Navn: Siran Asurac
Væsen: Menneske (Kaosulv)
Køn: Mand
Alder: 35
Højde: 180 cm
Hårfarve: Brunt
Øjenfarve: Smaragdgrønne
Side: Ikke oplyst
Beskæftigelse: Korrumperer Moranien
Gud: Therian
Fødselsdag: 2/4
Fødeby: Camrynn
Hjemby: Stormens Slot

Familetræ
Fader: Rasmir

Karakterer mødt
Rasmir, Paq, Jorodes, Koji, Miran, Orken Eik & Zeizer den ensomme, "Svends dumme adelige karakter" ,"mange karakterer i Camrynn som Ulven ikke kan huske o_o", Hunter, Adlamar, Therian, Sündir, Keinar, Shadow, Adana, Celka, Tara, Trista, Cheza, Ræv, Kanin, Ugle, Marcus Hezto, Valina, Rayka.

Udseende
Han har viltert brunt hår som går ham til skulderene, og smaragdgrønne øjne. Han bærer en sort kappe. Omkring hans hals bærer han en guldamulet formet som en slange der snor sig op af et sværd. Hans klæder er besat med forskellige udsmykninger og får ham til at virke næsten adelig hvis det ikke var for hans beskidte støvler og overtøj.

Personlighed
Siran er personen der elsker at planlægge og plotte. Men han har en meget kortvarig tålmodighed, så det kan nogle gange være svært af få planerne ført ud i livet. Han nyder at dræbe lige så meget som han nyder livet. Han truer, råber når han er ved at miste tålmodigheden. Han bruger sit Kaos element - vand, til at udradere sine fjender, typisk på en meget destruktiv og meget ubehagelig måde.
Siran bringer Kaos til store grupper og korrumperer dem indefra for derefter at styre deres leder og igennem ham eller hende, til sidst en hel by... Og hvis han får chancen, et helt rige i Moranien!

Baggrundshistorie
Som ung (omkring 16 år) døde Siran's far, Rasmir. Siran tog straks ud for at hævne ham, hva' han ik' ved er at den ridder han søger efter er en Death Knight. Han har hørt folk tale om det var en skummel person der dræbte hans far, men samtidig går der rygter om det var en af hans fars gamle venner der tjente kongen i alt hemmelighed- Men en ting er sikkert han har hvertfald tænkt sig at gå efter personen uden tøven og hævne sin fars mord. Han stopper ik' før hans hævntogt er fuldført og vil gå i ledtog med hvem så helst så længe det betyder han vil få sin hævn en skønne dag!

.: Karakter historie :.

Extra: ~Kroen~
Dato for rollespillet: 04-09-04 og 05-09-04

Kort tid efter Siran har forladt sin hjemby i vest, finder han ud af verden er ganske grovere til rede end han troede, og efter at få berøvet sin fars sværd og sit guld finder han vej til en kro hvor han må arbejde, for at få nogle af sine tabte penge tilbage. [-1]

Han arbejder i en kro nord på i ca. et halvt års tid hvor livet går stille og roligt og har til den tid fundet ud af en del, også at området kroen er bygget på er sortelvers territorie, og for at slippe for kongens skatter, har kroværten indgået en aftale med sortelverne om at han kunne bygge sin kro på deres territorie så længe han holdt det hemmeligt og sortelverne fik fri adgang til kroen. Dette fandt Siran så ud af kort efter han var ankommet og havde søgt om jobbet som vagt på kroen, da kromanden, som var en god og flink mand, betroede Siran sin hemmelighed.

Da Siran finder ud af dette begynder han, i alt hemmelighed at snakke med sortelverne, og vise dem respekt i håb om de kan lære ham nogle ekstra kneb, der vil gøre hans hævntogt nemmere. I starten virker sortelverne uinteresseret, men da han forklare dem om sine grund til at opsøge dem, bliver de straks mere interesseret og lære ham at snige sig uset omkring uopmærksomme øjne og at presse informationer ud af folk om nødvendigt! [-2]


Ca. 1 år efter ankommer elvere til kroen (uvidende om at kroen er på sortelver territorie). Da sortelverne begynder at blive nægtet adgang pga. grunde kroværten ikke vil lade elverne vide besked, bliver de tossede og fortæller det til deres fyrstinde som straks beordrer dem til at angribe kroen.
Siran bliver hårdt såret og mister den ene arm, dog var han så heldig at en klerik var i nærheden som næsten var i stand til at heale hans arm tilbage til normal stand, hvor den kan håndtere et sværd - Dog er Sirans arm ikke helt healet og han er stadig ekstra følsom på det punkt. Da Siran finder ud af det var sortelverne der bedrog dem og angreb, mister han sin tillid til dem og efter de har fået jaget alle sortelverne ud af området ved stor indsats fra elverne, og fred er kommet tilbage til kroen, overtager elverne den for et stykke tid og bruger den som base. [-1]

Kort tid efter finder en af elverne ud af Siran har må have haft kontakt med sortelverne, da han opdager hvordan Siran besidder egenskaber og evner som normale folk i området ikke gør. Elveren fortæller det til lederen som først bestemmer at dræbe Siran for hans "bedrageri" men en af elverne påminder elvernes kaptajn om at sortelverne også angreb Siran som så får en lidt mildere straf og bliver landsforvist fra området i stedet.

Siran flugter nu mod landet mod sydvest i området ved kysten som han hører ligger i total kaos, og tager straks dertil for at lede efter Rasmirs morder.

~Mødet med Miran~
Dato for rollespillet: 12-09-04

Siran er nu kommet til byen Camrynn, et lille skovsamfund tæt på kysten. Han søger efter folk der vil hjælpe ham videre på sin færd. På vej ind i byen møder han en magiker der ser ud til at være helt fra den. "Guderne er vrede! Ond, ond magi er på vej i mod os, jeg kan mærke det! Alle, vogt jer!!" Manden drejer om og løber ud af den lille landsby, forvirret og tosset som han ser ud.
Siran ryster på hovedet mumler noget lign. "Gamle fjols" og går videre ind i byen. Siran søger råd hos nogle forskellige mennesker i byen som fortæller ham at det bedste sted at søge information er inde på kroen.
Da Siran kommer uden for landsbyen ser han en soldat der ser ud til at være høj af rang, og ser endnu en soldat bag personen der råber "General! Hvor skal de hen?" Generalen ser ud til at stoppe op og diskutere i lang tid med sin soldat, og Siran går videre til kroen.

