Sjælecirklen
Sjælecirklen

Left Scroll Right Scroll
Hjem > Universet > Væsnerne > Néveris Væsner > XII Kapitel: Skovelverne

XII Kapitel af Néveris væsener
Ved Adarius Meldi

Garûn Vexlahr - 3452

Woodelf

Manden
Levetid: 500 år
Vægt: 50-70 kg
Højde: 160-190 cm

Kvinden
Levetid: 500 år
Vægt: 45-65 kg
Højde: 155-180 cm

Forord
Livet er i sandhed en oplevelse. Efter vores møde med den fremmede der fortalte om Shirarene, fandt vi den hemmelige lokation af skovelvernes land. Jeg fulgte kortet syd for Karstaag og ind i mindre dystre skove hvor jeg aldrig tror jeg har været før. Der var en ro over skoven som jeg aldrig har følt noget andet sted. En ro der bragte fred til min krop og mit sind. Denne fredhed varede dog kort, da vi inden længe blev opdaget af en gruppe patruljerende skovelvere som ikke var glade for at finde os inde i deres skov. Endnu en gang måtte jeg betro mit liv til min følgesvend og bede ham forklare situationen. Til alt held for os begge, og som I, kære læser, nok har gættet, sænkede de tøvende deres våben. Jeg ønskede inderligt at finde skovelvernes hovedby i Moranien, men det er ikke lykkedes mig. I stedet mødte jeg en mindre gruppe skovelvere på min vej gennem riget, og det er på grundlag af talrige samtaler med disse elvere, at jeg bygger min videre redegørelse. Man bør huske, at deres svar muligvis eller muligvis ikke kan være sande, og jeg vil derfor ikke holdes til ansvar for, hvorvidt det følgende er sandt eller ej!

