Navn: Aubri Jezca
Væsen: Menneske
Køn: Mand
Alder: 31
Højde: 175 cm
Hårfarve: Mørkebrunt
Øjenfarve: Mørkebrune øjne
Side: +1
Beskæftigelse: Leder af Tyvenes hule
Gud: Ikke oplyst
Fødselsdag: 31/8
Fødeby: Halmlan
Hjemby: Tyvenes hule

Familetræ
Endnu ikke skrevet

Karakterer mødt
Remih, Kessie, Sharan.

Udseende
Aubri har langt brunt hår der går ham til skulderene, samt mørkebrune øjne. Han bærer en sort kappe og omkring hans hals hænger en guldamulet formet som en slange der snor sig op ad et sværd. Hans klæder er besat med forskellige udsmykninger og får ham til at virke næsten adelig hvis det ikke var for hans beskidte støvler og overtøj.

Personlighed
Aubri er kæphøj, en charmør og så forstår han fremfor alt at planlægge sine togter. Han er ikke den bedste leder, da han er selvglad og mest går op i sin egen lykke. Men han er den mest snedige og handlekraftige de har og derfor blev han udvalgt til leder af tyvenes laug.

Baggrundshistorie
.: Karakter Historier :.

Første Del: Nora Garûn
Aftensolen skinder svagt ned på Nora Garûn, bjergene omkring, og over det øverste af trætoppene.
Det er slutningen på dagen hvorpå Keinar forlod Sankakur.
I det solen vandrer ned bag bjerget træder en kappe klædt skikkelse frem fra vindens plæner.

*En mand vandrer oppe, ved siden af kløften mellem Nora Garûn og vindens plæner.
Hans lange brune hår blæser ind foran hans mørkebrune øjne og hans sorte kappe hvirvler vildt i vinden fra de vilde marker.
Omkring hans hals bærer han en guld amulet formet som en slange der snor sig op af et sværd,
hans klæder er besat med forskellige udsmykninger og får ham til at virke næsten adelig hvis det ikke var for hans beskidte støvler og overtøj.
Manden sætter sin snoede træstav i jorden og læner sig op af den*

*En anden mand, kommer frem bag bakken bag ved og vandre op til manden med staven*
'Se den engang Rasmir..'
*Siger manden med stokken og løfter en arm op og peger mod Nora Garûns templets top, med et tilfreds smil malet i ansigtet*
'Ja Aubri, den er i sandhed et utroligt syn..'
*Svarer Rasmir og imitere det samme blik som Aubri*
'Er de andre klar?'
-'Så klar som de kan være, min leder.'
-'Perfekt..Lad os komme igang!'
*Med de ord rejser Aubri sin stok og stødder den kraftigt ned i jorden, kaster sin kappe ombag ryggen og slår armene op i vejret*

'Nora Garûns juvel skal blive vores størte bytte der nogensinde er blevet erhvervet i lavets historie.'
*Med de ord begynder Aubri at messe nogle uforståelige ord for Rasmir og efter han i lang tid har gjort dette, formiskes kæmpe krystallen på templets top til den tilsidst er så lille at man ikke længere kan se den på afstand.
Kort tid efter falder Aubri sammen men Rasmir støtter ham så han ikke falder helt sammen*

'Aubri.. Du har gjort det!'
*Udbryder Rasmir overrasket*
'Jeg.. ved det, jeg er et geni..Og hent mig .. så den krystal..'
*Hvisker Aubri med et tilfreds smil*

*Rasmir rejser sig op, og i månens skær kan man se hans skikkelse.
Hans beklædning er langt mindre værdig en Aubris og hans kappe er kort og når kun ligeomkring hans liv. Kappen er fastspændt med et bælte og i bæltet sidder der en krogede daggert.

