Af Bartholomæus Zippedæus
Professor i historie

Endnu en episode under gudernes krig kræver min opmærksomhed, når jeg i denne stund samler Moraniens legender og sagn i samme bog. Og det er malenkaiernes opståen. Det er vigtigt her at sige, at malenkaier absolut ikke er det samme som Therians bæster!

Og dog har disse bæster indirekte noget med malenkaier at gøre, for da Therian lavede disse bæster, og Aerth og Eresir derefter skabte deres alurians, gav det Nisara en ide. Hun var sortelvernes gudinde, og var desuden den gud der hentede de dødes sjæle, et job der holdt hende travlt optaget under krigen. Men nu ønskede hun sin egen specielle race, og udtænkte en blanding mellem mennesker og ulve. Men den første hun fik fat i var en elver, og som en speciel hævn mod de gode guder, brugte hun ham. Hun blandede hans blod med en ulvs og kastede en frygtelig forbandelse over ham, så han antog en malenkais skikkelse. Til jer der aldrig har set en malenkai, vil jeg her beskrive dem. De ligner mennesker eller elvere, og går på to ben. De har kløer i stedet for negle, og en lang, busket hale. Deres hoveder er som ulves, men deres krop som menneskers. De er dækket af pels, som regel sort eller grå pels. Denne første malenkai var ikke særlig intelligent, og Nisara kunne derfor med lethed styre ham. Men Avia opdagede hendes forehavende, og standsede hende. Hun skabte et sted, i hvad der endte med at blive Moranien, hvor disse malenkaier kunne genvinde deres tabte personlighed og intelligens, og derved modsætte sig Nisaras styre. Hvad Avia kaldte dette sted er ikke ganske klart, men rygterne vil vide at det er et ord der starter med K, men ellers vil jeg forholde mig tavs omkring dette emne.

Men Avia kaldte altså denne malenkai til dette K område, hvor han genvandt sin viden om hvem han var, og her afslog han at tjene Nisara. Her kunne han også vende tilbage til sin egen skikkelse, når han ønskede det, og således behøvede han ikke ligne en drabelig ulv hele tiden. Dog var han tvunget til det under nymånen, hvor han også opdagede en anden ubehagelig ting: Når han bed nogen andre personer, blev de også til malenkaier, en proces der ikke kunne gøres om. Han fortrød det bitterligt, men tog dog så mange som muligt til sig og dannede hermed et samfund der hurtigt lukkede sig ude fra omverdenen og fra den grusomme krig.

Nisara rasede, og de få malenkaier der var dumme nok til at forlade Avias relativt sikre sted, mistede kontrollen over dem selv og blev Nisaras tjenere og krigere i de store slag. For mennesker og elvere var disse krigere dødbringende, men for de malenkaier som vidste at deres venners skæbne kunne være undgået, var smerten langt værre. Menneskene dannede hurtigt myter og vilde historier om disse væsener, men hvad her er skrevet menes at være det mest korrekte.