Dette er så HELE Paqs bog skrevet ind. Der står ikke datoer i bogen for de enkelte indlæg, og det vil der derfor heller ikke gøre her. Hver gang der står !…! betyder det at der er et stykke, man ikke kan læse. Det kan være et enkelt bogstav, flere ord, eller endda sætninger. Som regel er det fordi, det stykke er tværet ud i blod.. Hvis der står noget i parentes (eksempel) betyder det at ordet er ulæseligt, men det er mit gæt på hvad der oprindeligt stod. Hver gang der er to linjeskift (altså et åbent stykke uden tekst) betyder det, at der er et nyt afsnit i bogen. Håber dette kan være interessant, på trods af længden. Under alle omstændigheder betyder det da, at bogen bliver ’udødeliggjort’.


Pags baggrundshistorie – skrevet fra hendes synspunkt

Vær hilset, ven eller frænde, bekendt eller fremmed. Hvem du end er, håber jeg du har evnen til at læse og forstå dette sprog. Jeg ønskede brændende at skrive denne tekst på elvernes smukke tungemål, men endnu har jeg ikke formået at lære deres skriftsprog.
Mens jeg skriver dette befinder jeg mig i Camrynns skove. Det er forår, året er 3451. Stedet her ser måske nok fredfyldt ud, men lad dig ikke narre! Nede ved den stille å ligger sortelvernes indgang til the Underdark, og et stykke inde i den fredelige elverskov var Therians tidligere tilholdssted. Ganske vist genfandt Moranien sin stolte konge i disse skove, men selv han formåede ikke at sætte en stopper for kaos.
Det er der ingen der kan. Kaos vil regere i disse skove, i denne by, i dette land, i alle lande når tiden er inde. Men nok med mine dystre forudsigelser.
Jeg skriver denne tekst for at fortælle om mit liv… Inden det er for sent. Mange, og det for mange, har hørt mit navn nævnt, eller set mit billede på plakater rundt om i landet. Jeg er Paq, Ulven, kvinden der efter sigende dræbte sin familie og stjal kongens skattepenge fra Camrynn. Eftersøgt i hele Moranien for ’højforræderi mod tronen’. Det lyder fornemt, ikke sandt?
Men nu vil jeg fortælle hvad der virkelig skete, fortælle det hele fra mit synspunkt. Ikke i en uretfærdig retssal, ikke med en kniv for struben, men i fred her i mit skjulested i Camrynns skove, her, hvor jeg kan fortælle hele min historie uden afbrydelser. Uden løgne.
Min historie tog sin begyndelse i år 3427. Det var forår i Calendon, selveste hovedstaden, da jeg blev født. Min mor hed Rose, og var gift med en af de mægtigste købmænd i Calendon, Iman Skovdal. Du troede vel ikke jeg var af en ubetydelig bondefamilie, vel? Jeg er skam adelig – eller jeg var engang.
Som barn var jeg tættest knyttet til min far, jeg tilbragte meget tid i hans butik og så mange af de mere betydningsfulde personer i Calendon. Jeg lærte også i en ung alder hvordan man begår sig i fornemme kredse. Min mor tog mig ofte med ned til torvet i byen, så jeg kunne lære hvordan almindelige mennesker boede, og så jeg kunne se de fattige. Dengang kedede det mig ihjel, jeg kunne ikke fordrage at være på et sted der vrimlede med så simple folk. I dag takker jeg dem begge for at have vist mig så meget og lært mig så meget om mennesker. Uden den viden havde jeg ikke været i live i dag. Jeg ærer stadig deres minde…
Men som sagt gik min barndom godt. Jeg brugte meget tid sammen med min far, men i dag har jeg intet minde om ham. Det eneste han gav mig er det tilnavn, jeg ind imellem stadig bruger: Ulven. Ellers har jeg har kun den halskæde jeg fik af min mor, en rose omgivet af et hjerte. Den symboliserer hendes kærlighed til mig, og jeg bærer den altid ved mit eget hjerte.
Da jeg var sytten år gammel mødte jeg så mit livs kærlighed. Jeg troede Omnije var alt hvad jeg nogensinde ville ønske mig. Jeg var ung og uvidende. Allerede året efter blev vi forlovet. Min far satte dog forlovelsen i bero på ubestemt tid, hvilket jeg dengang modsatte mig kraftigt. Jeg forstod ham ikke. I dag ved jeg at han gjorde det for at beskytte mig. Han begyndte at træne mig i at bruge en daggert og et sværd. Han var ikke nogen talentfuld kriger, men han lærte mig nok til at jeg kunne klare mig.
Der gik fire år, hvor min far hele tiden blev rigere og mægtigere. Til sidst var han den rigeste købmand i hele Calendon, lige med undtagelse af Raiko, en modbydelig adelig købmand der ikke ønskede nogen form for konkurrence. Min far havde altid talt dårligt om Raiko, så længe jeg kunne huske. De to hadede hinanden af et godt hjerte.
Da jeg først var blevet sytten… eller var det atten? Jeg husker det ikke længere. Men i hvert fald gik jeg ofte alene ned på markedspladsen, og en dag mødte jeg en ung mand i kongens tjeneste. Han var vel ikke mere end en dreng dengang. Det er Nefoks, en kriger du måske kender hvis du har været i Camrynn i de sidste par måneder.
Men det eneste jeg gjorde var at tale med ham… Jeg ønsker nu at jeg aldrig nogensinde havde mødt ham!
Da jeg fyldte treogtyve ændrede mit liv sig drastisk. Det var ellers en dag som alle andre, jeg havde trænet med min far, gået en tur rundt i byen, og hilst på nogen af de andre højtstillede unge i Calendon, som jeg kendte godt. Jeg havde endda set Omnije på vej hjem, men han hilste ikke på mig.
Da jeg kom hjem, og solen først gik ned, lagde jeg mig i min seng for at sove. Jeg havde atter spurgt min far om grunden til at forlovelsen stadig var udskudt, men han havde nægtet at svare mig.
Midt på natten blev jeg vækket af et skrig. Jeg skyndte mig op og greb mit sværd, som altid står ved min seng.
Jeg løb ud på gangen, og ind i mine forældres soveværelse, hvor jeg fandt dem begge døde, badet i blod i deres senge…
Dette bringer dårlige minder frem, så jeg vil ikke gå dybere ned i det.
Da jeg vendte mig om, stadig med sværdet hævet, blev jeg mødt af mine forældres morder. Det blev en kort kamp, jeg var uforberedt og i chok. Jeg følte koldt stål mod min hals og havde allerede forberedt mig på at slutte mig til mine forældre, da min fjende talte til mig. Blodet frøs til is i mine årer og mit hjerte gik i stå, da jeg hørte hans stemme: ”Og nu er det fuldendt, min elskede.” Så lo han.
Omnije, af alle mennesker! Jeg kunne ikke få et ord frem, ikke en tanke løb gennem mit hoved. Jeg kan stadig høre hans stemme for mine ører…
Han fortsatte med at tale: ”Din far vidste det her ville ske, Paq. Raiko bryder sig ikke om konkurrence. Og jeg tilbød at fjerne den konkurrence for ham.”
”Hvorfor?” var alt jeg fik fremstammet.
Omnijes stemme blev vred. ”Jeg ved hvordan du har set på ham soldaten på torvet! Men hvis du hellere vil have ham end mig…” Han holdt en pause med sine ord, og med gru gik det op for mig hvad jeg havde gjort. Havde jeg aldrig mødt Nefoks, havde Omnije aldrig dræbt mine forældre.
”Men jeg tror nu ikke han vil være interesseret i dig, Paq. Hvem ønsker at være forlovet med en morder?”
Han slap sit tag i mig og jeg faldt om på gulvet, ude af stand til at røre mig. Det var sidste gang jeg så ham.
Første forstod jeg ikke hvad han havde ment med ’morder’ men det skulle jeg snart finde ud af.
Næste morgen, da min fars butik ikke åbnede, kom nogen af hans kunder op og fandt mig. De troede straks at jeg var morderen, da jeg stadig sad på gulvet med mit sværd i hånden.
Da gik det op for mig hvad Omnije havde ment. De havde allerede tilkaldt byvagten, og jeg fik med nød og næppe kæmpet mig ind på mit værelse, hvor jeg greb min daggert og en kappe og så sprang jeg ud af vinduet. Jeg sneg mig langs husmurene til yderkanten af byen, og da mørket faldt på listede jeg ud af porten.
Først vandrede jeg omkring på må og få, jeg vidste ikke hvad jeg ville eller hvad jeg skulle gøre. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, dagene flød sammen for mig.
Men i hvert fald, nogen dage efter nåede jeg til Camrynn, en lille kystby omgivet af skove. Her fik jeg et job som lejesoldat, fordi skattepengene skulle fragtes til Calendon. Jeg fandt hurtigt ud af at jeg i det mindste ikke var eftersøgt i Camrynn, så jeg besluttede mig for at når jeg havde tjent penge nok som lejesoldat ville jeg slå mig ned i byen.
Men vi begav os altså af sted med pengene, jeg selv og fire andre, alle sammen mænd. Men vi havde kun gået i en enkelt dag, da en gruppe orker angreb os. Vi kæmpede alle så godt vi kunne, men orkerne dræbte de andre soldater og smadrede kisten med pengene i.
Jeg var selv tæt på at blive ramt af den sidste ork, da en elverkvinde reddede mig. Hendes navn var Mai’Lee og jeg ærer stadig hendes minde…
Vi kom ikke ret godt ud af det med hinanden til at starte med, men hun hjalp mig dog med at gemme skatten et sikkert sted i Camrynns skove. Og så begav vi os til Calendon.
Jeg lærte meget af Mai’Lee. Hun lærte mig en smule elversprog, og hun lærte mig hvordan man færdes i skoven og hvordan man jager vilde dyr. Uden hendes hjælp havde jeg ikke kunnet leve alene nu. Hun hjalp mig gennem sorgen.
Da vi nåede Calendon gik vi ind i byen, jeg forklædt som mand og hun som menneskekvinde. Vi fik audiens hos kongen, Fellon Jernnæve, da jeg fortalte at det drejede sig om skattepengene.
”Deres majestæt,” begyndte jeg højtideligt.
”Kom til sagen,” afbrød han mig vredt. Kongen og jeg kom bestemt ikke godt ud af det med hinanden.
”Skattepengene fra Camrynn blev forhindret i at nå frem. Orker angreb os, Deres Majestæt,” fortsatte jeg og skjulte min irritation. ”Jeg er den eneste som overlevede.”
Kongen blev temmelig vred på det tidspunkt, og jeg vil ikke spilde mit dyrebare papir med at skrive hvad han sagde. ”Det eneste jeg ønsker nu er min løn, Deres Majestæt,” sagde jeg så. Jeg nævnte ikke at skatten – og jeg kalder det en skat, for der var virkelig meget guld - stadig var i sikkerhed. Jeg var vred og irriteret på kongen og ville teste ham. Og ganske rigtigt, han nægtede at udbetale mig min løn så længe han ikke fik pengene.
Jeg beklagede overfor ham at jeg ikke havde fuldført mit job og så gik jeg! Ud af byen, sammen med Mai’Lee og jeg har ikke været der siden.
Da vi kom tilbage til Camrynn var kongen uheldigvis rejst til byen. Han afholdt en ridderturnering her for at fejre noget, jeg i dag har glemt. Der er sket så meget, forstår du.
Men orkerne angreb Camrynn under turneringen, og kongen forsvandt. Mai’Lee og jeg måtte gennem orkerne for at nå byen, og vi kæmpede os frem til porten uskadte.
Åh, mindet om det vækker stadig vreden i mig! Menneskene i Camrynn frygtede for at åbne porten, de mente orkerne så ville trænge ind. Det resulterede i at Mai’Lee blev hugget ned, få meter fra sikkerheden. Hun overlevede det ikke. Menneskene åbnede først da porten og hev mig indenfor. Min arm var skadet, men før jeg vidste af det havde de helet mig. Men min ven havde de ladet i stikken. Jeg var vred, men jeg ønskede samtidig selv at bevare livet, så jeg begyndte at kæmpe mod orkerne sammen med indbyggerne.
Men det var snart klart for enhver at orkerne ville vinde. Siden der ikke var nogen egentlig kommandant i byen tog jeg kontrollen og samlede de sidste soldater sammen. Vi flygtede mod kysten, til det sted hvor byen Camrynn omsider blev stabil, i hvert fald for en tid.
På vej mod dette nye tilflugtssted lod jeg imidlertid flokken af soldater gå i forvejen, så jeg blev alene tilbage på stien.
Her mødte jeg endnu en elver, en klerk ved navn Eido. Han var ikke særlig erfaren, og hans holdninger passede mig bestemt ikke, men han kunne dække min ryg, så jeg dannede hurtigt et venskab med ham. Det hjalp mig til ikke at tænke på Mai’Lee.
Da vi nåede de sidste indbyggere fra Camrynn, havde de dannet en nødtørftig lejrplads og tændt et stort bål for at holde kulden og orkerne ude. Jeg troede jeg omsider ville få en rolig nat her, men jeg tog fejl. Det var første gang jeg stiftede bekendtskab med Therians ulve.
Eido og jeg havde næsten nået dette lejrbål, da jeg hørte noget fra skovenes mørke. Jeg gemte mig bag et træ, og Eido smed sig på jorden. Det der kom imod os var noget jeg aldrig i mit liv havde set før. Skikkelserne mindede om mennesker, eller elvere, men de snusede i luften og knurrede ad os.
Jeg stod som fastnaglet bag træet, og en af disse ulve kom så tæt på mig at jeg kunne føle dens varme ånde i min nakke.
Men de opdagede os ikke, vi havde åbenbart gemt os godt. Så snart de var forsvundet hev jeg Eido op fra jorden, og så løb vi ellers hen mod bålet.
Jeg brugte de næste mange timer på at lytte. Ulvene hylede i skoven, og for hvert hyl blev jeg mere og mere paranoid.
Midt på natten, da der havde været stille i kort tid, begyndte Eido og jeg at slappe af. Vi havde ellers stået det meste af tiden ryg mod ryg, men nu stod vi ved siden af hinanden ved bålet. Det var en åbenlys fejl. Pludselig faldt Eido til jorden, uden et ord. Han var blevet stukket i ryggen af Therian selv. Heldigvis var der en klerk som tilbad Curator i nærheden, og det lykkedes ham at få Eido tilbage fra de dødes rige. Men Eido blev aldrig den samme, han blev med tiden mere og mere indelukket og frygtsom. Therians påvirkning er frygtelig, og grusom, og ingen af os kan undgå den, hvis vi først har været for tæt på den. Dette var første gang Therian forsøgte at ødelægge mit liv, og det skulle bestemt ikke blive den sidste…
