Sjælecirklen
Sjælecirklen

Left Scroll Right Scroll
Hjem > Universet > Væsnerne > Néveris Væsner > VIII Kapitel: Dværgene

VIII Kapitel af Néveris væsener
Ved Adarius Meldi
Dværgenes ørken - år 3452
Dwarf

Manden
Levetid: 500 år
Vægt: 40-60 kg
Højde: 95-105 cm

Kvinden
Levetid: 470 år
Vægt: 40-60 kg
Højde: 80-90 cm

Forord
Det er nu lidt over et år siden at jeg har forladt Calendon. Jeg er træt og meget mere udmattet end jeg nogensinde har følt mig tidligere i mit liv. Min rejse har så sandelig været lang, men ak, den er langt fra ovre endnu og der er mange farefulde områder jeg stadig mangler at betræde. Blot nogle få mil herfra ligger det hæslige land, Chrumsnikklonien. Jeg vil ikke gå i dybten om dette nu, men det er rigeligt at fortælle at det er hjemsted for orker og gobliner i Néveri.
Jeg er nået til de mægtige dværges nye land.

Skrevet den 23. dag i Rahnee's tegn år 3452
Da Fayon først havde skabt elverne, talte guderne sammen og enedes om at skabe endnu en race: Dværgene. Alle guderne hjalp hinanden, og gav hver deres bidrag til denne race. Alle undtagen Nisara, selvfølgelig.
Denne nye race søgte straks efter et sted at bo, men da skoven ikke tiltalte dem, og de åbne enge heller ikke, vendte de blikket mod bjergene. De begyndte hurtigt at hugge huler ind i klippesiderne, og opfandt langsomt flere og flere teknikker til dette. Efterhånden som de blev dygtigere søgte de dybere ned i bjergene, og de begyndte at udvinde metal og ædelmetal, som de bearbejdede, så det kunne bruges til værktøj, våben, rustninger, penge og smykker. De andre racer, herunder især menneskene, var begejstrede for disse metaller og det udløste ind imellem konflikter mellem de to racer, hvis de ikke kunne enes om betaling for dværgenes arbejde.

Som jeg tidligere har skrevet, var kongen yderst utilfreds over jeg ikke afleverede denne rapport i sidste år, men det viste sig at dværgene ikke længere bor syd for Karstaag. Varulvene og kaosets nærvær har drevet dem ud af deres trygge miner nordøst herfra, og helt syd på, ind i den mægtige bjergkæde der guderne ske lov deler Moranien og Chrumsnikklonien op i to riger.

Jeg blev modtaget på en meget ubehøvlet måde. Dværgene er stolte folk, og de lader ikke hvem som helst betræde deres land sådan uden videre. Det vil være nok at sige for nu at jeg har følt mig yderst uvelkommen lige siden mine nedslidte sko for første gang betrådte det varme, tørre sand.
Efter min kompagnon og tolk forklarede dem situationen var de dog mere venlige. Dværge taler jo ikke vores sprog, og hvorfor de ikke lærer det er ud over min forstand. Kongen burde skrive en lov der påkrævede alle væsner i Moranien skulle kunne tale moransk, så skulle vi andre ikke bruge tid på at lære deres mærkelige sprog!
Dværgene blev glad for at høre at menneskerne ikke helt havde glemt hvor meget de betød i vores dagligdag. Jeg går ud fra at min kompagnon fortalte dem noget der måske ikke var helt sandt..

Bygningerne her er fascinerende. I stedet for at bygge på jorden hvor alle mulige farlige insekter og småkravl befinder sig, har man her valgt at bygge sin by ind i de faste sandklipper som riget har rigeligt af på denne egn. Bygningerne er holdt oppe af store, tykke bjælker under sig, for at de kan strække sig ud I luften, ud over klippesiderne. Yderligere har man placeret planker med få mellemrum langs siderne for at holde det løse sand fra til sidst at glide ind i husene her. Og det sand der kommer ind bliver hurtig fejet ud af husene af de altid travle dværgekoner.

