Af Bartholomæus Zippedæus
Professor i historie

For mange hundrede år siden, siger elvernes gamle skrifter, i den frygtelige tid under gudernes krig, opstod en race som siden har betydet alt for både Moranien og de syv andre riger. Kun ganske få år inde i krigen blev det gamle segl der holdt kaosguderne fanget i Intetheden, langsomt løsnet. De gamle bånd som Curator og hans medguder havde skabt, var ikke stærkt nok længere, eftersom hver race, hvert eneste individ, hvert eneste sted på hele planeten var badet i kaos. Dette resulterede i en katastrofe, som siden har dikteret livet for indbyggerne i Moranien. Kaosguden Therian slap fri!

Og med ham kom nogen væsener, der stadig jager mine mareridt og som spøger i sindet hos hver eneste, som har set dem og overlevet det. Therians ulve - bæsterne, de blodtørstige, og hvad vi mennesker ellers har kaldt dem gennem tiderne. Disse bæster har jeg skrevet om andetsteds, og nu er det eneste vigtige at nævne at de altså dukkede op i denne tid.

Aerth og Eresir, som begge havde forsøgt at undgå krigen, mødtes nu et sted hvor vi dødelige ikke kan komme, for at diskutere hvad de skulle stille op. Ingen ved præcist hvad de talte om ved dette møde, men de enedes om i fællesskab at sørge for at en ny race så dagens lys: Alurians. Disse væsener var altid skovelvere, og de er stadig omgivet af meget mystik, jeg tror end ikke at skovelverne selv helt ved hvem disse Alurians er. Men skønt Aerth og Eresir enedes om at skabe disse væsener, kunne de ikke blive enige om hvordan. Eresir mente at enhver skovelver havde evnen til at kunne blive Alurian, og han ville kun give sine tilbedere denne gave, hvis de gjorde sig fortjent til den i gerninger, ord og personlighed. Aerth derimod mente at man var født til en sådan gave, og hendes Alurians blev derfor født sådan og lærte om deres gave mens de voksede op.

De to guder skiltes og søgte nu hos deres tilbedere efter passende kandidater. Efter en tids søgen fandt de hver især hvad de søgte - Eresir fandt en ung jæger, kun 100 somre gammel, og kaldte ham til sit højhellige tempel, hvor han afslørede for ham hvilke planer han havde for ham. Lümanae blev naturligvis beæret over sin gave, og bar den med stolthed.

Aerth fandt en ung kvinde, som var frugtsommelig og som fødte et vidunderligt pigebarn ved næste fuldmåne. Hendes navn var Khirissta. Barnet havde evnen til at forvandle sig til en smuk ulv når hun lystede, og både hun og Lümanae skabte håb og glæde hos elvernes krigere, og de gav dem desuden et håb mod Therians bæster. Fordi disse to Alurians var så ædle, noble, smukke og i alle henseender majestætiske, begyndte der hurtigt at opstå vilde rygter om dem, og den dag i dag ser næsten alle skovelvere Aurians som noget nær halvguder. Og hvem ved? De har muligvis ret, siden det ikke er lykkedes nogen at komme disse Alurians' natur nærmere. Deres evner er der dog nogenlunde enighed om, de kan forvandle sig til et dyrs skikkelse, de besidder et dyrs sjæl, og deres evne til magisk heling er formidabel.