Natten gik uden flere angreb, i hvert fald for mit og Eidos vedkommende, og menneskene begyndte at bygge et nyt Camrynn.
De adelige i Calendon sendte selvfølgelig riddere til området i store tal for at finde kongen, men forgæves. Jeg personligt tror, at orkerne fik fat i ham. Hvilken skam.
Men som sagt byggede menneskene Camrynn op tæt ved kysten, og elverne fortrak ind i skovene. Der gik længere og længere tid mellem at jeg så noget til Eido, og i dag er han forsvundet sammen med resten af elverne.
Jeg selv havde levet halvt i Camrynn og halvt i skovene omkring byen, hvor jeg mødte både orker og elvere. Begge racer lærte mig meget, og jeg er taknemmelig overfor alle dem jeg mødte. Især orklederen Krumsnik, som kom til at redde mit liv flere gange.
Kort tid efter at Camrynn var kommet på fode igen, satte de adelige en dusørplakat op. Tyve guldstykker for min tilfangetagelse! På plakaten stod der atter blot ’Højforræderi mod tronen’. Det gav mig i det mindste en smule hjælp, siden ingen kendte til skatten. Jeg blev fanget op til fire gange den næste måned, men hver gang slap jeg fri ved at love dem skatten. Til sidst fejlede jeg dog. En troldmand med et følge på omkring tolv mennesker tvang mig til at vise ham skatten. Han gemte den bort, og jeg har ikke set den siden. Men jeg ved den er i Camrynns skove stadig, og en dag støder jeg vel på den igen?
Jeg mødte også et menneske, som jeg straks sympatiserede med. Hans navn var Dofok, og han var snigmorder, en dygtig en af slagsen. Vi kom fint ud af det med hinanden. Jeg ærer stadig hans minde…
De gange hvor jeg ikke kunne overtale menneskene til at lade mig være, kom Krumsnik mig til undsætning. Det gav kun bagslag da elverne truede med at dræbe mig fordi jeg sympatiserede med orkerne.
Det lykkedes mig heldigvis at skabe fred til sidst med elvernes leder, Hamster, men jeg havde nu besluttet mig for at Camrynn ikke var det hjem jeg søgte. Der var for mange problemer for mig der.
Så i flere måneder flakkede jeg omkring i Moranien, og brugte det meste af min tid hos elverne. Jeg lærte deres smukke sprog, og øvede mig i alle døgnets fireogtyve timer. Derfor kan jeg også i dag tale det flydende, og det er et sprog jeg meget ynder at bruge.
Men til sidst kom jeg alligevel tilbage til Camrynn. Et eller andet ved stedet tiltrak mig, det var åbenbart det sted jeg skulle tilbringe mit liv.
Da jeg kom tilbage blev jeg lettet da jeg fandt ud af, at selvom dusøren var hævet til over halvtreds guldstykker, så interesserede det ikke indbyggerne i Camrynn synderligt meget. Jeg kunne færdes i kroen og i byen uden problemer. I skovene var der næsten øde, så jeg holdt mig i byen. Jeg havde på fornemmelsen at ulvene var på vej tilbage. Efter at have været så tæt på Therian bilder jeg mig ind at jeg kan mærke hans tilstedeværelse.
Og ganske rigtigt, efter få dage mødte jeg ulvene i kroen. Jeg forbandede mig selv over at være taget tilbage, men ud af byen kunne jeg ikke komme. Nogen magikere i byen påstod at kaospræster havde lagt et segl omkring området der lukkede os inde sammen med ulvene. Jeg prøvede at holde mig på god fod med dem, og takket være mine talegaver lod de mig leve.
Da kom vores elskede konge tilbage. Han kom vandrende ind i byen en dag, komplet uvidende om hvem han var. For en sikkerheds skyld holdt jeg mig i skoven, så jeg var aldrig særlig tæt på ham.
Men jeg hørte nu alligevel ulvenes fortvivlede hyl, den efterårsmorgen da han fordrev dem tilbage til intethedens mørke.
Og da kongen nu troede at alt var sikkert i Camrynn, drog han til sin hovedstad og er ikke kommet tilbage hertil siden. Ha! Han skulle bare vide, at Therian for længe siden er tilbage i Moranien. Heldigvis er han ikke her, men det varer ikke længe før han kommer. Camrynn har altid været mit hjem, og jeg tror også det altid har været hans.
Men da ulvene var fordrevet, var her stille en tid. Jeg mødte forskellige personer på kroen, men aldrig nogen jeg talte med i længere tid.
En dag ændrede det sig dog, jeg mødte elveren Keinar. Hans historie rørte noget i mig, og vækkede de følelser jeg ikke længere troede jeg havde. Jeg følte medlidenhed med ham, og denne gang var det ikke noget jeg spillede, som jeg havde gjort så ofte før. Jeg lod Keinar få indblik i min sjæl, og han er stadig den eneste jeg ville stole på med mit liv.
Jeg blev dog overrasket den ene dag i kroen. Min gamle ven Dofok var vendt tilbage, og jeg begyndte hurtigt at tale med ham igen. Vi har aldrig været venner i den forstand, men vi havde en gensidig aftale om at hjælpe hinanden, og sådan en aftale opnår man sjældent. Men jeg opdagede hurtigt, hvilket chokerede mig meget, at Therian atter forsøgte at ødelægge mit liv. Dofok havde forandret sig og var blevet en mægtig magiker. Han fortalte mig at Therian ikke var låst fast i intetheden som kongen og alle andre havde troet, men at han var på vej til at slippe fri igen. Og Dofok var blevet valgt af Therian til at være hans jordiske krop. Det betød, kort sagt, at Dofoks sjæl ville blive knust, og at jeg ville miste min ven.
Jeg blev vred, og ønskede at sætte en stopper for Therians planer. Jeg stak Dofok i maven, og var ganske tæt på at dræbe ham. Men han brugte sin magi til at gøre sig selv stærkere, og så brækkede han den hånd min daggert var i. Jeg tror måske det er mere korrekt at sige at han knuste hånden.
Vores venskab var dog stærkt nok til at han lod mig leve, på trods af det. Kort tid efter forsvandt han, men jeg ved at hvis jeg nogensinde møder ham igen, er det ikke længere ham, men Therian.
Kort tid efter det mødte jeg en af kaospræsterne på tæt hold. Han havde sat ild til kroen, ikke at jeg forstår hvorfor. Han gav mig en helende drik, der kurerede min hånd, i håb om at jeg ville kæmpe mod ham. Men jeg fortrak ind i skoven, hvor jeg har boet siden. Selvom min hånd blev helet af denne kaospræst, bærer jeg stadig en forbinding om den til minde om min ven. Og hver gang jeg tænker på Therian, vender smerten tilbage. Han påvirker alle der er i nærheden af ham. Han påvirker mig.
Efter at kroen brændte ned, søgte indbyggerne i Camrynn ind i skoven. Byens placering var for udsat om vinteren, vinden og kulden var simpelthen for voldsom. De forsøgte vel også at skjule sig for mørkets kræfter…
Da indbyggerne fortrak, lod de Camrynn stå, og byen blev hurtigt til ruiner. Jeg tager ofte derhen for at mindes gamle dage og jeg bruger timer i dyb melankoli der. Selvom jeg kun har været her et år, har jeg oplevet mere død og ødelæggelse end det er sundt for et menneskes sjæl.
Jeg overvintrede som sagt i skovene, og selvom det var koldt var det alligevel til at klare sig igennem. Jeg havde Keinar som selskab vinteren over, og det hjalp mig til at hele nogen af sårene i min sjæl.
Jeg husker en vinterdag da Keinar førte mig til et af sine hellige steder i skoven. Han viste mig et vandhul, der for mig at se så ganske ordinært ud. Men han sagde en formular på elversprog, og vandet viste mig det, jeg så længe brændende havde ønsket at få svar på: Hvor Omnije var.
Jeg vil ikke afsløre noget nu, for hvem ved i hvis hænder denne tekst vil falde? Men jeg så hvor han var, og når jeg er klar og tiden er inde vil jeg tage af sted og konfrontere ham med sandheden. Og så vil jeg måske kunne få en smule fred til min sjæl?
Keinar rejste en tid, og jeg følte mig atter ensom. Jeg brugte meget tid på kroen, men tiden sneglede sig af sted.
En dag, da sneen så småt var begyndt at smelte og foråret meldte sin ankomst, fik jeg mig et chok.
En stor gruppe krigere drog ud fra Camrynn, og naturligvis ønskede jeg at vide hvem de var og hvor de var på vej hen. Det viste sig senere at de jagede et par kaostilbedere, mener jeg at kunne huske…
Men det er faktisk ligegyldigt, det vigtigste var at lederen af denne gruppe var en mand, jeg ikke havde set på lang tid: Nefoks. Først undgik jeg ham, men jeg kunne ikke lade være med at udspionere ham. Jeg har altid været nysgerrig af natur.
Han blev såret på et tidspunkt, og jeg fik fat i en klerk til at hele ham. Jeg havde troet at jeg blot kunne forsvinde ind i skovene igen, men denne klerk stillede mig et spørgsmål, der bekræftede min mistanke: Therian følte åbenbart at han havde en pligt til at ødelægge mit liv, og han prøvede ganske ihærdigt på det.
Klerken krævede at se mit ansigt. Da jeg spurgte ham hvorfor, sagde han: ”Jeg har hørt at ulvene er i dette område. Deres leder, den frygtelige gud Therian, skulle bære en grøn kappe, som din! Vis mig dit ansigt!”
Jeg sukkede irriteret. Therian, i samme kappe som jeg? Det kunne kun være med vilje han havde gjort det.
Jeg trak min hætte tilbage og viste klerken mit ansigt. Ulvene har et ganske specielt tegn på den ene eller den anden kind, og da jeg ikke havde det, lod klerken mig atter gå.
Men da var Nefoks vågnet op, og han ønskede at tale med mig. Men jeg stolede nu ikke på ham. Han var i Stormklinges tjeneste, og hvem siger han ikke var kommet for at tage mig til fange? Han påstod dog at han var kommet for at holde øje med byen for kongen, og i løbet af den næste måneds tid begyndte jeg langsomt at stole på ham. Men jeg kunne stadig ikke glemme at hvis jeg aldrig havde mødt ham, havde mine forældre levet.
En måned efter denne hændelse, kom foråret så omsider til Camrynns skove. Sneen smeltede bort og solen begyndte at skinne. På en af disse varme forårsaftener havde jeg netop haft en samtale med Keinar, og jeg var på vej hjem. Da fandt jeg i skovbunden en besynderlig amulet, slået i sølv og formet en smule som en hammer. Den var smuk, og jeg satte den straks i mit bælte for at passe godt på den. Nu var den min!
Hvad jeg ikke vidste, var at denne dag ville ændre mit liv i Camrynn radikalt.
I løbet af vinteren havde menneskene fået bygget en lille landsby op i skoven, omkring et tempel dedikeret til Eresir. De mente det gav dem mere beskyttelse, end byen ved kysten havde gjort. Denne landsby blev regeret af fire personer, den druide som templet tilhørte, en goblin hvis navn jeg ikke kender, et menneske jeg mistænker for at være tyv, eller i hvert fald tidligere tyv, og så en Drow. En klerk for Nisara, til og med.
Men jeg var blevet temmelig nysgerrig med hensyn til dette Råd, så jeg tog til dette nye Camrynn igen og blev også lukket ind uden problemer. Jeg hilste kort på Nefoks, inden denne Drow tog kontakt til mig. Det viste sig at også han havde fundet en amulet! Vi følte begge at der var en tredje et sted, og vi ønskede begge at finde den.
Selvom Drow påstod at han ønskede fred, var jeg overbevist om at han skjulte noget, men jeg kunne ikke sige hvad. Jeg gik og grublede over det en tid, indtil et par dværge kom til landsbyen. De søgte amuletterne, for de tilhørte dem, påstod de. De ejede et smykke der neutraliserede vores amuletter.
Jeg besluttede at hjælpe dem med at få amuletten fra Drow for at få deres tillid, men uheldigvis forstyrrede Nefoks min plan. Han afslørede overfor Rådet at jeg havde en af amuletterne, og naturligvis stolede de ikke længere på mig. Jeg blev meget vred på ham, men jeg kan nu se at han handlede rigtigt. Han var min ven, og jeg burde have fortalt ham det.
Men Rådet anklagede mig for at skabe splid i byen. Jeg var fanget og havde intet andet valg end at overdrage amuletten til præsten for at gå fri. Det gjorde mig blot endnu mere vred, og det forhindrede mig desværre i at tænke klart. Jeg gjorde Nefoks til en fjende, hvilket jeg bittert fortryder. Mit temperament har kostet mig et venskab.
Efter at have givet min amulet fra mig, forlod jeg byen. Jeg fandt Keinar og advarede ham mod disse amuletter, så han ikke ville blive jaget af landsbyens indbyggere for at besidde en af dem. Vi talte en tid, og skiltes så. Jeg har ikke set ham siden.
Jeg vendte alligevel tilbage til byen, jeg kunne ikke holde mig væk derfra. Min nysgerrighed har altid skabt problemer for mig. Det viste sig at Drow var forsvundet, og præsten begyndte at tro at Drow måske alligevel ikke havde rent mel i posen. En gruppe lejesoldater ledte efter ham, og sidst på eftermiddagen fandt de ham også.
Det lykkedes mig at tale med ham ubemærket og han afleverede dværgenes amulet til dem. Men præsten beholdt dog sin, uvillig til at give den fra sig. Og jeg forstår ham udmærket!
Alt syntes jo godt nu, men jeg frygter alligevel for mit liv. Det er vel grunden til at jeg skriver dette. Både Drow og Nefoks ønsker mig død, frygter jeg, og jeg ved ikke hvor mange dage jeg har igen. Men uanset hvad der end måtte ske er denne tekst blevet bevaret, som et evigt minde om Paq Skovdal Lonewolf, af nogen kaldet Ulven. Jeg har fortalt dig hele min historie, uden at udelade særlig meget. Det jeg har udeladt, er udeladt for at beskytte de personer det omhandler. Du kender nu sandheden om mig, og dette papir forklarer måske hvorfor jeg har handlet som jeg har. Far nu vel, ven eller fjende, bekendt eller fremmed. Husk altid på at tungen er skarpere end sværdet.

