V Kapitel af Néveris væsener
Ved Adarius Meldi & Leonardo Dihazzo
Karstaag - år 3451

Manden
Levetid: 115 år
Vægt: 10-15 kg mere end racen de er født som.
Højde: 15-20 cm mere end racen de er født som.

Kvinden
Levetid: 115 år
Vægt: 12-17 kg mere end racen de er født som.
Højde: 9-13 cm mere end racen de er født som.

Forord
Igennem min vandren er jeg stødt på steder, hvor hverken jeg, eller min følgesvend og vagt på denne tur bevæger os tæt på. Et af disse steder er Karstaags inderste skove. For dog alligevel at oplyse Jer, kære læser, om de væsner der lever i disse områder, har kongen arrangeret en pagt imellem os og visse folk der ligger disse forskellige væsner nær. I dette tilfælde er denne væsengruppe mallenkaierne og informationerne er fra en hvis Leonardo, der påstår at være mallenkaiernes svar på mig – Hvilken frækhed! Men altså, disse informationer er videregivet til mig, af skyggekasterne, som jeg har skrevet om i kapitlet før dette. Mallenkaierne, et folk jeg ikke nære nogen synderlig kærlighed for. Jeg ønsker derfor at gøre opmærksom på hvad du, kære læser, skal til at læse ikke er et af mine smukke værker.

Skrevet den 26. dag i Aerth's tegn år 3451
Mallenkaierne siges at være blevet skabt af Nisaras jalousi over Eresirs og Aerths lysvæsner. Dog ved vi at vores forfædre blev skabt som et brutalt våben til at skaffe Nisara flere tilbedere og sjæle under slutningen af gudernes krig. Den første huskes som Aremir. En højelver hvis blod Nisara blandede med en ulvs i så voldsomme mængder at han aldrig blev sig selv igen. Efter at have tjent Nisara blindt i to år, og skabt rigeligt med ulvekrigere ved at inficere dem med sit syge blod, slap vores legende fri fra Nisaras klør med Avias hjælp. Han udvalgte nogle enkelte få mennesker som sine efterfølgere, inden han ofrede sig selv for at bekæmpe sit eget kød og blod, en kvinde ved navn Filarka, så brutal at hun uden tvivl ville have lagt Moranien i kaos lang tid før nu. Filarka, en mallenkai alle andre mallenkaier frygter. Skabt af Aremir og Nisaras forbandelse, og nu den stærkeste malenkai Néveri kender til. Det lykkedes Aremir med Avias hjælp at spærre denne kvindelige mallenkai inde, i et fængsel af krystaller, hvor hun indtil for blot få år siden forblev fanget, frosset i tiden. Men nok om dette.. I mens Filarka var fanget i tiden, begyndte vi mallenkaier at sprede os over det velsignede område navngivet Karstaag af den legendariske Aremir. Længe levede vi idyllisk skjult fra alle andre racer, men dagen kom, hvor en malenkai sagde kong Kaaras imod og vendte Avia, og hendes velsignelse ryggen.. Det var de malenkaier, der i dag er kendt som Celkas klan, og lever i det sydlige Karstaag. Disse malenkaier faldt kort tid efter deres forræderi mod kong Kaaras, under Nisaras forbandelse igen, og det er disse mallenkaier i mennesker frygter mest.

Mallenkaier er ikke udødelige, og månens faser har heller ikke nogen indflydelse på os. Vi jagter mennesker fordi der ikke er nok blod i et dyr til at genopfylde vores energi efter et skift. Præcis ligesom mennesker, kan vi leve op til en uge uden mad.
Varulve både høre, ser, og lugter utrolig godt. Varulve både høre, ser og lugter utrolig godt. så længe vi er beskyttet af støvet fra Måneblomsten, også kendt som Avias velsignelse.
Ligesom normale ulve, lever mallenkaier i flokke.

De fleste mallenkaier lever i den store skov mod øst kendt som Karstaag. Et terræn isoleret fra omverdenen, hvor der er åben skov i op til 12 ugers rask menneske-trav, eller 6 mallenkai-dage.
Få lever uden for Karstaag, og de beskyttende måneblomster, færre endnu, lever skjult bland mennesker i byerne. Det er ofte de sidstnævnte, der har givet menneskerne grund til at hade mallenkaier så meget som de gør. Der hersker heller ingen tvivl blandt de fleste, ikke-adelige mennesker, om at mallenkaier eksistere, især ikke i byer der grænser op til mallenkaierernes opholdsområder.