Da han kommer ind bliver han straks klar over det ser ud til at være en meget fri kro hvor orker og andre væsener kan få lov at være uden problemer. Han undrer sig lidt over at en sådan kro ikke har nogen vagt med alle disse urolige væsener, men bliver så forstyrret af kroværten der meget venligt kommer hen og spørger hvad han ønsker. Siran forklarer at han bare foretrækker at være her i kroen og slappe af da han desværre ikke har så mange penge. Kroværten nikker og går igen.
I mens Siran sidder i sine egne tanker kommer kroværten tilbage med et stort smil og giver Siran lidt brød, Siran kigger spørgende op på kroværten som svarer hans blik med "Jeg syntes at alle skal have lov til at nyde min kros gode tilbud, i sær hårdt arbejdende folk som dem selv-" Siran skulle lige til at fortælle at han ikke var nogen hårdt arbejdende mand, men tager sig selv i det, og ser ventende på kromanden, som opdager Siran ikke ville sige noget alligevel og forsætter med at snakke.
"Ja.. som sagt, så syntes jeg at hårdt arbejdende folk som dem selv og rejsende skal have lov til at nyde kroen her, også selv om de er fattige. Jeg har jo ikke drevet kroen her lige siden mit liv startede, jeg ved skam godt hvad det vil sige at være fat-"
Kromanden bliver igen afbrudt af en person der lige er kommet ind i kroen. Siran genkender straks manden som nu står og taler med kroværten, det er generalen som han så på vej hen til kroen.

Siran undrer sig over hvad generalen laver her og ser nu at generalen er sammen med en ork, og en anden person. Tiggeren som sidder over i hjørnet af kroen hvæser spørgende "Hvem der?" Siran får et chok da han ikke havde opdaget han sad lige ved siden af hvad der ser ud til at være en blind tigger.
Generalen, og hans følgesvende vender sig om mod tiggeren men svarer ikke. Kroværten skal lige til at sige noget men et dystert blik fra generalen for ham til at holde sig stille. Tiggeren spørger igen. "Er der nogen!?" Orken prøver at sige noget til kroværten men bliver afbrudt af tiggeren.
"Der er nogen, jeg kan høre jer!" Orken ignorer tiggeren og snakker videre, kromanden ser sig omkring og tager så krukken med vin og giver den til orken. Generalen og den anden vagt er på vej ud af kroen igen, men da generalen ser hvad orken har gang i prøver han at hive ham ud af kroen igen som det lige akkurat lykkes ham.
Generalen skal lige til at vende sig om og gå ud igen, men bliver afbrudt af Siran som har rejst sig.
"General! Ja du må undskylde - Jeg tænkte bare på... Om du ikke skulle være i nærheden af dine soldater og træne dem?"
Generalen ser undersøgende og med strengt ansigt på Siran og siger.
"Det kommer ikke dig ved hvad jeg går rundt og laver, fremmede!"
"Hm..de må undskylde, men hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro de ikke passede deres job..?"
Nu går generalen med hastige stridt med hånden klar til at trække sig sværd, hen mod Siran, som fortryder det han lige har sagt.
"De soldater er HÅBLÅSE! Men hvis De tror De kan gøre det bedre, fremmede - Så!!!"
Til sin skræk har generalen trukket sit sværd op af dets skede og skal til at hugge Siran ned, da orken har grebet fat i generalen som vredt går frivilligt tilbage til udgangen hvor orken giver slip på ham. Men på vej ud af døren vender generalen sig om og råber.
"Jeg har fået nok af den her kaotiske landsby og de mennesker der bor i den, jeg rejser til Kongens by og klager med det samme!"
Hvorpå han smækker døren til kroen i med et brag, som får den stakkels tigger til at give et lille hop.
Kroværten vender sig om og siger "Jamen dog, Jamen dog! Så tag det dog roligt!"
Siran har sat sig ned igen og ryster på hovedet af generalen og spørger så kroværten.
"Er alle lidt halv tossede i denne her by?"
Kroværten løsner sit lidt skæve smil og griner af Sirans kommentar.
"Ha ha, nej nej da! Det er skam kun de høj-røvede vagter og landsbytosserne! Men det siger vel også sig selv?"
Siran nikker og spiser resterne af sit brød. Tiggeren kigger op "Jamen goddag unge herre!"
Siran hopper op fra sine dagstanker men falder hurtigt til ro igen og triller med øjnene over at blive behandlet som et barn og undrer sig lidt over hvordan tiggeren kan vide hvordan han ser ud når, hun er blind, men lader være med at spørge.
"Erm..goddag?" Svarer han blot og samler sit brød ned fra gulvet hvor han tabte det.
Kroværten kommer hen til det bord hvor Siran og tiggeren sidder sammenkrøbet.
"Hvad med noget rigtig mad til mine fattige, og eneste gæster?"
Både Siran og tiggeren nikker og kromanden løber hurtigt tilbage til sin kro for at ordne noget hurtig mad til dem, og ca. seks minutter senere kommer han med noget kylling til dem begge sammen med to krus øl og sætter sig ned og snakker med sine gæster. [0]

Da det begynder at blive sent på aftenen rejser Siran sig op og siger. "Nå! Jeg må se at komme tilbage til min lejr ude i skoven."
Siran vender sig om for at ta' afsked og ser at både tiggeren og kromanden ser bange på ham.
"Sagde de skoven?" Spørger kromanden stille.
Siran kigger undrene på kromanden.
"Ja, hvorfor bekymre det dem?"
~"Hm...folk siger der er ulve i skoven for tiden.."
Siran kigger undersøgende på kromanden.
"Ja..det ved jeg. Men de tør jo slet ikke komme tæt på lejeren."
Kromanden kigger op "Nej, ikke de normale ulve, nej, de tør ikke.."
Siran kigger nu endnu engang spørgende på kromanden som lige skal til at sige noget da han bliver afbrudt af tiggeren.
"Der går rygter om at der færdes nogle meget klogere og stærkere ulve ude i skoven..Onde væsener siger jeg dem! Jeg hører dem tit ude i skoven om natten.. Hvis jeg var dem ville jeg tage at finde et sikkert sted inde for landsbyens grænser.."
Siran griner lidt men bliver så lidt bekymret da han ser de to andre stadig har et alvorligt udtryg i ansigtet og siger så.
"Hm..jeg har mødt det der var værre end..."- Siran kigger sig lidt omkring.. "Onde ulve... Og overkommet det med lethed, jeg tror ikke i behøver at bekymre jer for mig. Men tak alligevel.."
Siran smiler og vender sig om og lukker døren efter sig på vej ud. [1]

Da Siran kommer udenfor ser han vagterne er ved at lukke byporten, og beder vagten om at åbne den, da vagten spørger hvorfor, finder Siran hurtig på en lille løgn, for at undgå flere kommentare om onde ulve. Porten bliver lukket bag ham og han begynder at gå ud til sin lejr som kun ligger nogle få mil fra landsbyen ..og forsvinder i mørket.