Skrevet den 23. dag i Eresir's tegn år 3452
Efter verdensdelingen var der en del elvere tilbage i, hvad der nu er Moranien. Jeg skriver bevidst elvere, for dengang var de blot et folk. Men nogle af dem, fortrinsvis bueskytter, samlede sig i en gruppe og søgte i sikkerhed i de store skove. Det er disse elvere, der nu kalder sig selv for skovelvere. Disse elvere siger, at de allerede ved verdensdelingen vidste, at de sorte som de siger, ville forråde deres elverfrænder, men de blandede sig udenom striden, indtil de sorte opsøgte dem – da fordræv de dem til mørket under jorden. Hvorfor vi mennesker indtil videre har fået at vide, at de sorte blev forvist inden krigen og ikke efter, vil de ikke svare på. Så hvornår de sorte blev forvist, må forblive et åbent spørgsmål, er min konklusion.
Skovelverne lever ikke ligeså længe som højelverne og de bliver også voksne i en alder af ’kun’ 75 år. Til gengæld er de gamle i en alder af omkring 400. Ligesom højelverne er døden noget, en skovelver vælger, medmindre han bliver skadet eller syg. Lige som højelverne har skovelvere også spidse ører som er det der kendetegner dem bedst fra menneskerne. Skovelverne går næsten kun i sort, brunt og grønt tøj eller i pels fra forskellige dyr som kanin og ræv. Enkelte skovelvere går i hvidt, som oftest kun præster eller druider. Lyse, skrigende farver som gul eller pink ses meget sjældent og hvis nogen går klædt i disse farver, er det fordi de har noget at sige med at vælge netop den farve. Klædningerne er altid syet af elverne selv, og som regel med grove sting. Det er praktisk og nyttigt til at skjule sig i skoven, og som regel går både mænd og kvinder med bukser og en enkel trøje, ind imellem en kappe. Kjoler ses ved festlige lejligheder men ikke til hverdag. Nogle skovelvere bærer blomster eller anden udsmykning fra naturen selv, eventuelt knogler fra de byttedyr de har nedlagt.
Deres bygninger er lidt af et mysterium, da jeg ikke selv har set nogen. Elverne jeg mødte forklarede at de bor i træerne, i huse lavet af træ eller reb og båret af træernes kroner. Det lyder lidt for fantastisk, men uden at have set selve bygningerne, må jeg tage deres ord for gode varer.
Elverne taler elvsk, i grunden samme sprog som højelverne, men dog alligevel ikke helt. Deres sprog er ikke nær så ophøjet, roligt og afdæmpet, men mere naturligt afslappet, de skal ikke imponere nogen, men bare kommunikere. De har ikke så mange lange ord og sætninger, og siger hvad der falder dem ind, ofte afbrudt af latter. De er generelt et meget positivt folk, er mit indtryk. Hvorvidt elverne indbyrdes har et ekstra sprog, kunne jeg ikke få afklaret.
Skovelverne er typisk meget ens, efter hvad jeg har erfaret. De elsker naturen, freden og roen i skoven, og passer altid godt på skovens dyr. De hidser sig sjældent op men tager tingene som det kommer, undtagen hvis nogen skader skoven. De gemmer sig altid hvis de ikke vil tale med andre væsener, og kan de undgå kamp ved at forsvinde i skoven, gør de det. Undtagelsen er, hvis nogen angriber deres område eller skoven, så bliver de til nådesløse krigere der angriber uden tøven. Elvere skyder altid for at dræbe. Enhver elver er uddannet bueskytte, medmindre de bevidst har valgt at undgå denne evne. Mange er præster i en eller anden form, måske druider eller magikere. Jeg vil sige, at elverne er et meget troende folk, de tilbeder deres guder meget passioneret og har et tæt forhold til deres guddomme. Elverne tilbeder ofte Fayon, deres skaber, og Eresir og Aerth, naturens og dyrenes guder. De er tolerante overfor andre guder, med undtagelse af naturligvis kaos, og Nisara. De ser heller ikke altid venligt til Curator, fordi han indgik et kompromis med Nisara og derved tillod natten at være til. Elverne elsker sollys, og værdsætter døgnets lyse timer.
Skovelverne sætter familien højt, og holder sammen med kun en partner hele livet. De får ikke mange børn, typisk et eller to. Mænd og kvinder bestemmer lige meget, og familien bor som regel sammen til børnene er omkring 100 år. Det er yderst sjældent at familierne bliver boende sammen i længere tid, når børnene først er voksne flytter de for sig selv, og bedsteforældre bor som regel et andet sted. Børnene sendes ofte ud til en anden elverskov for at blive udlært og lære andre steder i Moranien at kende. Ofte vender de tilbage til deres fødeskov, men ikke altid.
Elverne lever af naturen og de dyr de kan finde. De spiser både planter og frugt, men også kød fra byttedyr. De udnytter altid hele dyret, så intet går til spilde. Når elverne ikke jager eller finder anden føde, udfører de forbedringer på deres forunderlige huse, eller træner med deres våben. Præsterne beder til guderne, og helerne øver deres kunst, eller finder helende planter. Hvorvidt elverne har en hersker, er lidt uklart. De forklarer mig at de alle sammen bestemmer, og der ikke er nogen bestemt leder i deres flok, eller hvad man kan kalde det. Hvordan de så træffer beslutninger uden en leder eller i det mindste et råd, forstår jeg ikke. Det synes endda at være sådan, at de yngre elvere har ligeså meget at skulle have sagt som de ældre, hvilket er højst besynderligt. Enhver elver uddannes først som skytte og jæger, hvilket vil sige at selv den mest fredselskende elver kan bruge en bue, hvis de får nok brug for det. De er desuden gode til at bruge knive, især kasteknive og mindre sværd. Tohåndsvåben, økser og lange spyd er ikke lige elvernes stil. De kunne aldrig finde på at dolke en fjende i ryggen, undtaget måske de sorte, men de er gode til at skjule sig og liste sig usete ind på uønskede gæster.
Som sagt bor skovelverne udelukkende i skovene i Moranien, enkelte dog i menneskebyer hvis de vælger det. Som regel er deres skove lyse, behagelige steder at være, hvis man ellers ønsker skoven det bedste. Er man fjende af skoven, føles området uvenligt. Elverne er gæstfrie hvis de ellers vil lade sig se, men som oftest passerer man hvis man er menneske, gennem en skov uden overhovedet at opdage, at elverne er der.
Med håb om, at denne redegørelse vil skabe større forståelse for skovelvernes levevis.

Sidst opdateret: Den 28. Jul. 2011 klokken. 17:29

© Copyright Néveri 2021