Paq Skovdal Lonewolf – Ulven
Camrynn 3451
Det er stadig et under for mig at jeg kan skrive dette. For blot få uger siden frygtede jeg for mit liv, og nu er alle trusler forsvundet, hurtigere end jeg troede det muligt. En flok barbarer har dræbt Nefoks da de angreb byen. Min ven er for altid væk, og selvom han var blevet min fjende er der en tomhed i mit hjerte nu. Jeg ærer stadig hans minde…
Og Drow… Jeg kan stadig ikke forstå ham, og det har holdt mig oppe hele denne nat. Hvor skal jeg dog begynde?
Jeg mødte ham i går, og han virkede oprevet, og mere truende end han har gjort før. Jeg fik talt mig ud af situationen, og jeg fik skaffet ham hans mægtige amulet. Han svor at beskytte mig til gengæld og han holdt sit løfte. Jeg kunne stole på ham, så meget som man nu kan stole på en sortelver. Uanset hvad havde jeg min ryg dækket, og jeg hjalp ham med at forhandle med disse barbarer. Alting gik som det nu burde gå.
Men som solen gik sin gang over himlen, blev Drow mere og mere tavs. Han virkede modløs, som om amulettens kraft ikke længere var nok. Jeg burde have anet uråd!
Men han mødte en nyankommen præst, som også tilbad Nisara. Han fulgte med denne præst til hans tempel, og jeg fulgte dem på afstand. Jeg holdt mig udenfor templet, for jeg fornemmede at Drow skjulte noget for mig. Stadig stolede jeg ikke helt på ham, selvom jeg nu ved, at det burde jeg have gjort. Han ville aldrig have skadet mig!
Jeg havde desværre bange anelser om hans planer, men jeg blandede mig dog ikke. Igen var det en fejl. Pludselig hørte jeg et skrig fra templet. Jeg råbte op og løb derind, men det var for sent. Drow lå død, og præsten nægtede at lade mig gøre noget. Jeg vidste ikke hvor mægtig denne præst var, så jeg føjede ham. Han forklarede at Drow havde ofret sit liv som en tak til Nisara. Jeg ser det som spild, og ikke som et offer men som et selvmord… Han var en mægtig klerk, og en af de få indbyggere i Camrynn mægtig nok til at være en af mine allierede. Og så lader han sig dræbe!
Jeg tror nu ikke helt det var hans beslutning. Therian har endnu engang blandet sig i mit liv, ved at tage både Nefoks og Drow fra mig på samme dag. Du mener måske jeg er paranoid, eller at jeg lyver, men det er sandheden. Therian ønsker at ødelægge mit liv, men hvorfor ved jeg ikke.
Truslerne imod mig er ganske vist forsvundet, men det er min eneste allierede også, sammen med min barndomsven. Jeg føler mig mere ensom end jeg har gjort længe, og Keinar er stadigvæk forsvundet. Jeg ved end ikke hvornår han kommer tilbage, eller om han overhovedet gør det.
Jeg har tænkte længe over disse begivenheder og er nået til en endelig konklusion. Therian er ude på at overtage denne verden, som jeg hele tiden har sagt, men nu har jeg ikke længere tænkt mig at lade ham gøre det. Han får ikke Camrynn, ikke Moranien, ikke denne verden. Jeg beder til mine guder så ofte det kan lade sig gøre, for om muligt at opnå samme kræfter som Drow. Jeg ved det er muligt, og jeg ved det kan lykkes for mig. Det er blot et spørgsmål om tid! Hvis Therian vender tilbage til Camrynn, hvilket jeg tror han gør allerede dette efterår, vil jeg være der til at gå imod ham. Han får ikke lov til at dræbe flere af mine venner. Men jeg må stoppe med at skrive nu, jeg er træt efter en søvnløs nat.