~En stille dag..~
Dato for rollespillet: 26-09-04

Siran har nu været i Camrynn i et godt stykke tid og han har endnu engang erfaret at han bestemt ikke tog fejl da han bedømte området som det rene kaos. Han har fundet ud af at den lille "hyggelige" by Camrynn faktisk er et stort samlings område for alt ondt. Selve byen er jo ikke videre beskyttet mod alt det onde der omgiver den. Kroen ser dog stadig ud til at stå - Og som den eneste rigtig bygning inde i landsbyen ser det ud til...

Siran har fundet et midlertidig job som spejder for kromanden, som han ser for en af de få vigtige personer i den lille landsby Camrynn. For hva er en by uden en kro..!? En meget tom by.. I hvertfald landsbyer som Camrynn ser det ud til..

Da Siran kommer ind til landsbyen om morgenen ser han den er hel tom med undtagelse af kromanden
og en anden person der ser ud til at at hjælpe ham.
Kromanden siger at folk er ude for at finde ud af hvad der sker udenfor landsbyen.
Der går rygter om sortelver har forgiftet træerne i skoven og folk er ude for at finde ud af hvad der egentlig helt er sket. Siran har derefter fundet ud af, efter en kort snigtur kort omkring Camrynn, at orkene er ved at etablere deres egen lille forsamlings-post, utrolig tæt på Camrynn, og løber tilbage til kromanden og fortæller det, så kromanden kan advare andre folk der færdes derude.
Sirans anden patrule-tur bliver dog en del kortere da han støder ind i en flok mordere og må lade som om han er ny her og faret vild, og spøger vej tilbage til landsbyen - Så hurtigt som han fik takket morderne for at have fulgt ham tilbage til landsbyen forlader han den lige så hurtigt.
Han støder ind i forskellige folk men ingen syntes at vide noget om de rygter Siran har hørt om. Omkring eftermiddagstid går Siran tilbage til landsbyen og retunere til hvad der ser ud til at være en kro i kaos..

Orkerne har angrebet byen..eller rettere sagt, kroen og slået halvdelen af personer derinde ned. Dog står kormanden stadig og hælder, lidt skævt smilende, mjød op til en af de orker der har slået sig ned tæt på Camrynn. Siran betragter hele situationen fra skyggerne, mellem træerne lige ved grænsen til landsbyen. Da orkerne er gået igen, går Siran ind i kroen og forhører sig om hvad der er sket. Kromanden er, denne gang , desværre ikke til en stor hjælp og lige som Siran skal til at forlade landsbyen igen for at hente hjælp til de sårede, støder han på en tvær ork som slår hans højre arm så Siran besvimer af smerte...

Da Siran vågner igen, er han lige ved at besvime igen pga. den smerte han har i næsten hele hans krop, han kalder på hjælp og kromanden kommer ud og fortæller Siran, en ork kom slæbende med ham ind på kroen og at han nok troede at Siran ser ud til at have brækket begge arm og ben. Ved den nyhed føler Siran en større smerte end da han lige vågnet og besvimer igen..
Imens han er besvimet tager en læge der lige har rejst sig op, sig af Siran og forbinder hans ben..

Da Siran vågner igen står der en vred mand og kigger ned på ham.. Mander griber fat i Siran med sådan en kraft at Siran mister fodfestet og bliver slynget op i luften.
Manden spørger vredt. "Hva' laver du her!?"
Siran er li' ved at besvime igen ved den smerte der bliver påført ham..En stemme afbryder den sort klædte mand..
"Lad ham dog være menneske! Kan de ikke se han er kommet til skade !? .. Og endda me-"
Den sortklædte mand afbryder-
"Jeg kan *udemærket* se hvad der er galt med ham! - Han ligger ned i kroen og .." manden giver slip på Siran, som falder livløs til jorden- "..folk kunne let komme til at *Træde* på ham!" Siran mærker en stor smerte i maven og besvimer igen..

Da han endnu engang slår øjnene op ligger han lige ude for kroen. Han opdager undrene at hans ben og arme ikke længere dunker med smerte men kan bevæges næsten helt uden problemmer. Siran ser sig omkring og får øjne på en halv-gammel mand der sidder og ser venligt på ham. "Rahnee velsigne dig! - Jeg tog mig den frihed at heale din meget ustabile krop mens du sov.." Mander smiler venligt til ham og går.. Siran, som ser lidt underlig ud i hovedet, rejser sig og vakler hen til kroens indgang. Han sætter sig fortumlet ned.
Tre orker ligger bevistløse omkring ham.. Kromanden kommer lidt skævt smilende hen til ham og fortæller ham hvad der er sket. Kromanden selv ser også ud til at være såret og Siran, med sine få læge egenskaber, tilbyder at heale hans smerter væk med nogle urter han har i sin pung.
Kromanden giver ham endnu et krus mjød for hans venlighed og fortæller ham at manden der behandlede ham absolut uretfærdigt var en adelig som kom for at kræve skatter af kromanden igen. Siran fnyser ved den information og siger nogen lidt for sig selv meget irriteret, hvor på han kort efter forlader kroen..

Da Siran kommer udenfor ser han en elver og en anden person gå langsomt igennem landsbyen, kromanden ser dem også og fatter om sin sprog-bog og prøver at snakke til elveren, men elveren ignorer ham og går videre..
Siran kigger betænksomt på de to passerende, og specielt på den stille kvinde der går bag elveren nærmest tryllebundet og med et blankt blik...
Orkerne begynder at skubbe til elveren som vender sig om og langer ud efter ham og orken hopper væk. Siran kommer i tanke om noget lignende han så tæt på en anden lille by længere nord på..
En person, havde opført sig højst besynderligt, også med en meget stille flok gående bag sig.. Han havde ikke undersøgt det nærmere da han var alene på det tidspunkt.
Noget i ham siger ham han skal vende tilbage til sin lejeren. Og det gør han så..

