Ved Bartholomæus Zippedæus
Professor i historie
Calendons Universitet – år 3450

Moranien er som bekendt et af de otte riger, der opstod efter Verdensdelingen. Indtil nu er det ikke lykkedes nogen, hverken elvere, mennesker eller dværge at finde en sikker passage til nogen af de syv andre riger. Derfor er oplysningerne om disse andre riger også mest hentet fra rygter eller vilde historier, men siden der altid er en smule sandhed i enhver historie, har jeg valgt at medbringe det hele her. Det må så være op til hver enkelt læser selv at bedømme om de vil tro på det.

Det er sket ganske sjældent at nogle få skibbrudne har fundet sikkerhed i Moranien, efter at have sejlet i flere uger. Mange af disse væsener kom fra et rige kaldet A’lendir. Dette rige var før gudernes krig hjemstavn for højelverne, men delingen af verden delte som sagt folk på kryds og tværs. Mennesker og højelvere lever nu eftersigende side om side i A’lendir.

Yinien er eftersigende et andet menneskerige, som skulle minde om Moranien.

Taiøerne er efter sagnet det sted i verden, der rummer den største rest af gudernes kraft fra Verdensdelingen - magien. Det er kun magiske væsener der kan overleve her, derfor er ingen i Moranien sikre på hvad der helt præcist befinder sig på disse øer.

Så er der Nisaranien. Et rige hvor sortelverne har fået overtaget. De handler og samarbejder med de mennesker og orkgrupper der er i landet. Frivillig tvang kan man vel kalde det, hvem siger nej til en sortelver når hele hendes hær praktisk talt står og ånder dig i nakken? Elverne er især undertrykte i dette rige, og har desperat ledt efter en udgang lige siden verdensdelingen, men de har endnu ikke fundet en, udover sortelvernes utallige underjordiske gange.

Menotamien skulle være et rige hovedsageligt befolket af dværge, et sted hvor store, smukke bjergkæder præger landskabet.

Sidst er der Yhtilia, eftersigende resterne af den skov hvor Eresir skabte dyrene. Det er et smukt og frodigt rige. Her trives især de skovelskende elvere. I de bjergfyldte grænser lever der mange dværge.

Men nu kom vi jo helt væk fra det jeg egentlig ville beskrive, nemlig Moraniens geografi. Som du sikkert er bekendt med, er vores rige ganske imponerende stort, og jeg har kun hørt om få, der har rejst fra den ene ende til den anden. Mod øst ligger de store skove, hvor både vildelvere og skovelvere lever. Disse skove dækker et meget stort område af Moranien, og er aldrig blevet kortlagt. Elverne har desuden en utrolig evne til at bygge deres borge og andre boliger i naturen sådan at ingen andre racer kan finde dem, selv ikke hvis de går lige forbi dem. Derfor ved ingen hvor mange elvere der lever i disse skove, og det kunne meget vel tænkes at der ligefrem er hele byer gemt inde i skovenes tætte løv.

Hvad der dog er sikkert, er at Moraniens grænse mod øst går ved en vældig kløft, der skærer sig dybt ned gennem landet. Denne kløft har eksisteret siden Verdensdelingen, og det vil aldrig lykkes noget levende væsen at passere den, medmindre guderne selv skaber en passage.

Vender vi blikket mod syd finder vi dværgenes miner, hvor de bryder de ædle metaller ud af den hårde klippe. Det er fra disse miner vi mennesker får vores guld, sølv og ædelstene, og det er også fra disse områder de vældige kampesten, som Kongens borg her i Calendon er bygget af, stammer fra. Dværgene har altid haft et tæt samarbejde med os, og vi har altid stået på god fod med hinanden. Ud fra dværgenes oplysninger ender Moranien her i en stor og voldsom bjergkæde, der strækker sig så langt øjet rækker, og som er så høj at den når skyerne. Intet pas er der at finde i disse bjerge, og der er heller ikke nogen vej under dem, siges det fra dværgene, der jo er kendt som værende de bedste stenhuggere, og som derfor må vide det bedst. Det er dog også ganske betryggende når Chrumsniklonien ligger på den anden side!

Mod vest ligger der menneskelandsbyer og kroer. Af byerne kan vi kort nævne Camrynn, et lille skovsamfund tæt på kysten, Halmlan, en stor handelsby ca. midt i riget, og Drolon, en landsby ikke langt fra Camrynn, hovedsageligt befolket af bønder og håndværkere. Byen er kendt for sin gode bryg. Der findes mange andre små samfund, men især skal nævnes Valindor og Saltina, som i nyere tid var centrum for en stor tragedie. Her holdt en dødskaster til, og i dag er området kendt som ’dødens marker’. Men den historie skal ikke fortælles her.

Ellers er riget sparsomt befolket. Der findes både skove og marker, alt efter hvor mennesket har bosat sig. Jo længere ud mod vest man kommer, jo mere spredt ligger disse landsbyer og kroer. Helt ude mod vest findes der kun små byer, der mere kunne minde om fæstninger eller opholdssteder for udsendte krigere og soldater. Helt ude mod vest kommer det store hav, der altid er i oprør, og altid sender sine vældige bølger mod Moraniens kyster, som prøvede det at opsluge vort rige. Det er fra dette hav at de tilrejsende altid er kommet. Man siger at det såkaldte Tai rige ligger derude. Men det er dog usikkert, for ingen er endnu vendt levende tilbage fra disse øer.
Mod nord ligger, som alle ved, vores store hovedstad, Kongens by, Calendon, hvor jeg i skrivende stund befinder mig. Denne by er så prægtig og smuk at jeg end ikke vil begynde at beskrive den. Hvis man går længere mod nord finder man blandt andet højelverbyen Correntain, der som dværgenes miner ligger op ad en vældig bjergkæde. Denne by har intet menneske set, eller i hvert fald ikke særlig mange, idet de højelvere der lever i denne by betragter sig selv som værende den mægtigste og fornemste race af alle. Deres by er næsten perfekt i sin opbygning, lavet af materialer som mennesker end ikke kan drømme om at kontrollere. Og arkitekturen er udtænkt af en race så langt fremme i sin udvikling, at vi til sammenligning med dem blot lever i jordhuler. Selv Calendon, denne, for os, så smukke by, blegner ved sammenligning med Correntain.

Men i hvert fald er Moranien også mod nord begrænset og lukket inde af en vældig bjergkæde, der heller ikke er mulig at komme hverken forbi, over eller igennem. Det beskytter vort rige imod angreb udefra, men det låser også vores eventyrlystne indbyggere inde. Hvem ved, hvad der findes på den anden side af disse to bjergkæder? Hvem ved, hvad der findes på den anden side af den vældige kløft, der deler et land som engang var ment til at skulle være et?

Men nu har jeg fuldført min pligt, jeg har fortalt dig en smule om den verden du lever i, og som du derfor bør kende til fulde. Hvis du vil vide mere om det mangfoldige rige som kaldes Moranien, så må du selv tage ud og opleve det til fulde. Men pas på, min ven, man ved aldrig hvad der gemmer sig bag det næste træ, eller hvad der kommer frem, når Fayons sol først er sunket i havet ved aftenstide for at hvile indtil næste dag, hvor lyset atter kan skinne over Moranien. Natten tilhører Nisara og mørkets skabninger.