Mallenkaier har ikke brug for et magisk bælte, et ritual, eller hjælpen fra en troldmand eller troldkvinde, for at skifte skikkelse, som det igennem årene er blevet påstået af mange. Fuldmånen har heller ingen effekt på dette fænomen. For at skifte skikkelse fra en race til mallenkai, eller fra mallenkai til ulv, skal en mallenkai kun samle sin koncentration og tænke på den skikkelse, som han eller hun ønsker at skifte til. Det tager typisk omkring et minut eller to for en erfaren mallenkai, at skifte imellem sine tre former. Det allerførste skift siges at være meget smertefuldt, men smerten reduceres jo flere skift han eller hun foretager. Ved skift fra menneske til mallenkai, fjerner mallenkaierne for det meste alt beklædning, og pynter dem selv med smykker, der ikke går i stykker under forvandlingen. Tatoveringer og andre former for rituale eller kulturelle markeringer, bliver placeret på steder på kroppen der ikke strækkes ved et skift. Hvis mallenkaierne ønsker markeringer steder på kroppen der strækker sig meget under et skift, påføres disse efter skiftet er fuldført.

Det at hyle er en stor del af kommunikationen imellem mallenkaierne, dog hyler mallenkaier kun for at advare, eller fortælle hvor de er, til resten af flokken. For at undgå at blive hørt af spioner fra andre flokke, hyler vi ikke ofte. Der er stor strid imellem flokkene trods der kun er få af dem.
Det er også derfor at flere mallenkaier, I stedet for at hyle et simpelt toneleje, hyler i forskellige tonelejer, hvilket gør det svært for en anden flok at gætte sig til antallet af mallenkaier der hyler.

Jagt foregår hovedsageligt for madens skyld, men også for træningen. Udover energien fra blodet i mennesker og andre racer, spiser mallenkaier heste, kør og store dyr. Og i flok kan de endda nedlægge bjørne. Når der jages bjørne, eller det der er større, jages der altid i store flokke, for at gøre jagten så nem som mulig.
 

Mallenkaierne er utroligt hurtige og fleksible. Deres hugtænder er typisk omtrent over 3 cm lange, men kan, i enkelte tilfælde, overstige 5 cm, hvilket gør dem i udmærket stand til at bide de fleste slags knogler over.

Mallenkaierne i Karstaag, holder sig ofte til en fast mage igennem livet, og kan få op til adskillige hvalpe. Selv om vores parringsmønster ikke er bundet til årstiderne præcis ligesom menneskernes, oplever vi dog en parrings sæson, hvor vores opførsel ændres.'

Da vi er forbandet væsener, får vi ikke hvalpe som andre. Så for at opnå dette, udføres et særligt parringsritual, som både er yderst avanceret magi, og kræver Avias velsignelse. Uden dette ritual, kan mallenkaier ikke formere sig.

Hunnen får en til to hvalpe, efter en drægtighed på seks måneder, de vil blive født og forblive i samme skikkelse som moderen havde under fødslen. Hvalpene udvikler evnen til at tale, omkring 1-års alderen, hvor familien inden da, anvender ulvenes kropssprog, til at oplære den lille hvalp. Det er også når de når denne alder, at de stopper med at die hos moderen, og starter med at spise kød, ligesom resten af flokken.

Mallenkaier lærer at skifte omkring tolv års alderen, igennem træning af de mentale kræfter de besidder. Der er enkelte undtagelser af denne regel. F.eks. hvis en hvalp som er født i menneskeskikkelse, ikke længere er under indflydelse af måneblomsters pollen, vil vedkommende miste kontrollen over sig selv, og ændre permanent form til en mallenkai, indtil nogen lærer dem at skifte, eller at de selv lærer det.

En mallenkai vil aldrig forvandle et menneske, uden grundigt at overveje konsekvenserne ved dette. Det er sandt, at der sker uheld, ingen er perfekte, men det er typisk i selvforsvar at dette sker.

Selv om mallenkaier formere sig igennem parringsritualet, er det nogle gange at foretrække, at gøre dette ved bid. F.eks. i tilfældet af en frivillig menneskemage bliver fundet. Skiftet kan være meget smertefuldt og ubehageligt, men mallenkaien vil hjælpe sin nye mage ved at passe godt på ham, eller hende, i mens de kommer sig over skiftet, og derefter selv oplære den nye mallenkai.

I visse alvorlige tilfælde bliver denne forvandlingsceremoni ikke færdiggjort, og i disse sjældne tilfælde, vil en udnævnt mallenkai i klanen tage sig af den nye mallenkai. Viser det sig, at det fejlede ritual skyldes mallenkaien selv, og hvis den skyldige malenkai blive fundet, kan straffen variere fra fængsling til øjeblikkelig død alt efter årsag.
Det er noget vi mallenkaier tager meget alvorligt.