Rasmir trækker sin daggert op af bæltet og vandrer tilbage til bakkens top hvorfra han hæver daggerten højt i vejret men han råber*
'Følg mig mine fælles brødre, for i aften vil vi sejre!!'
*Med de ord kan man høre høje tilråb bag ham og en flok på omtrent 20 mænd løber op over bakken, sammen med Rasmir ned, mod Nora Garûn*

Anden Del: Tyvenes Laug
Rasmir skubber porten åben, træder til side og ind vandre Aubri først, så Rasmir og derefter deres fælles lav brødre.
Aubri vandre med et triumferende blik og han går raskere end normalt, nærmest ivrigt op mod det store bål i midten af hulen der er blevet antændt ved aftenens lejlighed. Aubri sætter sig ned et stykke væk derfra.
KLippehulen er enorm, og den kunne nemt huse over hundrede mennesker. I midten hvor bålet står, flere meter over alles hoveder, er et stort hul i toppen af klippehulen hvor røgen slipper ud af. Det eneste der oplyser hulen er det kæmpe bål og adskillige fakler langs klippehulens vægge.

Folk samler sig hurigt omkring Aubri, alle undtagen Rasmir sætter sig ved Aubris side, resten sætter sig et stykke væk.
Aubri tager armen ind under sin kappe, hans hænder finder hurtigt hvad de søger efter og han tager det op af lommen og holder den op i det lyset fra bålet.
'Tænk sig, Rasmir.. Denne krystal skal gøre os en af de mægtigste tyve lav i Moranien..Fra denne dag fremover vil vi være kendt som dem der stjal en af de største, mest uopnåelige, og legendariske skatte i Moranien.'
Rasmir smiler skævt og ser grådigt på krystallen i Aubris hænder.
'Kan jeg holde den? .. Bare et lille øjeblik, Aubri?'
Aubris tilfredse smil forsvinder og han ser pludseligt alvorligt på Rasmir.
'Kommer tid kommer råd, Rasmir.. Og din tid skal nok komme..'
Det sidste bliver sagt med en dyb stemme som Rasmir aldrig har hørt fra Aubri.
-'Min leder.. Er de helt vel?'
'Selvfølgelig, Rasmir, hvad skulle dog være galt?'
Aubri smiler igen og opfører sig som om intet er sket.
Aubri betragter krystallen, dens mørkeblå og gennemsigtige udseende gennem flammerne fra ilden har en næsten beroligende effekt.
'Jeg tror jeg vil gå ind til Kessie. Det har været en hård dag og nu trænger jeg til at slappe af.'
Med de ord rejser Aurbi sig op efter et stykke tid, går rundt om bålet og ind i en mindre stor klippe hule til venstre fra bålet.
Tilbage sidder Rasmir og kigger undrene efter Aubri, men hans tanker glider hurtigt over på det slags mål der lige er startet tæt på bålet
om et guldfad, han griner og køfter et krus i salut til en stor, bred mand der lige skal til at slå tænderne up på hans modstander.

Kessie ligger på sengen og rør ikke på sig da Aubri skubber tæppet til side ind til deres rum. Hun bliver liggende da hun ser Aubri.
'Har du nogen annelse om hvor meget jeg har savnet dig min elskede Aubri?'
Aubri klæder sig af til bukserne mens han ser på sig selv i et skinende søvlfad.
'Jeg er glad for du for en gangs skyld hørte efter hvad jeg sagde. jeg ville have været bekymret for dig hvis der var sket dig noget, det ved du.'
Aubri sætter sig hen på sengekanten ved Kessie og styger hendes hår til side så man kan se hendes smukke ansigt.
'Hvad har du dog lavet hele dagen, mens vi har vandret gennem vindens plæner?'
-'Det sædvanlige.. Men så kedede jeg mig og besluttede mig for at tag et lille smut rundt om den nærmeste by hihi..'
Aubri smiler.
'Du er uforbederlig, er du ikke min kære?'