Da Siran om aftenen sidder ned i sin lille lejr, takker han Eresir for sin gavmildhed i dag og for at lade ham leve endnu en dag. Kort tid efter går han på jagt for at finde noget mad at spise til aftenen og da mørket falder på kan han hører ulvene hyle endnu engang.
Siran undrer sig lidt over hvorfor ulvene er blevet så aktive om natten her på det sidste, og kommer igen til at tænke på den aften han skulle til at forlade kroen hvor kromanden og tiggeren fortalte ham om de onde ulve. Siran kigger sig lidt uroligt omkring ved det næste hyl der skær sig gennem natten.. og tænker på om det måske ikke alligevel var en god ide at finde et sikkert sted inde i landsbyen han kunne overnatte i stedet for ude i skoven.

~Moraniens historie bind 5 - Kongen Vender Tilbage~
Dato for rollespillet: 16-10-04 Og 17-10-04

Siran er nu blevet næsten en fast borger i Camrynn. Han har sat sin nye færd som stifinder. Dog har han stadig ikke glemt den person der dræbte hans far, dette er dog stadig hans største færd. Situationen i Camrynn er blevet forværret siden sidst. Ulvene som er blevet forsigtigt omtalt omkring i Camrynn er nu faktisk kommet til Camrynn og har nærmest overtaget stedet. Mange skumle personer er senere kommet til kroen og meget er hændt siden sidst. Siran har mødt den berygtede Paq, og dette møde ændrede hans skæbne. Men lige så meget som det var Paqs skyld at dette hændte for Siran er det også lige så meget Therians ulves skyld..

Efter det først møde med ulvene, ikke fordi han talte med dem, men efter første gang han så dem virkeligt havde de en underlig effekt på ham.
Siran begyndte at have besynderlige drømme om en masse han ikke kunne forklarer og som tiden gik, blev hans tilstand forværret. Tilsidst kan han ikke en gang genkende sig selv. Han er blevet en hel anden person, fyldt med ondskab og alt det gode ser ud til at være forsvundet ud af ham!
Som de mystiske drømme tager til og ulvene kommer tilbage i kroen igen ved Sirans tilstedeværelse bliver han først rigtig sindssyg...

Det hele ender med ulvene tvinger ham til at gå med dem hvor de åbenbart har noget de vil fortælle ham.. Han finder ud af de har for planer at gøre ham til en af dem, og sindssyg som han er blevet går han med til det af hele sit hjerte. På dette tidspunkt har Therian næsten absolut kontrol over ham. Han har fundet noget i Siran der kunne ødelægge alt menneskeligt i Sirans krop før han overhovedet besatte ham -- Nemlig hans hævngerrige sjæl og kærlighed for naturen som Therian fordrejede fuldkommen til egen vinding. Siran holder sig nu på afstand af kroen som han har fået besked på, han ser sig nu som en tjener af bæstial guden Therian og nyder det til fulde! Han venter spændt på den dag hvor han vil modtage sin ulvesjæl, men hvad han ikke ved er at han vil miste sin egen og alt der hører med den.

Men en dag kort før høstfesten finder Siran ud af hans papirer er blevet stjålet (Se "Sirans Skrifter" for mere information) og han må tilbage til kroen for at finde dem. Dette lykkedes ham ikke og han begynder at gå i panik. Han ved udmærket godt hvad der vil ske hvis en person fra kroen finder ud af hans lille pagt med ulvene.. Dette sker dog ikke, af uforklarligt held, og kort efter høstfestens start lyder ulvenes hyl og Siran beslutter sig for at bevæge sig ud af kroen i en fart.

Han bliver kontaktet af dem i skoven og der bliver han sat i en trance så snart Therian, som har rejst sig i den stærkeste ulv, kommer tæt på, han mærker et stød i maven og i et kort øjeblik forsvinder hans tilstedeværelse. Og i næste øjeblik er han nede på alle fire krybene af pludselig ærefrygt for Therian. Siran er nu blevet en af ulvene og kort efter finder de deres sidste offer..En kvinde ved navn Koji som dog meget modvilligt bukker under for Therians ulve som hans sidste tjenere. Fem ulve, et for hvert kaos element. Siran og Koji bliver nu indvidet i ulvenes planer og næste dag sker der så noget uventet..

Cael Stormklinge Kongen er vendt tilbage! Og med alle tro af gudernes gaver. Klar til at dræbe ulvene på stribe. Siran flygter bange tilbage til sin nye familie for at advare dem og finder ud af det var en af de andres skyld. Sket er sket og ulvene må prøve at få sværdet tilbage selv om de måske vil dø i forsøget.

Ulvene bliver jagtet ud af landsbyen og med Cael Stormklinge i hælene. De to mindste ulve ofrer sig for Therians sikkerhed og bland dem er Siran.

"Han mærker de hvide flammer slikke om ham og brænde hans sjæl op, tilsidst gir den slip og en smerte skær igennem ham, som tusinde sværd i gennem ham på EN gang - Han skriger af smerte og pludselig er det ovre- Han mærker igen stikket i brystet ..
Han vågner og ser svagt skygger af noget der ligner en anden ulv det sidder ved ham, hun piver og med sit sidste åndedræt piver han farvel og mærket livets kræfter strømme ud af ham.. De kræfter som han var så ivrige for at få så han glemte alt andet..Siran er død, hadet som en af de frygtede ulve af Therian og fordømt til at brænde for evig tid som sin mørke sjæl i godhedens hellige flammer..De flammer som engang var så blide ved ham men nu skær igennem hans mørkesjæl som tusinde spyd..Hans sjæl fanget og omgivet af smertende godhed ..."

Men kaos vil aldrig holde op med at eksistere, og den dag hvor ulvene vil vende tilbage skulle vise sig at komme langt tidligere end hele Moranien forventede!


Opdatering d. 06-03-2007
Siran Vs. Koji

Efter Siran blev Therians tjener har han tjent ham næsten uden tøven. Han har haft en personlig kamp om rangeringen med Koji hele vejen op til han endelig kom over hende i Vindens Plæner.. Dog kom Koji over ham igen. Men han vandt til sidst da Koji blev luret i en fælde og mistede sin udødelige ulvesjæl i et ritual. Efter det var det blot et spørsmål om tid før hun skulle falde -- Og det gjorde hun - bogstavelig talt da Siran smed hende ud over kløften der går imellem Correntain og bjergpasset Highwist.