Unge mallenkaier er ekstremt nysgerrige og legesyge. De slås, jager hinanden, og er i stand til at lave et hvilken som helst objekt, de støder på, om til legetøj. Når de nærmer sig puberteten, vil de bruge disse lege til at forberede sin dominans over deres søskende. Deres lege kan være voldsomme, og kan til tider gå over gevind, hvilket er derfor, at der altid er en far, mor, eller barnepige i nærheden. Mallenkaier forbliver legesyge igennem hele livet.

Vores kropssprog og stemmelyde, bruges lige så ofte som talte ord, selv i menneskeskikkelse. Positionen af ørerne, halen, og kroppens stilling, kan sige mere end ord, og på en meget mere simpel og venlig måde. Vores kropssprog bruges til at kommunikere vores stilling i flokken, især ved trusler fra andre, før og efter en jagt.

Livet i landsbyer kan være svært for en mallenkai, da vi foretrækker åbne områder frem for små, menneskefyldte gader i en by. Vi kan vælge at leve i byer af forskellige grunde. Nogle lever deres dagligdag som menneske, da de ikke kan finde ud af at give slip på det liv de havde, før de blev mallenkai, eller det kan f.eks. skyldes familie, venner, eller kærlighed, der holder én bundet til menneskernes verden.

Det er altid stærke og magtfulde mallenkaier, der lever i landsbyer eller andre steder uden for Karstaag, da det er en nødvendighed, at de er i stand til at beskytte deres familie fra ubudne gæster.

Endnu et punkt, der gør det yderligere hårdt at leve udenfor Karstaag, er manglen på Avias velsignelse.
Mallenkaier, der ikke er under denne velsignelse, bliver Nisaras tjenere så snart hendes magt over dem er stærkest, i nymånens skær. I tiden omkring fem dage før, og efter nymånens komme, vælger de fleste mallenkaier at søge væk fra menneskemængden. Det kan være til en nærliggende skov, eller et andet bo, knapt så befolket som deres almindelige bosted i byen.

Mallenkaierne bor typisk i huler som er bygget, og gravet ind i høje, eller klipper. Klipper er at foretrække, men det er begrænset hvor meget klippe landskab der er i Miktara, hvor de fleste af os lever. Indretningen af en malenkai hule består af et sted at sove, og slappe af inde i hulen. Dette sted i hulen er meget behageligt, og kan sammenlignes med andre racers bosteder, som en stue, hvor familien samles for at slappe af, lege, og spise sammen, efter byttet er bragt hjem til hulen. De fleste daglige ritualer finder sted her. Blandt andet vedligeholdelse af de lange manker, som meget let kan blive uglet, på grund af pelsens tykkelse og fylde.

En anden form for hule findes kun blandt den royale familie. Disse kongelige malelnkaier bor dybt inde i et bjergtempel, der siges at være bygget af dværgene og skyggekasterne, for mange generationer siden. Det er her, hele mallenkaiernes kultur stammer fra, og der er mange utrolige rum i disse huler. Her, lever malenkaier meget lig den måde som kongen af menneskerne, Cael Stormklinge, gør; Men da det ikke er mig tilladt, at fortælle yderligere om dette sted, vil intet yderligere om dette sted findes i nogen skreven form - Nogensomhelst steder.

Mallenkaierne bærer ikke megen kropslig beklædning i forhold til mennesker, da vi har vores pels til at holde varmen. Dog er der visse instinkter og krav vi aldrig er vokset fra i vores konstante udvikling væk fra menneskets adfærdsmønster. Et af disse, er trangen til minimal beklædning. Kønsdele er for det meste dækket, mere hos hunner end hanner, da enhver ledig han, altid leder efter en potentiel mage. Vi tager dog ikke dette behov så alvorligt som f.eks. menneskerne gør. Ingen bliver forarget over en mallenkai uden beklædning, og at fjerne sin beklædning foran fremmede mallenkaier, er normalt, og ses ikke ned på, eller tages afstand fra, sådan som vi har hørt om I mennesker gør. Oftest opstår disse situationer ved badning, og jagt eller i parringssæsonen som en slags lokkemad.

Enkelte specielle flokrangering symboliseres med beklædning, som aldrig fjernes. Et eksempel på dette, er De røde ulves rangering, og kongefamiliens segl, som begge grupper altid bærer, for det meste for at undgå unødige konflikter med evt. dominante mallenkaier i flokken.