Atter sidder jeg her og ser ud over havet… Solen er næsten gået ned og endnu en begivenhedsrig dag er gået. Det er blevet bedre end jeg turde håbe på. Præsten er vendt tilbage, og er desværre allerede rejst igen. Men kun for en kort tid, og heldigvis for det. Jeg er nemlig blevet hans lærling så jeg også kan lære magiens svære kunst. Jeg kan føle gudernes kraft i mig nu, jeg har endelig opnået den kraft, som Drow også besad. Dog i en langt mindre grad end ham, selvfølgelig. Der er en mægtig klerk tilbage i Camrynn, trods alt. Han reddede både mit og præstens liv og jeg er ham derfor evigt taknemmelig. Der er også kommet to riddere hertil. To tvillinger, til og med, som nu, da præsten er rejst, har magten i Camrynn. Og de ønskede min hjælp til at styre byen, hvilket jeg naturligvis sagde ja til.
Og så det bedste af det hele: Keinar er tilbage i Camrynn! Jeg mødte ham i dag og blev lykkelig over, at han endelig er tilbage. Og Therian… Nu er jeg ved at få magt nok…! Endelig – kort tid og så bliver jeg klar… Det ved jeg at jeg bliver. Jeg skriver igen når der er mere nyt at skrive om.

Der er gået over en uge nu. Jeg er jo en del af Rådet, i hvert fald for en tid, så derfor ønsker de ikke at jeg skal vandre alene i Camrynns skove. Så nu bor jeg i byen, i hvert fald så længe jeg er i Rådet – selvom jeg allerede savner den frihed skoven giver mig…

(Indsat brev)’Kom til byen, med alle mønstringsegnede mænd. Hvis vi skal vinde denne krig har vi brug for både dig og alle vi kan skaffe. Jeg be’r, kom og hjælp os med at vinde freden!
- Bass Aci, læge og stifinder.’

Som brevet her viser er der sket mange kaotiske ting i Camrynn. Skattepengene blev stjålet fra mig, og tyvene sendte derefter hver eneste snigmorder i området efter mig. Tyvene er fanget nu, efter flere voldsomme slag. Men det er ikke det vigtigste.
Keinar har fortalt mig mange vigtige ting nu, og oplyst mig om både dette og hint. Jeg kan ikke gengive det her, dertil er det for vigtigt, men det drejer sig om Therian. Vi har fået endnu en vigtig information i kampen mod ham.
Åh, hvis blot druiden ville vende tilbage… Jeg har brug for den viden han har, og de kræfter han besidder. Nu er solen ved at gå ned over Camrynn, og jeg mangler stadig meget. Må mine guder give mig styrke!

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal skrive dette, og da jeg er temmelig chokeret bliver min skrift også derefter.
Jeg har lige mødt Therian… Hvor utroligt det end lyder. Og jeg slap uden en eneste skade. Pludselig stod han foran mig i skoven. Han lignede Dofok så meget at det skar mig i hjertet! Han sagde jeg ikke skulle frygte noget – ironisk. Men han fortalte mig en vigtig detalje, at han kun har 2 ulve for tiden – ’Siran’ og ’Koji’. Og så skete det mest utrolige… I nogle sekunder overtog min gamle vens sjæl Therians krop, og han talte til mig! Det gjorde så ondt at høre hans stemme igen. ’Den dag Therian bliver destrueret vil elementerne rase, men dog blive fanget for årtusinder…’ og derefter sagde han: ’Husk disse ord, kære Paq. Dette er muligvis min sidste chance for at fortælle dig fremtiden, som ven og ikke fjende. Far vel Paq.’
Og så forsvandt han, og Therian dukkede atter op. Jeg kan ikke lade være med at græde ved tanken. Therian afslørede også at Keinar er mere vigtig end jeg hidtil har troet… Therian frygter ham! Jeg må og skal finde min ven og fortælle ham dette! Men solen er på vej ned, og jeg må og skal nå indenfor Camrynns mure inden mørkets frembrud. Må guderne stå mig bi!

Jeg har endelig fundet Keinar og fået fortalt ham det hele. Vi talte længe, men der var også meget at tale om. Men jeg er stadig frustreret, og træt af at vente. Hvad er det overhovedet jeg venter på? Jeg er ikke sikker og jeg føler mig skræmt ved det. Vejret nu afspejler mit humør meget godt – tåget, mørkt, koldt, dystert, svært at orientere sig i. Riddernes præst er desuden vendt tilbage – ingen ved hvor han har været, men han er her nu. Præst… for Curator…
Og jeg frygter at præsten for Eresir, manden der ville oplære mig i magiens kunst, desværre er forsvundet. Han har været væk så længe, måske har Therian endda dræbt ham! Mørket falder over Camrynn om kun et par timer, og jeg frygter for byens fremtid – for MIN fremtid. Lige nu sidder jeg i kroen og venter på Flys. Fliro er ikke i byen – jeg ved ikke præcis hvor han er. Jeg mødtes også atter med Keinar i går og sov for en gangs skyld i skoven – det var ganske fredfyldt.
Og Flys er begyndt at tro mig nu, at tro på at Therian virkelig var her. Det er det jeg har håbet på så længe. Men nu er Flys her. Jeg skriver mere en anden gang. Må guderne stå mig bi!

Regnen har væltet ned over Camrynn hele dagen, og med regnen kom også onde ting. Jeg ved ikke om det bare var min fantasi eller om det virkelig skete men på en eller anden måde mødte jeg en af Therians ulve – en som kendte mit navn!
Jeg vidste jeg havde hørt ’Siran’ før. Det var ham der var her, og så alligevel ikke. Jeg aner ikke hvordan han gjorde det… Men han genkendte også mig og var nær ved at angribe mig, da en bølge af vand kom ingen steder fra og skyllede ham væk. Nu sidder jeg blot i byen, bange for hvad det næste bliver… Må mine guder stå mig bi!

Jeg sidder endnu engang i min bolig for at skrive. Men jeg ønsker mest af alt at tage ud i skoven igen for at finde Keinar, for jeg fortryder bittert de ord jeg sagde til ham. Og min hånd gør mere ondt end nogensinde – og den daggert der stadig er her. Hvad skal vi dog gøre? Må guderne stå mig bi!

