Ved Bartholomæus Zippedæus
Professor i historie
Calendons Universitet – år 3450

Mit navn er Bartholomæus Zippedæus, jeg er professor i historie ved Calendons berømte universitet. Jeg vil her fortælle om Néveris historie, i korte træk. Det er mit håb at denne bog vil kunne forklare lidt om vores verden og kaste lys over nogle af de begivenheder, der har gjort os til det folk, vi er i dag. Ud fra gamle legender og fortællinger vil jeg prøve kort at genfortælle hvordan vores verden blev skabt.

De gamle guder
For længe siden, inden verden og universet blev skabt, fandtes kun en enkelt bevidsthed. Hans navn er senere blevet Curator, den ældste af alle guderne. Som tiden gik, eller måske ikke gik, begyndte hans bevidsthed på forunderlig vis at dele sig, og det endte med skabelsen af de fem kaosguder. Curator opdagede dog hurtigt at han havde gjort en fejl ved at tillade disse fem væseners eksistens, men det var ikke muligt for ham at trække det tilbage som allerede var gjort. I stedet skabte han to andre guder, de to der i dag kendes som Avia og Avus. Nu havde Curator to hjælpere mod kaosgudernes destruktive adfærd, og sammen fik de tre guder forvist kaosguderne til et sted, legenderne kalder ’Intetheden’ hvor det så end skulle være. Men de tre guder følte nu at der manglede noget, de fem kaosguder havde trods alt været en del af universet, og deres manglende tilstedeværelse truede med at få det hele til at falde sammen. Det var nu de tre tilsammen enedes om at skabe de yngste guder.

De yngste guder
På denne måde opstod altså de tolv guder vi i dag kender som Fayon, Nisara, Sheeka, Aerth, Eresir, Kimo, Talno, Oplulantas, Rahnee, Falkeøje, Yun og Mikan. Disse yngste guder kom meget bedre ud af det med de tre ældste guder, der var glade for deres nye ’familie’. Men med tiden begyndte disse guder altså at kede sig, der er ikke meget at lave når verden endnu ikke eksisterer. Hvilken af de yngste guder der kom på ideen om verden, vides ikke. Måske var det dem alle sammen? Det er vel også ligemeget, hovedsagen er at de besluttede sig for at skabe vores verden, til alt held for os.

Néveris skabelse
Altså skabte de tolv guder universet, med stjernerne og himlen og vores flade klode, som vi kender den. Denne verden var perfekt, og takket være Aerth blev den hurtigt fyldt med frodige planter. Fayon var den der gav vores verden sin sol, og det var det der gjorde Nisara virkelig vred. Hun forsøgte ihærdigt at ødelæge solen, hun ønskede en verden i mørke, selvom de andre guder elskede lyset. Til alt held standsede Curator hende, og det kan vi takke ham for. Han bestemte at halvdelen af døgnet skulle være lys og kaldes dag, og den anden halvdel mørke og kaldes nat. Nisara blev så vred over hans beslutning at hun fik jorden til at ryste, og derved skabte vældige bjergkæder og kløfter. Så vendte hun de andre guder ryggen og forsvandt ned i mørket. Hendes datter Sheeka fulgte hende, og siden er det uvist hvor hun befinder sig. Dette var første gang guderne havde skændtes og det kastede en skygge over paradiset. Eresir især mente at der manglede noget, og gik derfor en morgen ud i en af de store skove for at være lidt alene. Han skabte en lille træfløjte og gav sig til at spille på den, og på forunderlig vis kom der fra denne fløjtes toner smukke dyr springende. Eresir blev lykkelig da han så alle disse dyr, og spillede smukke og fantastiske melodier dagen lang. Selv Nisara kom for at høre melodierne, men hendes vrede gjorde Eresirs toner mørke, og hen mod aftenstide kom der nogle dyr fra fløjtens toner, der kun tænkte på ondskab og kulde. Eresir blev vred da han opdagede Nisaras indblanding, og han forbandede hendes onde væsener. De dyr der var blevet skabt om dagen tog ind i skoven, og Nisara tog sine mørke væsener med sig bort fra stedet.

