XIII Kapitel af Néveris væsener
Ved Adarius Meldi
Calendon - år 3453

Manden
Levetid: 90 år
Vægt: 40-55 kg
Højde: 100-120 cm

Kvinden
Levetid: 110 år
Vægt: 30-50 kg
Højde: 90-110 cm

Forord
Jeg befinder mig atter i Calendon hvis venlige og kendte ansigter jeg har længtes efter på hele den lange tur omkring i Moranien. Over et helt år, og endda på hesteryg, Moranien er stor, tag ej fejl. Dette væsen, som heldigvis også befinder sig i vores vidunderlige Calendon, er mit sidste kapitel i denne samting, for nu. Jeg takker Jer, kære læser, for at have fulgt mit eventyr rundt i Moranien, og er I mere eventyrlystne end Jeg, opfordre jeg til at rejse ud i Moranien, hvor i med sikkerhed vil finde alle de væsner der i bogen står beskrevet. God Rejse!

Skrevet den 3. dag i Falkeøje's tegn år 3453
Goblinerne er små væsener med fuldstændig grøn-brun hud. Det er en dyb, mørk grøn der blender godt ind i skovens mørke farver, eksempelvis gran. De har lange, opretstående grønne ører, strittende hår, som man næsten kan kalde pels, og en lang, spids grøn næse. Deres hår kan være alt fra mellembrunt til mørkebrunt, sort, rødt og hos ældre gobliner, gråt eller næsten hvidt. Ofte har de kviste eller fjer siddende i deres hår.
Deres tøj er ofte hjemmesyet eller stjålet og lappet sammen af forskellige dele. Mange gobliner går rundt med bjælder, og de har næsten altid noget pels af ubestemmelig art på sig fra forskellige dyr.
De har et internt sprog der lyder som høje pivelyde og arrige hvæs. Næsten lidt dyrisk. Generelt taler gobliner med meget høj, pivende og hvæsende stemme og når de taler på menneskets tungemål, hvis de kan det, er det med simple ord og ikke for lange sætninger. Som regel er gobliner lidt frygtsomme, særligt overfor mennesker eller elvere. De er listige og snu og man skal ikke stole på dem på nogen måde. De stjæler med arme og ben, og de løber pokkers hurtigt når de bliver afsløret. Gobliner kan dog også underholde, især for mad som de er glade for. Man skal ikke skue dem på hårene, nogen af dem er gode krigere for deres størrelse, hvis de ellers tør kæmpe, og nogle enkelte er endda mægtige præster eller magikere, selvom deres magi ikke er så svær at undgå for den kløgtige.
Goblinerne bor enten hos orkerne, hvor vi endnu ikke ved meget om deres organisering, eller også bor de som en slags tiggere i menneskenes byer. Efter verdensdelingen splittedes goblinerne i små familiegrupper, hvor en stærk goblin tog kontrol over en lille familie, og så ellers beskyttede dem mod fjender. Gobliner ’allierer’ sig med hvem som helst, de anser som stærke og hvor de kan få noget at æde. Lige meget om det er sortelvere eller mennesker eller hvem det er. Gobliner finder sig i at blive trampet på, både fysisk og i overført betydning, af andre så længe det ikke er for meget. De ved godt selv, at de ikke har krav på respekt fra andre racer.
Så vidt vides får gobliner kun en unge af gangen, enkelte gange er tvillinger set. Om faderen hjælper med at opdrage ungen, er uvidst. De fleste gobliner tænker ikke dybere over disse spørgsmål, og spørger man dem direkte, ser de blot forvirrede ud og spørger om mad eller penge. Gobliner lever som sagt af at stjæle, søge beskyttelse, lave kedelige opgaver for andre og generelt lave ballade hvor de kommer. I en menneskeby vil man ikke se skævt til nogen, hvis de sparker til en irriterende goblin.
Det vides ikke, hvem gobliner tilbeder, eller om de i det hele taget er kloge nok til at tilbede nogen som helst.
De lever i alle områder af Moranien hvor der er nogen til at passe på dem, eller nogen som de kan stjæle fra. Gobliner kommer bedst ud af det med andre gobliner og dårligst med højelvere der ikke kan udstå deres skingrende stemmer og vilde hyl.