’Greetings Paq. You wollen snart sehen mig again. You oder jemand nær ved you wollen be mein next ulv. Therian’

Hvis du læste forrige side ved du måske hvorfor jeg i det følgende vil skrive en smule usammenhængende. Du kan få oversættelsen af det her:
’Vær hilset Paq. Du vil snart se mig igen. Du eller nogen nær ved dig vil blive min næste ulv. Therian.’
Jeg vil prøve at begynde med denne morgen, selvom det er svært da jeg stadig er temmelig skræmt. Lige nu er solen ved at gå ned, og jeg sidder i skoven hvor mørket er ved at falde på. Men i morges vågnede jeg tidligt, grundet smerten i min hånd. Efter nogle timer gik jeg ud af vores bolig, og blev pludselig ramt af en frygtelig smerte som endnu forfølger mig. Jeg knyttede min hånd for at mindske smerten, men den blev blot værre, og jeg faldt på knæ. Da jeg åbnede min hånd væltede blodet ud af min hånd og ned på jorden. Stadig !…! hånden dækket af blod og !…! endnu ikke helet.
Jeg fik da øje på en mand der netop var trådt ind i byen. Hans ansigt var næsten dækket af en hætte, men jeg kunne se et voldsomt sår han havde på den ene kind. Naturligvis var det Therian, men det var jeg ikke sikker på før nogle timer senere. Det næste der skete husker jeg ikke tydeligt, dog ved jeg at jeg afslog at lade lægen hele såret – det ville alligevel ikke have holdt længe.
Jeg tog ud i skoven !…! Keinar – men det !…! ikke! Jeg fandt h(am)!…! senere. Jeg ønskede !…! des(perat)!…! at finde ham, men !…! kommer jeg til sen(ere). Jeg tog tilbage til C(amrynn)!…! forsøgte at hele såret, !…! (Too)rah svarede mig ikke, de(sværre.) Opulantas og Kalil heller (ikke). Therian sagde at… Åh n(u) springer jeg fremad i tiden (i)gen. Efter det tog jeg endnu engang ud for at lede efter Keinar, i stedet mødte jeg Therian. Jeg kan stadig føle angsten i min krop når jeg tænker tilbage på det, hans tilstedeværelse er… ubeskrivelig. Der findes ikke ord for det.
En af byens soldater ville (tvinge) denne ’blinde tigger’ som Therian lignede, tilbage til byen. For at redde soldatens liv gik jeg tættere på og overtalte soldaten til at gå. Pludselig stod jeg alene overfor Therian. Han gik hen imod mig og jeg forsøgte at bakke, men endte hurtigt med ryggen mod et træ. Han gik helt hen til mig, så tæt at jeg kunne mærke hans ånde. Han sagde han var kommet på grund af alt det jeg havde skrevet ((se ’digte’ i en senere post)), og så sagde han at Keinar var at finde i Nora Garûn. Om det er sandt ved jeg endnu ikke. Han forlangte at få min bog, samt detaljerne om Sirans ’besøg’. Men jeg huskede på hvad Keinar havde sagt og jeg nægtede at fortælle ham noget. Så gik han, men efterlod mig blind i skoven. Jeg råbte på hjælp og en venlig bonde førte mig da også til byen igen. Jeg prøvede flere gange at tage ud for at finde Keinar men uden held. I mellemtiden have nogen fundet druidens bog, det viser sig at han er rejst…
Therian kom pludselig tilbage til byen og jeg nåede lige akkurat at få gemt min bog bag på min ryg. Han havde Sirans daggert med og han smed den ved Curators tempel. Jeg nåede lige at stoppe præsten inden han samlede den op. Af frygt for hvad skade den ville forvolde i de forkerte hænder besluttede jeg mig for at få den ud af Camrynn. Det gav mig en voldsom smerte at røre den, men jeg slap den ikke før jeg nåede ud af byen. Jeg smed den for Therian fødder og sagde: ”Du glemte den her.”
Jeg ved godt det var dumt, hvilket jeg også fik at føle. Han holdt daggerten mod min strube, men lod mig dog gå. Da jeg kom ind i byen igen ville præsten og Flys tale med mig. Til min store overraskelse var de nær ved at anklage mig for forræderi fordi jeg havde taget daggerten og talt med Therian. Jeg gik derfra i vrede.
Senere drog jeg dog tilbage til byen af frygt for at vandre alene i skoven. Jeg drog da ud for at lede efter Keinar igen da Therian pludselig dukkede op. Han krævede at få min bog men inden jeg kunne sige noget blev jeg angrebet af 3 drows. Jeg ved intet om hvorfor de angreb mig, men sekundet før jeg besvimede af smerterne, så jeg til min rædsel Therian beskytte mig!
Flere af byens indbyggere kom og de helede mig og fik mig ind i Camrynn igen. Da gav Therian mig en sidste advarsel, jeg kunne give ham min bog frivilligt ellers ville han tvinge mig til det. Jeg huskede atter på Keinars ord, tog en dyb indånding og sagde: ”Jeg siger det aldrig, Therian. Hvis du vil have den bog, må du tvinge mig!”
Der gik et øjeblik, før han pludselig tog fat om min hånd. Smerten var overvældende. Jeg faldt på knæ, og siden ned på jorden. Han knælede ned ved mig, og klemte hårdere om min hånd. Til sidst – til sidst gav jeg op. ”Stop” hviskede jeg, helt omtåget af smerten.
”Hvor er den bog?” spurgte han.
Netop da var der nogen indbyggere som blandede sig, og jeg flygtede ud i skoven. Men jeg nåede ikke mere end 50 meter. Jeg var trængt op i en krog med ryggen mod et træ, og Therian tog ganske langsomt min hånd og klemte om såret. Jeg faldt på knæ igen, med voldsomme smerter. Han tog Sirans daggert frem. ”Hvis smerten er så voldsom nu…” sagde han koldt og lagde klingen mod min hånd, ”så forestil dig at miste dine fingre.”
Jeg faldt om, både af smerte og af skræk. Jeg fandt min bog frem, og gav ham den. Der kom nogen indbyggere der ville hjælpe mig med at få den tilbage, men jeg fik stoppet dem. Jeg vaklede tilbage til byen, og et øjeblik efter kom Therian, smed bogen og forsvandt. Jeg åbnede den og skreg da jeg så han havde skrevet i den.
Med hjælp fra Ilmarin og flere fik vi det oversat, og i samme sekund så vi alle Therian nærme sig. Alle troede han kom for at gøre krav på mig som ulv, så de flygtede ud i skoven. Jeg selv råbte til Therian at jeg aldrig blev hans, hvorefter også jeg stak af. Og nu er jeg på vej til Calendon for at fortælle Kongen alt.
Men solen er for længst gået ned og jeg vil bede til mine guder, i håb om at de nu vil være i stand til at svare. Må guderne stå mig bi!

Mine guder har givet mig svar, men det har ikke gjort mig mere sikker. Jeg kommer ikke langt pr. dag, det meste af tiden ønsker jeg enten at tage tilbage eller blot at blive hvor jeg er. Alt er alligevel ligegyldigt, selv hvis jeg får lov til at tale med kongen. Havde Therian ret? Er Keinar i Nora Garûn eller er han…? Det tør jeg end ikke tænke. Kunne det være det han mente i sin besked? Nej, det er Keinar for stærk til. Han må have haft sine grunde til at holde sig fra byen – eller holdt han sig fra mig? Jeg vil stoppe med at skrive nu, og fortsætte min langsommelige vandring. Mod hvad – det ved jeg endnu ikke. Må guderne stå mig bi!

Det er morgen nu – solen skinner. Lige nu sidder jeg nær ved Keinar. Og skønt han sover, er mit hjerte fyldt af glæde, for jeg har fundet min ven igen og det er lykkedes ham at give mig lidt håb og livsmod tilbage. Jeg ville gerne skrive hvad Keinar fortalte i nat, men det er bedst hvis jeg lader det blive hvor det hører til – i vore tanker. Lederen af denne lille by kan muligvis hjælpe os, men det vil tiden vise – nu planlægger de vist en byfest denne aften, og der er derfor en del tilrejsende – også nogle stykker fra Camrynn. Blandt andet den klerk der reddede druiden og mig – men jeg har ikke hilst på ham endnu. Men Keinar er vågnet, så jeg vil skrive mere senere. Må guderne stå mig bi!

Det er aften nu – skjaldene underholder. Lederen af byen, fyrstinden, forsvandt og en ubehagelig mand jeg kender fra Camrynn overtog ledelsen. Det var en hård dag, men jeg kom igennem. Indtil denne aften altså. Hvordan skal jeg skrive det? Keinar… døde.
Lykkeligvis var den klerk der reddede både Nefoks og druiden i byen og han reddede Keinar med nød og næppe.
Men… jeg ryster… det er flere timer siden nu og han er stadig svag. Er Therian på vej?!

Det er morgen og solen skinner ned over byen. Hvad der skete er stadig uklart for mig, men en ting er sikkert: Therian var her ikke. Men jeg så ham, foran mine øjne, det er jeg sikker på. Keinar prøvede at hjælpe mig, men han var også svag. Efter lidt tid forsvandt min bog og jeg var overbevist om at Therian havde fået fat i den. Jeg løb ud af kroen, med Keinar og en kvinde efter mig. Jeg husker ikke meget af det, men vi endte ved gøglernes telt. Kvinden gik ind, og kom ud igen med min bog. Jeg vaklede tilbage til kroen, og fik det også langsomt bedre. Nu her efter fik jeg sovet en del, og er i dag nogenlunde mig selv igen – men Keinar er stadig svag. Og Jorodes er blevet fyrste, tro det eller ej – den gamle krovært…!

De sidste dage har været travle og meget er sket. Keinar er heldigvis blevet sig selv igen, Eresir være lovet. Men som sagt har meget ændret sig, og min verden er i hvert fald blevet en anden. Jeg drog til Calendon, efterhånden med et mindre følge. Keinar, naturligvis, og så Johan, en vagt fra den lille by Balon hvor Jorodes er fyrste nu. Den sidste er den unge pige Trunte som måske kan vise sig at være nyttig. Men i ly af natten drog vi til Calendon og ved daggry gik jeg ind i byen, mens de andre ventede udenfor, Keinar med denne bog. Jeg vidste jo ikke hvad der ventede mig derinde. Men hvad der skete, er stadig svært for mig at forstå. Jeg fik talt med Vagtmesteren og jeg fik en audiens hos selveste Stormklinge. Vores samtale behøver jeg vist ikke gengive, men kun de to vigtigste ting: Jeg er blevet fri igen og er ikke længere eftersøgt!
For det andet har kongen sendt præster og magikere ud i hele Moranien for at finde ud af hvor Therian og hans to ulve gemmer sig. Så min mission lykkedes! Jeg er omsider ved at få håbet tilbage. Jeg har også fået brev fra både Ralf og Tara, situationen i Camrynn er blevet værre og vi må snart tage tilbage, føler jeg. Kontakten med Balon kan vi lettere opretholde, byen er dog mere rolig end Camrynn. Må guderne stå os bi!