Efter det første møde med Sündir og Keinar, i skyggeverdenen, har Siran betragtet Sündir som den stærkeste ulv og en man absolut ikke kommer på den dårlige side af, dog sker der af og tider alligevel og det skaber store konflikter. Til slut beslutter Siran sig dog for at holde sig mere til Sündirs side, også selv om at det betyder at han skal bide i støvet og bliver jordet det meste af tiden.

Siran og Therian
Sirans personlige mening om Therian er.. som alle Therians ulve.. Bliver han stærk nok, skal han nok vælte vedkommende og selv blive Therian. Dette er jo ulvenes ultimative form og den de for evigt vil stræbe efter. Det er også den som gør at ulvene aldrig vil kunne samarbejde særlig længe af gangen.

Sirans indre
Opdatering d. 29-07-2007)

Efter at blive hidkaldt af Shadow og besat hende med sine evner ved et uheld har Siran endelig fået Shadow over på ulvenes side igen og bedre endnu mener Siran, Hun er en del af ham og en udmærket, hvis ikke perfekt, spion.

Efter han endnu engang blev dræbt i Dødens marker af Marcus Hezto, har Siran ligget lavt. Han er typen der nu mere tænker sig om og klare sig med list, i stedet for at bruge musklerne hele tiden.

En dødelig alliance
Opdatering d. 11-09-3454

Meget er sket med Siran efterhånden, og han har fået mange allierede med sig siden da. Det er lykkedes ham, med hjælp fra Artemis at korrumpere ypperstepræsten i Halmlan, og igennem ham, kontrollere hele klosteret. På hans vej til Correntain for at aflevere en hvid bog støder han ind i et nyt væsen. Væsenet viser sig senere at være en ny gudinde hvis navn er Sheeka. Også engang kaldet Dakara af Siran. Sheeka er datter af Nisara og fortæller ved deres første måde om hendes ustabile tilstand og forvirring over hendes eksistens. Siran er ikke langsom til at udnytte hendes neutralitet og overtaler hende til at ham og hendes eget, forvirrede hjertes ønsker om at sprede Kaos som straf for at sætte hende i en verden uden nogen forklaring om hvem eller hvad hun er.

Siden deres møde i vinterlandet mod stiknord, har Sheeka og Siran kæmpet side om side og med fælles sjæl skabt Kaotiske væsener mægtigere end Siran nogensinde selv kunne have gjort. Deres første sammenarbejde (Sirans forsøg på at dræbe et medlem af højelverrådet og også korrumpere dem) går dog ikke så godt og de må flygte fra Correntain igennem en af Sirans Kaosportaler. Deres alliance ender brat da Sheeka tager kontrol over Sirans døende krop i L'renor rah's tempel og bruger ham til at dræbe de faldne sortelvere. Inden da har Siran reddet L' renor rah's ypperste præstinde og gemt hende et sted, hverken Nisara eller Sheeka kender til.

Fysisk manifestation
Opdatering d. 05-04-2009

Siran bliver genoplivet i Stormens Slot hvor han bliver ud af sig selv at finde sig selv i igen, eftersom han brugte så meget tid og egnergi på blot at slippe væk derfra. Therians forklarer Siran at dette er deres hjem fra nu af og sætter den oprevne hvalp på plads.

Siran vandre nu rundt i Moranien og samler en hær af kaostilbedere for Therian, for at gøre hans gud stærkere i Moranien. Intet aner Siran endnu om hvad der er blevet af den hvide bog som Sündir har hugget fra ham.

Dagbog

Sirans skrifter
Dato: 29-09-3450 (2004)

Først min tak til alle de mennesker der har lært mig, og gjort det muligt at jeg overhovedet er i stand til at læse og skrive tak mine erfaringer omkring her i landet kendt som Moranien..

Dette er jeg..Siran, en uheldigt rejsende i søgen for hævn over min far, Rasmirs mord..
Jeg kalder mig selv færdjæger, og at rejse i gennem Moranien efter min søgen for min fars morder er min største færd af alle..

Lige siden jeg er kommet til Camrynn har der ikke været andet end problemer for mig. Men selvfølgelig.. problemer giver gode chancer for masser af arbejde.. Jeg har været på kroen op til et par gange og fundet mig en god allieret i byen..

Frygt er hvad byen er fyldt af ..og jeg bebrejder ikke folk..ingen vagter, ingen mure, og nu disse...onde ulve ..stakkels bønder som om orkerne og sortelverne ikke var nok!
Jeg gør mit bedste for at holde byens krovært informeret om hvad der foregår omkring dem og jeg kan sige dem at det bestemt ikke er noget helt nemt og ufarligt erhverv..
Men takket været Eresir er jeg stadig i live- Jeg takker dig, gud af de store healende kræfter-
Du som giver os alle liv og håb, du som hjælper alle der blot lever for det gode..




Jeg er kommer tilbage fra min tur på kroen i aftes..og nu er det morgen!..
Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal fortælle dette... Det hele kører stadig rundt i hovedet på mig..

Jeg var inde på kroen her aftenen før, den selv samme dag kroen blev andræbet af orker og jeg selv, kun lige med livet i behold, slap væk..
Da jeg kom ind i kroen så jeg et noget andet syn end det jeg havde forventet-

Kroværten var væk, kroen var endnu engang efter opbygning blevet halvsmadret..Folk lod som ingenting..hvorfor kan jeg ikke fortælle .. Et par folk stod omkring i kroen, en hvis person, som jeg bestemt ikke brød mig om begynder at tale til en anden ved min ankomst. Jeg vil ikke forstyrre så jeg sætter mig og overvære det hele- Nej undskyld.. dette kan ikke gå så langsomt..jeg må skynde at skrive dette ned hvis nu...

Nogen har heldt sovemiddel i kroens vin, hvem kan jeg ikke sige, men jeg har mine annelser..men ...ja.. jeg lader som ingen ting og finder det dumt nok ret morsomt - had mig og min uvidenhed!

Manden jeg har mistænkt byder mig på informtioner efter aftenen er blevet til nat, det er ikke det store jeg var i stand til at få ud af ham og det med ulvene..ved jeg allerede - Folk snakker om det som gale!
Hvordan kan man undgå at høre det!? Kort tid efter jeg var blevet en smule mere informeret om hvad der skete omkring i Camrynn, følte jeg mig træt og lagde mig til at sove .. men det var ikke de sædvanlige drømme jeg har haft - Åh Eresir vær mig barnhjertig hvorfor viste du mig dette ..Jeg forstår det ikke..er dette dit værk..hvis ja..hvorfor!?

