II Kapitel af Néveris væsener
Ved Adarius Meldi
Correntain - år 3451

Manden
Levetid: 700 år
Vægt: 45-70 kg
Højde: 170-200 cm

Kvinden
Levetid: 650 år
Vægt: 40-70 kg
Højde: 165-195 cm

Forord
I mange dage har jeg vandret igennem først tundra og nu snefyldte landskaber, og endelig, efter forhandlinger der har varet flere timer, sidder jeg atter ned i et fælles bygning af en art. Der er ingen tvivl om at der bliver set ned til mig her, og at det kun er takket været min livvagt, som også viste sig en udmærket tolk, at jeg nu sidder inde bag Correntains mure hvor ingen ulve af nogen art kan nå mig. I løbet af de næste par dage vil jeg sammen med en af de lokale finde ud af meget mere om dette smukke folk som uden tvivl er en af vore mest sofistikeret og vise væsner i Moranien. Vi mennesker har meget at lære inden vi kan forstå lige så meget som højelverne, det har jeg lært nu. Det er med et let hjerte at jeg ser på dagene foran mig.

Skrevet den 21. dag i Rahnee's tegn år 3451
Efter verdensdelingen samledes højelverne i Moranien på et enkelt sted, højt mod nord. Modsat hvad menneskene mener, var høj- og sortelverne dengang et samlet folk. De havde alle lys hud og lyst hår, et udseende der gjorde det let for dem at skjule sig i de snefyldte bjerge. Her byggede de en by og opkaldte en efter en gammel sagnfigur. Byen fik navnet Correntain. På dette tidspunkt havde skovelverne trukket sig tilbage til naturen, de fandt kulden og de døde bygninger i Correntain utænkelige levesteder. Højelverne er meget tilbageholdende med at tale om denne splittelse, men den smule har jeg da fået ud af dem. På et tidspunkt, kort efter Correntains opståen, skete der noget, som fik nogen af højelverne til at smide en del af byens indbyggere ud. Det er disse elvere, der nu er de sorte væsener, vi kender som sortelvere – eller på højelvernes sprog, drows.
Højelverne selv er noget højere end mennesker, deres hår er næsten altid lyst, og deres øjne blå eller grålige. De har som regel langt hår, bundet op på forskellige måder. Deres ører er længere og mere spidse end vore og deres ansigt mere smalt og skarpt optrukket. De bærer ofte lange kjoler eller kåber og støvler af skind. Tøjet er elegant men tykt for at modstå den kulde der ofte er i dette område. Hvad angår tøjets farver er det altid ensfarvet, ofte i lyse farver, til nød brunt, blåt og mørkegråt.
Deres bygninger er næsten alle lavet af hvid marmor, hvilket får byen til at skinne med et lys der skærer i øjnene. Det er massive bygninger, men de har stadig noget af den elegance der kendetegner hele racen. Gaderne i byen er snorlige, husene alle på samme linje uden skævheder. Det er tydeligt at byen var nøje planlagt, og at man ikke bare bygger noget uden at tænke på harmonien med de nærliggende bygninger. Vinduerne er alle firkantede, med en runding øverst, og der er mange af dem, så lyset kan trænge ind. Mange bygninger er flere etager høje, indendørs befinder sig store marmortrapper der fører fra en etage til en anden. Der er både almindelige huse og forretninger side om side, og kun Kongens bolig og rådets samlingssted ligger for sig, afsides, i midten af byen. Omkring denne regeringsbygning, om man vil, findes byens torv og templer, som er samlingsstedet for indbyggerne.
Højelverne taler kun højelvsk til hinanden, selvom mange af dem sagtens kan både tale, læse og skrive menneskesprog. Deres sprog lyder som skovelvernes men er mere fint, roligt og rytmisk. Ordene kommer langsomt og eftertænksomt, og der er ingen forkortelser af ord, eller sætninger hvor nogle ord mangler. Højelverne har masser af tid, og det mærker man på deres sprog.
Den typiske højelver er rolig, eftertænksom, balanceret og højt uddannet og trænet indenfor sin disciplin. En højelver viser sjældent sine følelser for andre, medmindre det er den nærmeste familie. Det anses for uværdigt blandt højelverne at være i sine følelsers vold.