Jeg ved endnu ikke om jeg bør skrive dette, hvis denne bog falder i de forkerte hænder, men det er nødvendigt hvis de rette skal have sandheden at vide. Det er stadig svært at forstå og jeg ved endnu ikke hvorfor det skete, men faktum er at Dofok er kommet tilbage. Ikke Therian i Dofoks krop, men Dofok selv! Hvordan det skete står stadig uklart for mig men jeg er sikker på det er ham. Jeg hjalp en klerk fra Calendon med at genoplive ham selv, så nu har jeg, imod alle odds, fået min ven tilbage. Han er dog langt fra sig selv igen, han er svag og alle de kræfter han havde før er forsvundet. Men alt det er lige meget, siden min ven er tilbage. Endda med flere informationer end nogen anden levende. Mens Therian overtog hans krop, lod han Dofoks sjæl blive, og det gav det resultat at stort set al den viden Therian besad blev givet videre til Dofok. Som sagt er det en gåde for mig hvorfor og hvordan det kunne lade sig gøre, men hovedsagen er at han lever, og det vil jeg gøre alt for at han bliver ved med. Og Keinar… omsider har jeg set det fulde omfang af hans kræfter. Jeg skal ikke komme nærmere ind på det før senere i bogen, men vid at verden nu er mere beskyttet end nogensinde før.
Jeg var i Camrynns skove nogle uger efter og jeg mødte Bass, lægen, igen. Han ved hvem Dofok er – kort fortalt i hvert fald. Men byen er i problemer, Flys er begyndt at opføre sig irrationelt, sagde han, og måske vender han byens indbyggere imod mig. Men dermed vender han dem også imod Kongen. Og så får byen for alvor problemer! Men nu her sidder jeg i Jorodes’ kro i Balon og skriver efter endnu en hektisk nat. Dofok fik et tilbagefald og Keinar drog til Nora Garûn efter hjælp. Dofok og jeg bliver her til han vender tilbage, medmindre den tidligere fyrste giver os flere problemer, han var her nemlig i nat… Må guderne stå os bi!

Det endte nu alligevel med at Dofok og jeg drog til Camrynn i nogle dage. Måske var det noget guderne havde bestemt, måske ikke. Men vi mødte en gammel kone som vidste en del om os. Dofok vidste åbenbart hvem hun var, selvom jeg ikke gjorde. Det vigtigste var dog min samtale med Tara, der er snart ved at ske det samme med hende som for mig, men denne gang er vi forberedt. Hun skal ikke miste sin bror, som jeg mistede Dofok! Og så har Keinar givet os en vigtig hjælp, 2 spejle, så jeg altid kan kontakte Tara når jeg får brug (for) det. Ja, Keinar er tilbage ved min side og der bliver han – uanset hvilke planer Therian så ellers har. Må guderne stå os bi!

Fyrsten har endnu engang forsøgt at ligge planer imod os, og er på kort tid blevet en bedre magiker end selv jeg. Heldigvis fik Tara og jeg standset hans planer. Vores spejle virker efter hensigten, så længe Flys eller Gwen ikke får nys om dem. Jeg ville ønske vi kunne tage Tara med os, men vi har brug for hende i Camrynn, hvor meget det end smerter mig at efterlade hende alene. Jeg kan stadig huske min egen ensomme vinter i Camrynns skove – og Garath! Nej jeg vil ikke skrive mere før jeg er sikker…
Må guderne stå os bi!

Endnu engang er Keinar dukket op i sidste øjeblik. Du vil måske ikke tro mig, men det er ikke destio mindre sandt: Jeg mødte Sündir! Et møde, jeg ville give alt for at have været foruden. Hun er forfærdelig… Der er ikke andet at sige til det, ord dækker ikke. Jeg begynder nu at forstå Keinars smerte, ingen fortjener at ende som det grufulde væsen.
Pludselig dukkede hun op i skoven, denne gang endnu førend jeg nåede at sanse hendes tilstedeværelse. Meget af vores møde er tåget for mig og andet ønsker jeg brændende at fortrænge, men jeg frygter at det aldrig vil lykkes mig. Der er ingen grund til at skrive i detaljer om det, men en tortur som den hun bringer, kan intet naturligt væsen, end ikke en sortelver, gøre efter. Jeg overlevede dog længe nok til at Keinar dukkede op, og jeg undgik at fortælle hende noget, selvom hun uheldigvis fik fat i min bog. Nu kender hun Taras navn og jeg må hurtigst muligt advare hende, så snart jeg atter har fået styr på mig selv. Som sagt reddede Keinar mig – han har endelig opnået sine maksimale kræfter, og sin optimale skikkelse – hvis du forstår.
Men som sagt, jeg må hellere få fat i Tara. Må guderne stå os bi!

(Indsat brev)Paq mød mig ved biblioteket. Jeg har en overraskelse til dig og har haft snakket med en du kun kender lidt for godt.
- Hilsen din ven, Dofok.’

Vinteren nærmer sig efterhånden hurtigt, men lykkeligvis bliver den langt fra ligeså ensom som sidste år. Vi har muligvis fået mere at vide om det såkaldte ’ukendte’, men uanset hvad vil jeg ikke skrive det her, hvis nu denne bog atter falder i de forkerte hænder (eller kløer). Men jeg har mødt tre gamle venner og sammen med dem kan vi måske håbe at få sat flere dele af dette spil på deres rette plads. Blandt andet har de bekræftet min nervøse anelse hvad angår Hamster. Han er væk nu, Therian fik desværre hans sjæl, hvor meget det end smerter mig at skrive det. Jeg ærer stadig hans minde…
Tara er også hos os nu, og er så i det mindste i sikkerhed for Therian og hans bæster. Må guderne stå os bi!

Keinar har sluttet sig til os, med en højt uventet overraskelse for os alle, han har en søster! Cheza er hendes navn. Hun kom til os med Keinar, en nat vi talte om Therian, Ukendte kræfter og andre ting, som det er bedst ikke at nævne her. Uheldigvis bragte natten også dårligt nyt, der nær havde knust os. En af vore er blevet dræbt, af det forfærdelige væsen til Sündir. Heldigvis var Keinar dog hos os, og det var, hvad der reddede os alle. Men hvem ved hvad den næste tid vil bringe? Må guderne stå os bi!

Endnu engang har bæstets ulve forpestet os, og jeg slap kun fra det med livet i behold ved en ren tilfældighed. Siran, må han være evigt forbandet, havde fået fat i Tara, og forpestet hendes sjæl med sin ondskab. Inden jeg nåede at opfatte det, forsøgte hun at stikke mig ned! Jeg faldt om, men bønner til Toorah reddede mig i sidste sekund. Taras sjæl fik jeg renset, inden Sirans magi for evigt ville have ødelagt hende. Nu er vi atter skilt fra hinanden, og jeg nærer en indgående frygt for, hvad der venter os. Må guderne stå os bi!

Min frygt var begrundet. Denne gang var det Taras liv der svævede i usikkerhed. Atter reddede mine bønner os. Den stakkels pige var rendt ind i Sündir, vel sagtens for at hævne Badger. Jeg forstår hende. Men Sündir havde nær dræbt hende, hvis Tara ikke, under højst besynderlige omstændigheder, var sluppet ud af hendes kløer. Og i morgen begiver vi os så til Camrynn, hvem ved hvad der venter os der? Må guderne stå os bi!

Det er få dage siden at Tara og jeg forlod Camrynn. Mildt sagt, så gik det langt værre end jeg havde kunnet forestille mig. Jeg havde et brev fra Kongen jeg skulle aflevere til Gwen, selvom jeg ikke havde synderlig lyst til det. Tara og jeg nærmede os omsider Curator ordenens tilholdssted, der mystisk nok ligger nær sortelvernes indgang. Flys trænede med sine folk, det var underligt at se ham igen efter så mange måneder. Der gik lidt tid inden han fik øje på os, og hans blik var langtfra behageligt. Jeg fik spurgt til Gwen, men Flys sagde han var andetsteds. Til min undren var min gamle ven Eruk i nærheden, og jeg fik givet ham brevet, inden Flys jog os ud af ’sit’ område. Kort fortalt gik et mig pæ(nt) meget på at Flys opfører sig som en hjernedød nar. Jeg fik opsøgt ham sidst på dagen men efter en højtråbende diskussion måtte jeg frustrerende nok give op, ellers havde jeg været et hoved kortere. Og nu er Eruk muligvis i fare, siden det eneste, der kan udtales i Flys’ hoved er ’kaostilbeder’. Hvad jeg skal gøre ved det, aner jeg endnu ikke, men jeg skal nok finde ud af noget. Må guderne stå os bi!

(H)m min retningssans er (ikke) hvad de(n) har været, eller o(gså) ligger Balon ikke hvor den !…!e lig!…! I hvert fald vandrede j(eg) ind i (en) ruin, hvor jeg mødte, (lad) os sig(e) en højst interessant (pers)on, so(m) jeg mistænker for at !…! tyv!…! leder – Røde Stjerne h!…! jeg l!…! hedder, hvad Jorodes s!…! i sommers, men det er uvæsentlig(t.)
Det var spændende, og !…! var derf(or) jeg skrev det her. Yderligere oplysninger om dette møde forbliver mellem mig og denne mand.

(Indsat brev hvor der på bagsiden er en tegning af et ansigt og ordet ’ONCE’)’Paq Skovdal. Du holder i din besiddelse visse genstande af stor betydning for mig. Jeg skulle meget gerne ønske mig disse genstande udleveret. Mit navn er uden betydning, jeg vil kontakte dig igen når nødvendigt.’

