Denne legende er hørt fra folk, som har vandret i de nordøstlige egne, ikke mange dagsrejser fra Calendon, og ikke langt fra bjergene der markerer Karstaags grænser.

Det fortælles at Calendons første konge i sit tredje regeringsår sendte en gruppe ryttere afsted mod Karstaag for at udforske landet i den retning. Men rytterne vendte aldrig tilbage.

Hvis man er så uheldig at vandre ad samme sti som dem vil man se spor efter hove, spor der aldrig forsvinder, selv ikke efter det kraftigste regnskyl.
Følger man disse spor opdager man, at de ender brat, alle som en, uden at fortsætte nogen steder hen. Hvis man er tåbelig nok til at vente til nattens komme, og står ved stien ved midnat kan man se dem ride afsted igen, uendeligt, nat efter nat, mørkklædte ryttere på skeletheste der lyser ondt i natten! De vil ride ad stien, og forsvinde når sporet ophører. Men... Man skal være varsom, hvis man står på stien eller hvis de opdager en, bliver man redet ned af dem, og ens sjæl tvinges til at følge dem i deres ridt - for al evighed...

Ukendt forfatter