Når en mallenkai skifter fra ulv til en anden race, har de ofte en form for beklædning klar til når ritualet er overstået. Da vi kender jeres skikke meget vel, og ved hvordan I vrænger på snuden, hvis et nøgent væsen vandrede ind i jeres by, undgår vi at tiltrække for megen opmærksomhed og særger for at blande os i mængden så godt som muligt.

En mallenkais dag består ofte i jagt ved morgen og aften. Enkelte kan have et forråd, men da vi er halvt menneske, er vores maver ikke fuldkommen immune over for gammelt kød, og denne opbevaringsmetode bruges mere ved hungersnød, end ved daglig opbevaring. Ud over jagt har hver mallenkai, ligesom menneskerne, et ansvar de skal udfylde. En mallenkais rang bestemmer deres niveau af arbejde. De lavest rangeret, hjælper med at udbygge og vedligeholde landet, alt sammen arbejde der hjælper dem til at blive stærkere, så der senere bliver mulighed for dem, at udfordre andre mallenkaier, og på den måde opnå en højere rangering i flokken.

En mallenkai, som har tabt til en lavere rangeret ulv, mister ikke sin rang, men alt efter hvor ofte det er hændt, kan det forhindre den uheldige yderligere succes i rangeringen indtil de igen har vist sin værdi i flokken. De midterste rangeret, laver arbejde ligesom I mennesker, alt sammen noget der hjælper flokken som en helhed. De højeste rangeret ulve, beskytter kongefamilien, men bruges også til at holde ro og orden i byen, og som sendebude og udkigsposter.
Spioner rapportere, at både rangering, og daglige bedrifter, er meget anderledes i andre klaner, men mere ved vi ikke.

Karstaags skove er et af de landområder hvor skovfloraen er smukkest om sommeren. Det meste af året her, er som i resten af Moranien. Vintrene kan dog være hårdere, og i midten af Karstaag, er der ofte en del mere nedbør og varme, end i de nordlige dele af Miktara. Det yderste af skoven, den del der vender ud imod resten af Moranien, består af tætte graner, mens Miktara indeholder en blanding af graner, birketræer, store bøge og egetræer spredt vidt ud over landet. Der er egentlig flere åbne områder, end der er tætte skove. Når man først er inde i Karstaag, er der intet andet end skov at se. Lydene i skoven om dagen, er som i enhver anden skov, dog kan man ofte høre flokke overalt hyle på hinanden med jævne mellemrum. Der er en fin blanding af søer og frie områder, som egner sig især til jagt.

Den sydlige del af Karstaag, er et sumpområde med en langt mere dystre stemning. I modsætning til den nordlige del af Karstaag, er den sydlige del langt mere besværlig at bevæge sig igennem, da der i en radius af flere mil omkring Det forladte tårn, spreder sig en sump. En sump som næsten fylder det hele af det sydlige Karstaag; Den falske prins' domæne. Dog er vegetationen noget af den samme som heroppe i den sydvestlige del. I sumpområdet er der næsten et tropisk klima, noget som vores pels er alt for tyk til at vi, uden ubehag, kan holde ud.
Dyrelivet i sumpområdet er også i stærk kontrast til det man finder i resten af landet. Her lever adskillige dyr, og især insekter, som ikke ses andre steder i Moranien. Blandt de mest hyppige, kan vi nævne slanger, store øgle lign. væsener med mægtige kæber og tænder skarpe nok til at bide igennem vores muskulære arme. Blandt det mere almindelige finder vi flagermus og edderkopper. Blandt de mindre hyppige, kender vi heldigvis kun til kæmpe edderkopper og sjælevandrer, hvilket siges af være vrede, spøgelsesagtige væsner, der lokker uvidne ind i Nisaras dødsrige.

Vi mallenkaier håber med dette kapitel i kongens bog om alle Néveris væsner, at kunne have lært, især jer mennesker, noget om hvad vi egentlig er og ikke er, hvor vi kommer fra, og at vi ikke alle er onde, blodtørstige bæster.

Som en sidste, meget vigtig meddelelse vil jeg, Leonardo Dihazzo, opfordre alle væsener til at holde sig fra Karstaag. Nok er vi fredelige væsener, som ikke angriber fremmede med mindre vi har brug for deres energi til at overleve, men langt fra alle mallenkaier er så gode som Miktara mallenkaierne.. Desuden er vi et folk som ønsker fred og ro omkring os, og får vi ikke dette, kan vi blive ret så bidske. Vi ønsker ikke på nogen måde med dette kapitel at gøre vores territorie åbent, og vi agter at beskytte det med klør og hugtænder skulle nogen prøve at tage dette fra os. Så giv agt, og træd aldrig ind i Karstaag, for jeres eget bedste!