Det er længe siden jeg skrev !…! – og længe har jeg heller ikke været i stand (til a)t skrive. Stadig mangler meget, og der e(.r) meget jeg ikke forstår – men jeg skal for(søge) at for(klare) mig. Cheza og jeg drog til Calen(don) for må(ske) en måned siden – en rejse jeg (fortr)yder bi(ttert.) Hvad der end skete – hvad !…!r ved (jeg) ikke – så husker jeg det un(der alle) omst(ændig)heder ikke længere. Hvis du har læst denne bog (ved) du mere om mig end jeg selv gør nu. Tilsyneladende har noget kaldet ’Curatorordenen’ haft stor indflydelse på mit liv. Selvom jeg kan læse om det nu, siger det mig absolut intet. Og så har Keinar været gennem meget, efter hvad Cheza har antydet har Siran haft sine klør i ham. Heldigvis var Siran dum nok til at begive sig ind i Keinars tempel – Eresir templet, naturligvis, og jeg håber at vi aldrig ser mere til ham. Lige nu befinder jeg mig udenfor Calendon, det er sen nat. Dofok er her, hvilket altid får mig til at slappe af. Mine øjne bliver blanke når jeg tænker på !…! Det ved han selv. Jeg sidder kun vågen nu, fordi en drøm vækkede mig. Et ganske forfærdeligt mareridt. En drøm, jeg inderligt håber aldrig nogensinde bliver virkelighed. Hvis nogen nogensinde fortæller mig at det er umuligt at føle smerte i en drøm, giver jeg dem denne drøm. Selv nu gyser jeg ved at tænke tilbage på den, selv på sådan en stjerneklar nat. Stjerneklar… Åh Keinar hvor længe endnu skal vi vente på at se dig igen? Efter Chezas komme virker det som om Keinar bevidst holder sig fra os – men det er vel bare mine negative tanker. Vi skal tilbage til de andre snart, Dofok og jeg har været væk længere tid end vi egentlig planlagde. Jeg tror Cheza bliver vred når hun hører hvad vi har rodet os alle sammen ud i. Men hvad kunne vi gøre? Hun ville jo have flænset os… Solen står snart op, morgenen er på vej. Må guderne stå os bi!

Det er flere uger siden jeg skrev sidst, og både denne bog og jeg er ændret radikalt. Ingen kunne have forudsagt hvad der ville ske og havde vi kunnet, kunne vi alligevel ikke have forhindret det. Egentlig ønsker jeg ikke at skrive det, men jeg føler dog alligevel, at det er min pligt. Cheza… den smukke Alurian, Keinars søster faldt for Sündirs magt. Keinar er knust og vi andre også. Hvorfor jeg selv overlevede har jeg stadig intet svar på. Vi ærer stadig hendes minde… Må Aerth være hos hende nu!

Det er Juni nu, sommeren er for alvor sat ind. Kommer sommeren nogensinde til mit hjerte? Jeg tvivler. Lige nu er Tara og jeg på vej til Balon i et temmelig farligt ærinde. Og tilbage i hytten venter Shadow – med min gode vilje! Ja meget har ændret sig siden sidst, meget som ingen af os har haft nogen indflydelse på. Vi må følge med strømmen og fokusere på målet – midlerne er mindre vigtige. De retfærdiggør midlet – uanset hvad midlet er.
Må guderne tilgive os vore gerninger!

Det er middag og jeg sidder i Balon. Solen skinner og afspejler meget godt mit humør. Cheza er tilbage! Men personen vi leder efter er her ikke – men vi håber på at finde ham. Lige nu venter vi på Tara, hvor hun end er.
*
Det er søndag aften nu. Dette sidste døgn ville jeg ønske kunne slettes, gøres om… Bare gøre noget! Men hvad der er sket er sket. Og afbrændingen af fyrsten – levende – er blot det mindst vigtige. Af gode nyheder er Ralf i det mindste blevet sig selv igen. Dofok… blev dog dræbt først. Dog har jeg stadig hans trøst – men hans død tager stadig hårdt på mig. Må guderne stå os bi!

(Et brev er vedhæftet her. På bagsiden står ’Paq Skovdal’.) ’14. juni år 3452 – Balon. Vær hilset Paq Skovdal. Jeg har hørt forlydender om at du vil ankomme til Balon til festen om få dage. Jeg undskylder meget for at jeg ikke selv er i stand til at være i Balon til midsommerfesten, men rygter fra Calendon trækker mig væk. Avia-senatet har bedt mig undersøge visse ting forbundet med branden af biblioteket i efteråret, og jeg vil derfor ikke selv kunne overvære festen i Balon. Efter sidste års hændelser har Balon været centrum for mystiske hændelser, og jeg har en mistanke om at midsommerfesten i år igen vil være præget af ting vi ikke forstår fuldt ud, og sidste års ritualer kan frygtes at blive gentaget. De spejdere jeg fra Avia-templet har sat på at overvåge Ralfs færden har meldt at de mistede sporet af ham nær Calendon for et par uger siden. Jeg frygter det står værre til med ham end vi hidtil har antaget, og at han muligvis kan finde på at besøge sin hjemby ved festen i år. Hold øjne og ører åbne Paq, og giv mig straks svar hvis du ser noget.
- Bass Aci, klerk og healer af Avia-templet.’

Det er forår i Moranien nu… vel næsten sommer. Jeg har ikke skrevet i denne bog i et år – ikke siden alle de utrolige ting skete sidste sommer i Balon. Uden at jeg helt ved hvorfor, er jeg bare… hvad ved jeg, forandret? Dofoks død tog hårdere på mig, end jeg havde forventet, men det ændrede mig ikke. Det har mange senere begivenheder derimod, i høj grad gjort. Hvor skal jeg dog starte? Efter Balon vel, hvor jeg endelig fik placeret Tara et sikkert sted. Det har aldrig været min opgave at passe på hende, undervise hende. Og jeg er virkelig den sidste der burde passe på nogens sjæl. Jeg har vist en tendens til at gøre folk værre end de er – i det mindste aldrig til det bedre. Hvor Tara er vil jeg dog ikke afsløre, til det spørgsmål må svar søges andetsteds. Jeg har ad den hårde vej lært hvad der sker, hvis oplysninger fra denne bog falder i de forkerte hænder. Og alligevel skriver jeg videre her, om mit liv og om dem omkring mig. Hvorfor? Det er måske det spørgsmål der har gjort at jeg har holdt mig fra at skrive noget i et helt år. Men uanset hvor farligt det måtte være at skrive her, gør jeg det alligevel, i håb om at denne bog må overleve mig, og give andre krigere den viden de har brug for i deres livslange kamp. Men tilbage til dette seneste år. En måneds tid efter at Tara havde forladt os, blev jeg af Dofoks ånd sendt til selve gudernes rige. Hvad der skete der, kan jeg dog ikke som dødelig skrive her. Men, af hvilken grund det end var, sendte guderne mig tilbage til Moranien igennem Balon! Og før jeg vidste af det løb en lille dreng ind i mig og stjal min taske, bog, penge, alt. Hvad værre var, han stak mig ned, og førend han var forsvundet helt, var jeg faldet om, og blodet strømmede fra min side. Hvor meget jeg end prøvede, kunne jeg ikke hele såret, og jeg troede, jeg var fortabt. Da kom den… munk… forbi. Hvilken ydmygelse! Alene mindet får mit hjerte til at slå hurtigere, og mit blod til at blive varmt. Men han reddede mig dog, om end på en smertefuld måde. Og mine ting sendte han til en af mine værste fjender, Omnije i Calendon! Alligevel, pludselig vendte han nærmest om, og gav mig en hest, så jeg kunne tage til Calendon, hvilket jeg gjorde. Men Omnije var mildest talt ikke samarbejdsvillig, og han angreb mig. Jeg dræbte ham i selvforsvar, og takket være Stormklinges forstående sind blev jeg ikke anklaget for det.

(Et brev er vedhæftet)’Til Paq Skovdal. Jeg har ikke meget tid så jeg fatter mig i korthed. Hvis du har nogen mulighed for det så kom straks til Calendon! Der er flere grunde til at vi behøver dig her men jeg kan ikke skrive her hvorfor, ej heller afsløre hvem brevet er fra. Hvis du, læser, ikke er Paq Skovdal, giv hende da venligst dette brev i al hast. Må guderne stå dig bi!’

(Endnu et brev er vedhæftet)’Til Peter Skovdal. Min tålmodighed, og derfor også mine penge, er ved at være brugt op. Jeg referer her til de penge, der ind til videre har været årsag, til at deres ”Kære Line” har beholdt sit liv. Da du endnu ikke har besvaret mit første brev, ser jeg mig nødsaget til at stille dem et ultimatum, hvis de ikke har fremskaffet og overbragt mig mine penge før midnat på den sidste dag af dette års festligheder der bliver afholdt i byen Balon. Da vil jeg stoppe med at sende penge til deres kones oppasser, hvilket betyder at jeg bortskaffer mig hende. Derved ender hendes liv, min søgen efter mine penge. Den vil ikke ophøre, og jeg vil se mig nød til at tage hårdere midler i brug, Da jeg ved at de har en stor familie bliver dette ikke svært…
Jeg vil selv være at finde til de førnævnte festligheder, således at de personligt kan komme og overbringe mig mine penge. Er de ikke i stand til dette, da vil jeg til nød acceptere et pålideligt sendebud, denne skal dog komme alene. Ser jeg på nogen måde noget der kunne tyde på et følge, da vil jeg straks lade et bud sende, og deres kone henrette. Så på snarligt gensyn, og indtil da vil jeg lade dem være i fred, og så regner jeg på det kraftigste med at møde dem, eller en af deres nærmeste i Balon. Rævenslette.’

