det varer længe endnu før Nara Garûn vil blive sig selv.

Efter Keinar atter har forladt tempelbyen forlader Sankakur den fysiske verden og rejser tilbage til Eresir.

Dagbog
Ikke oplyst