Efter et kort kys kigger kessie ned af Aubri og snupper hans lille sæk i bæltet med værdi genstande. HUn får øje på krystallen og fisker den op.
'Uhh.. Er den til mig?' Spørger hun med et smøret smil. Aubri tager den fra hende.
'Jeg tror ikke du kan håndtere de kræfter den besider mi-'
-'Og det tror du at du kan?' Siger Kessie, en smule fornærmet.
'Krystallen kommer fra Nora Garûn, den må være meget kraftfuld. Og jeg skal nok finde ud af at anvende dens energi..'
Siger Aubri mens hans blik sløres af stenes forunderlige funklen.
'Ja ja, den sten skal nok gøre dig gak meget hurtigt kan jeg høre.' Afbryder hun ham drillende.
Aubri smiler og griner lidt for sig selv, rejser sig op og går hen til bordet hvor han studere stenen ydligere.
Han ligger en hånd på krystallen og lukker øjnene og prøver at slappe af.
Kessie kommer hen til ham, hun retter på sit tøj så hendes barm ikke er så åbent længere, som hun havde håber Aubri ville gøre noget ved,
men nu har hun ellers glemt alt om det.

'Hvad laver du min kære Aubri?' Spørger Kessie og lader en hånd glide ned af Aubris ryg og kravle op igen med fingrene som en træt edderkop.
-'Jeg kanalisere min og krystallens energi sammen.. Og du?' Siger han med en tåget stemme kort tid efter hun har spurgt ham.
'Nårh.. ikke noget særligt..' Siger Kessie og massere Aubri mens hendes anden hånd er på vej over spejl-bordet for at finde en ædelstens besat daggert.
-'Den der kan du godt lade ligge' Lyder Aubris stemme i det Kessie skal til at fastne grevet om daggerten.
'Du er da også så kedelig Aubri..' Siger Kessie skuffet og vandre tilbage til sengen, dog med en anden ædelsten fra en lille pose i Aubris bælte.
'Jeg går ikke ud fra at jeg har brug for den her lige i øjblikket?'
Spørger hun sig selv, men lige så meget for at få Aubris ommærksomhed hvorpå hun løsner sin top.
'Kommer Aubri ikke snart til sengs?'
Aubri svare ikke, men mister koncentrationen da Kessie glider sin nøgne overkrop op af hans ryg, han åbner øjnene og ser ned.
-'Ikke i aften kære..'
Kessie ser på samme tid både vred og fornærmet på ham på ham.
'Som du ønsker!'
Hun kaster sig irriteret ned i den bløde seng som giver efter for hendes vægt.
Aubri bemærker hendes humør men gør ikke noget med det samme.

Efter kort tid snakker Kessie til ham.
'DU kan virke så fjern nogle gange min kære..Nogen gange kan det føles som om du er lige ved min side
selv om du er langt væk, og andre gange kan du virke så fjern selv når vi er i det samme rum..'
Kessie mærker tårene presse på, hun ved ikke om hun tør sige det, men tager så mod til sig.
'Elsker du mig som du elskede mig engang?'
Aubri smiler, rejser sig, og går over til sengen.

'Kessie min egen, jeg elsker dig højere end livet selv.'
Kessie smiler og holder om Aubris hånd i det han prøver at fjerne en tåre fra hendes kind.
Hun ser lige ind i hans øjne.
'Det ved jeg godt min elskede.. Det er bare meget svært at se nogle gange.. Jeg..'
Hun holder en pause.
'Jeg ville bare have det bedre hvis du lovede mig at du aldrig ville forlade mig'
-'Hvorfor skulle jeg dog det?"
'Gør det bare, vil du ikke nok?'
Aubri smiler kærligt.
Så kun fordi det er dig, siger han drillende og aer hendes hovede og lægger et hånd på hjertet.
-'Jeg sværger ved mim sjæl at jeg aldrig vil forlade dig min egen.'
Kessie smiler og omfavner ham.
'Og jeg vil aldrig nogensinde opgive dig min elskede Aubri!'