Familierne her ser ud til for det meste at være baseret på mand og kvinde. Det er endnu ikke lykkedes mig at se nogle børn, eller måske er der ingen, men på en eller anden måde må de jo reproducere. De kan jo umuligt komme fra den hårde klippe, alene tanken er ganske fjollet.

Mændene arbejder som minearbejdere, bryggere, (for en god, kølig væske at fugte halsen i den tørre luft skal der jo til) eller vagter. Minearbejderne kender jeg ikke meget til. Deres tøj er syet af robuste skind og rustningslag jeg aldrig har hørt om før. De siges at skulle beskytte meget vel mod nedstyrtninger og den voldsomme varme i minerne. Bryggerne er oftest klædt i læder og ringbrynjer og bærer en økse på ryggen. De forklarer øksen med at der tit sker slagsmål mellem fulde og trætte dværge i minerne, og da alle dværge næsten altid bærer mindst et tungt våben er disse slåskampe sjældent småting og efterlader typisk kroen i ruiner hvis slåskampen ikke bliver stoppet i tide. Heldigvis har vi mennesker i Calendon langt bedre skik end disse barbarer!
Vagterne er de dværge der bærer de stærkeste rustninger. Her nøjes man ikke med lidt læder og brynje, men fulde pladerustninger af guld og sølv. Ja.. Det må man give dem, dværgene forstår at vise hvad de selv mener de er værd for omverdenen. Hver vagt bærer en tohovedet økse på ryggen som bryggerne. Dog bærer de også et kort sværd og har altid et sølv skjold med flotte mønstre og billeder i guld i nærheden, skulle der blive brug for det. Magi ser det ikke ud til at disse væsner kender til, for ingen steder har jeg set det i brug endnu. I forhold til vores folk virker disse dværge meget primitive og underudviklet på dette punkt.

Kvinder og mænd er der ikke megen forskel imellem. Ja faktisk vil jeg gå så vidt som at sige at der ikke er nogen forskel – Hvertfald ingen synlige. Kvinderne er omtrent lige så bidske og indelukket som mændene, og dog har de en smule kærligere natur når det kommer til fremmede. Det er også fra dem at jeg og min tolk har kunne få flest historier ud af. De sagnomspundne miner vil man ikke lade os se. Men det er lykkedes min kompagnon at snige sig dybt ind i løbet af sidste nat. Hans beretninger er meget interessante og langt fra den oplevelse jeg havde forestillet mig.

Stenene derinde skulle efter hans fortællinger være mørkeblå, næsten sorte. Det er ressourcerige klipper med mange ædelstene af dem vi kun kan drømme om at bære i Calendon. Hvorfor dværgene giver disse væk til os og hvad de får til gengæld, der kan være så meget mere værd for dem, er over min forstand. Overalt er der træbroer der strækker sig over bundløse revner i jorden kun holdt oppe af stærke reb der er fastgjort til kiler i klippevæggene. Liv er der ikke meget af bortset fra nogle store edderkopper og nogle skorpioner der en gang for længe siden må have forvildet sig derind og fundet det et godt alternativ for den varme der hersker herude i byen. Grotterne er kolde og fugtigheden er en ganske vidunderlig kontrast til ørkenvarmen.
Dog er denne form for afslappende kølighed kun dybt nede i minerne. Længere inde i minerne berettet min kompagnon at have hørt rislende vandfald og lyden af dryp i dybe søer, hvilket indikere at minerne må have mange slags forskellige områder med lige så mange slags forskellige svampe, plante- og dyreliv. Desværre nåede vi ikke dybere ind da min spion blev opdaget og vi nu er blevet bedt om at rejse hurtigst muligt. Men jeg skulle mene at jeres nåde også skulle finde denne information yderst brugbar på trods af de sparsomme informationer om minerne.

Sidst opdateret: Den 10. Aug. 2013 klokken. 23:23

© Copyright Néveri 2021