Det gennemsøgte mit sind..jeg ku' mærke det..jeg ved ikke hva' det var men det var alt andet end rart- Hvad jeg er mest bange for..jeg gjorde intet for at stoppe det..

Nej!  Jeg vrøvler- Undskyld mig jeg... Må se at få dette ned på papir!..


I min drøm..i guder!..jeg så ... nej... Jeg vandret omkring i skoven, uset og forsigtigt - Det er højlys dag og da jeg kigger op mod solen falder den næsten ned fra himlen og med ét er det blevet nat og jeg står i skoven og kan ikke engang se mine egne hænder, det er kulsort! I mørket kan jeg nu høre stemmer, en dyb, hypnotisk stemme er alt jeg kan høre, alt lyd er væk og kun stemmen kan høres... Jeg kan se skygger af ulve, de sniger sig gennem mørket, men min krop er bundet til stedet - Omkring mig og inde i mit  hovede begynder ulvene at snakke noget der lyder som en remse eller en sang..Jeg husker den så tydeligt..for selv nu hvor jeg skriver kan jeg stadig høre det for mit indre øre!

Zir karn aren karün,
diran ze hirek wentur.
Zirra tir tureh,
diren are tera rika karek

Ira zirren are quen fekir.
Karadür - Akura ze tureh,
ira lyr isyrak klir imakko ze arshnaran limar..

Imens alt dette sker kommer en speciel stor ulv ud af skyggerne, eller det er ikke ulve, de var blot skygger..sort tåge.. den snog sig omkring mig.. Den største af disse ulve snor sig rundt om mig og jeg bliver svimmel..
Hvis alt ikke var sort for mig i forvejen ville det hvertfald være det nu..
Jeg kan mærke noget koldt der går igennem min krop. En kold infektion af ren ondskab! Jeg kan mærke det gå igennem min krop og op i mit hovede det er som det leder efter noget..Mine tanker bliver ét stort rod, jeg genoplever næsten hele den tid efter jeg forlod hjemmet.. Og så begynder mit ansigt at bræde! Mit syn kommer tilbage imens jeg skriger med smerte, jeg kigger forfærdet omkring mig og ser skyggerne kigge på mig, den store er lige foran mig.. Han ser på mig et øjeblik og bliver så til en solid, ulv af kød og blod og han hopper igennem mit bryst og jeg vågner!

Lige som jeg vågner kan jeg stadig mærke smertet i ansigtet men lige så snart jeg tager hånden op, forsvinder det, som om min hånd suget det væk.. Mine hænder bliver svedige og jeg rejser mig op, efter at have tjekket at jeg ikke vækkede nogle. Men på vej ud sker der noget der for mig til at frygte noget af det jeg oplevede endnu mere!
I det jeg kigger på den sovende person på gulvet åbner hun øjene og de lyser glødende røde, jeg kan mærke dem kigge på mig, brænde igennem helt ind til min sjæl! Til min frygt smiler kvinden bare og lægger sig til at sove igen og jeg skynder mig ud af kroen tilbage mod skoven...
Da jeg kom tilbage til min lejr kan jeg se der har været personer rundt i den og lede efter skjulte ting, men ingen fandt dog mit skjulte gemmested under træet bag bålet..!

Og nu har jeg siddet og skrevet dette ned i jeg ved ikke hvor mange timer, i kramper af frygt, jeg føler mig svimmel og tror ikke længere jeg kan skrive med det samme.. Men jeg håber på snart at kunne skrive igen..Oh Eresir være med mig- beskyt mig mod dette - hvad det så end er!...

Dato: 30-09-3450 (2004)

Jeg er vågnet igen, det er blevet hen på aftenen, jeg sidder og spiser min aftensmad, en kanin på spyd underligt nok har jeg det udemærket, og mit hoved er normalt igen- Hvis jeg ikke vidste hvor virkeligt det hele har været, ville jeg tro det hele blot var ét stor mareridt..Jeg tror jeg vil gå hen til kroen her senere på aftenen og se om kromanden er kommet tilbage.. [0]




Kromanden var ikke kommet tilbage! Men folkene fra igår var der bestemt, det først jeg ser...dette er lidt sløret i min hukommelse..En statue, jeg ikke har set før og en mand der læner sig op af den. Jeg sætter mig hen ved et bord og falder hurtigt i søvn..Da jeg vågner igen er alt lys gået ud og jeg bestuttede mig for at vende tilbage til min lejr og overnatte her istedet for på en tom, halv-ødelagt kro! Jeg tror som det første imorgen er at jeg vil gå ud og lede efter kromanden i omegnen, måske er han ikke flygtet så langt væk..

Dato: 01-10-3450 (2004)

Jeg fandt kromanden i skoven, han var på vej væk fra kroen - han ville hente hjælp til de ulve sagde han- Jeg følte en sorg ved at høre dette, som om jeg syntes det ligefrem var synd for dem..Ha..ha.. jeg må jo være ved at blive sindsyg hvis jeg tænker sådan! Men ja- kromanden er væk og blandt de få i byen der tør nærme den sig er migselv, den berygtet Paq og en gammel blind tigger, som jeg ikke kender noget ydligere til,  og så selvfølgelig ulvene..

Dato: 02-10-3450 (2004)

Al viden om hvem jeg er jeg har svært at finde inden i migselv, Ja! Jeg kan mærke noget ændrer sig!
På det sidste har mine drømme været intet andet om ulve, og ve den der forstår disse tegn - Dette er et sprog mine drømme har lært mig, ulvene - Jeg ved ikke hvorfor jeg har disse drømme men jeg begynder at syntes om dem. De lærer mig nyttige ting- Mine jagter er blevet meget mere successfulde her på det sidste..

Dato: 03-10-3450 (2004)

Jeg har lært meget af mine drømme på det sidste og jeg tør sige at det skyldes denne drøm jeg har haft- Men ulvene i mine drømme er flinke over for mig nu og de behadler mig godt - I nat lærte de mig at forstå dem ikke blot med kropsproget, men deres sprog de taler indbyrdes- Jeg kalder det skygge-sproget for det er hvad det kommer af , det er skyggerne der har lært mig deres sprog! [-1]




Jeg må tilbage til kroen, jeg har lige set kromanden komme tilbage gennem skoven mod hans elskede by Camrynn!