Tredje Del: Et ubrudt løfte
Kessie vågner pludselig med et sæt-
'Nej du må ikke gå fra mig!!' Råber hun ud i rummet i det hun vågner, hende puls er høj og så med et slapper hun af. Hun ser hen på Aubri der ligger roligt og sover. Hun krammer ham hårdt ind til sig og han vågner.
-'Hvad er der dog med dig?' Mumler Aubri meget søvndrukkent i det Kessie pludselig krammer ham i hans søvn.
'Jeg.. Du må ikke gå fra mig..Vel? jeg mener du lovede det jo..'
-'Gået fra dig? Hvad mener du? Jeg er da slet ikke gået fra dig og aldrig kunne en sådan ting falde mig ind min kære.'
Aubri rejser sig op og gnider sine øjne.
'Har du haft en dårlig drøm?'
-'Nej det er ikke noget.. Jeg klarer mig.' Lyver Kessie, hun vil ikke have Aubri skal have noget at vide om hendes drøm.
'Hm.. Når du nu siger det.'
-'Jeg tror jeg vil gå ud og spørge en af vagterne om noget morgenmad ved porten, de må have noget klart nu, tror du ikke?' Spørger Kessie Aubri hurtigt så han ikke får tid til at overveje hendes lille hvide løgn.
'God idé, imens vil jeg sætter mig her på kanten af sengen og vågne..' Svarer han stadig lidt søvnigt.
Kessie smiler, klæder sig på og kysser Aubri.
-'Jeg er snart tilbage min egen.'
'Det lyder godt elskede.'
Kessie forsvinder ud af tæppet og kort tid efter falder Aubri tilbage i sengen,
'Ahhh! Ingen grund til at komme for hurtigt op..' Siger han smilende og tager tæppet.
I det han hiver tæppet til sig lyder en klirende lyd som sten mod et gulv.
Aubri slår sine ellers afslappede øjne op med et set.
'Krystallen!'
Han kommer op og ud af sengen i en fart, også han får klædt sig på og han tager krystallen op fra gulvet.
Han studere den nøje og ser der er kommet en lille flænge i den. Det mørkeblå overflade og først nu opdager han det
ser ud som om mørkt vand siver ud af krystallen.
Han vandre hen til spejl bordet med krystallen i hånden og finder sin forstørrelses kikkert.
Det ser ud til der er noget mørkt og flydende der nærmest svæver rundt inde i krystallen.
Aubri justere sin kikkert og sætter forstørrelses glasset helt tæt til krystallens overflade, først ser han
intet men pludselig eksplodere en regnbue af lys og en mørk siluet træder frem.
Aubri bliver så forskrækket at han ved et uheld taber krystallen på gulvet og et synderrivende brag kan høres
i det krystallen splintres, det er som rummet bliver fyldt i en umådelig kraftig farve af hvidt lys.
Aubri holder sig for øjnene for at undgå at blive blændet og først da lyset bag hans øjenlåg er forvundet fjerner han armen fra sit ansigt.
Han ser ned, intet ser ud til at være forandret ud over de tusind stykker af krystal der ligger spredt på gulvet er der intet usædvanligt at se. Aubri lader sig falde ned på knæ over den knuste krystal.
'Hvad vil mine mænd nu ikke sige!?'
-'At du er fri.'
Det gir et sæt I Aubri da han hører stemmen.
'Hvem der!'
'Hvem der!? Ha.. ha..'
'Jeg forlanger du kommer frem lige nu!'
'Du forlanger det ligefrem, hvem tror du at du er?'
Efter et stykke tid får Aubri tager sig sammen til at snakke igen.
'Hvem er du?'
-'En der vil opfylde 3 ønsker for dig..'
'Lige meget hvad?'
'Du kan ønske dig magt... styrke..... Umådelige krafter.....Det må lige være noget for en mester tyv som dig.. Ja.. Ikke sandt, Aubri?'
Stemmen kommer fra hvert sit hjørne af rummet hver eneste gang Aubri hører den.
'Jo.. Men på den anden side..'
'Godt! Så siger vi -'
-'Vent!'
'Arr.. hvad?..'
Stemmer er lige foran ham.
-'Du er ikke den slags ånder der fordrejer mit ønske er du?'
'Også i den grad..' Stemmens toneleje ændre sig.
Aubri træder varsomt mod døren et skridt ad gangen.
'Jeg... øh.. Tror ikke jeg vil have nogle ønsker opfyldt..'
Aubri vender brat ryggen til hvor han sidst hørte stemmen og vandre mod udgangen.
I det han skal til at skubbe tæppet til side falder træmmer af is ned fra loftet og gulvet føles koldere en sædvanlig.
'Heh..heh..heh..he...Hvem i al verden sagde dog at du havde et valg?'
Griner stemmen.
Aubri ser kort fra døren til sit sværd, men kort efter fryser det til.
Aubri ser forskrækket og bange på sværdet.
'Hvad du end har tænkt sig så-'
-'Så skal det nok lykkedes mig, stol trygt på det min ven..'
Kulden tager til og inden længe kan Aubri se sit eget åndedræt.
'Hvad har du tænkt dig!?' Råber Aubri ud i rummet, men intet svar.
Varmen falder med kun et øjebliks varsel drastisk ned af omkring Aubris bare fødder og han falder på knæ og skriger af smerte da han mærker frostens bidende kulde.
Det arbejder sig op af hans ben, hans lår, hans krop hans arme, hans hals og hovede, og med et forstummes hans skrig.