Folkeslagene
Fayon så hvordan Eresir skabte alle dyrene, og ønskede også selv at skabe en race. Inspireret af den lysende sol han allerede havde frembragt, skabte han en ren og lys race, nemlig elverne. Da de andre guder betragtede Fayons skabinger så de, at de var gode væsener, og i fællesskab skabte de ti guder nu dværgene og menneskene til også at befolke verden. Alle racerne levede i fred med hinanden, på nær orkerne, der samlede sig i grupper for sig selv. Men ellers gik det godt i den unge verden, og guderne nød den opmærksomhed de fik fra deres tilbedere.

En skygge over paradiset
Som tiden gik blev skyggen over paradiset dog længere, sygdom og død dukkede op, og racerne trak sig ganske langsomt længere væk fra hinanden. Selv hos elverne opstod der problemer, og da først sortelverne blev udstødt og siden fandt tilflugt hos Nisara og hendes datter, blev skyggen til regulært mørke. Stille og roligt blev det interne forhold mellem guderne dårligere og dårligere.

Gudernes krig
Fayon så denne skygge først og blev bedrøvet over den ondskab der havde ramt verden, og han prøvede derfor at forsone sig med Nisara og Sheeka. Men de afviste ham, og Fayon vendte vred tilbage til sine tilbedere. Da de fornemmede hans vrede rejste de en vældig hær, og drog mod Nisaras og Sheekas tilholdsssted for at dræbe dem. Men Nisara havde selv skabt sin egen hær og var klar til at møde fjenderne. Da skovelverne så de forfærdelige sortelvere angreb de uden Fayons ordrer, og også skovens blide væsener blev ramt af vrede da de så nattens skabninger. Denne krig var ganske forfærdelig, det var verdens første krig, og den eneste som guderne selv deltog i. Denne krig begyndte i år 2179 og rasede med større eller mindre styrke helt indtil år 3120. Naturligvis var der ikke kampe hele tiden, men der var heller aldrig fred. Flere hundrede generationer levede og døde under truslen om krig. Sheeka fandt under denne krig sin rette plads som dødsrigets vogter, og hun tog til sidst afstand fra sin mors ondskab og indtog en neutral holdning. Krigen styrkede naturligvis kaosmagterne, og til sidst svækkedes selve det fængsel, som Curator, Avia og Avus havde lukket kaosguderne inde i. Dette tvang de ældste guder til at gøre noget drastisk for at redde verden inden kaos slap fri og ødelagde universet selv.

Verdensdelingen
De tre ældste guder mødtes altså, og nåede bedrøvede frem til at der kun var en ting at gøre. For første gang siden tidernes morgen samlede de deres kræfter, og rettede dem mod vores skrøbelige klode. Gudernes vældige kraft hamrede ned mod kontinentet, og delte det simpelthen midt over, præcis på det sted hvor to store hære var ved at stille op til kamp. Denne nye kløft skabte jordskælv, oversvømmelser, nye bjergkæder, og krævede mange ofre. Den kløft der skærer ned gennem Moraniens østlige udkant er netop det sted, hvor gudernes kraft ramte først. Alt dette skabte naturligvis ufattelig stor forvirring og rædsel, men resultat var hvad guderne havde ønsket: Alle hærene var delt, og med de enorme bjergkæder og nye verdenshave var det ikke længere muligt for nogen af partere at gå i krig med hinanden, og dermed var Néveri altså reddet fra kaos’ hærgen. Nu var verden delt i otte dele, og de yngste guder indså hvor forkert de havde handlet. De blev enige om at forlade verden og kun dukke fysisk op, hvis deres tilbedere virkelig behøvede dem. Den eneste der ikke gjorde sådan var Nisara, og Sheeka, der trak sig tilbage med deres sortelvere under jorden, og kom aldrig siden op til overfladen igen. Det var nu racernes egen opgave selv at opbygge nye riger...

Året er 3450 og jeg, Bartholomæus Zippedæus, har afsluttet min livsgerning.