Ah ja! Det er endnu engang blevet tid til at skrive lidt i min bog og hvor har der sket meget idag!
Som sagt tog jeg tilbage til kroen for at håbe på at finde kromanden i den, men på min vej blev jeg stoppet af den berygtede Paq! En person jeg har mødt før men bestemt ikke vidste var så interessant..Hun er lidt barsk ja, men det tager jeg ikke mig ydligere af! Vi stod lidt og talte i skoven hvorefter vi gik ind på kroen. Da hun ikke længere kunne få flere informationer ud af mig tog hun afsked og forladte kroen.
Jeg må indrømme hun har giver mit noget at tænke over hende Paq.. Bland andet undrede det hende meget af jeg kunne overleve ude i skoven alene med ulvene omkring mig- Og det underer da også migselv. Men jeg er da blot taknemlig for at de holder sig væk! - Men egentlig kunne de da være ret så interessant at..Nej nu vrøvler jeg igen!

Jeg er lige kommet tilbage fra kroen, hvor jeg har siddet hele aftenen og snakket med de forskellige folk der kom og gik .. Jeg havde da også endnu en drøm om ulvene da jeg sad og sov på kroen efter Paq var gået.. Jeg sad i min lejr som pludselig var omringet af personer jeg har set på kroen  tidligere. Jeg genkendte dem som Therians ulve, jeg ved ikke hvorfor jeg er så dum er undervidere dem men hvorfor skulle jeg frygte dem? Så lange jeg forsætter med det jeg gør nu så er der jo ingen problemmer, det lader mig være og jeg kan forsætte mit arbejde i skoven - Men ulvene rundt omkring er det faktisk gået ret så godt her så det sidste! Ha..ha..ha.. Masser af folk, med gode værdier og færd opgaver er kommer til Camrynn i håb om at hjælpe denne hjælpeløse by fra ulvenes greb, jeg tvivler på det nogen sinde vil ske, og hvis jeg absolut må vælge, vil jeg da følge Paqs råd og hellere være på ulvenes side end de svages.. Men den drøm ah ja!

Jeg sad i min lejr og den blev omringet af ulvene, den store kom hen til mig og uden videre mistede jeg alt kontakt til min krop og da jeg slog øjene op igen lå jeg på jorden med ulvene over mig..Jeg troede at det ville være mit endeligt men de gjorde mig intet..Tvært imod, da jeg rejste mig op trådte de til side for mig og flugte mig interessant..Jeg stødte hurtigt på den store ulv.. men inden jeg nået at sige noget slog han mig bevist løs og jeg vågnet ved nattetide- Ulvene var stadig tæt på, jeg kunne føle dem, jeg rejste mig op med forbløffet let hed, ja næsten hoppede en meter i mit forsøg på at komme op og landede elegant på benene uden den mindste lyd..Jeg følte mig kræftigere end jeg nogensinde havde været, det var en befriende opløftende følelse! Jeg ved ikke hvad der var sket med mig, men det var vidunderligt! Solen stod og jeg begyndte at føle mig svimmel og jeg vågnede med det samme..

Jeg følte mig svag og hjælpeløs og følte næsten alt livs energi var drænet ud af mig! Jeg blev blændet af solen og jeg holde holde en arm for at skygge og langsomt som solen blev svagere i takt med dagen gik hn af aften tid så jeg jeg stod overfor en elver- Jeg ville hoppe ned og regnede med jeg havde den samme kræft som i min drøm men mine ben gav efter for dette krav og jeg tumlede nådeløst ned i gulvet..Hvad der skete efter det var blot en noget ubehagelig samtale og det næste jeg hørte var en stemme og en person der satte sig ved siden af mig. Jeg bad ham om at oversætte noget jeg ikke vidste hvad var..

Kort efter jeg endnu engang vågnet var folkene i kroen faldet i søvn og jeg slukkede lyset, for det irreteret mig, og derefter lod jeg den friske aftenluft komme ind i kroen og gik selv ud i nattens mørke og tilbage til min lejr hvor jeg nu sidder i skrivende stund og skriver dette. Og nu hvor dagens notater er nedskrevet tror jeg jeg vil lægge mig til at sove..

Dato: 04-10-3450 (2004)

Ah..sikken en vidunderlig drøm jeg havde i nat, jeg var ude og jage vildt i skoven, og lige som i første drøm faldt solen pluselig ned og månen skinede gennem den åh så smukke skov. Jeg var i min nye, bedre skikkelse og kort tid efter følte jeg de samme kræfter strømme igennem endnu engang og det tog mig ikke lang tid før jeg kunne sætte klørene om mit bytte og vride halsen om på det..
Da jeg kom tilbage til min lejr og ville til at stege vildet fik jeg lige pludselig en fornæmmelse af det ville være meget nemmere bare at spise byttet rå, så jeg flåede det på stedet og satte tænderne i dets kød..
En vidunderlig blandning af vildskab og success strøg igennem mig, imens blodet dryppede ned af mit ansigt og ned på jorden. Kort tid efter vågnet jeg. Og kunne straks mærke min normale styrke vende tilbage igen og den vidunderlig følelse og vildskab løbe ud af mig.. Åh Eresir! Hvis dette er dit værk så forstår jeg ikke hvad du vil med disse drømme..hvad er meningen med dem!? [-2]

Dato: 07-10-3450 (2004)

Endelig er alle mine spørgsmål besvaret! Åh Eresir jeg takker dig for din gavmildhed..
Det har bestemt gjordt nytte det at jeg har sovet på kroen. Nu er alle mine spørgsmpl besvaret..Men jeg må hellere starte med begyndelsen..

I forgårs mødte jeg jeg sortelver inde i kroen - Selfølgelig havde jeg stor mistillid til ham i starten da jeg ikke har været særligt heldig med sortelver rundt i landet.. Men ja. Jeg mødte denne sortelver og vi fandt hurtig ud af vi havde denn samme ting til fælles, netop at vi begge skaffer information til andre for penge. Så han blev min følgesvend et stykke tid- Indtil om aftenen hvor vi stødte på en af de frygtede ulve! Hvad han ville mig ved jeg ikke men sjovt nok frygtede jeg ham ikke..Kort tid efter fik min følgesvend han til at gå igen..eller også gik han bare selv..Det skal jeg ikke kunne sige..Men vi skiltes ved kroen og imens han gik en anden vej gik jeg tilbage mod min lejr..