Fjerde Del: Splittelse
Is krystallen splintres og Aubri falder til jorden.
'Lad min krop være!' Er det første man høre ham skrige mens han kravler mod midten af rummet
'Slap af..' Siger Aubri til sig selv i et roligt tone leje.
'Gu vil jeg ej!' Råber han tilbage.
'Der er alligevel ikke noget at gøre..' Siger han med en rolig stemme og er nu kommet ind til midten og rækker armene i vejret.
'Jo, hvad med du skrider fra min krop nu og jeg dræber dig!?'
'Jeg har en bedre idé.. Therian! Hør min bøn jeg har brug for din styrke! Jeg forkaster alle andre guder! Therian! Hør min bøn!'
En daggert kommer til syne ud af det rene ingenting og en meget dyb rungende stemme kan høres.
'Besegl din ed.'
-'Næh nej det kan du godt glemme jeg skal ikke..' Aubri rækkre ud efter daggerten mens han diskutere med sig selv.
'Der er intet du kan gøre' Aubri rør daggerten med sin fingerspids og den falder til jorden sammen med hans arm.
'Han er ikke' Aubri kaster sin egen arm efter daggerten og får hold om den.
'MIN...'
'Jeg skulle have brugt længere tid på at nedbryde din stædige sjæl..Men nu er det lige meget!'
Aubri hæver daggerten og stikker sig selv i maven så blodet flyder og han begynder at hviske ord dog efter som han
bliver ved med at snakke samtidig med han hoster blod op, bliver det mere og mere besværligt for ham.

'Zir karn aren karün
diran ze hirek wentur
Zirra tir tureh,
d..diren are tera rika karek

Ira zirren are quen fe...kir.
Karadür - Akura ze tureh,
ira l...lyr isy..rak.. klir.. imakko.. ze.... arshnaran.. limar........'

Aubris øjne bliver blanke og han ånder ud samtidig med han slutter den sidste sætning.
Stilheded breder sig ...

Men med et spintres loftet i et kraftigt lyn og tordenbrag, og kort tid efter siler regnen ned over den døde krop.
Aubri spære øjnene op og kigger sig forvirret og bange omkring som havde han aldrig set dette rum før.
Regnen driver ned gennem hans hår og jo mere gennemblødt han bliver, jo mere ser det du til at styrke ham.
Han kravler rundt på alle fire i et par minuter hvor han til sidst begynder at pive og det ender med et hyl med snuden op imod regnen,
dog er det ikke til at bedømme om det er et sorg eller glædesfyldt hyl.

Kessie hamrer på hovedporten for at komme ind, vandet fosser ud af hulen.
'Hvad sker der!?' Råber hun forvirret mens hun hamre på porten. Det gipper i hende da hun mærker en blød men fast hånd på hendes skulder og hun skal lige til at slå dens ejermand ned af ren refleks.
'Rolig nu Kessie, vagterne siger en af flodens løb gennem hulen må have slidt sig gennem klippevæggen.'
'Men Rasmir, Aubri er stadig derinde!'
Mander der hedder Rasmir kigger forbavset på Kessie og så på porten og tilbage på Kessie.