En højelver-familie består som minimum af en mand og hans kone. Oftest bor parrets forældre også i huset, sammen med eventuelle søskende og børn. Derfor er husene også så store, da familierne ynder at holde sammen. Det er sjældent at en højelver bor i et hus alene, medmindre de bevidst har distanceret sig fra familien, eller fordi de ingen familie har tilbage længere. Højelverkvinder er gravide i omkring 11-12 måneder og får aldrig mere end et barn. Som regel får en højelverkvinde højst 3 børn i løbet af sit liv. Højelvere bliver sjældent syge og derfor overlever næsten alle børn de første hundrede år af deres liv. Højelvere har ikke noget behov for at få mange børn, da deres liv handler om andet og mere end at skaffe afkom. Modsat hos menneskene, hvor manden bestemmer i huset, er det hos højelverne den ældste i familien der er overhoved. Ønsker den ældste ikke denne byrde, stemmer husets voksne beboere om, hvem der så skal styre huset. Mænd og kvinder betragtes som lige.
Correntain, som er den eneste højelverby vi kender til, styres af et Råd der simpelthen kaldes ’Rådet’ eller ’the Council’ på elvernes tungemål. Dette Råd har 15 medlemmer der er valgt af byens voksne indbyggere. Kongen er stadig formelt Konge, men har ingen reel magt. Hans navn er Tharqauin, og han har været Konge siden gudernes krig endte. Højelverne er meget stolte af denne styreform, der unægtelig ligger langt fra, hvad vi mennesker er vant til.
Området omkring og i Correntain er først og fremmest koldt. Byen ligger i de evigt snefyldte bjerge, hvor vinden hyler gennem bjergpassene og farer gennem dalene. Det sner ofte og om sommeren er det stadig så koldt at man skal have pels omkring sig udendørs. Om sommeren er det lyst hele døgnet mens det om vinteren kun er lyst i cirka fire timer. Der er buske og planter men ingen træer i dette snedækkede landskab. Der lever ræve, enkelte bjørne, og andre mindre dyr, men ikke nogen elverne kan leve af. Derfor er hovedparten af dem vegetarer og de spiser kun det grønt de selv dyrker indenfor byens mure, hvor planterne i nogen grad er beskyttet mod vinterens hårde frost.
Elverne uddanner sig altid, og mange af dem har flere professioner. Som regel har de en boglig uddannelse, i eksempelvis teologi, jura, lægevidenskab, fremmedsprog eller lignende og dernæst en håndværksuddannelse, som bogbinder, tømrer, guldsmed, murer, smed eller lignende. De betragter det som en dyd at kunne og vide så meget som overhovedet muligt.
En højelver er at betragte som et barn indtil dets 100-års dag og som ung indtil det når 200. Når man over 600 år er man gammel. Højelvere kan ikke dø af alderdom, men de har indgået en aftale med hinanden om, at man lader sig kalde hjem til sin guds rige når man når en hvis alder – for mændene 700 år og for kvinderne 650. Det er alligevel de færreste, der ønsker at leve længere end denne alder. De forklarer det med, at man bliver mættet af at leve så længe og at der ikke er mere tilbage at gøre i Neveri, og så kan man jo ligeså godt slutte sig til sin gud og sine afdøde slægtninge. Højelvere kan dog dø af sygdom eller skader ligesom andre væsener.
Højelverne tilbeder som oftest Fayon, deres og solens skaber. Enkelte tilbeder Opulantas, en del Curator eller en anden af de ældste guder, som de føler, de er beslægtet med, da de ældste guder også er delvist tilbagetrukket fra verden.
Så vidt vides har højelverne i Moranien ikke haft kontakt til højelvere fra de andre riger, men de mener bestemt, at der er nogen – men i Moranien er de det eneste samfund af højelvere, og derfor rejser de sjældent ud. De holder sig generelt tæt sammen og ønsker ikke andre racers indtrængen i deres by og det dertilhørende område.
Hermed afsluttes min rapport om højelverne