Det er nu atter mere end et år siden, jeg sidst skrev i denne bog. Jeg har tvivlet meget på, om jeg overhovedet ville fortsætte med at skrive i den, eller om jeg endda skulle brænde den og en gang for alle komme af med den. Men den har for stor betydning for mig, til at jeg kan lade den blive fortid, uanset farerne ved at beholde den. Der er sket en del, men året har dog været roligt hvis jeg sammenligner det med tidligere år. Det meste af tiden har jeg brugt på at udvikle mine evner og få styr på mine tanker, jeg har endda undgået både Keinar og Cheza, hvilket jeg håber er til bedste for os alle 3. Hvor skal jeg dog begynde? Mine minder er en smule tågede, sikkert som et resultat af, at Curator Ordenen i sin tid pillede ved mit sind. Men jeg vil forsøge at beskrive de ting der er sket alligevel, i hvert fald dem der har betydning. Først og fremmest er mine minder vendt tilbage. Skønt det er noget rodet er det rart at vide alt, hvad der er foregået, uden at jeg skal læse mig til det i min egen bog. Med hensyn til min onkel går hans forretning godt, vi fik med Padrios og Stormklinges hjælp sat en stopper for den modbydelige Raiko Ræveslette. Han sidder nu, hvor han har fortjent at sidde. Til sine dages ende, om alt går vel. Det har dog ikke gjort mig rig, men jeg har heller ingen nytte af penge i min kamp. Nu er Padrio jo indtrådt i kampen, men ikke så snart var Koji forsvundet før endnu et nyt rædselsvæsen dukkede op. Dets navn kender jeg endnu ikke, men frygter det allerede. Jeg håber snart at få flere svar, hvilke jeg naturligvis vil nedskrive i denne bog.
Moranien, foråret 3454. Må guderne stå os bi!

(Bogen har nu en del blanke sider. Det næste der refereres er fra bogens bagerste ark og har som regel heller ingen datoer.)
Ulvene – en guide
Sündir – i de dage inden hun blev ulv var hun Keinars elskede, og hendes navn var Kristine. Hvordan hun blev ulv, er ligegyldigt, her skal kun de vigtigste ting nævnes. Hendes kaossymbol er vind, hvilket betyder at hun kan styre dette element, dog ikke helt så godt som kaospræster. Hendes farligste våben er hendes daggert, forbandet af Therian selv. Hun dukker oftest op i tågefyldte områder.
Siran – inden han blev ulv boede han i Camrynns skove som jæger. Hans symbol er vand, og han er stærkest på regnfyldte dage. Han kan fordærve sjælen, selv ved kortvarig kontakt m. andre.
Koji – Hun var tigger og forældreløs, men blev mægtig da hun først blev ulv. Hendes symbol (vil jeg tro) er jord. Hun evner magi og er meget ustabil og om muligt mere uberegnelig end de andre. Men i november 3452 lykkedes det den mægtige magiker, Padrio Rosendal, at forvise Koji’s sjæl til intetheden. Jeg frygter dog, at noget endnu værre er på vej…

September 3451
Der har, siden juni i år, sket nye og foruroligende ting i Moranien og det er det, jeg vil forsøge at sammenfatte her. Mange taler om noget nyt i riget – noget ’Ukendt’ som endda muligvis har en vis evne til at besætte andre, dog overhovedet ikke på samme måde som eksempelvis Therian. Om det er en gud, en dæmon eller blot en magiker ved jeg ikke, jeg kan blot konstatere at der allerede nu er to jeg er bekendt med som er besat af denne… eller dette… ukendte. Det drejer sig om Fliro Flammespyd, engang en ledende kriger i Camrynn og så Ralf Nifinger, vagtmester i den lille by Balon nær ved hovedstaden. Jeg har ikke set Fliro efter hans ’besættelse’ men Ralf har jeg mødt. Hans stemme, hans evner, hans fremtonen var ganske anderledes end normalt, og både jeg og hans søster er ganske bekymrede for ham. Hvad end dette ’ukendte’ end er, er det… eller den… også meget interesseret i Camrynn, eftersom der er forlydender om at de begge – Ralf og Fliro – skulle være set der. Jeg håber snart på selv at få mulighed for at drage til Camrynn igen – naturligvis med Keinar og Dofok ved min side.

Oktober 3451
Jeg har desværre ikke fundet ud af meget mere, andet end at fyrsten har talt om dette Ukendte. På ham lyder det mest som en kraft eller en gud, men det er mig endnu ikke muligt at sige mere om det.

November 3451
Efter lang tids søgen og diskussion føler jeg mig overbevist om at vi bekæmper en gud, selvom ganske mange vil være uenige med mig i denne betragtning.

Marts 3452
Tara er så bekymret for Ralf - overbevist om at vi må dræbe ham for at redde ham! Vi beder alle til at det aldrig må nå så vidt.

Juni 3452
Meget vil jeg ikke skrive her – blot nævne at Ralf atter er sig selv og fri fra det ukendtes greb.

Blæs i hornet nu
Spil en sidste sang
Jeg er kold og svag
Men husk at jeg
Var stærk engang
Jeg har mistet alt
Hvad har jeg tilbage?
Kun den svage lyd
Af triste hjerteslag
Jeg har kæmpet, men
Dette slag har
Tvunget mig i knæ
Alt er forbi
For mig
Bar før mig væk
Eller efterlad mig her
Blæs i hornet nu
Jeg er ligeglad
Alle de veje jeg ser
Før kun til intethed
Mørket er tæt og jeg frygter jeg vil
Snuble uden lys
Lægger mig ned og sir
Nu gir jeg op.

Lad mig synge en sang om smerte
Lad mig synge en sang om tab
Lad mig synge om frygt i et hjerte
Et hjerte der kvæles af ulvenes gud
Lad mig synge en sang om smerte
Lad mig synge en sang om død
Lad mig synge om frygt, slukne lys
Misundelse, vrede, og hævnen sød
Lad mig synge om alt det, der blinder
Tanken om det, der forvirrer mit sind
Lad mig synge om blege, kolde kinder
Den iskolde latter som hylen i vind
Lad mig synge en sang om kvinden
Dolken der rammer det rigtige punkt
Lad mig synge om mennesket, ulven
Manden der døde begræder jeg stadig.
Lad mig synge om frygten, vreden
Skyen der farver min hverdag grå
Lad mig synge om det der dræber glæden
Lad mig synge om at mismodet få
Lad mig synge om krigen, fjender
Kloen og døden der slukker dit blik
Lad mig synge om at miste venner
Livet der ender for Therians dolk
Lad mig fælde en tåre for livet
Lad mig fælde en tåre for dig
Lad mig græde for hvad jeg tog for givet
Livet og tiden, sammen med dig.

Nat i skoven, hør Therian hvisker
Han kalder på sine sjælebørn
Timeglassets sand udrinder
For alle kvinder, mænd og børn.
*Verdens timeglas er vendt
fred og kærlighed er glemt.*
Therian kommer i nattens kåbe
Skarpt og blankt det er hans våben
Høster sjæle som kornet modent
Når han kommer kan alting ske
**
Forpinte sjæle i hans følge
Suger liv af levende kød
Nattens Ulv blindt befaler
Bønder, konger, præsters død
**
Klædt i krig og ufreds skygger
Stjæler Therian dit hjerteblod
Når du først ligger kold i graven
Er det for sent at gøre noget
**
Nat i Camrynn – en kvinde skriger
Hun kalder på sine døde børn
Timeglassets sand udrinder
For alle kvinder, mænd og børn.
*Verdens timeglas er vendt
fred og kærlighed er glemt.*

Natten er tung og sort
En mørk silhuet af onde drømme
Ser jeg ham stå i mørket sort
Svær at se men let at kende
Tankernes vilde spind
Han kommer mens jeg sover
Kæmper mod mit trætte sind
Jeg er håbløs og fortryllet.
Frem af en lille lund
Med farten og styrken malet
Dukker Therian fra drømmen
Frem, farlig og dunkel.
Han løfter mig ud af drømmens spind
Jeg svæver gennem natten.
Han leger den leg han finder bedst
Når han ønsker at pine min sjæl til døde.
Men mine tanker er et skrøbeligt spind
Som dagen og lyset slår i stykker
Kun i min erindring
Er min sjæl endnu uskadt.

Solen falmer stille hen
Himmelen er rød igen
Natten er så småt på vej
Skyggerne de nærmer sig
Mørke falder, natten kalder
Kalder den på mig?
Natten sortner frem på sky
Kalder mørket over by
Kulden rører blad i vind
Føles svagt imod min kind
Øjne hviler, døden smiler,
Mørke ulve-sind!
De vandrer stille uden lyd
Kryber ondt fra nord til syd
Ynde har de, snedig, klog
Ej alene, fler’ end to
Onde sjæle, de fortærer
ALT i mørkets bo.
Ej du ser dem før du dør,
Ej du skuer, ej du hør’,
Et ’farvel’ det kommer ej
Når de mørke lister sig.
Alle sjæle de vil stjæle.
De berøver dig!
Tror du de har nogen kær?
Tror du de vil hjælpe jer?
Tror du de er døde nu?
Hold dig denne ting i hu:
De er onde helt til bunde
Og de spreder gru!
Skyggen falmer stille hen
Natten bliver dag igen
Skyggens væsener forsvandt
Nattens mørke sammenbandt.
Hanen galer, dagen gryer.
Ingen spor vi fandt…
~Paq

Garath
Måske har det undret nogen, hvem denne klerk er, så jeg vil kort her, for min egen skyld især, fortælle en smule. Han er så talentfuld, som man kan blive, og kan sågar genopvække de døde, hvilket er den væsentligste grund til min loyalitet overfor ham. Han tilbeder Aerth, naturens gudinde, og bekæmper Therian med samme styrke som jeg selv. Han har hjulpet mig utallige gange, og genoplivet hele tre af mine venner, den vigtigste af dem naturligvis Keinar. Garath har en evne til altid at være til stede når man har brug for ham, og jeg er ganske overbevist om at han også er en ganske talentfuld magiker. Fyrsten mener desværre at Garath er på hans side – jeg gruer for hvad der vil ske, hvis han har ret. At miste Garath som ven ville betyde noget nær verdens undergang, skriver jeg uden at overdrive.