Aubri kravler ud på gangen og overalt hvor han kravler breder de mørke skyer sig i loftet og styrker ham med vandet der stiger mere og mere i hulen.
Han kigger søgende og klynkende omkring men lige meget hvor han vandre hen kan han ikke se ud til at finde hvad kan leder efter.
Aubri når til hulens store åbne område, bålet står stadig i fuld lue, men så snart Aubri kommer i nærheden af det dør det ud i løbet af ingen tid.
Regner har samlet sig til en sø af vand om river det meste med sig hvor det kommer hen.
Aubri stiller sig ved den store port der er låst udefra og hyler.
'Mooooooooor!'

Kessie hiver fat i Rasmir og rusker ham.
'Få den port spraket, hamret, blæst.. jeg er lige glad bare få den åben! Min elskede er derinde!'
-'Kessie vil have den port åbnet, kom alle frænde lad os følge hendes ordre hvis vi ikke skal miste vores leder!'
Inden kort tid har alle mændene stillet sig foran porten for at hamre, bryde og smade porten mens Kessie står og ser ængsteligt på.

Aubri slår på porten og den giver efter hans tilsynladende enorme styrke, og sprænges.
Halvdelene af mændene bliver blæst væk og mast under den halve hele portdør der bliver skyllet og presset af sine hængler pga. det enorme vandpres.
Kessie er blevet skyllet omkuld af den kæmpe vandbølge sammen med resten af hendes mænd, dog er hun ikke kommet ydligere til skade.
Aubri kravler ud mellem vandmasserne, og det er som om vandets omvæltende styrke flyder uden om ham.
Kessie rejser sig op og tvinger sig selv gennem vandmasserne hen til ham.
'Aubri! Min elskede! Du må undskyld jeg blev sur på dig!'
Aubri vender sig forskrækket mod Kessie og skutter sig helt ved synet af hende.
'Det er for sent at undskylde til Aubri, han hører dig ikke længere heh..heh..heh..' Stemmen er Aubris, men det er i et helt andet
toneleje hun hører ham i sit hoved.
Kessie stopper kort op men går så beslutsom mod ham og omfavner Aubri.
'Du må ikke gå fra mig min elskede!'
Aubri hæver daggerten men noget i ham stopper ham og han slår hende hårdt i stedet så hun falder omkuld i vandmasserne.
'Forsvind!' Er det sidste hun hører, vandets rislen forsvinder, hendes blik sløres og blodet løber fra hendes kind og ned af hånden på hende.

Aubri rejser sig knurrende op og vandre et stykke. En mand ligger kastet op mod et træ og betragter Aubri.
'Hvor skal du hen!?' Råber han ud mattet.
Aubri stopper op og kravler hen til manden og også han høre hans stemme i hovedet.
'Jamen, jamen, jeg havde aldrig troet jeg skulle se dig igen. Og så et sted som dette, blandt tyve? Tsk... Tsk... Rasmir dog, hvad ville Siran ikke sige?'
-'Hvad mener du?'
'Jeg er skuffet... Kan du ikke engang huske din egen søn? ... Som du lod leve en løgn!'
-'Siran lever fredeligt et sted i Moranien det er jeg sikker på!'
'Nej. Da jeg fandt Siran var han blind af hævnlyst. Han tjente mit formål men nu har jeg en ny, bedre krop. Inden han døde fandt han en bedre og mere frugtfuld vej end den [i]åh så hellige Eresir[/i] svarer stemmen spottende.
-'Min søn...'
'Er død! ... I sin søgen på DIG! Men jeg skal glædeligt genforene jer...'
Aubri hæver sin daggert og manden lukker øjnene i frygt for hvad der skal ske med ham. Forvirret og bange over den fremmedes ord. Men i stedet for et dødsstød hører han mandens stemme og han åbner øjnene og ser manden smile ondt tilbage.
'En dag... Først skal du leve dit usle tomme liv.'
Endnu engang falder Aubris arm til jorden. Denne gang kommer stemmen ikke inde i mandens hoved, men fra Aubri selv.

Aubri vender sig knurrende om og vandrer roligt gennem den den lille sø af vand. På himlen over ham ses de mørke regnskyer brede sig, indtil alle nattehimlens stjerner er blevet opslugt.

Dagbog
Ikke oplyst