Endnu engang havde jeg en sindopvækkende drøm, og jeg følte igen blod i mit ansigt..Men da jeg vågnede kunne jeg stadig mærke det..Jeg tog mig til hovedet og fandt ud af det blødte fra panden! Jeg fandt hurtigt noget stof at binde rundt om og bad til Eresir om at hjælpe det med at heale.. Efter en stykke tid hvor jeg prøvede at sove igen men ikke kunne..Åh de billeder jeg havde i mit hovedet! - Tog jeg tilbage til kroen tidligt om morgenen hvor tågen stadig lå som et tungt lag på jorden..

Da jeg kommer tilbage til kroen ser jeg til min overraskelse af den er langt fra tom. Sortelveren er derinde og det er en hvis hmmm..Jeg ville genkende ham som en mager af en slags..
Men mageren og sortelveren snakker altså om ulvene og jeg spørger til det.
 Jeg får nu at vide at disse ulve har en gud - en kaosgud vednavn Therian..Efter at have fået den information kigger jeg ned på gulvet hvor efter jeg pludselig genoplever drabet på en kvinde.
kort efter falder jeg isøvn da jeg alelrede var meget træt i forvejen..

Jeg vågner igen ved et frygteligt påstår og en person med en panter står i kroen og snakker vredt til en sortelver.
Pludselig tager hun et fast greb om sortelveren efter han har sagt noget uforståelgit til hende og jeg betragter ham smillende mens kvinder ser ud til at klemme hans livskræft ud af ham - I sammen sekundt jeg ser blodet glide ud af halsen på hendes offer og ned af ham kan jeg mærke en kræftig vildskab løbe igennem mig men jeg forholder mig roligt og ser til min skuffelse kvinden smækker døren i og jeg ligger mig til at sove igen..
Men netop som jeg har lænet mig tilbage hører jeg en velkendt stemme og jeg mærker en lyst til at vende mig om og rive sortelverens strube ud... Men istedet for jeg tvunget nogle ord ud.. Det bliver til en lidt kedelig samtle og vi sidder og diskutere frem og tilbage hvad hver ved om ulvene, jeg føler nogen der kigger på mig og vender mig hurtigt om og til min stræk ser jeg det er en af Therians ulve..jeg vender mig hurtigt om og fortsætter men bliver lige pludselig meget hurtigt træt og falder i søvn på min stol..

Jeg ved ikke helt hvad der skete men jeg faldt ind i en trance af en slags og jeg genoplevet hele scenen med kvinden der blev dræbt men efter jeg så hende forsvinde op i røg var det som om jeg blev hevet med igennem ingenting.. Jeg står i en mørk dal af en slags og jeg ser kvinden kommer gående, meget sur og snakker til en anden person der nede...

Jeg er tilbage i kroen og jeg kigger forstående forskrækket op fra der hvor hun lå død for nogle få sekunder siden og op på kvinden - Hun kigger på mig med det samme som om hun kunne føle jeg så på hende!
Jeg kan lige pludselig ikke røre mig og endnu engang flyder ordene igennem mit hovedet ..de samme som fra først gang jeg var her og vånet midt om natten jeg kæmper for at komme til at bevæge min krop igen og tilsidt lykkes det mig at se væk fra hendes blik..Jeg føler en trang til at være vred på hende sammen med en smerte i mit hovede - Til min forbløffelse kommer der en lavmeldt knurren ud af min egen mund - Det er som jeg ikke længere har herdømmet over min krop. Kvinden viser hvad jeg ser som en ondskabsfuldt blik og kommer gående hen imod mig i mens hun siger noget jeg ikke forstår..

Da hun kommer hen imod mig får jeg langsomt styr over min krop igen og en følelse af usikkerhed og frygt strømmer igennem mig..Jeg prøver så godt jeg kan at tale men det er meget svært indtil jeg endnu engang ikke længere kan styre min egen krop og en snerrer kommer fra min hals som jeg ikke troede muligt..Kort tid efter kommer den anden hen til mig og jeg bliver bedt at komme med dem..Da jeg ikke selv kan styre hvad min krop gør hårer jeg til min skræk min egen stemme sige "Har jeg noget valg?"-

Jeg kommer til migselv på vej ud af kroen og beslutter mig for at se at komme væk, men jeg hører deres blide stemer bag mig og ved det er for sent..jeg går tilbage og sætter mig på hug op af væggen og i sammen øjeblik føler jeg en vidunderlig følelse-  Næsten dem som i drømmen vende tilbage i mig og alt frygt forsvinder og jeg har kontrol over min egen krop igen - Jeg stiller mig op og går med dem ind i skoven..

Vi kommer senere til en kløft og de to andre kalder mig hen til dem og jeg lystrer dem blindt..
De fjerner deres hætter og i samme øjeblik jeg ser tegnene på deres kinder mister jeg synet af hvor vi er og alle de ting jeg har oplevet på det sidste et smertefuldt skrig bliver langsomt stærkede inde i mit hovedet og jeg komemr tilbage til migselv jeg forstår nu langsomt hvad der er sket med mig på det sidste og de forklarer mig det da også.. Ulvene har udvalgt mig som deres menneske-tjener og ved det har jeg fået deres alliance!.. Jeg tjener Therian, den aller højeste gud nu- Og til ham vil jeg gi' mit liv og alt hvad jeg laver vil blive i hans navn og ære!

Jeg har nu fundet meningen med alt dette der er sket på det sidste og jeg behøver ikke denne bog længere ..de informationer den indeholder er skadelige for os alle!

Mit eneste lys er halv-månens skær og det er den der tillader mig skrive dette ned..Åh Eresir..dette er dit værk og jeg vender dig i ryggen nu....Du.. som nu har vendt mig i ryggen for lang tid siden da du dræbte min far..Nej..jeg kan ikke længere tjene dig..Du har svigtet mig!

Og ve det menneske der finder denne dog for jeg vil finde ud af det og jeg vil sende Ulvene efter dem  ingen som læser denne bog kommer til at leve i lang tid.. Vogt jer mine ord usle skabninger. Jeg, Siran Asurac beskytteren af ulve og den eneste menneskelige tjerner af den altmægtige Therian..For min beskyttelse finder jeg ikke længere hos Eresir..men under deres vinger..[-13]